Læsetid: 2 min.

Europa har mere end nogensinde brug for det europæiske Tyskland

23. september 2017

Vores påstand her på avisen har været, at vi stort set har glemt Tyskland. Sådan kulturelt og idémæssigt set. Vi ved en masse om amerikansk popkultur, men den tyske højkultur er, til trods for at Tyskland igen spiller en hovedrolle på verdensscenen, gået under radaren hos de fleste.

Der hersker i historieskrivningen en forestilling om to modsatrettede bevægelser, der tegner den europæiske udvikling. Den repræsenteres af Tyskland og Frankrig.

I den tyske tradition lægges der vægt på det, man kommer af, altså grundes identiteten på nationen og historien, mens man i den franske ser sig selv før stammen og i højere grad vægter det universelt menneskelige og rationaliteten.

Det er uden tvivl en forestilling om Tyskland, som har sin rod i nazismens pervertering af det nationale, for sandheden er tværtimod, at tysk kultur i flere århundreder er kendetegnet ved en konstant forhandling af det nationale og det universelle.

Når man i litteraturen går tilbage til Goethe, så finder man ud af, at den forhandling mellem det nationale og det kosmopolitiske har pågået hele tiden. Goethes Weimar var således omkring 1800 på én og samme tid arnested for udviklingen af en tysk kulturel identitet og det mest kosmopolitiske sted i verden.

Og når man bevæger sig videre i den tyske litteratur, så får man hele tiden øje på den dialektik mellem det nationale og det universelle. Det ser man af, at der hele tiden er en bestræbelse på at samle sig, men aldrig kun at lukke sig om sig selv. Og man ser det af, at den relativt unge nations grænser er vilkårlige, og at der gennem historien har været et konstant indløb af andre sprog og kulturer, sådan som det også kommer til udtryk med den vigtige tyske migrationslitteratur, som vi beskriver på de følgende sider.

Tyskland har ikke bare været et populært indvandringsland, også kulturelt har Tyskland været det vigtigste transitland for at distribuere de litterære strømninger, der udgår fra alle Europas mindre nationer.

Derfor giver det historisk mening at tale om Tyskland som et åbent land, herunder også Merkels enegang i europæisk politik over for flygtningekrisen. Og derfor har Europa mere end nogensinde brug for Tyskland – for det europæiske Tyskland.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu