I 2010 lækkede den amerikanske soldat Bradley Manning (i dag Chelsea Manning) flere hundredetusinde dokumenter fra den amerikanske hær og afslørede en række alvorlige forhold om krigen i Irak: At mange drab på civile ikke var blevet registreret og dermed holdt skjult for offentligheden, at man i koalitionen havde kendskab til omfattende tortur af fanger i irakisk varetægt, og ikke mindst at soldater i en amerikansk helikopter havde nedskudt og dræbt civile og journalister under en mission i Bagdad.
Videooptagelser fra missionen blev lækket af Manning og skabte debat i både USA og i koalitionens lande.
Så det er med en vis berettigelse, at det amerikanske magasin Vogue i et interview med den tidligere soldat i overskriften skriver:
»Chelsea Manning ændrede historien.«
Modemagasinet har lavet et langt interview med Manning, og som det fremgår af anden helsætning i rubrikken, handler det ikke kun om afsløringerne fra 2010:
»Nu fokuserer hun på sig selv.«
Det handler en del om mode; hvilken kjole Chelsea Manning har på (sort og uden ærmer, Marc Jacobs), hvilken taske hun har (lille, The Row), hvilke sko (støvler, Vetements x Dr. Martens), og selv om det på en eller anden måde er virkelig mærkeligt, at en af nyere politisk histories mest markante whistleblowere giver et interview om mode til Vogue og deltager i et photo shoot med fotografen Annie Leibovitz, så er det måske også det oplagte. Som Chelsea Manning skriver på Twitter om billederne af hende i Vogue:
»Måske er det sådan, frihed ser ud.«