Læsetid: 7 min.

Fem bøger, der satte barnet fri

Fem værker, der udkom inden for få måneder, gjorde efteråret i 1967 til et fuldkommen skelsættende år i dansk børnelitteratur. Vi går på opdagelse i Ole Lund Kirkegaards ’Lille Virgil’, Cecil Bødkers ’Silas og den sorte hoppe’, Flemming Quist Møllers ’Cykelmyggen Egon’, Benny Andersens ’Snøvsen’ og Halfdan Rasmussens ’Halfdans ABC’
Fem værker, der udkom inden for få måneder, gjorde efteråret i 1967 til et fuldkommen skelsættende år i dansk børnelitteratur. Vi går på opdagelse i Ole Lund Kirkegaards ’Lille Virgil’, Cecil Bødkers ’Silas og den sorte hoppe’, Flemming Quist Møllers ’Cykelmyggen Egon’, Benny Andersens ’Snøvsen’ og Halfdan Rasmussens ’Halfdans ABC’

Mia Mottelson

30. september 2017

Et paradigmeskifte satte sig så hårdt igennem, at det stadig giver genlyd i moderne dansk børnelitteratur, da Lille Virgil, Silas og den sorte hoppe, Cykelmyggen Egon, Snøvsen og Halfdans ABC udkom i efteråret 1967. 

Bøgerne insisterer på, at barnet er et selvstændigt og kompetent individ. Ikke en halvfærdig voksen, men et helt menneske, der kun skal have respekt for autoriteter, hvis de gør sig fortjent til det.

Barnet skulle frigøres fra forældre, institutioner, normer og strukturer. Og det samme skulle børnelitteraturen. 

En lærer er ikke en autoritet per automatik

Ole Lund Kirkegaard var selv skolelærer i Nordjylland berømmet i lokalsamfundet for en moderne, frigjort og anerkendende pædagogik, og skolen optræder ofte i mange af hans bøger. Også i hans debutbog fra 1967 Lille Virgil om drengen, der bor i bagerens hønsehus sammen med en etbenet hane.

Sammen med sin bedste ven Carl-Emil vandrer han nysgerrigt rundt i den lille by, og møder dens indbyggere og gang på gang spørger: Hvad er det? Hvad er nattøj for eksempel?

Ole Lund Kirkegaards egen udogmatiske tilgang til undervisning og romantiske forestilling om barnlighedens talent skinner igennem i måden, han portrætterer skolen på.

Børnenes fordomsfrie undersøgelse af verden støder ikke sjældent ind i en lærers fantasiløshed. Som for eksempel historien om den dag læreren blev vred, da Lille Virgil sagde, at hans ven Oskar havde fundet en drage.

»Sikke noget vrøvl sagde læreren, Drager eksisterer ikke.

Nej, sagde lille Virgil. Men den gjorde noget nede ved møllen.

Nu tier I stille, sagde den rødhårede lærer og så meget vred ud. Oskar skal sidde efter i dag fordi han ikke passer sin faste skolegang. Det er nedbrydende for moralen at udeblive fra undervisningen. Jeg vil ikke høre mere vrøvl om drager.«

Da drengene så faktisk tager den lille og tilsyneladende ufarlige tohovedede drage med i skole for at vise den frem, så hopper læreren ud af vinduet og gemmer sig bag en hæk.

Han kan ikke forholde sig til noget, der ikke kan forklares, og når han taler om skolen sker det i et kancellisprog (’faste skolegang’ og ’udeblive fra undervisningen’), der står i stærk kontrast til forfatterens meget tydelige, mundtlige og uprætentiøse sprog.

Skolen er til for børnenes skyld og ikke omvendt, hvis man altså spørger Ole Lund Kirkegaard.

Barnet er sig selv og sin egen

De første linjer i Cecil Bødkers bog Silas og den sorte hoppe står helt centralt i dansk børnelitteraturhistorie. Silas kommer sejlende ned ad floden i en båd. Men intet ved båden og drengen er, som man ville forvente i 1967.

Båden er sær og brednæset og ser fremmedartet ud. Drengen, som ligger nede i bunden med fødderne stikkende op over rælingen, lader årene rage op i vejret som tynde flueben, og båden føres sidelæns af strømmen.

»Ingen ordentlige mennesker ville behandle en båd sådan,« tænker hestehandleren Bartolin, der betragter Silas komme sejlende ind i dansk børnelitteratur.

Fem sider bruger Cecil Bødker på at fortælle om Silas tilsynekomst, inden han taler. Hun støber og danner et nyt syn på barnet, en legemliggørelse af det frigjorte barn. Barnet lader sig ikke begrænse eller diktere af normer, strukturer eller autoriteter.

»Jeg er bare mig selv, sagde drengen,« som Cecil Bødker skriver, efter at hestehandleren forgæves har forsøgt at finde ud af, hvem og ikke mindst hvis han er.

Silas insisterer på retten til at betvivle alt og respekterer kun mennesker, der behandler ham med respekt. I mødet med vennen Ben-Godik ser han, hvad ufrihed kan gøre ved et barn og Ben-Godik er helt bogstaveligt forkrøblet. Men Ben-Godik viser ham også, at frihed ikke er det samme for alle, og at frihed uden et fællesskab er ligegyldigt.

Ben-Godik har svært ved at forstå Silas og hans frihed, men de voksne kan slet ikke acceptere den. De tager den hest, han vinder i et væddemål med hestehandleren, fra ham og sætter ham tilbage i båden. Uden årer. Han skal ikke komme her og udfordre barnets rolle. Så lad ham hellere drukne.

Men Silas har jo én gang vist, at han ikke behøver årer for at komme frem, så han vender tilbage til land og møder flere mennesker, der alle derefter må justere deres syn på barnet.

Børnebøger og sprog er også til lyst

Halfdan Rasmussen havde skrevet mange af de såkaldte ’tosserier’ for voksne, men det var først i 1967, at børn fik glæde af dem i Halfdans ABC, der er illustreret af Ib Spang Olsen. Halfdan Rasmussens nonsensdigte er et opgør med udenadslærens og skolesystemet ABC’er og en fejring og anerkendelse af børns lydlige og nysgerrige leg med sproget.

Den dér ø i en sø, som for eksempel optræder i læsebøgerne om Søren og Mette fra 1950’erne findes også hos Halfdan Rasmussen i digtet om Ø, men her stopper ligheden med Søren og Mette også, for hos Halfdan Rasmussen hedder det »Øen i søen har kun én barber. Til gengæld så klipper han alt hvad han ser. Han klipper sin fætter, sin hund og sit får. Han klipper billetter, når færgerne går. Han klipper sin plæne, sin hæk og sit hegn, Men selv er han skaldet som Roskildevej’n.«

Hos Halfdan Rasmussen bliver sproget og det at læse til en leg. Bogen mimer skolens udtryk ved at være en ABC, men den insisterer på at vrøvle, lave sjov og konkretisere sproget, som børn gør. Sproget skal leges frem. Og med det anerkender han barnets evne til at gøre oprør og kritisere de kedelige voksne.

Indtil 1960’erne var dansk børnelitteratur i høj grad skrevet af skolelærere. Det er ikke ensbetydende med, at de alle var belærende, men systemkritiske var de ikke.

Med Halfdans ABC kritiserer Halfdan Rasmussen et system, der har gjort børnebøger til undervisningsmateriale, og fjoller med bogstavrim om Freddy Fræk fra Fakse, og Else, der elsker pølse, og skriver decideret nonsens om norske nisser, der med nissenøgler låser deres nissenæsebor, så de ikke nyser.

Voksne giver ikke altid mening

Hvem er snøvsen, og hvorfor er der så mange, der går fra den? Det spekulerer drengen Eigil over, indtil han selv møder den i Benny Andersens Snøvsen og Eigil og katten i sækken.

I begyndelsen vil Snøvsen godt nok ikke indrømme, at den er en snøvs. Den er bange for, at Eigil så vil gå fra den. Men det vil Eigil netop ikke, han har faktisk ledt efter den for at spørge, hvorfor den ikke bare går med, når folk går. Men det er svært at følge med, når man kun har en enkelt tå og ikke kan gå.

Eigil samler Snøvsen op og putter den i sin lomme, og da Snøvsen endelig er tryg bliver den en god samtalepartner for Eigil, og sammen går de ud for at befri katten i sækken, som Eigil har hørt om.

Der udkommer i alt fire bøger om den etbenede eller rettere entåede Snøvs, og den første kommer altså i 1967. Benny Andersen udstiller de voksnes volapyk ved at lade Eigil forstå sproget meget konkret.

Allerede i de første to kapitler har der været folk med ræve bag øret og uden en rød reje, og der er blevet skudt med hvide pile og betalt til skattevæsnet, så Eigils fantasi kører på højtryk, og han forestiller sig blandt andet skattevæsenet som et meget venligt dyr.

De voksnes sprog er tomt – det indeholder ikke engang det, som det siger. Eigils mor indrømmer det selv: »Det er bare sådan noget, de voksne siger, det skal du ikke høre efter.«

Det ville jo være meget sjovt, hvis man faktisk købte katten i sækken. Og Eigil og Snøvsen finder faktisk katten, der er blevet handlet frem og tilbage, mens den lå i sækken, så den til sidst kostede 3-4.000 kroner.

Tekst og tegning er lige så specielle som hovedpersonen

Flemming Quist Møllers Cykelmyggen Egon er i 1967 en meget ukonventionel billedbog. Den handler ikke om et barns hverdag, men om en myg, der hen over en længere episk dannelsesberetning bliver cykelmyggen og cirkusartisten Egon. Og dens tegninger er på ingen måde realistiske.

Teksten bliver endda en del af illustrationen. Eksempelvis da Flemming Quist Møller skal fortælle, at de andre myg ikke kan forstå, at Egon ikke ville »svæve gennem luften, slå kolbøtter, flyve på ryggen, styrtdykke og lave lækre landinger«.

Her følger teksten efter en myg og slår dermed selv kolbøtter og styrtdykker så ordet bliver strukket ud, og de sidste bogstaver bliver små. Så meget fart er der på. Siderne skifter mellem sort/hvid og voldsomt spraglet på en måde, der ikke er set før i en dansk billedbog. Det hænger muligvis sammen med flower power-bevægelsens farveglæde, og det samme gør i virkeligheden Egons ret til at være en cykelmyg. Bare fordi han ligner en myg, behøver han jo ikke flyve rundt og styrtdykke.

Han forsøger i stedet at finde sin egen plads i verden. Den vej fører til et cirkus, der favner mangfoldighed, og han bliver cirkusartist.

»Du er den første myg i verden som bliver cirkusartist,« siger cirkusdirektøren. Men Flemming Quist Møller understreger igen: »Jeg er ikke nogen myg, sagde Egon. Jeg er en cykelmyg.«

Målet med dannelsesberetningen er ikke at blive som de andre, målet er at blive sig selv.

Torben Weinreich: ’Historien om børnelitteratur’.
Nina Christensen: ’Den danske billedbog 1950-99’.
Jens Andersen: ’Ole Lund Kirkegaard’.

Serie

Nybruddet i børnelitteraturen

I efteråret 1967 udkom: Ole Lund Kirkegaards Lille Virgil, Flemming Quist Møllers Cykelmyggen Egon, Cecil Bødkers Silas og den sorte hoppe og Halfdan Rasmussens Halfdans ABC.

Det markerede et nybrud i dansk børnelitteratur. Bøgerne pegede alle på en respekt for børn som kompetente individer og rigtige mennesker, blandet med en beundring og anerkendelse af børns måde at opleve og være i verden på.

Vi har dedikeret hele denne uges litteraturtillæg til at undersøge, hvad der skete, hvordan det skete, hvorfor det skete, og hvilken betydning det har haft.

Seneste artikler

  • Det var i litteraturen, vi opdagede, at børn findes, og ikke bare er små voksne

    30. september 2017
    Hvad mener vi egentlig, når vi siger, at børn skal have lov til at være børn? Det kan børnelitteraturen hjælpe os med at finde ud af – særligt fem helt epokegørende forfatterskaber fra 1967. Og hvis vi bliver klogere på det, kan vi også få klogere diskussioner om børns liv, hverdag og de institutioner vi bygger til dem
  • I litteraturen kan vi finde svaret på, hvad vi mener, når vi siger, børn skal have lov at være børn

    30. september 2017
    For halvtreds år siden i lige netop disse måneder udkom fem forrygende og epokegørende værker næsten oveni hinanden: ’Lille Virgil’, ’Cykelmyggen Egon’, ’Silas og den sorte hoppe’ og ’Halfdans ABC’. De skabte et nybrud i dansk børnelitteratur
  • De børn, der kommer ind i litteraturen i 1967, er virkelighedens børn

    30. september 2017
    På bare to måneder i 1967 blev dansk børnelitteratur revolutioneret. ’Lille Virgil’ og ’Silas og den sorte hoppe’ var pædagogiske nybrud, der satte barnet i centrum i den gryende velfærdsstat, mens ’Halfdans ABC’ sprang sproget i smadder. ’Cykelmyggen Egon’ fik tekst og illustration til at slå krøller på sig selv, og Snøvsen tog med Eigil ud for at finde katten i sækken og hele molevitten. De fem bøgers betydning kan ikke overdrives, siger fire børnelitterære eksperter 50 år senere
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anker Nielsen
  • David Zennaro
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Eva Schwanenflügel
  • Trond Meiring
Anker Nielsen, David Zennaro, Mikael Velschow-Rasmussen, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Peter Madsen

Tak for et flot og meget inspirerende tema "Den gang litteraturen satte barnet fri" i dagens Litteraturtillæg, som jeg har brugt morgentimerne på at læse og dele med andre i de sociale medier. Det er virkeligt et betydningsfuldt 50 års jubilæum vi kan fejre i disse uger. Jeg støder konstant ind i historier om betydningen af børnelitteraturens nye gennembrud i 1960erne, når jeg holder foredrag om betydningen af at forældre, bedsteforældre og andre voksne fortæller historier for deres børn. Jeg beder ofte deltagerne i mine foredrag og kurser om at fortælle om erindringer, som de har om at få fortalt historier som barn. Og rigtig mange fortæller erindringer om, at få læst en børnebog op, inden de skulle sove eller i andre hyggestunder, som de har haft med netop disse børnebøger, og de mange som fulgte efter. De fortæller også, at de voksne selv morede sig over historierne og de fantasifulde illustrationer. Det er mit indtryk at netop den kvalitet, gjorde at rigtig mange børn fik læst historier op, også de som voksede op i familier, som på dette tidspunkt ikke havde tradition for at læse bøger, og hvor forældrene måske i virkeligheden læste så dårligt, at de helst undgik al læsning. En anden vigtig faktor i den sammenhæng var den nye bibliotekslov fra 1964, som prioriterede børne - og skolebiblioteket, og som medførte, at børn selv og hvem som helst kunne slæbe stakkevis af gode billedbøger for børn hjem helt gratis. "Billedbøger for børn" var i den forståelse måske i virkeligheden det mest betydningsfulde kulturelle gennembrud i forrige århundrede, og selv om vi har fået mange nye medier (Tablets, Smartphones m.m.), som også benyttes flittigt af nutidens børn og voksne, så er det jo fortsat overordentlig vigtigt, at genvinde og fastholde det betydningsfulde "fortællende samvær mellem børn og voksne" som udvikledes i massemålestok takket være nye billedbøger for børn (og deres voksne)

David Zennaro, Eva Schwanenflügel og Johnny Winther Ronnenberg anbefalede denne kommentar