Læsetid: 8 min.

X Factor gav de kloge noget at kloge sig på. Her er de bedste – og værste – højtravende analyser

X Factor var meget mere end en sangkonkurrence. I 10 år kæmpede filosoffer, præster, antropologer, forskere og lektorer om at tilbyde de mest langhårede analyser af det velfriserede show. Men nu er det slut. Denne sæson bliver den sidste, har DR meddelt, og hvilken bedre anledning til at genbesøge nogle af de mest mindeværdige fortolkninger
Præst og kulturpessimist Sørine Gotfredsen er en af mange X Factor-fortolkere gennem årene.

Præst og kulturpessimist Sørine Gotfredsen er en af mange X Factor-fortolkere gennem årene.

Mia Mottelson

18. august 2017

Et af de spørgsmål, som trænger sig på midt i landesorgen over DR’s forestående lukning af X Factor er ikke blot, hvad halvdelen af befolkningen nu skal foretage sig fredag aften klokken 20, men også hvad der skal blive af alle de akademikere, som i årevis har markeret sig i offentligheden med højpandede udlægninger af tv-programmets dybere metaforiske lag af betydninger.

Der findes næppe noget underholdningsshow, som har været genstand for så mange fortolkninger som X Factor. Programmet er både blevet læst som et symbol på tørsten efter anerkendelse, på dyrkelsen af det autentiske, på længslen efter autoriteter, på fejringen af middelmådigheden, på ophøjelsen af eneren, på opgøret med Janteloven, på løftet om social opstigning og på alt muligt andet.

Mange af de højtravende analyser har, indrømmet, været trykt her i nærværende dagblad, og det er derfor kun naturligt, at vi nu siger farvel til programmet med en potpourri af de bedste – og de værste – af slagsen.

X Factor som symbol på rygklapperkulturen

I 2009 udgav den altid vidtfavnende Aalborg-lektor Johannes Andersen bogen De barnagtige, hvor han brugte X Factor som et billede på den positive psykologis mutation ud i samfundslivet:

»Overalt i samfundet har man indført systemer og synlige symboler, der fortæller, at man skal tro på, at man er god. At man skal tro på, at alle andre synes man er dejlig og gerne vil have mere. Det afspejler en grundlæggende mentalitet, der har bredt sig i samfundet. En mentalitet, der kan sammenfattes i X Factor-loven, der starter sådan her: Du skal virkelig tro på, at du er noget særligt. Resultatet er et samfund, der dyrker selvtillid på bekostning af selvværd. Kompetencer på bekostning af fordybelse og kritisk sans,« skrev han.

Danmarks Radio var i krise, da det i 2007 besluttede at sende X Factor – et program, der skulle blive koncernens største underholdningssucces nogensinde. Men både på bestyrelsesgangen og i offentligheden medførte det store diskussioner, for programmet brød med ideen om, hvad der var ’DR-værdigt’. Siden er X Factor blevet centrum for debatten om public service. En række hovedpersoner genfortæller det skelsættende første år
Læs også

Samme resultat nåede den bogstavelig talt langhårede filosof, CEO og tidligere vindmøllemand Morten Albæk frem til, da han i 2013 udgav Det gennemsnitlige menneske og sagde til Berlingske:

»Jeg mener, at vi over det seneste halvandet årti har udviklet en ny eller moderne udgave af Janteloven. Jeg kalder den X Factor-loven. En lov, som handler om det modsatte af, at ingen må tro, de er noget. Den handler om, at alle skal tro, at de er noget særligt. Kan noget særligt. Hvilket naturligvis ikke er tilfældet.«

X Factor som symbol på individualiseringen

Det er en ambivalent følelse, når ens fordomme om virkeligheden viser sig at holde stik, og det gjorde de i Politiken i 2015, da dr. theol. Viggo Mortensen afslørede sig selv som teologisk dommedagsprædikant med denne nedslående fortolkning af »X Factor-generationens« løsslupne individualisme:

»Aldrig har individualismen været mere fremtrædende end nu. Mig, mig, mig. X Factor-generationens »Se mig nu« er blevet universaliseret i et allestedsnærværende krav om selvrealisation. Tidligere så man sin egen skæbne i relation til fællesskabet; men i det moderne står individet nøgent. Det moderne selvberoende individ er idealet. De andre? Ja, de er publikum eller helvede, som allerede Sartre sagde.«

Meget af tiden i ’X Factor’ og ’Danmark har talent’ går med, at deltagerne med håbefulde øjne iagttager dommernes ansigtsudtryk og prøver at afkode dem, mens dommerne udtrykker så meget som muligt med deres tandsmil, panderynker og trutmunde. Her er en guide til de mest gængse dommerfjæs
Læs også

I samme afdeling for pessimistiske kulturanalyser finder vi naturligvis debatpræsten Sørine Gotfredsen, der i en artikel i Kristeligt Dagblad fra 2016 udlagde X Factor som et symbol på en »kulturel hulhed og overfladisk omgang med menneskets position i livet«. Som hun skrev:

»Programmet udtrykker vor tids dyrkelse af den enkeltes spontane følelsesliv som en vej til sandhed og storhed, og resultatet er en malplaceret ophøjelse af individet, længe inden det har vist, at det formår at kæmpe og tro på en sag over længere tid. Der findes stadig musikere og sangere, der går den hårde vej og tager tingene alvorligt, men et program som X Factor bilder tusinder af unge danskere ind, at man kan blive anerkendt blot ved at være den enestående person, som man sikkert både hjemme og i folkeskolen har fået at vide, at man er,« lød det altså fra Sørine Gotfredsen, der tilsyneladende ikke selv lider under vægten af falsk selvfølelse.

X Factor som symbol på autenticitetsdyrkelsen

Men hvad vil det overhovedet sige at have X Factor? Og er det forbeholdt de få, eller er det noget, alle har? På dagen for sidste sæsons X Factor-finale bragte cand. theol. Mia Schmidt-Mikkelsen Søren Kierkegaard ind i debatten med det opbyggelige budskab, at vi alle er unikke.

»Ifølge Søren Kierkegaard er ethvert menneske noget særligt,« skrev hun i Kristeligt Dagblad: »Vi er dog ikke noget særligt, fordi vi skiller os ud fra mængden, men ganske enkelt fordi der kun er én af os. Vi er altså enestående i os selv og ikke fordi vi er anderledes end andre,« skrev hun og gled over i denne formaning til bladets læsere:

»At blive sig selv handler altså for Kierkegaard om at blive bevidst om sig selv og sin egen X Factor. Men hvor DR’s program er en konkurrence, hvor deltagerne skal bevise, at de har ’mest’ X Factor, vil Kierkegaard hævde, at X Factor ikke handler om at sammenligne sig med andre. Tværtimod handler X Factor om at blive bevidst om, at man er særlig i kraft af sig selv.«

Dyrkelsen af den individuelle autenticitet på den ene side og længslen efter den sociale anerkendelse på den anden udtrykker et paradoks i den moderne tilværelse. Og ifølge antropologen Sarah Warny Berg, der i 2012 klogede sig i Kristeligt Dagblads spalter, skyldes X Factors store succes netop, at programmet formår at kombinere disse to modsatrettede samfundstendenser:

»Det er et paradoks i vores moderne samfund,« sagde hun, »at vi på den ene side konstant rådes til at søge ind i os selv og gøre det, der føles rigtigt, og samtidig er der en higen efter andres anerkendelse. Realityshowet kombinerer disse tendenser ved, at anerkendelsen tilfalder den, der kan være sig selv på den mest overbevisende måde.«

X Factor som symbol på berømmelseshungeren

Fra sit kontor på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet kunne professor Anne Jerslev allerede i 2008 notere sig et sammenfald mellem den populære sangkonkurrences stjernedyrkelse og ungdomskulturens generelle dyrkelse af kendisser.

»X-Factor som fænomen afspejler berømmelseshungeren i mere overfladisk, ja næsten patologisk, forstand som kendetegnende for vor tid – de mange hundrede mennesker i kø er overhovedet grundlaget for programmets eksistens. Men omvendt kunne man også sige, at X-Factor konstruerer en form for selvopfyldende profeti, idet det skaber en virkelighed og en historie om stjernedrømmen som epidemi. En historie om mere eller mindre realistiske fremtidsforventninger og måske en historie om, hvad medierne og den omsiggribende celebrificering gør ved unge – ja, X Factor er i sig selv både udtryk for og medvirkende til celebrificeringen,« skrev hun på Kommunikationsforum i 2008.

X Factor som symbol på integrationsprocessen

Et utal af analyser har i årenes løb udnævnt X factor som et program, hvor minoriteter »kan springe alle forhindringerne over, som samfundet og systemet har stillet op, og springe direkte ind i favnen på familien Danmark,« som reklamemanden Frederik Preisler i 2009 sagde til Politiken.

Sidste år skrev Zetlands chefredaktør Lea Korsgaard videre, at X Factor har været »den mest effektive motor i de seneste 10 års forsøg på at smede alle dansk-danskere sammen med de danskere, der har en anden etno-kategori efter bindestregen.«

Men bedst som de opbyggelige analyser voksede op, kom en mand og rev dem ned. Hans navn var Henrik Jøker Bjerre, han er lektor i anvendt filosofi på Aalborg Universitet og en af de fem filosoffer bag skriverkollektivet Center for Vild Analyse, der leverer ugentlige analyser her i avisen. I et interview samme sted i 2016 gik han så vidt som til at hævde, at analyser som ovenstående, der ikke har større ambitioner end at fremhæve X Factors integrationspotentiale, faktisk slet ikke er analyser.

De tre dommere i X Factor tidligere i år, Mette Lindberg, Thomas Blachman og Remee.
Læs også

»Skal man lave analyser af kulturen – og det skal man! – så skal det være for at fremvise noget, som kulturen ikke selv er klar over, at den rummer. En analyse, der siger, at X Factor fremmer den musikalske forståelse og skaber respekt for forskellige kulturer i Danmark, er ikke en analyse. Det er bare en genfortælling af programmets egen selvforståelse. Det er derimod en analyse, hvis man læser X Factor som en illustration af vores længsel efter autoritet og viser, at programmet slet ikke handler om deltagerne, men om dommerne, fordi vi længes efter nogen, der kan fortælle os, hvad der er rigtigt og forkert,« sagde han.

Men så, ind fra venstre, gled etnicitets- og kønsforsker Rikke Andreasen med en analyse af X Factor, der på alle måder lever op til kravet om at være overraskende. I et nummer af tidsskriftet Media in Motion fra 2010 udlagde hun X Factor som et eksempel på »racial stereotypificering«, og hævdede at programmet ikke udelukkende har været en positiv motor for integrationen.

»Det er ikke tilfældigt, at det er et underholdningsprogram med fokus på sang, der giver Danmarks farvede mindretal plads og sendetid,« skrev hun. »Tværtimod er det illustrerende for de eksisterende stereotyper, at etniske minoriteter netop optræder i underholdningsprogrammer som X Factor og ikke i underholdningsprogrammer som Hvem vil være millionær? eller Jeopardy!, der hylder deltagere med paratviden. Stereotypen om, at farvede mennesker er gode til at synge og danse er en positiv stereotyp, men det er stadig en stereotyp, som begrænser etniske minoriteter til bestemte positioner og roller i medierne.«

X Factor som symbol på manglende respekt for faglighed

I en anmeldelse fra 2014 af digteren Søren Ulrik Thomsens Samlede Værker fremhævede Sune Auken, der huserer på Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet, X Factor som et skræmmebillede på den manglende respekt for faglighed, der generelt plager vores samfund.

»Hvad Søren Ulrik Thomsen derimod er,« skrev Sune Auken i Kristeligt Dagblad, »er en digter med X Factor. Ikke den jammerlige afglans heraf, som får velkvalificerede kunstneriske håndværkere til at svimle over hæderlige halvamatørers nogenlunde duelige indsatser på en scene, men et egentligt, udefinerbart mere. Noget, ingen andre har, og hvis de har det, så har de alligevel noget andet.«

X Factor som symbol på klassesamfundet

I et interview i Information under overskriften »Hvid middelklasse på udebane« satiriserede forfatteren Henrik List i 2014 over den kreative klasses undertrykkende smagshierarkier og benyttede X Factor som symbolsk anstødssten.

»Vi er ikke det homogene samfund, man kan få indtrykket af i den politiske diskurs,« skrev han. »Vi er stadig et klassesamfund. Men et klassesamfund, som den kreative klasse har formået at omfavne i et kollektivt vi, som repræsenterer den gode smag og de rigtige holdninger. Dem, der kan lide sushi, god vin og moderne kunst i stedet for frikadeller, fadøl og X Factor.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Det er de 1 million seere, der gør alle mediefolk bløde i knæene. Selv Lasse Jensen kunne ikke rigtig stå for det i sin nylige klumme.

Søren Kristensen

Der er noget galt i Dybbøl Danmarks Radio maler helt ad helvede til
Siden næste år kan seerne ikke engang få det som de vil.

Søren Kristensen

Og nu vi taler om underholdning og licens. I dag er det fredag, prøv lige at se på aftenens program: Nikita på K. Øj hvor har vi set den mange gange og fodboldkampe? Det er der slet ikke råd til med mindre kvinderne stiller og det er sikkert også snart slut. Sammenholdt med de skyhøje lønninger vi lige har hørt om i koncernen, osv. osv... Pr. 1. jan. 2018 holder jeg op med at brokke mig, så gider jeg bare ikke mere. Måske begynder jeg også at se reklamer!

Søren Kristensen

Det er ikke den 1. januar endnu: Alene i vildmarken, som de sender på DR 3 i aften er også en genudsendelse. Det er sæson 1. Det ender nok med at de også genudsender X-faktor! Så skal vi se Martin igen, som helt ung.