Læsetid: 8 min.

Borg fra Velfærdssverige og McEnroe fra det ultraliberale USA delte længslen efter mening

På tennisbanen var de som dag og nat, men i virkeligheden havde svenskeren Björn Borg og amerikaneren John McEnroe meget til fælles. De delte den samme eksistentielle smerte, siger instruktøren Janus Metz, der med ’Borg’ har lavet en stort anlagt film om de to tennismestre og om to meget forskellige forestillinger om en helt
Shia Labeouf som John McEnroe (t.v.) og Sverrir Gudnason som Björn Borg (t.h.) i Janus Metz’ ’Borg’.

Shia Labeouf som John McEnroe (t.v.) og Sverrir Gudnason som Björn Borg (t.h.) i Janus Metz’ ’Borg’.

Julie Vrabelova

7. september 2017

Det er selve den menneskelige eksistens, der er i spil på tennisbanen. Der er noget, der er inden for linjerne, og der er noget, der er uden for linjerne, og man er i bund og grund alene. Også selv om der står en modstander på den anden side af nettet. I virkeligheden er det nemlig, som den tidligere amerikanske tennisstjerne, Andre Agassi, skriver i sin selvbiografi, Open, ens egne dæmoner, man spiller imod.

Og det er en af de væsentligste grunde til, at instruktør Janus Metz i sin nye spillefilm, Borg, der i dag åbner filmfestivalen i Toronto – og i næste uge har dansk premiere – har valgt at portrættere to af tennishistoriens helt store profiler, svenske Björn Borg og amerikanske John McEnroe.

I 1970’erne og 1980’erne dominerede de alverdens tennisbaner, og Borg har som sit naturlige og meget dramatiske omdrejningspunkt det Wimbledon i 1980, hvor mesteren Borg (spillet af svenske Sverrir Gudnason) kunne vinde sin femte Wimbledontitel, og opkomlingen McEnroe (Shia LaBoeuf) sin første.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Måske skulle man se den film. Jeg er nemlig gammel nok til at have set kampene på tv (de blev bare vist kvit og frit - hvis vi ser bort fra licensen) men fandt aldrig ud af hvorfor McEnroe to sådan på vej over en kendelse. Der blev i øvrigt også vist Formel 1, hver sommer og det var dræbende kedsommeligt. Ziiiiirrrr. ZIiiiiiiiiiiiiirrrrr. I timevis.

Eva Schwanenflügel, ingemaje lange og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Jeg er fra`65, og har således også en alder hvor jeg har oplevet disse tenniskampe. Som barn/ung gjorde det et stort (positivt) indtryk på mig, at se McEnroe gå åbent op imod autoriteterne! Noget som jeg i det hele taget savner i dag.

Anders Sørensen

Jeg har det så'n lidt vissent med, når sportsbegivenheder (i dette tilfælde tennis) søges gjort til mere, end hvad det er:

"Det er selve den menneskelige eksistens, der er i spil på tennisbanen".

Come on.

"Der er noget, der er inden for linjerne, og der er noget, der er uden for linjerne, og man er i bund og grund alene".

Uhh. Eksistentielt!

Og så, på den anden side, nyder jeg jo Tour De France og Jørgen Leth og hans mytologiske tilgang til sporten - ja, endda i kommentatorhenseende hedengangne Jørn Maders voldsomme metaforer og på en gang pirrende og ufrivilligt morsomme poetiske sprogbrug. Som når han, helt uden at kny, relativt konsekvent omtalte Miguel Indurrain som "den mørke muskel".

Men jeg skal helt sikkert ikke se filmen. Der ER bare noget ved rekonstruktioner af sportsbegivenheder, der virker latterligt. Selv i glimrende film som Raging Bull - det ER bare svært at abstrahere fra, at det er Robert De Niro, der får tæsk og lige har lært at bokse for rollens skyld.

Lars Peter Simonsen

Der eksisterer en film, hvor McEnroe og Carlos Santana spiller skiftevis guitar og tennis sammen. Det er fed underholdning,og McEnroe er absolut en habil guitarist, og Carlos en habil tennis spiller. De fremstår begge to meget symnpatisk.