Læsetid: 7 min.

David Lynch viser os verden, som vi aldrig før har set – eller hørt – den

David Lynch og Mark Frosts retur til Twin Peaks endte som et storværk. En vidt forgrenet, brutal, uigennemtrængelig kolos af kullet klarsyn. Et Lynch-realistisk tværsnit gennem et fragmenteret USA, hvor folk må sælge deres blod, sjæl eller førlighed for at overleve. Og samtidig et surrealistisk trip ind i drømmens opløsning af fornuft. Som altid i Lynchs værk spillede musikken en afgørende rolle. Vi ser nærmere på seriens mesterlige musikalske og lyddesignede greb, som gemmer på det hele
Det er en koldere, hårdere, mere kynisk verden, som ’Twin Peaks: The Return bebor’. Og til en ny verden og en ny tid hører en ny musik.

Det er en koldere, hårdere, mere kynisk verden, som ’Twin Peaks: The Return bebor’. Og til en ny verden og en ny tid hører en ny musik.

Fra HBO

8. september 2017

Stilheden er ladet med betydning

Den visionære klipper og lyddesigner Walter Murch (The Godfather, The Conversation, Dommedag Nu) siger, at lyd har det med at snige sig ind ad bagdøren eller vinduerne. Det korresponderer perfekt med David Lynchs bearbejdning af vores underbevidsthed. Og han har da også selv skabt lyddesignet til hele Twin Peaks: The Return og dermed helt bevidst ladet stilheden med et væld af betydninger.

Twin Peaks: The Return gav os sjældent, hvad vi forventede. De i alt 18 episoder var langsommere og mere forvirrende end de oprindelige to første sæsoner fra starten af 1990'erne. Men dyrkelsen af stilheden eller tomheden var måske det mest uventede i tredje sæson. Mens den oprindelige serie var gennemvædet af Angelo Badalamentis sublime soundtrack, så får det nu plads i langt mere afmålte doser.

I stedet får vi lydene af et slidt USA. Sørgmodigheden i et summende neonrør eller rumklangen på en tavs diner. Ensomheden i ethvert airconditionanlæg. Mystikken i brummende overvågningsmaskiner hos FBI.

Den ildevarslende industrielle rumlen af rør og maskineri i overvågningsrummet i New York – underbevidstheden, der larmer. Fængselscellens rungende migræne. Men også den kejtede sociale stilhed, der kan opstå mellem mennesker, for eksempel i de akavet laaange pauser, hvor FBI-chef Gordon Cole (spillet af Lynch selv) løber tør for ord og giver pokker i social konduite.

Nostalgi i nærige doser

Det er en koldere, hårdere, mere kynisk verden, som Twin Peaks: The Return bebor. Og til en ny verden og en ny tid hører en ny musik.

Det markeres 19 minutter inde i første episode med knusende beats under introduktionen af den onde Cooper – den Bob-besatte udgave af Dale Cooper, der slap ud af The Black Lodge i slutningen af anden sæson, mens den gode blev tilbage. Det er Nashville-rockbandet Muddy Magnolias remixet til ukendelighed, smurt i asfalt og nid, skruet ned i et tungt truende tempo med dødsvokaler tilfølge – af Lynch selv.

Og det markeres, ved at serien afholder sig fra at overvande vores nostalgiske tørst og først reintroducerer det oprindelige soundtrack (fraregnet titelmusikken) i fjerde episode. Uden rysten på hånden og først halvvejs inde, da Bobby ser fotografiet af sin myrdede kæreste og bryder grædende sammen. Så får vi endelig »Laura Palmer's Theme«. Som en dolk i hjertet. Og da Dale Cooper – den gode version – endelig endelig, endelig kommer til sig selv og siger på gensyn til sin familie, så minder »Twin Peaks Theme« os om, hvor stort og nostalgisk et øjeblik, det er at se ridderen genopstanden.

Da Audrey Horne står på baren Roadhouse, og orkestret pludselig spiller den lummert og ildevarslende jazzede »Audrey's Dance«, så får hun gulvet for sig selv. Danser sin dans fra dengang i starten af 1990’erne, knap så let, men stadig med et vist ungdommeligt tråd. Vi er alle coverversioner af vores ungdom. Men også meget mere end dét. Og det påpeger Lynch – også – med sin sobre vals med nostalgien.

A-bombens musik

Lynchs mesterskab lyser i det akut legendariske afsnit otte. Den underskønne gru begynder med verdens første atombombeprøvesprængning i Jornada Del Muerto-ørkenen, New Mexico. I det øjeblik dyret detonerer, starter polske Krzysztof Pendereckis komposition Threnody to the Victims of Hiroshima.

Vi bevæger os langsomt – i sort, hvid og en milliard gråtoner – ind mod den ufattelige, computeranimerede paddehattesky, mens skingrende strygere fremmaner panik, en lyst til at løbe den anden vej. Men vi kommer i stedet inden for i skyen: et abstrakt voldsorgie, en flosset supernova og mere kaotiske dele af kompositionen.

Brugen af Penderecki er genial, fordi den frådende komposition fra 1960 både mimer atomkædereaktionens stringens og kaos, dens vold og skønhed. Så oplagt et soundtrack til a-bomben, fordi den synes både at udfri os fra og rumme katastrofen. Både flænse og hele. En stolt raseri- og sorgudladning over mennesketeknologisk dårskab.

Afsnit otte er på én gang abstrakt og figurativ filmkunst, massiv sensorisk overload og tv-historisk udøvelse af ultimativ kunstnerisk frihed lige i synet og hørelsen på os. Og det sker i beskrivelsen af en ufattelig ondskabs (Bobs) entré i vores verden. En rift rives den dag i 1945 i vores virkelighed, og ind igennem den trænger noget helt forkert. Bittert ironisk at afsnittet skulle udsendes kort inden den verserende Nordkorea-konflikt.

Det gode mod det onde 

Afsnit otte fortsætter i The White Lodge, hvor en pladespiller med ekkoende jazz ulmer – med mindelser om Stanley Kubricks The Shinings bar, hvor en hjemsøgt orkestermusik huserer. Jazzen i Twin Peaks kører så endda også i hak og minder om, at tiden ikke går i The White Lodge.

Som en reaktion på Bobs fremkomst føder kæmpen Laura Palmer – ledsaget af langsomt højstræbende synth-elegi, der forlener den vægtløse overførsel af Palmer til vores verden med håb, omfavnelse, men også sorg. Komponeret af Badalamenti, der her lyser. Her som også så mange andre steder – under sorgfuld sex eller i ufattelig ulykke – formår han at definere en skønhed i gruen eller en dunkel understrøm i idyllen.

Det onde viser sig med blackfaced vagabonders indtog i verden. På lydsiden slæbes noget, der lyder som træ, henover fliser. Lyden af mareridt.

Andetsteds har Lynch designet den onde Coopers signaturlyde som en form for skrattende og klikkende glitches, der synes at stamme fra løse elektriske forbindelser – et væsen afskåret fra medmenneskelighed.

Lynchs brug af baglænskørende, nedpitchede, nedspeedede, cut-up, skippende lyde indikerer i det hele taget, hvor skrøbelig vores virkeligheds- og tidsopfattelse er. For eksempel når han fucker med det lineære forløb og skipper frem og tilbage, både i lyd og billede. Som om nogen har sat sig på fjernbetjeningen. Med en påpegning af, hvad der gemmer sig uden for vores fornuft og kontrol. At det, vi opfatter som klippefast realitet, tid og rum, er en illusion. At der gemmer sig andre erkendelser bagved.

The drones are not what they seem

Dronen som en vedvarende tone (ikke et flyvende fartøj) kan skabe trance eller angst. I ungdomskrimiserien Alfred Hitchcock & De tre detektiver er trioen i en af de første bøger ved at dø af en uforklarlig angst, da de træder ind i et hus. Det viser sig at være en bastone så dyb, at de ikke kan høre, kun mærke den.

Vi kan høre dronerne i Twin Peaks, og de forbindes ofte med magi, som i de ambiente passager, hvor Gode Cooper får beskeder fra The Black Lodge. Eller når byens politi nærmer sig en portal i den skov, hvor uglerne ikke er, hvad de ser ud til at være. Her markerer dronen, at vi har forladt vestlig rationalitet. Akkurat som den messingrungende lyd af tibetanske syngeskåle, der uforklarligt dukker op på Ben Hornes kontor og Coopers hospitalsværelse.

Gordon Cole har en drøm, hvor han møder den italienske skuespiller Monica Bellucci.

»Vi er som den drømmende, der drømmer og så bor inde i drømmen,« siger Bellucci akkompagneret af ulmende bas og en mellemtonedrone, der lyder som en klaverstreng, der spinder permanent olmt.

»Men hvem er den drømmende?«

Er det måske den gode eller den onde Cooper, der drømmer? En drøm inden i en tv-serie, der kan ses som én lang drøm eller mareridt. A Dream Within a Dream, som gysermesteren Edgar Allan Poe kaldte et af sine digte.

Dronerne er ikke bare vedvarende toner i Twin Peaks: The Return, men bærebølger for drømmenes sprog.

Lyden af kærlighed og gru

Gamle sange fra en svunden, mere romantisk tid dukker også op og minder om det naive håb, som popmusikken tilbyder os. Det sker allermest rørende, da Big Ed endelig tør hengive sig til sin gamle flamme, Norma. Efter alle disse år. Soul-mesteren Otis Reddings »I've Been Loving You Too Long« begynder. Men forgæves. Hun har en anden, og han er lige kommet ind ad døren. Musikken stopper. Starter. Stopper. Ed håber. Og Norma slår til sidst op med den anden bejler og kysser Ed – imens Redding igen galer løs.

Det er musik som instrument til at skose Big Eds kujonagtige sendrægtighed, men også til at ære hans rustfri følelser.

I den anden ende af spektret er der det dyriske, gruen: Den dæmonisk formummede, nedpitchede, perverst lokkende stemme, der i både de første sæsoner og også her i den sidste sæson langsomt kalder »Laura ...«, så hårene må rejse sig selv på en skaldet.

Og endelig: Lauras rædselsskrig, der må stå som et af de mest vellykket skingert forvrængede skrig i film- og tv-historien. Ubærligt. Hørt i de tidlige sæsoner og igen i The Return, ikke mindst i de to brillante, allersidste afsnit af serien. Cirkelslutning. En modbydelig opsummering af Palmers kranke skæbne. Lyden af en krop, en eksistens i dyb, ufattelig afmagt og desperation. Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive hvil i fred, Laura. Men ondskaben og dermed overgrebene på de uskyldige stopper aldrig. Vel?

’Twin Peaks: The Return’. Instruktion: David Lynch. Manuskript: Mark Frost og David Lynch. Amerikansk. Alle 18 episoder kan ses på HBO Nordic.

’Angelo Badalamenti: ’Twin Peaks’ (Limited Event Series Soundtrack) + Various Artists: ’Twin Peaks: The Return’ (Limited Event Series Soundtrack) (Rhino/Warner)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Dorte Sørensen
  • ulrik mortensen
Niels Duus Nielsen, Dorte Sørensen og ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

En storfilm i atten afsnit, som ender uden forløsning. Ligesom livet selv.

Dog ser jeg den klonede Cooper, som vender hjem som Dougie, som et ukarakteristisk (for Lynch) forsøg på at tækkes vores allesammens romantiske følelser og trang til en "happy ending".

Men på den anden side er det nok ikke den gode Cooper/Dougie, der vender hjem, men derimod en klon af den åndeligt retarderede Cooper, som kun kan kommunikere ved at gentage sidste ord i samtalepartnerens sætniger. Hvad det skal symbolisere har jeg ikke regnet ud endnu. Måske, at forløsning har en pris?