Læsetid: 4 min.

Ved at kigge verdens farer lige ind i øjnene forsøger vi at komme overens med vores egen dødelighed

En spektakulær mordgåde har de seneste uger forvandlet Danmark til en nation af kriminalreportere. Vi kan næsten ikke holde ud at læse mere om sagens drabelige detaljer, men vi kan heller ikke holde ud at lade være. Selv de, der holder sig for øjnene, kigger ud mellem fingrene. Hvorfor?
Peter Madsens ubåd Nautilus i Københavns Nordhavn.

Peter Madsens ubåd Nautilus i Københavns Nordhavn.

Jens Dresling

25. august 2017

Den 11. september 2001 sad Eric G. Wilson, professor i engelsk ved Wake Forest University i USA, foran sit tv og kæmpede med sine ambivalente følelser. På den ene side oplevede han vrede, frygt og sorg over angrebet.

På den anden side en pirrende fornemmelse af forbudt begejstring over at følge med. Det var forkert, tænkte han flere gange for sig selv, at sidde dér på sikker afstand og betragte andre menneskers lidelse – og alligevel oplevede han et tilfredsstillende gys ved at gøre det.

Så han blev ved. I timevis stirrede han på den uendelige båndsløjfe af død og ødelæggelse, som rullede over skærmen: tårnene, der styrtede i grus, menneskene, der sprang i døden, himlen over Manhattan, der skiftede farve fra blå til grå. Det var forstyrrende at se på, men det var også betagende at betragte, og lige bag hans dårlige samvittighed lurede begejstringen.

»Kig væk,« sagde hans kone, og han ville ønske, at han kunne.

Alle elsker en god togulykke

De seneste uger har en anden spektakulær tragedie forvandlet Danmark til en nation af kriminalreportere. Alle taler i øjeblikket om den svenske journalist Kim Walls frygtelige død om bord på Peter Madsens ubåd, og selv om vi næsten ikke kan holde ud at læse mere om sagens drabelige detaljer, kan vi heller ikke holde ud at lade være. Selv de, der holder sig for øjnene, kigger ud mellem fingrene.

Hvorfor? Hvad er det, der gør, at vi som mennesker tilsyneladende er draget af andres smerte? Hvad skyldes denne kollektive fascination af død og lidelse?

De spørgsmål stillede Eric G. Wilson også sig selv i årene efter 11. september, og i bogen Everyone Loves a Good Train Wreck: Why We Can’t Look Away (2012) forsøger han at nærme sig et svar. I en forelæsning, som kan ses på Youtube, gennemgår han bogens pointer og forsøger med hjælp fra biologien, sociologien, psykologien, filosofien og litteraturen at indkredse, hvad han kalder menneskets »morbide nysgerrighed«.

Det er en type nysgerrighed, som for eksempel viser sig, når vi render ind i en kø på motorvejen og pludselig indser, at den ikke skyldes vejarbejde, men en ulykke længere fremme, og vi beslutter os for, at vi i respekt for ofrene ikke vil kigge, hvilket vi gentager for os selv, mens vi holder blikket på vejen og knuger fastere om rattet – »ikke kigge, ikke kigge« – og så sker det alligevel, nærmest som en ufrivillig refleks, et kropsligt tik, en pludselig indskydelse, at vi i sidste sekund drejer hovedet og får et glimt af den tragedie, vi havde besluttet os for ikke at se.

Det er et øjeblik, som ifølge Eric G. Wilson rummer både det værste og det bedste i mennesket, det tarveligste og det mest ophøjede i vores væsen: fascinationen af andres smerte på den ene side og empatien med andres lidelse på den anden. Et »godt det ikke skete for mig« efterfulgt af et »synd det skete for dig«.

Asiatisk i vælde er angsten

Det er videnskabeligt dokumenteret, at vi som mennesker oplever en fysiologisk reaktion, når vi betragter fysisk vold. Men ifølge Eric G. Wilson må man til psykologien og litteraturen for at forstå, hvad det betyder.

Mange psykologer mener, at det er en basal del af den menneskelige konstitution, at vi har en skyggeside, der driver os mod det perverse, det blodige, det forfærdelige, og at det kun er ved at anerkende denne mørke side af os selv, at vi kan opretholde et sundt sjæleliv.

Så snart vi undertrykker den, bliver den farlig. I litteraturen har Aristoteles beskrevet, hvordan vi gennem tragediens dramaturgiske kurve kan opleve en personlig følelsesmæssig katarsis. At fortællingen konfronterer os med »frygt og medlidenhed og skaber renselse af den slags følelser«, som han skriver. Den samme renselse udtrykker Tom Kristensen i digtet »Asiatisk i Vælde er Angsten« fra 1932, hvor jeget dulmer sin egen diffuse angst i en række rædselsscenarier:

Men min Angst må forløses i Længsel

og i Syner af Rædsel og Nød.

Jeg har længtes mod Skibskatastrofer

og mod Hærværk og pludselig Død.

Det er en form for psykologisk konfrontationsteknik: Ved at se på det forfærdelige lærer vi at komme overens med, at det findes. Men det er samtidig et memento mori: Ved at stirre ind i døden husker vi på, at vi skal leve.

Kunne vi være bødlen?

Når vi skyldbetynget følger med i alt fra terrorangreb og IS-halshugninger til ubådsmordgåder og true crime-sager, er det en menneskelig inklination. Ved at kigge verdens farer lige ind i øjnene forsøger vi at komme overens med vores egen dødelighed, men også med vores iboende frygt for, hvad vi mon selv indeholder: Kunne vi være ofret? Kunne vi være bødlen?

For nogle år siden var Eric G. Wilson tilbage i New York, hvor han besøgte mindesmærket ved Ground Zero. I museumsbutikken købte han en bog med fotografier af tragedien og tog den med tilbage til sit hotelværelse, hvor hans kone og dengang otteårige barn ventede på ham.

Han lagde bogen på et bord og bladrede frem til et billede af en lille pigedukke af plastik med afrevne arme, der lå alene midt i ruinerne af de sammenstyrtede tårne. Hvor han før ville have tøvet, var han ikke længere i tvivl.

Han pegede på billedet og sagde til sin familie:

»Se!«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu