Læsetid: 8 min.

Verdens filmskabere har skildret finanskrisen bedre end nogen andre

Meget er blevet sagt og skrevet om den globale finanskrise, der i disse uger fejrer sin 10-årsdag, men få har gjort det med så stor passion, humor og, ja, vrede som alverdens filminstruktører. Her er Den Store Depressions fem stadier – fra eufori og forvirring over desperation til opvågnen og vrede – skildret og bearbejdet i en række forskellige spille- og dokumentarfilm
Den Store Depressions fem stadier – fra eufori og forvirring over desperation til opvågnen og vrede – skildret og bearbejdet i en række forskellige spille- og dokumentarfilm

Scanbox

25. august 2017

1. Eufori

»Greed is good,« siger den skruppelløse spekulant Gordon Gekko (Michael Douglas) i Oliver Stones Wall Street (1987). Filmen foregår godt nok i 1980’erne, men knytter alligevel an til vore dages finanskrise med en historie om, hvordan netop nogle individers grænseløse begær efter penge og magt sætter enhver form for fornuft og anstændighed ud af drift og fører til undergang og ulykke for andre mennesker.

Charlie Sheen spiller en ambitiøs, ung børsmægler, Bud Fox, der til at begynde med så gerne vil være ligesom Gekko – han bliver forført af den karismatiske mand og hans bombastiske udtalelser og næsten dæmoniske væsen. Men Bud oplever en menneskelig vækkelse og ender med at blive Gekkos banemand.

Wall Street havde premiere blot to måneder efter børskrakket den 19. oktober 1987, Sorte Mandag, og alligevel blev Gekko i årene efter lidt af en helt blandt de mest flamboyante børsmæglere, der ignorerede filmens egentlige budskab.

Det siger måske lidt om, hvad Wall Street er for et sted, hvilke værdier der får lov til at styre, og hvordan og hvorfor det kan blive ved med at gå så galt, som det gør. (I Stones egen efterfølger, Wall Street: Money Never Sleeps (2010), slipper Gekko ud af fængslet og forsøger faktisk at advare mod en finanskrise, som truer verden.)

Martin Scorseses løsslupne komedie The Wolf of Wall Street (2013), der er baseret på virkelige begivenheder, fortæller om Jordan Belfort (Leonardo DiCaprio), der i begyndelsen af 1990’erne får skabt sig en formue på lige dele salgstalent, arrogance og ufine metoder. Der er en stemning af begejstring og eufori blandt Belfort og hans hob af hedonistiske ansatte, som er villige til at gøre hvad som helst for deres chef og for penge.

Scorsese fører os helt ind i den eksalterede grådighed, rusen ved at tjene og bruge penge, vanviddet og de tømmermænd, både fysiske og mentale, som melder sig, da korthuset begynder at vakle og siden braser sammen for Belfort og Co.

Ligesom Oliver Stones film viser The Wolf of Wall Street, hvad der sker, hvis grådige mennesker får lov til at gøre, som de vil – som det skete op til finanskrisen, der ramte verden i 2007 – og at historien har det med at gentage sig selv. Det kan godt være, at grådigheden er sjov at være en del af, i hvert fald for en tid, men det er reelt et tomt liv, det ender sjældent godt, og det går ud over uskyldige mennesker.

2. Forvirring

Da finanskrisen ramte i 2007, tog den det meste af verden på sengen, ikke mindst den finansielle sektor, der burde have vidst bedre. Om det handler to amerikanske film fra 2011, Curtis Hansons Too Big to Fail og J.C. Chandors Margin Call. Begge forsøger at skildre de mennesker, som var fanget i orkanens øje, og den forvirring og desperation, de blev grebet af.

Hovedpersonen i Too Big to Fail er den amerikanske finansminister, Hank Paulson (William Hurt), der i dagene omkring det totale bankkollaps i efteråret 2008 kæmper for at finde ud af, hvad der skal til for at redde den amerikanske, ja, hele verdens økonomi. Det handler blandt andet om at hjælpe de investeringsbanker, blandt andre Bear Stearns, Goldman Sachs og Lehman Brothers, der er for store til at gå fallit, fordi de så vil rive alt andet med sig.

Margin Call fører publikum med ind i en af de mislykkede investeringsbanker, godt nok en fiktiv en af slagsen, hvor analytikere opdager, hvor slemt det står til, og ledelsen forsøger at redde situationen ved at fyre folk og sælge ud af de dårlige aktiver – uden tanke for ret meget andet end sig selv.

I sin usædvanlige gangsterfilm Killing Them Softly (2012) har Andrew Dominik også held med at beskrive, hvor der skete, da krisens omfang gik op for de involverede parter. Det er en mere eller mindre allegorisk fortælling, som foregår i 2008 og involverer underverdenen i en unavngiven amerikansk storby.

Et kortspil bliver røvet, og snart er gangsterverdenen, der drives som enhver anden forretning, sat på den anden ende. Mens man forsøger at finde ud af, hvem der røvede kortspillet, sender hændelsen chokbølger gennem et system, som ikke længere opfattes som troværdigt eller stabilt, og et kollaps synes at true.

Nyhedsudsendelser om finanskrisen og det forestående præsidentvalg kan hele tiden høres og ses i baggrunden af filmen, og Dominik trækker tydelige paralleller mellem de to ting: Den kriminelle underverden er en forretning, og den amerikanske bankverden – det amerikanske samfund – er et kriminelt foretagende i sig selv.

3. Desperation

Der er en meget stærk scene i den britiske filminstruktør Ken Loachs seneste film, Guldpalmevinderen Jeg, Daniel Blake (2016). Hovedpersonerne, Katie og Daniel, opsøger en såkaldt food bank, hvor man kan hente mad, hvis man ingen penge har.

Katie, der ikke har spist i flere dage, begynder at spise af en dåse med kold spaghetti og tomatsovs og bryder pludselig sammen. Både fordi hun erkender det uværdige i hele situationen, og fordi hun på stedet for første gang møder noget af den venlighed og hjælpsomhed, både hun og Daniel har ledt forgæves efter i det offentlige system. Og på den måde får Loach i filmen fortalt en rørende og oprørende historie om at forsøge at bevare sin menneskelighed og værdighed i en verden, hvor der bliver mindre og mindre af den slags.

Loach er ikke den eneste instruktør, som kerer sig om dem, der ingenting har – ofte heller ingen stemme – og som tvinges ud i umulige og ulykkelige situationer af et system og et samfund, der tilsyneladende ingen medfølelse eller empati ejer.

Også de belgiske instruktørbrødre, Jean-Pierre og Luc Dardenne, portrætterer nogle af finanskrisens ofre i den stærke To dage, én nat (2014), der handler om en angstramt kvindes kamp for at beholde det job, hun er ved at miste pga. sin psykiske tilstand.

Franske Stéphane Brizés Markedets lov (2015) er en barsk film om, hvordan en arbejdsløs familiefar må ydmyge sig selv og give køb på sine principper for at kunne få et arbejde og kunne forsørge sin familie.

Og i 99 Homes (2014) fortæller amerikanske Rahmin Bahrani om, hvordan en enlig far må indvilge i at arbejde for den forretningsmand, der har sat ham ud af sit hus, for at overleve og få sit hjem igen. Der er ikke nødvendigvis lette løsninger eller afklaring i ovenstående film, tværtimod, men der er humanisme og empati og en villighed til at se verdens tilstand i øjnene, selv om det gør ondt.

4. Opvågnen

Forleden kunne eksperter berette, at vi danskere hver har mistet ca. 350.000 kroner i løbet af de 10 år, der er gået, siden finanskrisen ramte. I sidste uge kunne vi her i avisen oplyse, at ikke mange af de ansvarlige for den globale finanskrise – politikere og bankfolk, der henholdsvis tillod og satsede på dårlige lån – reelt er blevet straffet for deres ugerninger eller laden stå til, mens luftkastellet blev bygget op og siden ramlede sammen.

Vil man gerne blive lidt klogere på, hvad det var, der skete, og hvem der stod bag, skal man se Charles Fergusons oscarvindende dokumentarfilm, Inside Job (2010), som på én gang evner at gøre en klogere og ganske frustreret. Det er en kompleks film fuld af talking heads, men det er også et harmdirrende j’accuse rettet mod alle de især amerikanske politikere og investeringsrådgivere, der spillede højt spil med millioner af amerikanske borgeres økonomi og tabte – ikke deres egne penge, faktisk blev de kun rigere og rigere, men alle andres.

Den britiske komiker, instruktør og manuskriptforfatter Terry Jones går anderledes humoristisk til værks i sin ikke mindre oplysende dokumentarfilm, Boom Bust Boom (2015).

I den forsøger han pædagogisk at forklare, hvordan økonomiske bobler overhovedet opstår og siden brister – og hvorfor finansverdenen ikke lærer af dem og forsøger at undgå at gentage tidligere tiders fejltagelser. Det skyldes blandt andet, som vi i øvrigt også skrev om her i avisen i sidste uge, at man stadig »sværger til de teorier, som ikke kunne forudsige finanskrisen«.

Men vigtigst af alt er de menneskelige og psykologiske grunde: En stabil økonomi betyder, at man, høj som lav, glemmer eller ignorerer den seneste krise og begynder at tage større og større chancer. Så låner man mere og mere, og økonomien ender med at blive ustabil igen, og en ny krise indtræffer.

Man bringes med andre ord i en selvforstærkende, forblindende tilstand af eufori, når det går godt, og så går det galt igen. Det turde være indlysende, især for dem, der har med økonomi og finanser at gøre, men er det altså ikke.

5. Vrede

Adam McKay var vred, da han lavede The Big Short (2015), der er baseret på en faktuel bog, men fortalt som en fiktionshistorie. Jeg var vred, da jeg havde set filmen, der bidsk går i kødet på de mennesker, der væltede hele verdens økonomi efter ublu spekulation i usikre huslån, manglende opsyn og deraf følgende overforbrug. Det kostede millioner af mennesker deres job, hjem, opsparinger og pensioner.

Filmens hovedpersoner er en håndfuld amerikanske finansfolk, som kom på sporet af det store boligkrak og de usunde mekanismer bag, lige inden katastrofen ramte.

Mennesker, som samtidig med, at de tjente uhyrlige summer på krakket, faktisk blev moralsk anfægtede og oprørte over det, der ikke blot involverede grådighedens hovedsæde i Wall Street, men også amerikanske bankmyndigheder og andre offentlige reguleringsinstanser, som enten ikke fungerede eller valgte at lukke øjnene, fordi de ikke turde tale storkapitalen midt imod. Nogle af de mennesker forsøgte endda at råbe højt, men ingen lyttede.

Så vred er man, at det er en lise bagefter at se Michael Moores Kapitalismen – en kærlighedshistorie (2009), for nok er Moore også gal i skralden, men hans humoristiske facon hjælper en med at bearbejde frustrationerne og afmagten.

Det er ikke svært at forestille sig, at Occupy Wall Street-bevægelsen, der første gang manifesterede sig i september 2011, lod sig inspirere af Moores film, der dissekerer amerikanernes problematiske forelskelse i kapitalismen som styrende princip.

Ikke mindst scenen, hvor Moore bevæbnet med megafon foretager en civil anholdelse af Wall Street og vikler en investeringsbanks hovedsæde ind i gul afspærringstape, er lige præcis, hvad man har brug for – et solidt grin, der samtidig ansporer en til selv at gøre noget, til at tænke sig om, når man forbruger, og til ikke at lade de ansvarlige slippe fri.

Serie

Ti år i finanskrisens skygge

Den 9. august 2007 er blevet kaldt begyndelsesdatoen for den finanskrise, der udviklede sig til den alvorligste krise for verdensøkonomien i 80 år. Ti år efter krisens begyndelse er det officielle budskab, at det hele er overstået.

I en ny serie ser Information på, hvad der skete i 2007, hvem der havde ansvaret, hvad krisen har kostet, hvad der er lært eller ikke lært – og om det virkelig er sandt, at det går mod lyse tider for økonomien.

Seneste artikler

  • Økonomi er mere religion end videnskab. Hvis vi erkender det, vil vi klare os bedre

    9. september 2017
    Før finanskrisen var økonomi som en religion. Vi lyttede pænt til ’ypperstepræsterne’ og gjorde, hvad der blev sagt. Med den uforudsete finanskrise kom en ydmygelse, der tvang økonomernes arbejde ind under et kritisk spotlys. Og nu lever vi i en usikker, men intellektuelt frodig tid, mener John Rapley, politisk økonom ved University of Cambridge
  • Finanskrisen udløste de forkerte løsninger på de forkerte problemer

    2. september 2017
    Målet med bankreguleringen, der fulgte i kølvandet på finanskrisen, var at afskærme bankerne fra for store risici. Det betyder ikke, at risici er fjernet, blot at de er blevet flyttet over på resten af samfundet. Bankerne polstrer sig med småvirksomheder og små låntageres penge, mens de fortsætter en spekulationsadfærd, der lægger grunden for den næste krise
  • Finanskrisen kostede New Labour dens økonomiske troværdighed

    29. august 2017
    Historien om finanskrisen handler ikke kun om enorme økonomiske tab. Der var også en politisk pris for flere regeringer, der sad ved magten, da krisen ramte. En af krisens ofre blev New Labour-regeringen i Storbritannien – det på trods af, at den blev hyldet som frelser internationalt
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Espen Bøgh
  • ulrik mortensen
  • Eva Schwanenflügel
Kurt Nielsen, Espen Bøgh, ulrik mortensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvor bliver den danske finanskrise-fortælling af? Hvor bliver egentlig de samfundskritiske danske film af?

Torben Arendal, ingemaje lange og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

De kommer ikke, fordi der ikke for alvor er noget problem, der kommer nemlig altid en sporvogn og en bankpakke til.