Læsetid: 8 min.

Borg fra Velfærdssverige og McEnroe fra det ultraliberale USA delte længslen efter mening

På tennisbanen var de som dag og nat, men i virkeligheden havde svenskeren Björn Borg og amerikaneren John McEnroe meget til fælles. De delte den samme eksistentielle smerte, siger instruktøren Janus Metz, der med ’Borg’ har lavet en stort anlagt film om de to tennismestre og om to meget forskellige forestillinger om en helt
Shia Labeouf som John McEnroe (t.v.) og Sverrir Gudnason som Björn Borg (t.h.) i Janus Metz’ ’Borg’.

Shia Labeouf som John McEnroe (t.v.) og Sverrir Gudnason som Björn Borg (t.h.) i Janus Metz’ ’Borg’.

Julie Vrabelova

7. september 2017

Det er selve den menneskelige eksistens, der er i spil på tennisbanen. Der er noget, der er inden for linjerne, og der er noget, der er uden for linjerne, og man er i bund og grund alene. Også selv om der står en modstander på den anden side af nettet. I virkeligheden er det nemlig, som den tidligere amerikanske tennisstjerne, Andre Agassi, skriver i sin selvbiografi, Open, ens egne dæmoner, man spiller imod.

Og det er en af de væsentligste grunde til, at instruktør Janus Metz i sin nye spillefilm, Borg, der i dag åbner filmfestivalen i Toronto – og i næste uge har dansk premiere – har valgt at portrættere to af tennishistoriens helt store profiler, svenske Björn Borg og amerikanske John McEnroe.

I 1970’erne og 1980’erne dominerede de alverdens tennisbaner, og Borg har som sit naturlige og meget dramatiske omdrejningspunkt det Wimbledon i 1980, hvor mesteren Borg (spillet af svenske Sverrir Gudnason) kunne vinde sin femte Wimbledontitel, og opkomlingen McEnroe (Shia LaBoeuf) sin første.

De to kombattanter var forskellige som dag og nat, hvilket var en fest for pressen. Borg var den lyse og beundrede stoiker, som kanaliserede al sin styrke ud i ketsjeren – i hvert fald på banen – mens McEnroe var den mørke koleriker, der skældte dommerne ud, smed med ketsjeren og ikke altid havde publikum med sig.

I Borg viser Metz og manuskriptforfatter Ronnie Sandahl dog – blandt andet gennem tilbageblik på de to mænds opvækst – at sandheden var mere kompleks end som så, og at Borg og McEnroe måske slet ikke var så forskellige.

Et følsomt barn

»Der er en form for kærlighedshistorie i det,« siger 42-årige Janus Metz, da vi mødes for at tale om Borg, instruktørens første spillefilm efter flere roste dokumentarfilm, blandt andre den meget omtalte Armadillo om danske soldater i Afghanistan, og et afsnit af tv-serien True Detective.

»De forstår hinanden allerbedst, og derfor bliver de også nære venner senere i livet. Björn Borg ser lige igennem alle McEnroes vredesudbrud. Han ser mennesket bag og rækker ud efter ham. Det kan godt være, at de på overfladen var dybt forskellige, og det kan godt være, at de to forskellige samfund – Velfærdssverige på sit højeste i slut-70’erne og start-80’erne, og så det ultraliberale USA – producerer to vidt forskellige mennesketyper, to vidt forskellige ideer om en helt. Men i bund og grund deler Björn Borg og John McEnroe den samme eksistentielle smerte, om man vil. Det samme grundspørgsmål til livet. Så er der nogle gradbøjninger, som handler om mor og far, og hvad det er, man har fået med hjemmefra – og om hvordan skyld og skam er fordelt i to meget forskellige samfund.«

Ifølge Borg er Björn Borg sin egen værste kritiker. Han presser sig selv, og når han som dreng mister besindelsen på banen, skyldes det, at han så gerne vil vinde, at han bliver vred på sig selv og sine omgivelser, når det ikke lykkes.

»Jeg har flere gange måttet spørge mig selv om, hvor hans vrede, drive og angst kommer fra,« siger Metz.

Björn Borg har selv set filmen, som han er glad for, fordi han »føler sig forstået«.

»Jeg tror, at jeg i sidste ende er nået frem til, at der er nogle børn, som er særligt følsomme. Og særligt følsomme børn er nødt til at opbygge et eller andet værn omkring sig. Tennissen har været det værn for Björn Borg og den måde, han også har kunnet få anerkendelse og kærlighed på.«

Sveriges første individualist

Björn Borg kommer fra en middelklassefamilie i Sverige, hvor man ikke må skille sig ud, forklarer Janus Metz. På den ene side har han en mor, som beskytter ham – han er enebarn – og på den anden side har han en far, som skammer sig over hans vredesudbrud. Og endelig er der et Sverige, som ikke kan håndtere ham, fordi fællesskabet ikke siger ham noget.

»Det er først i det øjeblik, at han møder træneren Labbe (spillet af Stellan Skarsgård, red.), at hans vrede og vilje bliver set som lige præcis det værktøj, der kan gøre ham bedre end alle andre,« siger Janus Metz. Derigennem lærer han at tøjle vreden og bruge den som slagkraft.

Trailer. Filmen om John McEnroe og Björn Borg med titlen: 'Borg' har dansk premiere torsdag den 14. september.

»Björn Borg er på mange måder Sveriges første individualist, Sveriges første yuppie. Han flytter også alle sine penge til Monaco og viser Sverige, at det er ’mig’, det handler om. Han bliver succesfuld i en af de mest individualistiske sportsgrene, der findes, tennis. Han er ikke en holdspiller på et ishockey- eller fodboldhold.«

Skylden og skammen handler i Sverige således om konformitet, mener Metz. Man skal være ligesom alle andre og vente på, at det bliver ens tur, og det er den etik og moral, som Björn Borgs far og Folkhemmet forsøger at pådutte drengen med tennistræner og klubrepræsentant.

»Selv om han er bedre end de andre, er de nervøse for, at han skal flippe ud på banen, og at han ikke kan håndtere presset.«

Sin egen lykkes smed

John McEnroe kommer derimod fra en ambitiøs, irsk immigrantfamilie, og hans far har arbejdet sig op fra en lavere middelklassetilværelse i New York til at blive medejer af et stort advokatfirma. Faren inkarnerer med andre ord selve den amerikanske drøm og forestillingen om, at enhver er sin egen lykkes smed.

»Det er individualistens vej og krav, som er succeskriteriet,« siger Janus Metz. Og det præger også kønsrollemønstret i familien.

»For at være en mand skal man kunne præsentere den form for succes over for en kvinde. McEnroes mor er i virkeligheden den, der skubber hårdest på i familien. Hun siger til sin søn, at ’det kan godt være, at du er den bedste til matematik i din klasse, men du har stadigvæk fejl i din prøve, og der er kun 30 elever i din klasse. Du skal tænke på, at verden udenfor er meget større’. Der er virkelig et performerregime hjemme hos dem.«

Det spiller også ind på McEnroes opdragelse, at familien er immigranter med irske rødder, og at den skal lære at sætte sig igennem i det amerikanske samfund for at få succes og bagefter skal passe på ikke at falde igennem.

»Når man er blevet inviteret ind på de bonede gulve, er det vigtigt, at andre mennesker ikke griner ad én. Det er lige præcis det, der er McEnroes skisma – han risikerer at blive klovnen. Han har både farens jernvilje og den der amerikanske ’jeg nedbryder alle normer for at skabe mit eget’-attitude, da han ankommer til det konservative England med alle dets regler, som er institutionaliseret i Wimbledon. Det er det konservative Englands overklassesport. Og så kommer han som en total rebel ind i det system og vælter det, men risikerer også at falde på halen.«

Længslen efter mening

Mødet mellem de to tennisspillere og individualister er således også mødet mellem to kulturer, og filmen om dem, Borg, bliver ifølge Janus Metz et eksistentielt og psykologisk drama, der præsenterer publikum for forskellige måder at være menneske og møde tilværelsen på.

»I mødet med hinanden udfordrer og fuldbyrder de måske hinanden eller bliver til noget større,« siger han om Björn Borg og John McEnroe.

»Det er den filosofiske tematik, der driver dramaet frem, og som for mig rummer de helt store spørgsmål om, hvorfor vi er her, hvad meningen er med det hele, og måske også en form for dødsangst eller længsel efter fuldbyrdelse, efter mening, efter perfektion. Det er en kunstnerisk ambition, som sporten og de to spillere deler, og som jeg kan genkende mig selv i. Som jeg tror, at de fleste mennesker kan genkende sig selv i. Hvad enten man er kunstner eller ej, så er der en længsel efter helhed og mening i os.«

Metz er stille et øjeblik og siger så:

»Man laver jo film om sig selv, når man er filmskaber, lige meget om man laver dem om andre mennesker, og behovet for at finde helhed og mening er det tema, som jeg åbenbart bliver ved med at vende tilbage til. Det er også soldaternes historie i Armadillo

Og tennis er kunst. Eller kan – som al anden sport – være det, når den udfolder sig på sit højeste og smukkeste niveau, som instruktøren formulerer det. Derfor er Borg og McEnroe også kunstnere i deres søgen efter perfektion.

»McEnroes vredesudbrud er hans måde at komme i zonen på. Det er hans metode til at manifestere den intensitet, som det hele handler om i en tenniskamp. Det er et nu og her, som man måske kun kan opleve i krig, kunst, kærlighed, orgasmen og den sportslige, fysiske udfoldelse, når den er bedst. Spanierne har et udtryk for det, når det kommer til fodbold. De snakker om ’duende’, altså når alt går op i en højere enhed, og det er en slags guddommelighed. Når ting, der ellers ikke kan lade sig gøre, pludselig kan lade sig gøre.«

Egoistisk disciplin

Et af de første billeder, Janus Metz så for sig, da han påbegyndte arbejdet med Borg, var filmens åbningsscene, hvor man højt oppefra ser den voksne Björn Borg spille alene mod en maskine på en tennisbane.

»Det handler om tennisbanen som metafor for livet,« siger instruktøren, der også indleder filmen med et citat om, at tennis benytter sig af livets sprog, taget fra Andre Agassis Open – ifølge instruktøren en af de bedste sportsbiografier, der nogensinde er skrevet.

»Det er interessant for mig som filmskaber, fordi det handler om at være menneske, og det handler om liv og død og de store spørgsmål. Billedet af en figur alene med et sæt regler inden for nogle markerede linjer blev på en eller anden måde den poetiske ledetråd for filmen. Hele ens livs erfaring bliver sat i spil, når man skal præstere det ypperste på en bane, hvor de hvide linjer måske er den tid, vi har til rådighed, eller samfundets regler. Nu gør jeg det hele lidt pædagogisk, men det er jo ikke pædagogisk for mig. Det er en eller anden form for sansning, og den kan give mening for nogle og mindre mening for andre.«

Metz er vokset op med en far, der er billedkunstner, og, siger han, »hver gang han trækker en streg på et lærred, kan man af en eller anden mærkelig årsag se, at det er ham, der har trukket den streg og ikke en anden.«

»Sådan er det, og sådan skal det være. For mig er film og litteratur og billedkunst og fotografi – og anmelderi for den sags skyld – kun for alvor interessant, hvis det er bundet op i et menneske, der betragter og føler og sanser. Det er en enormt egoistisk disciplin for mig at lave film.«

Han griner lidt.

»Men jeg håber – og jeg er arrogant nok til at bilde mig ind – at jeg kan sige noget, som har relevans for andre.«

’Borg’ har dansk premiere på torsdag i næste uge - den 14. september 2017.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Måske skulle man se den film. Jeg er nemlig gammel nok til at have set kampene på tv (de blev bare vist kvit og frit - hvis vi ser bort fra licensen) men fandt aldrig ud af hvorfor McEnroe to sådan på vej over en kendelse. Der blev i øvrigt også vist Formel 1, hver sommer og det var dræbende kedsommeligt. Ziiiiirrrr. ZIiiiiiiiiiiiiirrrrr. I timevis.

Eva Schwanenflügel, ingemaje lange og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Jeg er fra`65, og har således også en alder hvor jeg har oplevet disse tenniskampe. Som barn/ung gjorde det et stort (positivt) indtryk på mig, at se McEnroe gå åbent op imod autoriteterne! Noget som jeg i det hele taget savner i dag.

Anders Sørensen

Jeg har det så'n lidt vissent med, når sportsbegivenheder (i dette tilfælde tennis) søges gjort til mere, end hvad det er:

"Det er selve den menneskelige eksistens, der er i spil på tennisbanen".

Come on.

"Der er noget, der er inden for linjerne, og der er noget, der er uden for linjerne, og man er i bund og grund alene".

Uhh. Eksistentielt!

Og så, på den anden side, nyder jeg jo Tour De France og Jørgen Leth og hans mytologiske tilgang til sporten - ja, endda i kommentatorhenseende hedengangne Jørn Maders voldsomme metaforer og på en gang pirrende og ufrivilligt morsomme poetiske sprogbrug. Som når han, helt uden at kny, relativt konsekvent omtalte Miguel Indurrain som "den mørke muskel".

Men jeg skal helt sikkert ikke se filmen. Der ER bare noget ved rekonstruktioner af sportsbegivenheder, der virker latterligt. Selv i glimrende film som Raging Bull - det ER bare svært at abstrahere fra, at det er Robert De Niro, der får tæsk og lige har lært at bokse for rollens skyld.

Lars Peter Simonsen

Der eksisterer en film, hvor McEnroe og Carlos Santana spiller skiftevis guitar og tennis sammen. Det er fed underholdning,og McEnroe er absolut en habil guitarist, og Carlos en habil tennis spiller. De fremstår begge to meget symnpatisk.