Læsetid: 7 min.

Dem-eller-os-tænkningen er opskriften på vores undergang

Med Janteloven skrev Aksel Sandemose det politiske manifest for den populisme, der nu stormer frem fra Washington til Skjern. Samtlige ti bud er variationer over det første: Du skal ikke tro, du er noget. Carsten Jensen åbnede Kulturmødet på Mors med denne opsang
Aksel Sandemoses roman om Janteloven udkom i 1933, samme år, som Hitler greb magten i Tyskland, og flygtningestrømmene begyndte at tage fart rundt om i Europa. Det var dog ikke den slags flygtninge, Sandemose havde i tankerne. Det var snarere talentet, det følsomme eller bare anderledes menneske, der tog flugten fra et konformt og snæversynet samfund.

Aksel Sandemoses roman om Janteloven udkom i 1933, samme år, som Hitler greb magten i Tyskland, og flygtningestrømmene begyndte at tage fart rundt om i Europa. Det var dog ikke den slags flygtninge, Sandemose havde i tankerne. Det var snarere talentet, det følsomme eller bare anderledes menneske, der tog flugten fra et konformt og snæversynet samfund.

Erik Petersen

25. august 2017

Jeg ved godt, at det er trivielt indtil ulidelighed at begynde at tale om Aksel Sandemose og Janteloven, bare fordi vi befinder os her i Nykøbing Mors. Sandemose selv sagde, at han lige så godt kunne have skrevet om Arendal eller Ribe, to tilfældigt valgte byer han kun nævner for at vise os, at Janteloven findes alle steder.

Så det er ikke for at træde i spinaten i Nykøbing Mors, at jeg nævner Janteloven. Det er for at træde i den globale spinat. 84 år efter udgivelsen af En Flygtning Krydser Sit Spor bliver det klart, at Sandemose med Janteloven skrev det politiske manifest for den populisme, der nu stormer frem fra Washington til Skjern. Samtlige ti bud er variationer over det første: Du skal ikke tro, du er noget.

Populismen er janteloven omsat til politik. Populismens raseri vender sig mod eliten, og grunden til populisternes raseri er den definition, de selv giver på eliten: Eliten er alle dem, der tror, de er noget. Hvis ingen troede, de var noget, vidste noget, duede til noget, ville verden være et bedre sted. Det er populismens partiprogram: Fri os for alle dem, der tror, de er noget.

Jeg er ikke i tvivl om, der bag opbakningen til populismens gemmer sig et lettelsens suk. Endelig kan jeg få lov at være mig selv og give efter for de nemmeste løsningers altid tilstedeværende fristelse: Vi er alle indbyggere i Nykøbing Mors, og nu begynder heksejagten.

Jantelovens sprog

Alle debatdeltagerne på Kulturmødet her i Nykøbing Mors tilhører eliten. For hvis man ikke troede, man var noget, ville man aldrig være så arrogant at tage andre menneskers tid med sine synspunkter. Man ville i stedet sidde med korslagte arme, et skulende blik, og hvis man endelig åbnede munden, var det for at spytte på gulvet. Det er populismens argumenter: det afvisende kropssprog, skuleriet, spytklatten. Det er Jantelovens sprog.

Populismens samfundsutopi er allerede realiseret i de danske svinestalde. Her er det vigtigste princip, at der ikke skal være plads til at udfolde sig. Der er ikke engang plads til svinenes haler, og derfor får 97 procent af alle danske svin, eller et i sekundet, fjernet halen uden bedøvelse, og Janteloven gælder til perfektion. Der er altid pladsmangel i danske svinestalde. Der er altid pladsmangel i populisternes verdensbillede. Vi skal ikke tro, vi er noget. Det er der ikke plads til.

Temaet for årets kulturmøde er: »At lukke op«. Dagens kulturdebat kan reduceres til et trekantsdrama: en mand, en kvinde og en dør. Døren befinder sig i midten. Til den ene side trækker en mand med armmuskler i dørhåndtaget for at forhindre døren i at blive åbnet, til den anden side trækker en kvinde med uddannelse i dørhåndtaget for at få døren lukket op. Inde bag den lukkede dør står en indeklemt nation, ude på den anden side breder resten af verden på godt og ondt sig.

Dit fødested er dit udgangspunkt

Aksel Sandemoses roman er også aktuel på en anden måde. En Flygtning Krydser sit Spor hed den, og det var første gang, ordet »Flygtning« optrådte på en prominent plads i dansk litteratur. Romanen om Janteloven udkom i 1933, samme år, som Hitler greb magten i Tyskland, og flygtningestrømmene begyndte at tage fart rundt om i Europa, da forfulgte jøder tog flugten fra nazisterne.

Det var ikke den slags flygtninge, Sandemose havde i tankerne. Det var snarere talentet, det følsomme eller bare anderledes menneske, der tog flugten fra et konformt og snæversynet samfund, men som senere vendte tilbage og tog konfrontationen. Det er en åndelig øvelse, som stadig er værd at praktisere. Undersøg dine egne opvækstbetingelser og stil spørgsmålstegn ved dem. Dit fødested er dit udgangspunkt, men ikke din skæbne.

Engang sagde man, at hele verden kunne stå på Bornholm, hvis bare vi stod tæt nok. Ville hele verden kunne stå på Mors, hvis bare vi stod tæt nok? Ville det indebære nye måder at dyrke jorden på, ville Limfjords-østers blive høstet på en anden måde, hvad ville der ske med moleret? Eller ville det være bedre, hvis flygtningene blev ved med at drukne i Middelhavet?

I gennemsnit drukner der 5.000 flygtninge om året. Det er cirka 14 om dagen, eller lidt mere end én i timen. Det betyder, at fra nu til festivalen slutter på lørdag, vil der være druknet 28. Hvad ville der ske, hvis vi lagde dem i en lang række på torvet i Nykøbing Mors? Er det så ikke bedre, at de bliver på bunden af havet? Du skal ikke tro, at vi bryder os om dig, lyder jo Jantelovens niende bud, som nu er blevet flygtningepolitikkens overskrift.

Den islandske kunstner Olafur Eliasson anbragte en stor, smeltende isblok på Rådhuspladsen for at få os til at tænke på klimaforandringerne. USA’s præsident Donald Trump har forbudt sine embedsmænd at bruge ordet klimaforandringer. I stedet skal de sige ekstremt vejr.

Uden kendte hjørner

Når vi sætter os hen sammen, to og to, i et øjebliks fortrolighed, tror jeg, at den sætning, der hyppigst vil blive udvekslet imellem os, er denne: »Jeg forstår simpelthen ikke verden mere.« Og det er ikke en betragtning, som ældre mennesker har monopol på.

Der bliver vendt op og ned på vores verdensbilleder hvert andet år. Vi har næppe nået at danne os et nyt, før også det bliver fejet bort. Vi kan ikke længere tage noget for givet. Der er ikke en skrift på væggen, men mange, krig, populisme, terrorisme, flygtningekrise, digital revolution, der alle konkurrerer med hinanden om at forudsige den fremtid, der venter, og bag det hele rumler klimaforandringernes torden stadig højere og truer med at få væggen selv til at bryde sammen.

Ikke engang naturlovene opfører sig, som de plejer. Vi ved ikke, om vi er en kålorm, der er i færd med at blive en sommerfugl, eller en sommerfugl, der er i færd med at ende som kålorm. Vi ved hverken, hvad der er i færd med at ske med os, eller hvor det hele fører hen, og kompasset snurrer svimmelt rundt i en verden uden kendte hjørner.

Den afdøde tyske sociolog Ulrich Beck skrev i sin sidste, posthumt udgivne bog, at vi lever midt i det, han kalder en metamorfose. En metamorfose er noget andet og større end en forandring, for i en forandring har vi stadig redskaber, der tillader os at forstå og benævne, hvad der sker, begreber, ideer og ord, der giver os en tilsyneladende kontrol og frem for alt en ide om, hvor det hele fører hen, og hvad vi vil med det. I metamorfosens vold er vi ord- og begrebsløse.

Det kan meget vel være, vi er på vej mod en navnløs katastrofe, og vores altid forsinkede reaktioner på klimaforandringerne kunne tyde på det. Vi er nødt til at finde på nye ord og begreber, hvis vi vil forstå verden og opnå bare et minimum af indflydelse på vores fremtidige skæbne. Vi er nødt til at genopfinde os selv og ideen med vores tilstedeværelse på planeten.

Katastrofen, siger Ulrich Beck, er vores store chance, en chance for at befri os for de verdensbilleder og samfundsformer, som har ført os til sammenbruddets rand og i stedet tænke og skabe noget afgørende nyt. Når vi hører spørgsmålene om krig, flygtningekrise og klimaforandringer, er vores instinktive reaktion at melde os ud af verden i populistisk eller nationalistisk virkelighedsflugt. Vi skal i stedet melde os ind i verden med militante bud på, hvordan alt kunne være anderledes. Vinder populismen, bliver vi alle tabere.

De problemer, vi er konfronteret med, er så store, at de kun kan løses, hvis vi alle står sammen, på tværs af kontinenter, religion, etnisk baggrund og politiske holdninger. Klimaforandringerne forærer os muligheden for et helt nyt sprog og en helt anden måde at leve på. Vi skal som aldrig nogen sinde før i vores historie være kreative.

Alles kamp mod alle

Tænk vildt, lyder det sympatiske budskab fra Nationalmuseets direktør Rane Willerslev i bogen med samme titel. Men det er ikke nok, at vi slipper fantasien løs på uddannelsesinstitutioner og i virksomheder, eller at vi spænder kreativiteten for managements-teoriernes vogn. Vi skal ikke bare tænke vildt. Vi skal tænke stort.

Vi skal ikke nøjes med at være fantasifulde på vores egne vegne, men på menneskehedens. Det gælder ikke kun vores overlevelse som art, det gælder også om at skabe et samfund, der fremstår mere tillokkende og menneskeligt end det nuværende, hvis kampen for overlevelse ikke skal ende med alles kamp mod alle.

Det er en uskrevet grundlov i historien, vi må bryde. Se på stammernes, nationernes, krigenes og fjendskabernes historie: Vi ved først for alvor, hvem vi selv er, når vi står over for en modstander. Men nu er dem-eller-os-tænkningen det samme som opskriften på vores undergang. Vi finder sammen i et nyt fællesskab på tværs af alle grænser, eller det hus, vi bor i, vælter i det jordskælv, klimaforandringerne vil være for alt, hvad vi troede, vi vidste om livets betingelser.

Teksten er en udvidet version af den tale, Carsten Jensen i går holdt ved åbningen af  kulturmødet i Nykøbing Mors med temaet »At lukke op«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mads Berg
  • Ervin Lazar
  • Oluf Husted
  • Niels Jensen
  • Flemming Berger
  • Jørn Andersen
  • Niels Duus Nielsen
  • Kristen Carsten Munk
  • Eva Schwanenflügel
  • Tino Rozzo
  • Espen Bøgh
  • Kim Gert Andersen
  • Hans Larsen
Mads Berg, Ervin Lazar, Oluf Husted, Niels Jensen, Flemming Berger, Jørn Andersen, Niels Duus Nielsen, Kristen Carsten Munk, Eva Schwanenflügel, Tino Rozzo, Espen Bøgh, Kim Gert Andersen og Hans Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

"Det er for at træde i den globale spinat. 84 år efter udgivelsen af En Flygtning Krydser Sit Spor bliver det klart, at Sandemose med Janteloven skrev det politiske manifest for den populisme, der nu stormer frem fra Washington til Skjern. Samtlige ti bud er variationer over det første: Du skal ikke tro, du er noget."

Det undrer mig at Cartsen Jensen ikke studser over hvordan, "Du skal ikke tro du er noget" paragrafen har kunnet overleve så længe, hvis ikke det var fordi den må have mere i sig, end sin rent bogstavelige betydning? Jeg er ikke så litterær, at jeg skal prøve at udlægge Sandemoses bog - som jeg heller ikke har læst - men en udmærket forklaring kunne være, at Jantelovens egentlige budskab er:

"Alle dine gode kvaliteter og bedrifter, er kun noget værd, hvis de OGSÅ gavner os (fællesskabet)." Den slags formanende, men ret nordiske betragtninger, ville naturligvis have fået enhver læser til at falde i søvn, og det kunne være forklaringen på hvorfor Sandemose valgte den mere provokerende form - men det vil jeg som sagt overlade til litterater.

"Populisme" er vel bare et klasseskældsord udslynget fra den del af eliten, der har en del mellem ørerne, men ikke er helt tilfreds med hvad det gode hoved har afstedkommet i lommerne. Ligesom proletarens "overklasseløg", os småborgeres "fedtegreve" og storkapitalistens "pøbel".

Når sammenstillingen af jantelov og Trump, alligevel ikke er helt gal, er det først og fremmest fordi man ganske ædrueligt kan sige næsten alt om Trump, men også fordi han repræsenterer en protest imod tidens superkapitalister. I modsætning til de klassiske helte som Ford, Carnegie, Rockefeller etc. der gjorde sig selv stinkende rige, men også fik skabt millioner af jobs til den almindelige "hvide" mand uden nogen særlig uddannelse - nøjes tidens ikoner (ingen nævnt ingen glemt) med at gøre sig selv superrige - men jobs er gået til nogen andre, som vi ikke kender. Ikke til "os".

De senere års velstandsfremgang er gået til den asiatiske arbejder- og mellemklasse, men "os" i vesten er stagneret eller gået tilbage. Hvis man tror man kan slippe afsted med den slags, uden at få politiske tæsk fru Clinton og løjtnant Jensen, kan jeg anbefale at genlæse J. M. Keynes, der observerede, at strejketendensen hos arbejderklassen var mindre ved en inflationsdrevet reallønsnedgang, end ved en nominel.

johan bjerre, Kurt Nielsen, Eric Philipp, Flemming Berger, ulrik mortensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Henrik Brøndum, denne nedgang burde jo ikke være nødvendig, al den stund at den bygger på mere arbejdsudbud og dermed mere potentiel produktion. Kun fordi markedstænkningen opererer med mere efterspørgsel end udbud, får vi problemet; men der er jo mere udbud end efterspørgsel i virkelighedens verden.

Niels Duus Nielsen

"Katastrofen, siger Ulrich Beck, er vores store chance, en chance for at befri os for de verdensbilleder og samfundsformer, som har ført os til sammenbruddets rand og i stedet tænke og skabe noget afgørende nyt."

Og i samme ånd siger den tyske historiker Reinhart Kosselleck med henvisning til sit eget lands nyere historie, at det er vinderen, der skriver historien, men det er taberen, der rent faktisk har muligheden for at forstå den. For hvor vinderen ikke behøver at ransage sin sjæl for, hvad der gik galt, er taberen henvist til denne selvrefleksion for overhovedet at kunne komme videre i livet.

Det sejrende samfundssystems repræsentanter er som vindere hverken interesserede i eller i stand til at udtænke løsninger, det kan kun taberne i denne proces. Og taberne er os allesammen, eller i hvert fald de 99% af os, som ikke har råd til at trække os tilbage til et "safe space", når den menneskeskabte dommedag rammer os.

Mads Berg, Lise Lotte Rahbek, Bjarne Bisgaard Jensen, Kurt Nielsen, Flemming Berger og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

Carsten Jensen har da heldigvis stadig noget på hjerte, der rækker ud over den hjemlige andedam.
Gid man kunne sige det samme om danske politikere

Arne Albatros Olsen

Det sker nok aldrig eller i hvert fald i denne gang, at en journalist i et interview stiller en indbygger fra der overflodsramte Texas følgende spørgsmål :

"I lyset af denne katastrofe, hvor levende føler du dig på en scala fra 1-10 " ?

Så vidt forstå jeg det, vores VÆKSTGALE politikere regnes IKKE til eliten, men populister er de i høj grad. Det siger JO hvad som helst, bare 'folket', altså 'flertallet' skulle sluge deres markedsfascisme, hvor profiten gå nok kun til få, men de fleste kunne føle at 'vi' stå sammen i mod... hvem som helst, som vi få udpeget af 'vores' poli'-populister. Vågn dop op! 'Vi' kan også ændre det! Forhåbentlig - bank-bank-bank. :)