Læsetid: 11 min.

De børn, der kommer ind i litteraturen i 1967, er virkelighedens børn

På bare to måneder i 1967 blev dansk børnelitteratur revolutioneret. ’Lille Virgil’ og ’Silas og den sorte hoppe’ var pædagogiske nybrud, der satte barnet i centrum i den gryende velfærdsstat, mens ’Halfdans ABC’ sprang sproget i smadder. ’Cykelmyggen Egon’ fik tekst og illustration til at slå krøller på sig selv, og Snøvsen tog med Eigil ud for at finde katten i sækken og hele molevitten. De fem bøgers betydning kan ikke overdrives, siger fire børnelitterære eksperter 50 år senere
På bare to måneder i 1967 blev dansk børnelitteratur revolutioneret. ’Lille Virgil’ og ’Silas og den sorte hoppe’ var pædagogiske nybrud, der satte barnet i centrum i den gryende velfærdsstat, mens ’Halfdans ABC’ sprang sproget i smadder. ’Cykelmyggen Egon’ fik tekst og illustration til at slå krøller på sig selv, og Snøvsen tog med Eigil ud for at finde katten i sækken og hele molevitten. De fem bøgers betydning kan ikke overdrives, siger fire børnelitterære eksperter 50 år senere

Polfoto

30. september 2017

Før september 1967 var danske børnebøger befolket af børnevoksne, der løste kriminalgåder, sagde ’De’ til fremmede og søgte hjælp hos familiens patriark, når tingene blev svære.

Men i årene efter september 1967 blev danske børnebøger fyldt med en anden type børn. Det var frække møgunger, der boede i hønsehuse og fangede flotte friske fiskefrikadeller, når de var sultne. Tit var de forældreløse, men de kunne klare sig selv, hvis bare de fik hjælp af et magisk tryllevæsen med kun én tå. Nogle gange stjal de mælk og var onde.

»Der sker det i 1967, at et hold nye forfattere sætter sig ned og skriver på en helt anden måde,« siger Torben Weinreich, professor i børnelitteratur, som i 1967 var nyudklækket folkeskolelærer, 21 år gammel.

»De gør op med den kedelige realisme i børnelitteraturen og skaber bøger, som ikke bare er skrevet for børn, men også handler om børn, og som tager børn alvorligt. Det er et opgør med Jan- og Puk-bøgernes konstruerede børn. De børn, der kommer ind i litteraturen i 1967, er virkelighedens børn.«

De nye forfattere og deres bøger var Ole Lund Kirkegaards Lille Virgil, Cecil Bødkers Silas og den sorte hoppe, Benny Andersens Snøvsen og Eigil og katten i sækken, Flemming Quist Møllers Cykelmyggen Egon, samt Halfdan Rasmussens Halfdans ABC med illustrationer af Ib Spang Olsen.

Bøgerne, der i litteraturvidenskaben indimellem bare omtales ’De Fem’, udkom alle inden for bare to måneder – i september og oktober 1967. Det er 61 dage, der markerer fødslen for den moderne danske børnebog, mener lærebogsforfatter Trine May:

»Når du læser de fem værker i dag, tænker man: ’Nårh ja, så var det vel heller ikke vildere?’. Men de fem værker var vildt eksperimenterende i den kontekst, de blev skabt i,« siger May, der netop har udgivet bogen Ben i alle retninger – om den moderne børne- og ungdomslitteratur.

»Der var ikke de store kunstneriske ambitioner op til efteråret 1967, men så kommer de her bøger som perler på en snor og vender op og ned på det hele. Og du kan stadig se deres aftryk på den børnelitteratur, der bliver skrevet i dag,« siger Trine May

En ny pædagogik

Det stod ellers ikke skrevet i anemonerne i kanonen på Trekroner, at efteråret 1967 skulle blive skelsættende for dansk børnelitteratur. Men noget var i gære. Hele sommeren havde det bølget med friske kulturelle strømninger fra San Fransiscos Golden Gate Park. The Summer of Love.

»Vi skal huske på, at når vi siger 1967, skal vi kun lægge et år til, så er det 1968,« siger Torben Weinreich. »Det år, hvor alt bryder op og bryder sammen. Børnelitteraturen kommer lige en anelse før, og det faldt sammen med en kæmpestor, ny lærergeneration, der kom ind på skolerne med nye tanker om pædagogik og undervisning.«

Selv var Torben Weinreich en af 20 nye lærere på sin skole i 1967, ud af en samlet lærerstab på 80. Spanskrørcirkulæret var netop blevet afskaffet, så frem for klø skulle den nu stå på selvudfoldelse og samfundsinddragelse via klasseværelset:

»Vi lærere delte det her anderledes syn på barnet, som børnene skrev sig ind i. Børn var nogle, man skulle lytte til. De skulle have elevrådsrepræsentanter og have medindflydelse på undervisningen,« husker Torben Weinreich om sit første læreår.

»Jeg var fuld af optimisme og et mere eller mindre venstreorienteret syn på verden, og børnene kiggede på mig måbende – ikke én af dem havde tænkt tanken at gøre oprør. Men de ville da godt være med til, at jeg ville revolutionere verden på deres vegne!«

Det var dog ikke fordi, ’De Fem’ var politiske. Man skal frem til 1970’erne for at finde egentlige socialistiske børnebøger. Men 1967-bøgerne passede godt ind i det progressive projekt, mener Torben Weinreich:

»Bøgerne fremstillede barnet som den undertrykte, der gør oprør mod de voksne autoriteter. Det er mennesket før staten og en pædagogik, der tilsiger, at barnet bærer et revolutionært potentiale i sig. Men det er ikke politisk som sådan, og det er slet ikke noget, højrefløjen på det tidspunkt sanser. Man er mere optaget af, at bøgerne er humoristiske og velskrevne.«

Kritiske røster

Der var dog nogen kritik af særligt Ole Lund Kirkegaard. Det fremgår af Jens Andersens biografi om forfatteren. Gyldendals konsulenter forsøgte at stoppe Lille Virgil, som de kaldte »anstrengt, irriterende og umorsom«, og en pastor skrev i Næstved Tidende, at bogen fremmede »primitivitet, aggressivitet og frygtsomhed, når den indpodes i børnene«.

Og da en Stiften-reporter spurgte, om børn da ikke kunne tage skade af at læse om uopdragne vildbasser som Lille Virgil, svarede forfatteren:

»Hvis det, man laver, er kunstnerisk i orden, tager børnene ingen skade af at høre om selv de mest fantastiske ting, og de bliver rigere på erfaring. Jeg forstår i øvrigt ikke, hvorfor man er så hundeangst for at børn skal få noget skidt mellem hænderne. Man vil gerne sterilisere hele det åndelige marked for os alle, men så enkel er tilværelsen jo ikke. Børn skal se og høre det hele og opleve det hele. Man kan jo alligevel ikke skjule noget for nogen som helst.«

Velfærdsstatens litteratur

I årene op til 1967 var kimen altså lagt til en ny børnelitteratur baseret på en ny pædagogik. »Kraftige vinde« var begyndt at blæse gennem den danske folkeskole fra 1960 og frem. Forfatter Jens Andersen beskriver tiden i sin biografi af Ole Lund Kirkegaard, der i 1960-1965 læste på lærerseminariet med sin kone Anne-Lise:

»På baggrund af den fremvoksende velfærdsstat, der ønskede at sikre danskerne, herunder ikke mindst deres børn, en fremtid som lykkelige, frie mennesker, var man begyndt at tale om, at barnets egne interesser skulle sættes i centrum og have mere plads i folkeskolen.«

Det er en børneanskuelse, der åbenlyst trives i 1967-bøgerne, mener Trine May. Måske tydeligst i Lille Virgil og Snøvsen, hvor barndommen beskrives som en værdifuld og fantastisk tid, mens voksenlivet fremstilles rigidt og fantasiløst.

»En dag tager Lille Virgil og hans to venner, Oscar og Karl Emil, på skattejagt og finder tre skatte i bjergene. De tager hjem til Karl Emils småborgerlige, pæne hus med snorlige tulipanrækker, og viser det frem til Karl Emils mor. Og hun affejer dem fuldstændig, for der findes ikke skatte, og da slet ikke bjerge i Danmark,« siger Trine May og griner.

»I en materialistisk forstand må man jo give hende ret. Men børnene anser dem for skatte, selv om det bare er en gammel kniv, en potte og en flot sten. Børnene i Ole Lund Kirkegaards univers har blik for detaljer og værdier, som måske er endnu mere værdifulde end dem i voksenlivet. Og det er et nyt syn på barndommen.«

Der er penge i møget

Velfærdsstaten nåede også børnene i form af en ny bibliotekslov i 1964, der kraftigt styrkede skolebibliotekerne og igangsatte en historisk investering i børnelitteratur. Ved skolebekendtgørelsen i 1965 blev det bestemt, at alle skolebiblioteker senest i 1970 skulle have i gennemsnit fire bøger per elev. Men da man nåede skæringsåret, havde bibliotekerne i snit 12 bøger per elev. Det skriver Torben Weinreich i Historien om børnelitteratur fra 2006.

Samtidig var der i litterære kredse et ønske om at højne kvaliteten af den danske børnebog. Det forklarer Nina Christensen, leder af Center for Børns Litteratur og medier på Aarhus Universitet.

»I stigende grad blandede også litterater sig i diskussionen, herunder litteraturprofessor Sven Møller Christensen, i hvad god børnelitteratur egentlig var. Det var med til at styrke den holdning, at børnelitteratur var, og kunne være, kunst. Den debat tror jeg, var med til at styrke, at en bog som Cecil Bødkers Silas og den sorte hoppe vandt frem og fik den opmærksomhed, den fik,« siger Nina Christensen.

Som led i debatten afholdt både Politiken og Det Danske Akademi store børnebogskonkurrencer, der skulle højne respekten om faget.

»De må ikke lade Dem skræmme af at bo i et land, hvor den, der skriver for de mindre, næppe tør kalde sig forfatter og sandt at sige heller ikke behandles som sådan,« skrev Politiken på forsiden af 2. sektion 10. april 1966 under overskriften »Skriv for børnene«.

»De må heller ikke lade Dem skræmme af aldrig før at have lavet sådan en historie. Det er der mange, der aldrig har – pinligt mange!«

En totalt ukendt 25-årig Ole Lund Kirkegaard vandt konkurrencen med historien Dragen, der året efter skulle blive et kapitel i Lille Virgil. Og i 1967 vandt Cecil Bødker Det Danske Akademis konkurrence med Silas og den sorte hoppe. Ved præmieoverrækkelsen holdt byplanlægger og forfatter Steen Eiler Rasmussen en tale, hvori han fastslog, at »man må jage en pæl gennem den opfattelse, at [børnebogen] skulle dreje sig om et andenklasses produkt«:

»Det, der gør en god børnebog, er det samme, der altid skal til for at gøre en bog til et kunstværk. Nemlig et levende bevæget sind, en fantasi, der udfolder sig i en fast lovbunden form og udtrykker sig i et sprog, der er klart og brillant.«

Så var dørene ellers sparket op på vid gab.

Illustration: Mia Mottelson/iBureauet

Højere til loftet

Den litterære debat inviterede til nye eksperimenter med sprog og form. Ikke mindst i Halfdans Rasmussens kringlede rim og vrøvleviser i Halfdans ABC og Flemming Quist Møllers Cykelmyggen Egon, hvor læserens øje cykler med op og ned af tykke mænds maver eller snurrer med teksten rundt i loops og cirkler.

Værkerne har ifølge Gyldendals redaktionschef Elin Algreen-Petersen en betydelig ære i, at dansk børnelitteratur også i dag er blandt verdens mest eksperimentielle:

»Kim Fupz Aakeson siger, der ikke er et bedre sted i verden at være børnebogsforfatter end i Danmark. Det tror jeg, der er noget om. Der er højt til loftet, selv for den rå realisme, som har været i højsædet de seneste år. Og det tror jeg, skyldes, at 1967-bøgerne viste, hvad der var muligt,« siger hun.

Ifølge Trine May skaber specielt Flemming Quist Møller et helt nyt visuelt udtryk, som har dannet skole for den moderne børnebogs leg med illustration og håndtegnede bogstaver.

»Han opløser adskillelsen mellem tekst og billeder, hvilket fortsat er en stærk tendens i den moderne grafiske roman for børn. Det kan du for eksempel se i STRID af Jakob Martin Strid. Teksten kan bevæge sig i spiraler eller på anden måde bryde med det lineære princip,« forklarer hun og fortsætter:

»På den måde ser du hele tiden aftryk af 1967’er-bøgerne på moderne børnelitteratur i dag.«

Ingen roser …

Men selv om de fem bøger i 1967 på mange måder var et nybrud, er det måske for voldsomt at tale om en revolution. Det mener Nina Christensen fra Aarhus Universitet.

»Det er for sort og hvidt at kalde det en revolution. Der går nogle historiske tråde tilbage til 1930’erne og Palle alene i verden (af Jens Sigsgaard og Arne Ungermann, red.), hvor hele den reformpædagogiske bølge begynder,« siger Nina Christensen.

Som eksempler nævner hun Egon Mathiesens billedbøger, særligt Fredrik med bilen (1944) og Aben Osvald (1947), der også anskuede barnet som et frit, skabende væsen. En pædagogik, der også fyldte i Astrid Lindgrens tre bøger om Pippi Langstrømpe fra 1945-1948.

»Og det går endnu længere tilbage, til H.C. Andersen og forestillingen om barnet som et særligt individ,« lyder det.

Også Trine May sporer i 1967-bøgerne en genopdagelse af romantikkens barndomsopfattelse, bedst udtrykt i H.C. Andersen og B.S. Ingemann. Men Torben Weinreich fastholder, at de fem bøger i 1967 var noget unikt:

»Jeg tror ikke, for at sige det ærligt, at forfatterne overhovedet tænkte på H.C. Andersen. Det er noget, vi, der beskæftiger os med børnelitteratur, har skrevet ind i historien om de fem bøger,« siger han og pointerer, at Andersen skriver sine bøger 130 år før 1967-revolutionen.

»Så en direkte påvirkning kan man ikke tale om, andet end at H.C. Andersen naturligvis har påvirket al litteratur, der er skrevet siden,« mener Torben Weinreich.

På samme måde har 1967-bøgerne påvirket al dansk børnelitteratur sidenhen, forklarer eksperterne. Men er der ikke også noget at kritisere dem for?

»Nej!« råber Torben Weinreich ved spørgsmålet. Besinder sig så:

»Det mener jeg faktisk ikke. De er bare gode. Og de vil også overleve de næste 50 år. Særligt Ole Lund Kirkegaards, Flemming Qvist Møllers og Halfdan Rasmussens værker vil overleve. De andre er måske for bundet af tiden, men det er ikke til at sige. Og som minimum lever de videre i ånden.«

Arvtagerne

Følgende ti forfattere er ifølge Torben Weinreich, dansk børnelitteraturs grand old man, de vigtigste arvtagere af ånden fra 1967:

  • Kim Fupz Aakeson, f. 1958
    Debut i 1984 med ’Hvem vover at vække guderne’. Har desuden udgivet blandt andet ’Mor’, Vitello-bøgerne, ’Pragtfuldt, pragtfuldt’ og ’Berørte Katrine’.
  • Bjarne Reuter, f. 1950
    Debut i 1975 med ’Kidnapning’. Har desuden blandt andet udgivet ’Busters verden’, ’Zappa’, ’Shamran – den som kommer’ og serien om Bertram.
  • Cecilie Eken, f. 1970
    Debut i 1993 med ’Troldmandens søn’. Har desuden udgivet ’Sikkas fortælling’, ’Det levende sværd’, ’Din for evigt’ og ’Den sorte safir’.
  • Louis Jensen, f. 1943
    Debut som børnebogsforfatter med ’Krystalmanden’ i 1987. Hans største præstation er opfindelsen af sin helt egen genre, nemlig de firkantede historier, der er udgivet i ’10 gange 100 historier’.
  • Oscar K og Dorte Karrebæk, f. 1950 og 1946
    Oscar K, alias Ole Dalgaard debuterede i 1970 med ’By, du min elskede’. Dorte Karrebæk i 1982 med ’En lille fugl’. Sammen har de blandt andet udgivet ’Idiot’, ’Lejren’ og ’Knokkelmandens Cirkus’.
  • Hanne Kvist, f. 1961
    Debut i 1995 med billedbogen ’Alletiders rejse’. Har desuden blandt andet udgivet ’Drengen med sølvhjelm’, ’To af alting’, ’Os to (uden sutsko)’ og ’Dyr med pels og uden’.
  • Christina Hesselholdt, f. 1962
    Debut i 1991 med ’Køkkenet, gravkammeret & landskabet’. Har desuden blandt andet af børnebøger skrevet ’Prinsessen på sandslottet’, ’Hjørnet der gik sin vej’ og ’Grotten’.
  • Jens Martin Strid, f. 1972
    Debut med tegneserien ’Vi hader alting’. Har desuden blandt andet udgivet striberne om figuren Strid, ’Den utrolige historie om den kæmpestore pære’, ’Da lille Madsens hus blæste væk’ og ’Mustafas kiosk’.
  • Mette Hegnhøj, f. 1976
    Debut i 2010 med ’Møgungen’. Har desuden blandt andet udgivet ’Ella er mit navn vil du købe det?’, ’Elvis & Otto’ og ’Skrædder i helvede’.
  • Tina Sakura Bestle, f. 1975
    Debut i 2004 med ’Jok og fars dreng’. Har desuden blandt andet udgivet ’Skyggefuglen’ og ’Papirdrengen’.
Serie

Nybruddet i børnelitteraturen

I efteråret 1967 udkom: Ole Lund Kirkegaards Lille Virgil, Flemming Quist Møllers Cykelmyggen Egon, Cecil Bødkers Silas og den sorte hoppe og Halfdan Rasmussens Halfdans ABC.

Det markerede et nybrud i dansk børnelitteratur. Bøgerne pegede alle på en respekt for børn som kompetente individer og rigtige mennesker, blandet med en beundring og anerkendelse af børns måde at opleve og være i verden på.

Vi har dedikeret hele denne uges litteraturtillæg til at undersøge, hvad der skete, hvordan det skete, hvorfor det skete, og hvilken betydning det har haft.

Seneste artikler

  • Det var i litteraturen, vi opdagede, at børn findes, og ikke bare er små voksne

    30. september 2017
    Hvad mener vi egentlig, når vi siger, at børn skal have lov til at være børn? Det kan børnelitteraturen hjælpe os med at finde ud af – særligt fem helt epokegørende forfatterskaber fra 1967. Og hvis vi bliver klogere på det, kan vi også få klogere diskussioner om børns liv, hverdag og de institutioner vi bygger til dem
  • I litteraturen kan vi finde svaret på, hvad vi mener, når vi siger, børn skal have lov at være børn

    30. september 2017
    For halvtreds år siden i lige netop disse måneder udkom fem forrygende og epokegørende værker næsten oveni hinanden: ’Lille Virgil’, ’Cykelmyggen Egon’, ’Silas og den sorte hoppe’ og ’Halfdans ABC’. De skabte et nybrud i dansk børnelitteratur
  • Fem bøger, der satte barnet fri

    30. september 2017
    Fem værker, der udkom inden for få måneder, gjorde efteråret i 1967 til et fuldkommen skelsættende år i dansk børnelitteratur. Vi går på opdagelse i Ole Lund Kirkegaards ’Lille Virgil’, Cecil Bødkers ’Silas og den sorte hoppe’, Flemming Quist Møllers ’Cykelmyggen Egon’, Benny Andersens ’Snøvsen’ og Halfdan Rasmussens ’Halfdans ABC’
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu