Analyse
Læsetid: 3 min.

Tænk sig, hvis det grønne København nu realiseres takket være salafisterne

Kultur
1. september 2017

Det er grimhedens æstetik over for nuttethedens, når det københavnske byrum her i løbet af sensommeren er blevet forvandlet til en levende kunstnerisk scene. Kampen udfolder sig om de uskønne betonklodser, der er sat op rundt omkring i indre by for at forhindre terrorangreb i form af lastbiler.

Flere steder har de betonklodser, eller betongrise, som de også kaldes, fået en makeover. I første omgang var det virksomheden TagTomat, der fik ideen til at gøre betonklodserne mindre ubehagelige at se på. De blev malet i flotte farve, dækket til af blomsterkasser eller ligefrem bygget helt om til bænke.

Inden for den logik handler det om at sørge for, at betonklodserne ikke ligner, hvad de er, nemlig beskyttelse mod terror. Og det gør man for midt i en terrortid at dække den overhængende trussel lidt til, ignorere den og gøre det hyggeligere at opholde sig i byrummet.

Allerede tidligere på sommeren meldte et helt andet kunstsyn sig i form af voldsomme reaktioner. Liberal Alliances Henrik Dahl var »grundvred«, da han første gang stødte på sådan en forskønnet betonklods i Nyhavn: »Hvem har dog fostret den syge idé at gøre beskyttelse mod salafistisk terror nuttet? Det, der burde stå på betonklodsen, er den rå sandhed: Engang behøvede vi ikke at beskytte Strøget mod salafistisk terror. Det gør vi desværre nu – og indtil den dag, den er bekæmpet,« skrev han på Facebook.

Siden fulgte han indlægget op og sagde til Kristeligt Dagblad, at han savnede »en forargelse over, at vi nu er nødt til at beskytte os mod betonklodser. Det skal ikke gøres nuttet. Det er der intet nuttet over. Det svarer jo til, at man skulle have påsat smileyer på mørklægningsgardiner under krigen.«

Lad os lige træde et skridt tilbage og få lidt perspektiv på den strid mellem dem, der vil forskønne og skjule og dem, der vil fremvise den rene og rå virkelighed. Striden har sin bund i to vidt forskellige kunstparadigmer og en ældgammel diskussion om, hvorvidt form og indhold skal være sammenfaldende.

I forlængelse af den diskussion er der blevet bygget ismer og ført krige i kunstverdenen. Det handler altsammen om ornamentet: Må tingen have et skønt ydre, som stikker af fra dens egentlige essens eller funktion, eller skal der være et fuldstændigt sammenfald mellem form og indhold.

Det var den berygtede østrigske arkitekt og teoretiker Adolf Loos, der i 1908 i essayet »Ornament og forbrydelse« formulerede det radikale opgør med ornamentet i kunsten og arkitekturen. Her tog han afsked med fortidens hang til forskønnelse af kunsten og prægede dermed det 20. århundredes mere funktionelle formgivning.

Det var også Loos, der erklærede, at et tatoveret menneske, der ikke er fængslet, er en forbryder, der blot endnu ikke er blevet fanget, at trangen til ornamenter er kunstens »første lallen«, og når den trang lever videre hos det moderne menneske, så er der tale om en kriminel atavisme.

Det er her, Henrik Dahl viser sig som en sand elev af Adolf Loos. Han går ind for den knaldhårde linje, at form og indhold skal være fuldstændigt sammenfaldende. Terroren er rå og grim, derfor skal betonklodserne også være det. Alt andet er løgn og forræderi.

Nu har Københavns Borgerrepræsentation så for et par dage siden interveneret i den kunststrid og det vel at mærke på ornamentets side. De er klar med »en plan for permanente hastighedsdæmpende foranstaltninger, der skal begrænse risikoen og minimere skader ved angreb.« Og den plan går ud på i første omgang at udsmykke flere af betonelementerne og i anden omgang erstatte flest muligt med træer, cykelstativer, bænke og andet byrumsinventar.

Adolf Loos og Henrik Dahl har tabt kampen, og ornamentet er tilbage i de københavnske byrum. Svaret på den salafistiske terrortrussel bliver ikke en ornamentløs og rå æstetik, men snarere en manifestation i bybilledet af, at man ikke underkaster sig terrortruslen og stiller den til daglig skue for borgerne i byen. Beskyttelsen forbliver, men man ønsker ikke at reklamere med terrortruslen og minde folk om det i hverdagen.

Når man læser lidt videre i Borgerrepræsentationens plan, ser man også, at der sågar tales om »en lukning af Middelalderbyen for biltrafik«, altså at hele det indre København skal omdannes til sikkert område. Den gamle idé om at afspærre indre by for biler har man aldrig tidligere kunnet gennemføre, men tænk sig, hvis vi nu får en indre by fuld af grønt og beskyttet af træer? Er det så ligefrem salafisterne, vi skal takke for det? Det er en mærkelig og ubehagelig tanke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hurra for det overflødige ornament.

Eva Schwanenflügel

Bevar mig vel, endnu en Adolf..