Klumme
Læsetid: 2 min.

Selvfølgelig betaler man da ikke kunstnerne ...

Kultur
26. august 2017

Der er i disse dage gang i Kulturmødet på Mors. Hvis man gør sig den anstrengelse at læse regnskabet for sidste års Kulturmøde, så falder man over nogle interessante tal.

Her bliver der brugt væsentligt flere penge på moderatorer, marketing, konsulenter og PR end på selve kulturen. Man kan eksempelvis se, at moderatorer samlet set blev honoreret med 276.311 kroner, mens der kun blev brugt 27.848 kroner på honorar til de paneldeltagere, som deltog i debatterne.

Det betyder med andre ord især, at de kunstnere, der bidrager på Kulturmødet, modtager meget lave eller slet ingen honorarer, mens de moderatorer, der ofte har et fast og velbetalt job, scorer endda meget høje honorarer. Eksempelvis modtog studievært Clement Kjersgaard for sidste års indsats på Kulturmødet 120.000 kroner svarende til 17.000 kroner pr. opgave.

Til de tal siger Kulturmødets chefkonsulent Niels Otto Degn til Jyllands-Posten, at »hvis alle kunstnere skulle have løn, ville Kulturmødet slet ikke kunne løbe rundt.« Underforstået, kunstnere de stiller bare op!

Jeg ved ikke, om man skal grine eller græde over den logik hos det, der kalder sig Kulturmødet. Og er det i øvrigt ikke sådan i alle mulige andre steder i kulturlivet, mest udtalt i litteraturen, at forfattere forventes at stille op i alle mulige sammenhænge, uden at få honorar for deres indsats, mens alle dem, der lever af at udgive og formidle deres kunstværker, har en fast indtægt foruden et socialt og økonomisk sikkerhedsnet spundet ud under sig?

Det er ikke mindst på baggrund af de urimelige forhold, der hersker for de fleste udøvende kunstnere og i anerkendelse af deres betydning for vores samfund, at der er mere end grund til at rose det udspil fra Enhedslisten, som vi skriver om et andet sted i avisen i dag, om at pålægge regeringen at fremsætte et lovforslag, som sikrer skabende kunstnere et skattefradrag på de første 100.000 kroner tjent ved salg af egne unikke kunstværker.

Der er tale om en ordning, som direkte understøtter produktion og salg af skabende kunst. Det er første gang i umindelige tider, at venstrefløjen er på banen med et markant kulturpolitisk udspil. Det er sand merværdi!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her