Læsetid: 4 min.

Ved at kigge verdens farer lige ind i øjnene forsøger vi at komme overens med vores egen dødelighed

En spektakulær mordgåde har de seneste uger forvandlet Danmark til en nation af kriminalreportere. Vi kan næsten ikke holde ud at læse mere om sagens drabelige detaljer, men vi kan heller ikke holde ud at lade være. Selv de, der holder sig for øjnene, kigger ud mellem fingrene. Hvorfor?
Peter Madsens ubåd Nautilus i Københavns Nordhavn.

Peter Madsens ubåd Nautilus i Københavns Nordhavn.

Jens Dresling

25. august 2017

Den 11. september 2001 sad Eric G. Wilson, professor i engelsk ved Wake Forest University i USA, foran sit tv og kæmpede med sine ambivalente følelser. På den ene side oplevede han vrede, frygt og sorg over angrebet.

På den anden side en pirrende fornemmelse af forbudt begejstring over at følge med. Det var forkert, tænkte han flere gange for sig selv, at sidde dér på sikker afstand og betragte andre menneskers lidelse – og alligevel oplevede han et tilfredsstillende gys ved at gøre det.

Så han blev ved. I timevis stirrede han på den uendelige båndsløjfe af død og ødelæggelse, som rullede over skærmen: tårnene, der styrtede i grus, menneskene, der sprang i døden, himlen over Manhattan, der skiftede farve fra blå til grå. Det var forstyrrende at se på, men det var også betagende at betragte, og lige bag hans dårlige samvittighed lurede begejstringen.

»Kig væk,« sagde hans kone, og han ville ønske, at han kunne.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu