Læsetid: 4 min.

Seksuel lørdag eftermiddag

Der burde være en vogn for undertrykte hetroseksuelle, som også trængte til at vise, hvem de var indeni

Johanne Sorgenfri/iBureauet

26. august 2017

Forleden kom jeg gående med min kæreste (hankøn) på en lørdagstur med vores to sammenbragte, formodentligt heteroseksuelle piger på 15 og 16, langs søene på Frederiksbergsiden og fik øje på en helikopter, der stod stille over byen. Den lignede en bi, der havde fået øje på en lækker blomst og ventede på at dykke, eller bare en helikopter der var klar til at tage satellitfotos, hvis noget i en menneskemængde ikke forløb som forventet.

Jeg havde flere gange i løbet af vores normbekræftende heteroseksuelle forhold fortalt Christian om en fantasi, jeg har: Jeg går på gaden og med ét krakelerer virkeligheden og alle springer ud i sang og dans, som i et afsnit af Fame eller Highscool Musical.

En tilsvarende fantasi, som har modsat fortegn, er at byens psykiske syge pludseligt ikke kan holde deres plager inde og begynder at hyle højt på gaden som ulve.

Jeg kan blive bange for at at blive fanget i en flashmob, en happening, hvor man befinder sig i det offentlige rum og pludseligt overraskes af en gruppe mennesker, der har forudbestemt nogle dansetrin, som de uden varsel bryder ud i.

Eller det modsatte, man er på en åben plads, det kunne være Rådhuspladsen, og pludseligt går halvdelen af folkemængden i stå, i iscenesat ubevægelighed. Et kort øjeblik vil man blive i tvivl om sin egen virkelighed.

Endeligt har jeg undret mig over, at den seksualitet, som vi ved alle har, kan holdes inden borde. Det er mærkeligt, at den ikke nogle gange spilder ud og kommer til udtryk i et brøl, i en række skamløse, orgiastiske grimasser og fagter og uterlige handlinger på åben gade.

Det er kort sagt utroligt, hvor meget vi alle sammen styrer os.

En stor running sushi

Men denne lørdag: Vores normalt påklædte, kontrollerede, velopdragne heteroseksuelle familie gik efter bien, og da vi kom til Det Ny Teater troede jeg, at teatret havde lagt personalefesten ud i gaden. Igennem porten til Vesterbrogade så vi en masse udklædte mennesker, på store vogne der kørte forbi til høj musik.

Det var ikke studenter. I så fald ville det være nogle mærkelige studenter. Det var Copenhagen Pride, som min kæreste og jeg havde glemt løb af stablen netop den weekend.

I to timer stod vores døtre, som var debutanter til priden, og så på den alsidige menu over kønsidentiteter, der rullede forbi som en stor running sushi.

Som så mange andre tilskuere fik vi tanken, at dem på vognene havde fat i den rigtige ende i forhold til at more sig og at udtrykke sig selv. Vi talte om, at der burde være en vogn for undertrykte hetroseksuelle, som også trængte til at vise, hvem de var indeni. Vi var kort sagt misundelige.

Undervejs var der bevægende øjeblikke. Nogle bar navne som »Foreningen til støtte for transseksuelle børn«. I Danmark anses transeksualitet som en psykisk sygdom, og de transeksuelle kæmper en hård kamp for anerkendelse af den natur, som de mener er medfødt.

Så var der tidligere tiders medieyndlinge, de aidsramte. En påmindelse om de mange, der mistede livet for deres kærlighed, inden forskningen fandt en medicinering, der kunne stoppe epidemien. Men sygdommen findes stadig, og det blev vi mindet om.

Alvoren var der hele tiden. Som det hed på en T-shirt »1 dag fest, 364 dages kamp«.

I modsætning til Distortion, den anden store byfest, hvor man kan have indryk af, at det er alkoholen der er pointen, så har priden nogle værdier som gør festen mere sjov og mere renhjertet. Værdierne minder om 1970’ernes hippieværdier: Frihed, lighed, ærlighed, kærlighed, menneskelighed.

Der var modige mænd og kvinder i alle aldre og størrelser, unge som imponerede ved at have sprunget ud tidligt og gamle som så ud som om de for nyligt havde gjort det, til en dyr pris. For dem var deltagelsen i priden en markering, der udtrykte en skrøbelig styrke.

Der var ældet hud i latex, uden forfængelighed, der tjente en god sag i kampen imod den seksuelle aldersdiskriminering, som er udbredt i vores samfund. Der var de handicappede, som mindede om, at vi i vores seksualitet ikke kun er forskellige men også ens, fordi vi alle indeholder den.

Argument på fire hjul

Der var også dem, som bidrog til at fastholde klicheen om, at alle bøsser er ekshibitionister, og at du kan kende dem på deres boaer og løse håndled.

De fik mig til at tænke på de af mine homoseksuelle venner, som af samme grund ikke kunne drømme om at gå til pride. Der var nogle udenlandske vogne, som tegnede priden som en international kampdag ført for seksuelle minoriteter i andre lande som har opnået lang færre rettigheder, end man har her. Hvis kritikere ville påstå, at priden er en unødvendig kamp ført for en vundet sag, så var dette argument også til stede, på fire hjul.

Det gav i hvertfald mening for os. Den store tilstrømning af såkaldt »normale« talte sit eget tydelige sprog. Tilskuerne blev stående og stirrede, som var de limet til asfalten og smilte og vinkede til minoritetsheltene, som om de tørstede efter noget.

Jeg var nok ikke den eneste, der tjekkede sidevejene for mulige angreb fra en hvid lastbil. Men efter kort tid glemte vi det. Helikopterbien kom ikke på alvorligt arbejde. Det formodentligt forhøjede sikkerhedsberedtskab viste sig unødvendigt.

At samles om noget andet end angst var en lettelse. I 70’erne, hvor de troede på, at blomster kunne stoppe en geværkugle, kunne man mødes om de positive værdier, ikke som modsvar, men som et spørgsmål: Hvem er du og hvornår springer du ud?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu