Sebastian Bune: Litteratur kan bryde med stereotype forestillinger om vold og omsorgssvigt

Jonathan er 8 år gammel, da vi møder ham første gang i romanen Min familie. Hans stedfar har låst ham inde på toilettet, han har slukket lyset. Jonathan græder, han tisser i bukserne og vil ud. Men hans mor er ikke lige hjemme, det er hendes kæreste Leon, der ser efter ham, så han må vente.

Min familie er fortællingen om Jonathans liv og opvækst i betonblokken i Rosenhøj i det sydvestlige Aarhus. Her lever Jonathan med sin mor, Hanna, sin afroamerikanske stedfar, Leon, og deres barn, lillebror James.

Hanna er optaget af krystaller og dyrker en hjemmebrygget New Age-religion. Hun er som så mange andre i blokken på kontanthjælp. Leon pudser sko, ryger alverdens tobak, spiller mundharmonika og fortæller røverhistorier fra Amerika og Caribien. Og så slår han Hanna og Jonathan.

Romanen er fortalt med barnets stemme. Det er gennem Jonathan, man som læser stifter bekendtskab med forskellige former for svigt og vold, kærlighed og loyalitet, forvirring og Statsforvaltning. For det er barnets oplevelse, den her bog handler om, forklarer forfatter Sebastian Bune, da Information møder ham:

»Det er ikke ofte, at man får adgang til barnets perspektiv og erfaring i de her sager,« fortæller han. »Men hvordan er det egentlig, at verden ser ud herfra? Hvordan er det egentlig at vokse op sådan et sted? At være barn i en socialt udsat familie og se sin mor få tæsk? At skulle beskytte sin lillebror mod forældrene? Det er nogle af de spørgsmål, jeg har været optaget af i arbejdet med romanen.«

Min familie er den 32-årige Sebastian Bunes romandebut. Han har arbejdet på den i seks år ved siden af arbejdet som gymnasielærer og et familieliv med to børn i Aarhus.

Tidligere i processen, før romanen fandt sin endelige form med Jonathan som eneste fortæller, indeholdt romanen flere stemmer. Barnestemmen blev fulgt af en reflekteret og distanceret voksenstemme. Men det fungerede ikke, det var nødt til kun at være Jonathan, der skulle komme til orde. Sebastian Bune var nødt til at være fuldstændig loyal overfor Jonathan som fortællerkarakter:

»Det kan være virkelig svært for et socialt udsat barn at komme til orde. At forstå og erkende, hvad det er for nogle problemer og omstændigheder, det står i. Som barn kender man jo ikke til andet, end det man vokser op i. Jeg vil gerne dæmme op for den erkendelse, eller oftest mangel på samme, som børn i udsatte områder og familier har. Og derfor måtte jeg være loyal over for Jonathan, det er ham, der skal til orde nu.«

Der kan være mange forskellige grunde til, at et barn, der lever med svigt og vanrøgt, ikke »kommer til orde« og rækker ud til andre voksne, mener Sebastian Bune. For Jonathan handler det dels om en utrolig stærk følelse af loyalitet over for moren, Hanna.

Men det handler også om frygt og utryghed. Uvisheden om, hvilke konsekvenser det vil have, hvis han rækker ud til sin far, der bor i kollektiv i Aarhus midtby, eller til Dorthe fra Statsamtet eller en anden voksen i skolen. Hvor skal han så bo? Og hvad med han mor, hvad med hans lillebror?

Jonathans mormor og morfar forsøger gentagne gange at hjælpe Jonathan væk fra Rosenhøj, da Hanna flytter sammen med den lunefulde Leon. Men de ender med at trække sig.

»Og det forstår man jo godt,« forklarer Sebastian Bune. »Hanna skubber dem væk, de risikerer forholdet til deres egen datter. Det kan jo have katastrofale konsekvenser at gribe ind i de her situationer. Men det har virkelig også katastrofale konsekvenser ikke at gribe ind. Og i Min familie er det jo især Jonathan og James, der betaler den pris.«

Der mangler et led

Sebastian Bune ved, hvad han taler om. Han er særdeles velbevandret i forskningen på området, han refererer frit til diverse rapporter og tal fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, eller Børns Vilkår og lignende.

Han kender til de juridiske instanser og procedurer og taler med en socialforskers vokabular – om divergens, demografi, om byplanlægning og gentagelsesmønstre og så videre. Og han er mildest talt kritisk over for de sociale myndigheders praksis i Danmark. Det er for ofte, at socialt udsatte børn lades i stikken, mener han.

Kritikken af »systemet« er et gennemgående tema i romanen. Som karakteren Randi, der er tilknyttet Statsamtet som psykolog, påpeger, er »det mildest talt kritisabelt«, at der ikke har været en grundig børnesagkyndig undersøgelse af Jonathans familie og hjem. Det går for langsomt, mener hun.

De sidder i Statsamtet med en mappe med over tyve underretninger fra Jonathans naboer om husspektakler, to underretninger om fejlernæring fra sundhedssygeplejersken og en underretning fra deres praktiserende læge angående mistanke om mistrivsel i hjemmet. Men det er altså først, da de har begrundet mistanke om fysisk vold i hjemmet, at de kan gribe ind.

Og ifølge Sebastian Bune gælder samme også for virkelighedens sociale myndigheder:

»Det går alt for langsomt. Vi ved, at det har alvorlige og langsigtede konsekvenser at vokse op med vold, seksuelle overgreb, misbrug eller anden form for omsorgssvigt. Men vi ser stadig for mange eksempler på sager, hvor de sociale myndigheder er for længe om at gribe ind. Hvad er det for et samfund, der ikke tager hånd om et socialt udsat barn? Hvordan kan det være muligt, at en kommune kan modtage indberetninger om mistanke om seksuelt misbrug uden at gribe ind?«

Han referer til sager fra Tønder, Brønderslev, Esbjerg og andre steder. Sager, hvor børn er blevet misbrugt og misrøgtet så forfærdelig groft, at det »skriger til himlen«, at ingen har grebet ind tidligere. Det er pokkers vigtigt, at der er ressourcer og børnesagkyndige nok til, at vi som samfund griber de her børn, mener Sebastian Bune.

Der er i romanen flere eksempler på situationer, hvor Jonathan og James er overladt til sig selv efter voldsomme hændelser. En aften tager Hanna med børnene på krisecenter. Leon har slået hende, han har tæsket hende sønder og sammen.

En psykolog taler med Hanna, men ingen taler med børnene. Og det samme gør sig gældende på politigården, hvor Hanna ender med børnene efter en lignende situation. Her tager man sig mest af Hanna, mens Jonathan må se efter James:

»De bruger lange ord på politigården. Stranguleret, frihedsberøvelse, narkotika. Der kommer en stor politimand hen til os, da vi har ventet på en bænk i en halv time. Mor har kun smøger med, så vi får lov til at tegne på indersiden af hendes pakke med Prince Light. Politimanden synes, det er nogle flotte tegninger, men han har brug for at tale med mor. Alene. Vi bliver siddende på bænken, mens en telefondame ser efter os.«

Der er brug for flere børnesagkyndige, mener Sebastian Bune. Men der er også brug for, at stereotype forestillinger om, hvordan de her udsatte familier og børn ser ud, opløses: »Vold og svigt er jo ikke fænomener, der er forbeholdt laveste socialklasse – slet ikke.«

’Jeg kender selv til svigt og vold i hjemmet, jeg kender til at føle sig isoleret og ude af trit med de andre børn og unge i skolen,’ fortæller Sebastian Bune, der her ses som barn.

Privatfoto

Indføling og nuance

Litteraturen, romanen især, har et stort potentiale i forhold til netop nuancering af stereotyper, mener Sebastian Bune. Leon er eksempelvis en mangfoldig karakter. Han er lunefuld og voldsom, han er ond i sulet og voldelig. Men han er også venlig og fløjtende, han er også legende og drillende.

»Det var meget vigtigt for mig ikke alene at tegne et billede af en voldsmand med fråde om munden. Eller Hanna som offer alene. Det er meget mere komplekst end som så. For et menneske som Leon er jo ikke kun udgjort at sine voldsomme handlinger. Han står også i køkkenet og bager boller, hilser pænt på naboen og læser historier højt for Jonathan og James.«

– Da Leon har slået Jonathan, fortæller han Jonathan om, hvordan han selv blev slået af sin far som barn. Du har også sympati med Leon som karakter?

»Bestemt. Det er ikke et forsøg på at undskylde, at Leon er voldelig, slet ikke. Men det er et forsøg på at nuancere det, det er en slags forklarende årsagssammenhæng, tænker jeg.«

Sebastian Bune tror på, at man bliver et mere indfølende menneske af at læse. At litteratur netop kan nuancere og opløse stereotyper og gøre sin læser mere indfølende, tilføre lidt mere udsyn og perspektiv. Og som en del af sit studie i engelsk og nordisk sprog og litteratur var Sebastian Bune ret optaget af at studere læsning af skønlitteratur fra et mere neurologisk og psykiatrisk perspektiv.

»Når man læser om en given fiktionkarakters handlinger, så aktiveres spejlneuroner i vores hjerne, i vores frontallapper, som altså er det sted, der også aktiveres, når vi ser en person handle i det virkelige liv,« forklarer Sebastian Bune og lægger hænderne på sit eget hoved. »En MR-scanning kan altså vise, at vi neurologisk set reagerer på fiktive karakterer, som var de virkelige. Det er virkelig fascinerende, synes jeg. Og på den måde har litteratur jo virkelig et potentiale som brobygger mellem forskellige liv og socialklasser.«

Ude-af-trit-erfaringen

Det er ikke alene gennem SFI-rapporter og socialforskning, at Sebastian Bune kender til det her felt. Han er selv vokset op i boligblokke og socialt udsatte områder, hvor mange har været på røven. Han har som barn og ung set mange omkring sig gå i hundene.

Det er dog vigtigt for ham at understrege, at Jonathans historie ikke er hans egen historie. Han er egentlig et temmelig privat menneske. Men han har altså, som han selv formulerer det, »et særligt erfaringsgrundlag med de her ting« og måske også derfor et stort behov for at række ud til de her børn og unge.

»Jeg er også vokset op i forskellige boligblokke i Aarhus og omegn. Jeg har også haft en del forskellige forældrepar, hvis man kan sige det sådan. Og det var ikke dem alle sammen, der var lige sunde at være omkring for et barn. Jeg kender selv til svigt og vold i hjemmet, jeg kender til at føle sig isoleret og ude af trit med de andre børn og unge i skolen, i gymnasiet eller senere på universitetet. Min baggrund var anderledes end deres.«

Det tog længere tid for Sebastian Bune at lære de faglige og sociale koder og krumspring, der gjorde sig gældende på eksempelvis universitetet. Hans medstuderende var hurtigere til at gå i dialog med professorerne, de bankede uden videre på underviseres kontorer, spurgte om hjælp og kom videre derfra.

»Det tog lang tid for mig, men jeg gjorde det til sidst, jeg bankede på og fik den hjælp, jeg havde brug for. Og det lykkedes jo,« siger han.

Før universitetet arbejdede Sebastian Bune som fiskehandler. I dag modtager han støtte fra Statens Kunstfond og arbejder altså som forfatter på fuld tid. Det er med stor ydmyghed, han fortæller om sit forfattervirke og vejen hertil: »Jeg ved godt, jeg er meget privilegeret,« gentager han flere gange.

– Ligesom dig, så klarer Jonathan sig på trods af en svær opvækst. Er I mønsterbrydere?

»Jeg har det ret svært med mønsterbryderidentiteten. Jeg vil hellere tale om en særlig følen-sig-ude-af-trit-erfaring og -identitet,« svarer Sebastian Bune og refererer til den franske forfatter Édouard Louis’ Voldens historie, som han lige nu er i gang med at læse. Ifølge Bune sætter Édouard Louis fabelagtigt præcise ord og stemninger på den her særlige følelse af at være ude af trit med sine omgivelser. At føle sig ude af trit med sit ophav og sin familie, da man længes væk mod eksempelvis universitet og litteratur. At føle sig ude at trit med sine kammerater i skolen og så senere sine studiekammerater på universitetet på grund af den voldsomme opvækst, man har.

»Den her følen-sig-ude-af-trit-erfaring er i høj grad noget, jeg kan genkende og spejle mig i. Og det er en erfaring, jeg også har villet indpode i Jonathan. For hvor er det, man befinder sig i den her postmoderne og globaliserede verden, når man tilhører laveste socialklasse, men bor i et af verdens rigeste lande med en af verdens absolut bedste velfærdssektorer? Det er da vitterligt svært at gennemskue for et barn. Og for en voksen, for den sags skyld.«

Sebastian Bune vender flere gange tilbage til, at romanen først og fremmest er til børnene, den er til Jonathan og enhver, der måtte stå i en situation, der minder om hans.

»Den her roman taler ikke alene om børn i laveste socialklasse, den er til for laveste socialklasse. Og kan den motivere nogen til at give slip på nogle usunde relationer, så er det fantastisk. Hvis bare et menneske kan spejle sig i romanen, føle sig set eller trøstet, og måske bliver modig til at drømme stort og ambitiøst på trods af en alt for svær opvækst, så er det fantastisk.«