Læsetid: 6 min.

Danskere i Hollywoodklæder

Hvordan bevarer man sit kunstneriske særpræg som dansk filminstruktør i den kommercielle amerikanske filmindustri? Er det overhovedet muligt? En række amerikanske produktioner med danskere ved roret kan ses på filmfestivalen i Toronto. Vor udsendte filmredaktør har set på, hvordan instruktørerne rent faktisk klarer sig
Michael Noer – manden bag den barske fængselsfilm ’R’ – har instrueret ’Papillon’, der lige nu vises på filmfestivalen i Toronto. Han fortæller, at det er hans fornemste opgave som instruktør på en stor amerikansk film at sørge for, at der er sammenhæng mellem metode, formidling og troværdighed.

Michael Noer – manden bag den barske fængselsfilm ’R’ – har instrueret ’Papillon’, der lige nu vises på filmfestivalen i Toronto. Han fortæller, at det er hans fornemste opgave som instruktør på en stor amerikansk film at sørge for, at der er sammenhæng mellem metode, formidling og troværdighed.

Rich Polk/Getty

15. september 2017

TORONTO – Den danske filminstruktør Nikolaj Arcel vidste godt, at han ikke var alene om at bestemme, hvordan hans biografaktuelle Stephen King-filmatisering, The Dark Tower, kom til at se ud. Det var en amerikansk produktion, bag filmen stod det store selskab Sony, og amerikanerne tænker ikke først og fremmest på kunst, men på at få bagdele i biografsæderne. Det overraskede ham dog alligevel, hvor langt nede ad rangstien, han befandt sig, da filmen skulle klippes færdig, og han lærte hurtigt at vælge sine slag med omhu.

»Jeg er måske nummer otte eller 12 i hierarkiet på denne film‚« sagde Arcel, da jeg for nylig interviewede ham.

»Jeg har været igennem en slags fødselsproces, fordi jeg har jo temperament, og jeg er vant til at få tingene, som jeg vil have det efter i så mange år at have lavet film i trygge Danmark.«

På filmfestivalen i Toronto, der slutter i denne weekend, kan man se en lille håndfuld amerikansk-producerede film instrueret af danske filminstruktører – ligesom man kan se danske skuespillere foran kameraet, og danske filmfotografer bag kameraet, i andre store produktioner. Det er en eksport til Hollywood af danske filmfolk, hvis lige nærmest ikke er set siden stumfilmtiden, og et af de store spørgsmål, man kan stille sig selv, er, om danskerne, især instruktørerne, formår at holde fast i deres særegenhed, når de ikke længere selv bestemmer det hele.

En kreativ sjæl

Anders Walter, der for nogle år siden vandt en Oscar for kortfilmen Helium, er f.eks. i Toronto med sin første spillefilm, I Kill Giants. Den er baseret på en tegneserie af Joe Kelly og handler om en begavet og viljestærk teenagepige og hendes kamp mod kæmperne i sit liv, både de helt bogstavelige og de mere psykologiske. Det er en fantasifuld og rørende coming of age-fortælling, der bærer præg af Walters fornemmelse for børn og deres særlige måde at tænke og agere på, og den er fuld af smukke scener og overraskende øjeblikke, man måske ikke lige forventer at se i en amerikansk mainstreamfilm.

For selv om I Kill Giants er optaget i Irland og delvist er finansieret med belgiske penge, foregår den i USA og er produceret af Hollywood-veteranen Chris Columbus, ham med Alene hjemme-filmene og de to første Harry Potter-film.

»Jeg har kun hørt skrækhistorier om, hvordan det er at lave film i USA, og man har godt kunnet frygte, at Columbus ville lægge et reb ned omkring mig og filmen og så stramme til, når jeg gjorde noget, der var lidt for skævt eller kantet‚« siger Anders Walter, da jeg sammen med en anden dansk journalist møder ham til en snak om I Kill Giants i Library Bar på Torontos store, gamle og lidt slidte luksushotel, Fairmont Royal York.

»Men Columbus, der arbejdede sammen med John Hughes (instruktør, manuskriptforfatter og producent, red.) på mange film, er om nogen en kreativ sjæl, der ved, hvor træls det er, når man selv synes, at man har en god vision, og der så kommer en producent og vil noget andet. Så han har ladet mig tage de beslutninger, der skulle tages.«

Det hjalp selvfølgelig også Walter, at han på filmen var omgivet af en kerne af danske filmfolk, der kunne hjælpe ham med at realisere sin vision: Filmfotografen Rasmus Heise, klipperen Lars Wissing og produceren Kim Magnusson.

Det farliges charme

Set i det lys har Michael Noer måske i højere grad kastet sig ud på dybt vand med sin første amerikanske film, Papillon, der dog i højere grad er en ny filmatisering af Henri Charièrres selvbiografiske bog, end det er en genindspilning af Franklin J. Schaffners elskede drama fra 1973 med Steve McQueen og Dustin Hoffman i hovedrollerne som straffefangerne Henri, kaldet Papillon, og Louis.

»Jeg er totalt ligeglad med den gamle film,« siger Noer til mig om sin film, hvori Charlie Hunnam og Rami Malek spiller Papillon og Louis – og hvor der også er blevet plads til Roland Møller, som Noer og Tobias Lindholm så at sige opfandt i deres barske fængselsfilm R.

»Jeg fik et manuskript tilsendt med en masse larm og en smuk, enkel historie om to mænd og et fantastisk moodboard med billeder fra virkeligheden bag filmen. Det er min fornemste opgave som instruktør på en stor amerikansk film at sørge for, at der er en sammenhæng mellem metode, formidling og troværdighed. Jeg skal være som en væddeløbshest med skyklapper og ét mål, ét fokus, resten er støj. Det er klart, at når man siger ja til sådan et projekt – og går i ringen med en sværvægter som den oprindelige film – er det ikke ufarligt. Men halvdelen af charmen var også det ’farlige’.«

Papillon er ikke lige så helstøbt som Noers danske dokumentar- og spillefilm, men hans sans for personer og intense og intime øjeblikke – godt hjulpet på vej af et søgende, håndholdt kamera – manifesterer sig for alvor, da den i øvrigt velspillede film først forlader 1920’ernes gay Paris og bevæger sig ud på den fængselsø, Djævleøen, i Fransk Guyana, hvor det meste af handlingen foregår – og hvorfra Papillon flere gange forsøger at flygte.

For Noer har det været spændende at få lov til at lave Papillon og have mulighed for at lege med Hunnam, Malek og det store udtræk på en international produktion.

»Det har både været en drøm og et job, og nu skal jeg tilbage til Nordisk Film og lave min næste film,« siger han.

Ikke færdige med Danmark

I Toronto er der også premiere på Bille Augusts nye film, det virkelighedsbaserede drama 55 Steps, der handler om en idealistisk advokats kamp for en psykisk syg kvindes rettigheder. Jeg må erkende, at jeg ikke har haft de store forventninger til filmen, fordi Augusts engelsksprogede film ofte er så ferske og anæmiske. Han er groft sagt skoleeksemplet på, hvordan en instruktørs særlige stemme og følsomhed kan forsvinde, når vedkommende arbejder på et andet sprog og under andre og kreativt mindre frie forhold end herhjemme.

Det viser sig dog, at 55 Steps faktisk er en glimrende film, en af Bille Augusts bedste lavet uden for Skandinavien, hvilket både skyldes et godt manuskript, en nænsom instruktør og to i den grad velspillende kvinder, Helena Bonham Carter og Hillary Swank. Jeg indrømmer gerne, at jeg til sidst sad med en klump i halsen – både på grund af filmen og på grund af August.

I den danske filmbranche, og især på Det Danske Filminstitut, taler man meget om en form for hjerneflugt i forbindelse med de mange danske filmfolk og skuespillere, der i så stort antal rejser til udlandet for at arbejde, og hvordan den hjerneflugt på sigt kan få alvorlige konsekvenser for dansk film, fordi der på instruktørfronten er tale om billetsælgende navne som Susanne Bier, Thomas Vinterberg, Martin Zandvliet, Lone Scherfig, Ole Christian Madsen, Niels Arden Oplev og Nikolaj Arcel.

Men instruktørerne siger stort set alle selv, at de bestemt ikke er færdige med at lave film i Danmark. For selv om de i USA får nogle unikke muligheder, hvad angår penge og skuespillere – og det indimellem lykkes dem at holde fast i deres eget udtryk – er det i længden ikke et reelt alternativ til den kreative og kunstneriske frihed, de helt naturligt har i Danmark, og som gør det muligt for dem at lave deres helt egne film.

Når man oplever danskerne her i Toronto, kan man godt fristes til at tænke på noget, Susanne Bier har sagt til mig i et interview: »Der er noget befriende ved at lave noget, som ingen andre i systemet har en mening om.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu