Læsetid: 7 min.

Fire digtere om John Ashbery

Fire digtere har udvalgt et digt af John Ashbery og fortæller her, hvordan det digt har inspireret dem i særlig grad
9. september 2017

I forbindelse med den amerikanske digter John Ashbery død, har Information bedt fire digtere om hver at pege på et af hans digte, som har gjort særligt indtryk på dem: 

Majse Aymo-Boot

I nat drømte jeg at jeg var i Bukarest

hvor jeg forsøgte at overbevise den øverste hofnar
om at jeg virkelig er manden i de der reklamer.
Samtidigt toppede den i Bolivia, månen,
mener jeg. Senere gik vi hen over noget der virkede som
lyng, eller blev kaldt sådan. I byens centrum
fandt optøjer for talefrihed sted. Klistret til dens snude
gik hunden Randys afkodningsapparat på vildspor.
På det tidspunkt var det eftermiddag i store dele af verden;
iste blev serveret på enorme terrasser
med udsigt til et smuldrende hav. Du kan ikke jonglere
med fire buksetrolde. Tre er nok. Op af det vinkende
hav kom de, i hvide flæser med sorte mønt-prikker
på; græsplænen var nærmere en farm
denne gang; den tog det i munden ’Farm’. Will støvsugede hele rummet
så langt som pas-dig-selv-ledningen kunne nå, hvilket betød
fra Cadiz til Enterprise i Alaska. Vi troede vi havde set et par nye
adjektiver, men ingen var helt sikre. Det kunne også have været
gerundiver, eller bundter af morgenmad …

Digtet findes i Søvnens landsby, Centrum 2002, oversat af Pejk Malinovski og Martin Larsen

»Ashberys senere, drømmeagtige digte har jeg været glad for, og det her digt er et eksempel på det, endda ét hvor drømmen nævnes direkte. Der er sjovt nok, trods det drømmeagtige, noget vågent ved digtet, det er interesseret og overrasket og fuld af spring og sammenstød, både billedlige og lydlige og stilistiske.

I et gammelt interview i The New Yorker taler Ashbery om sin metode som »managed chance«, dvs. at holde sig åben for tilfældet og filtrere det. Hvis nogen for eksempel ringer til ham, mens han er midt i et digt, kommer lidt af samtalen muligvis med.

Han inkorporerer afbrydelser og distraktioner, og det peger også på det processuelle ved digtene: De springer ind og går i gang, vandrer rundt, bryder af. Et af hans andre digte hedder »Kom nu« på dansk, og det er også sigende for at læse Ashbery, en fornemmelse af at man inviteres til at hoppe ind og være med på en kuriøs færd.

Ikke så meget for at komme frem til et noget (for eksempel erkendelse) som for at opholde sig i noget. Det gør det til meget legende og indtagende digte. Og sødmefulde, vil jeg sige. Digtet som et sted for det besynderlige og uventede.«

Digter Majse Aymo-Boot.

Tobias Selnæs Markussen

Pejk Malinovski

More Pleasant Adventures

We are somewhere near a tennis court at night.
We get lost in life, but life knows where we are

Fra digtet »More Pleasant Adventures«, findes oversat til dansk i Selvportræt i et konvekst spejl, oversat til dansk af Poul Borum og Niels Frank, Centrum 1989.

»Den tennisbane lyste mine drømme op i årevis. Hvor havde jeg set den? Jeg ledte efter den af og til, skødesløst, men kunne ikke finde den igen. Kom i tvivl, om du overhovedet havde skrevet det, eller om det var noget, jeg selv havde fundet på. Det passede så godt til mig. Men hver gang jeg måtte tilbage, gennem strittende salviekrat, ad de genveje, jeg var kommet til at tage, stod der noget andet. Man kan ikke bade to gange i den samme Ashbery, sagde en digter i min bog Digterne.

Hvad er poesi? En flok drengespejdere fra Nagoya? En rusten traktor på en mark i Texas? Noget flimrer, noget holdes skjult.

Kun sidste år fandt jeg linjerne igen, de stod i en bog, jeg efterlod i flyet hjem fra New York i foråret 1997, kort efter jeg havde mødt dig for første gang på biblioteket ved Tompkins Square Park. Og du havde sagt, at alt, hvad du ville kunne huske af den lange samtale om poesi og kunst, ville være den hund, der havde gøet under vores stemmer, ude i parken.

Nogle år senere mødtes vi i en gårdhave i Berlin. Jeg lytter til kassettebåndet nu. Du taler om Robert Walser, men alt, hvad jeg kan høre, er tjeneren i baggrunden, der klirrer med servicen. Du siger Fugle er ikke gode ornitologer, men det er en anden, der siger det. Du mumler om, hvad det er, du forsøger at gøre tydeligt, og din mumlen smyger sig langs møblerne som jazzmusik. Din mumlen, som også på en måde er min mumlen. Vores alle sammens mumlen.

Og her er jeg i New York, men du er her ikke mere, mit hjerte er i min lomme, det er din drøm om Bukarest.«

Digter Pejk Malinovski.

Daniel Hjorth

Mette Moestrup

Dette værelse

Det værelse jeg kom ind i var en drøm om dette værelse.
Alle de fødder på sofaen måtte jo være mine.
Det ovale portræt
af en hund var mig i en ung alder.
Noget flimrer, noget holdes skjult.
Vi fik makaroni til frokost hver dag
undtagen søndag, hvor en lille vagtel overtaltes til
at blive serveret for os. Hvorfor fortæller jeg dig alt det her?
Du er her ikke engang.

Digtet findes i Søvnens landsby, Centrum 2002, oversat af Pejk Malinovski og Martin Larsen.

»John Ashbery, f. 1927, amerikansk digter.« Det skrev jeg for en måned siden i »Oversætterens note. Lille alfabetisk liste over nogle af navnene i bogen«. Bogen var Ikke mig af Eileen Myles. August var lige begyndt, og jeg knoklede om kap med tiden for at blive færdig med min oversættelse af Not me. Ikke mig er fuld af navne, og jeg tænkte på falderebet, at det måske var en idé med en lille navneliste. Men så kom jeg i tvivl. Liste eller ej?

At Ashbery tilfældigvis ville blive det første navn på listen, overbeviste mig. Det gav ”mening”. I efterordet »Hvordan jeg skrev nogle af mine digte« skriver Myles: »Citationstegn minder mig altid om John Ashbery, som praktisk talt opfandt dem, tror jeg.« Myles henviser i denne sammenhæng til sit eget ”du”, som et sted står i gåseøjne.

Jeg slår op i en af mine Ashbery-digtsamlinger. Dén med »Åbne døre« af Hammershøi på forsiden: Wakefulness (1998). Åh, nå, ja, det havde jeg rent glemt, men den er jo signeret! Jeg købte den endda til et arrangement i New York, hvor jeg så og hørte Ashbery læse op.

Jeg læser digtet »Gentle reader«, og dér er de, gåseøjnene: »”there’s no tomorrow,”/ only avartars waiting in the wings«. Altså ikke bare there is no tomorrow, men ”there’s no tomorrow”. Her giver citationstegnene måske lidt distance, men tit markerer de bare noget-man-siger eller replikker. Jeg holder meget af det dialogiske hos Ashbery. De lange, snoede, slentrende digte. Al

ligevel vil jeg pege på et kort et, »This Room« fra Your name here (2000). Det rammer mig. Hver gang.«

Digter Mette Moestrup.

Carsten Lauridsen

Martin Larsen

Men hvad skal læseren få ud af det her

En sø af smerte, et fravær
der fører til et blomstrende hav? Vend det en kvart omgang
og se hvordan århundrederne begynder at falde ned
gennem hinanden, som gulvene i en brændende bygning,
indtil vi når til denne eftermiddag:
Disse få udsøgte ord smurt ud som marmelade
betyder ikke noget, skyggen betyder ikke noget.
Vi har levet blasfemisk i historien
og intet har gjort os fortræd, og ingenting kan.
Men vogt dig for den gruelige ømhed, for fra den
dukker de samme afstumpede arkiver frem. Kendsgerningerne griber fat i vævet
og gør det til aske. Men det er alligevel det personlige,
indre liv der giver os noget at tænke over.
Resten er blot skuespil.
Imens fortsætter kombinationerne af hver eneste udvidende omstændighed
i vores liv med at blæse imod det som friske blade
ved kanten af en skov, hvor et slag raser frem og tilbage
hele dagen. Det er ikke baggrunden, vi er baggrunden,
udefra ser vi ud. De overraskelser historien gemmer
til os er ingenting i forhold til det chok vi giver
hinanden, selv om tiden stadig bærer
ondskabens og melankoliens farver, og livet i almindelighed
stadig er flere numre for stort, men
har stil, vævet sammen af de ting der aldrig fandt sted
og dem der gjorde, så en stemning kan overleve
hvor livet og døden aldrig kunne. Gør det sødt igen!

Digtet er fra samlingen Selvportræt i et konvekst spejl (1989), oversat af Poul Borum og Niels Frank,

»Jeg lavede et interview med Ashbery en gang til avisen her. Den, der har haft den dybeste indflydelse på min digtning, er nok min mor, sagde han; hun sagde altid, at jeg ikke skulle være sådan en, der tiltrækker sig for meget opmærksomhed.

Nu tænker jeg på de gange, jeg har hørt ham læse op, stille, forsigtigt, forsagt, nogle gange en smule klodset ligefrem, hakkende i det, som om han selv blev lige så overrasket som tilhørerne over de uforudsete ting, der kunne stå i den næste linje. Helt anderledes end sådan en som for eksempel hans jævnaldrende kollega Allen Ginsberg, hvis digte og oplæsning kunne indtage et rum og fylde det med sin livsbesyngende rytme, sit beat.

Ashberys poesi har intet beat, men nok et flow. Hans linjer flyder mod digtenes højremargen, støder mod den som en bølge mod en kaj og skifter retning, vender om. Lidt kaotisk. Som vores tanker jo er.

Han fortalte også, at han engang læste op samtidig med en anden af beatguderne, William Burroughs. Burroughs var startet lidt tidligere, og midt under Ashberys oplæsning væltede nu – til digterens store irritation – alle tilhørerne fra Burroughs’ afsluttede performance ind. Han kunne til gengæld godte sig over, at mange af dem var helt gennemblødte; Burroughs’ optræden havde åbenbart involveret en hel del vandpjaskeri.

Den slags ydre hysterisk gestikuleren lå Ashbery fjernt. Det er, ville hans mor nok have sagt, at tiltrække sig opmærksomhed på bekostning af digtets indre liv, som er det, der giver os noget at tænke over. Resten er blot skuespil.«

Digter Martin Larsen.

Martin Bubandt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu