’Selv hvis man ikke forbruger porno, ligger man under for pornoens logikker’

BALTIMORE – Blandt rækker af huse, barer, cafeer, dagligvarebutikker og restauranter i Riverside, et uprætentiøst kvarter i Baltimore, står en påfaldende bygning. Et byhus i røde mursten, der engang var kirke. Her har David Simon, en mester i tv-mediet, indrettet sit kontor.

Tre trin op ad trappen, gennem de tunge trædøre og forbi vægge med plakater af Segio Leones C’era una volta in America, Sam Peckinpahs The Wild Bunch og Simons egne produktioner. Men man skal ud på badeværelset for at finde plakater, der indikerer, hvilke projekter han nu er i gang med. Plakater, der bekendtgør for længst afviklede strejker; en politistrejke, en typografstrejke.

Simon er dybt optaget af den vedvarende kamp mellem kapital og arbejdskraft og er overbevist om, at efter neoliberalismens og den globaliserede kapitalismes ulighedsskabende ulykker fra Thatcher-Reagan-æraen og frem er argumentet for stærke fagforeninger og kollektiv forhandlingsret så stærk som nogensinde. Den overbevisning spiller også med som inspiration til The Deuce, hans ambitiøse nye HBO-serie om pornoindustriens storhedstid i 1970’erne.

»Det, jeg stødte på, var en klar kritik af markedskapitalismen. En anskueliggørelse af, hvad der sker, når arbejdskraft ikke har nogen kollektiv stemme. Det, synes jeg, taler lige ind i vores tid, for der er en mængde lektioner fra det 20. århundrede, som vi trænger til at lære om igen, takket være Reagan, Thatcher og alle de neoliberale og libertære principper, der har bredt sig siden,« siger Simon, 57 år, med et intenst blik, imens han læner sig frem i sin sofa.

Dystert årti

Titlen The Deuce er taget fra lokal slang for New Yorks 42nd Street. I serien møder vi en kulørt palette af karakterer: alfonser, sexarbejdere, moralsk udmattede politifolk. Vi er tilbage i et dystert årtis trashede, graffitioversprøjtede Times Square med tarvelige neonlys, stigende kriminalitet og sexshops.

James Franco spiller begge de moustacheprydede tvillinger Vincent Martino, en kløgtig bartender, der forsøger at holde sig på lovens og moralens smalle sti, og hans bror, Frankie, en slyngel med iltert temperament, som konstant pådrager sig spillegæld. Maggie Gyllenhaal er Eilen ’Candy’ Merrell, en selverhvervende callgirl, der ser nye muligheder i frække film. Porno virker mere profitabelt og på en eller anden måde mere frigørende end at hænge ud på gadehjørner.

Simon fortsætter: »Der har altid været et marked for prostitution. Selv porno kunne man få under disken i en brun papirpose, men det var endnu ikke en industri. Først i de år begyndte pornobranchen at ekspandere og glide ind i amerikansk økonomi og kultur.«

»Porno er i dag en multimilliardindustri, der påvirker måden, hvorpå vi sælger alt fra øl til biler og blå jeans. Pornografiens sprog har indlejret sig i vores kultur. Selv hvis man ikke forbruger porno, ligger man under for pornoens logikker.«

Mens han kritikerroste seersucces, The Wire, på overfladen handler om narkohandel i Baltimore og under overfladen om race, handler The Deuce på overfladen om sexindustrien og under overfladen om køn.

Pornoens afsmitning

»Porno har påvirket mænds og kvinders syn på hinanden, deres kulturelle henvendelsesform og deres seksualitet,« siger han.

»Når vi ser på det massive kvindehad, som den amerikanske præsidentvalgkamp bragte for en dag, og hører om, hvad næsten alle kvindelige kommentatorer og mediefigurer oplever på de sociale medier, vil jeg mene, at det er uafviseligt, at pornografien har forandret mænds attitude. I de aggressive reaktioner, som offentligt kendte kvinder får, ser vi effekterne af pornoens afsmitning på kulturen gennem 50 år. Jeg vil hævde, at det er hele vores kultur, der har forandret sig på grund af den måde, kvinder skildres på i ikke mindst pornografi.«

David Simon indrømmer: »Så vidtgående en påstand kan man selvfølgelig ikke føre bevis for, men vi kan hver dag iagttage, hvordan de sociale mediers anonymitet og internettet har frisat en aggression og et had mod kvinder, som måske ikke tidligere kunne finde et afløb. Det er rystende, hvad kvinder udsættes for af overfusninger, hvis de har deres meningers mod – om de så er 14 eller 70 år. For mig er det helt naturligt at tro, at et halvt århundredes legaliseret objektgørelse har haft en virkning.«

The Deuce er blevet til i et samarbejde mellem David Simon og romanforfatter George Pelecanos – sidstnævnte beskrev magasinet Esquire som »hofpoet for Washington DC’s kriminelle underverden«. Pelecanos har tidligere skrevet om latinamerikanske sexarbejdere, der blev smuglet ind i USA ad samme ruter som narko og våben.

Forrående effekt

»Personligt mener jeg, at pornografien har haft en forrående effekt på samfundet,« siger han. »Jo da, jeg er fuldstændig fortaler for vid ytringsfrihed, men jeg synes, vi nu oplever det samme som med racisme. For få år siden troede vi: ’Wow, den er næsten væk’. Nu er den tilbage, og det er hadet til kvinder i den grad også, ikke sandt?«

George Pelecanos, 60 år, der er producent på The Deuce, tænker på de to sønner, han har opfostret – og på de samtaler, han har overhørt mellem deres venner:

»Den måde, de taler om piger og kvinder på, er faktisk temmelig rædselsfuld. Sådan var det i al fald ikke under min egen opvækst. En ting er den snak, der foregår i et omklædningrum – ’manner, hun er bare så veldrejet den babe der osv.’ Men når der så kommer hadefuld snak og voldsfantasier, får jeg kvalme. Den slags hørte jeg aldrig noget af, da jeg selv var i den alder – det gjorde jeg bare ikke,« siger han og fortsætter:

»Jeg mener vores kultur er blevet ændret af den måde, kvinde skildres på i populærkulturen. Her spiller porno en kæmpestor rolle. Man kan ikke bare sige, at ingen kommer noget til, at det er frivilligt, at det bare er onanifantasier. Mange af de kvinder er traffickingofre, mand!«

Pelecanos er overbevist om, at der går en lige linje herfra til Trumps forbløffende sejr ved sidste års præsidentvalg.

»Der er ingen tvivl om, at Hillary Clinton havde vundet, hvis hun var en mand. De sproglige koder, der blev brugt imod hende under valgkampen, var hæslige. Jeg kan ikke mindes noget tilsvarende.«

Hvor Simon var fascineret af kapitalismens krampetrækninger, lå der for Pelecanos en stor attraktion i det snuskede, graffitiovermalede Manhattan, man kan opleve i nogle af 1970’ernes store film såsom The French Connection, Mean Streets og Taxi Driver eller i blaxploitation-film som Black Caesar og Shaft.

»Det er jo ligesom min egen æra,« forklarer Pelecanos.

»Jeg var teenager i 1970’erne og husker det hele bedre end noget andet. Stofligheden i de her film, de føltes så virkelige. I Taxi Driver sætter Scorsese praktisk talt kameraet op på bilens bagsæde og filmer over skulderen. Der er ingen lyssætning, ingen kostumer, ingen kamerabiler. Han optager det bare, som det er. Ligesådan i Mean Streets, der ikke behøvede at gøre andet end at osptille kameraet på stederne selv.«

Halvfjerdserkulisser

»Vi var selvfølgelig nødt til at genskabe kulisserne fra grunden og finde biler og kostumer fra tiden, men det var cool nok, mand. Jeg mener: Vi ville have, det skulle ligne en film, der var optaget i 1971 og var blevet fundet i en kælder. Når du ser pornografiscenerne, er det ligesom overbelyst som på et filmsæt, og det er ikke kønt. Det ligner dårligt arbejde og tristesse. Det udelukker selvfølgelig ikke, at nogen kan blive erotisk pirret, men det var ikke noget selvstændigt mål for os. Det var ikke det, vi ville opnå. Men det var lidt af en udfordring for os, for selvfølgelig kan man ikke lave en tv-serie om porno og så ikke vise noget.«

The New York Times skriver i en anmeldelse, at seriens »mest gennemgående karakter er New York selv, som byen var for to generationer siden. En tidskulisse, som producerne har indfanget helt ned i den tids talemåder. Atmosfæren minder om French Connection og The taking of Pelham One Two Three. Her finder man ingen bycykler, cafeer med gourmetkaffe, sushikæder. Dengang tog man med det smadrede undergrundstog og drak dårlig kolbekaffe«.

Der er ikke sådan, at den historiske rekonstruktion har gjort Simon nostalgisk efter en tid før gentrificering og hipstere.

»Der er en udvikling, der er gået galt, i forhold til de mange almindelige mennesker, der drives ud af byen af alt for høje boligpriser, især på Manhattan, der er blevet en legeplads for de rige. Men man kan omvendt ikke bare se tilbage på, hvordan Lower East Side eller Times Square eller Upper Manhattan eller Washington Heights var i 1970’erne og sige, at det var paradis dengang. Der var enorme problemer med social nød og omfattende kriminalitet. Der var faktisk mennesker, der seriøst spurgte i de sene 1970’ere: ’Kan New York overleve?’«

Trumps udviklingsår

Det er ikke tilfældigt, at en biografreklame i seriens første afsnit er for The Omega Man (1971) – en postapokalypisk film, hvor Charlton Heston spiller den eneste overlevende efter et pestudbrud. Midt i 1970’erne var New York økonomisk rabundus, en erkendelse, som blev udødeliggjort i en overskrift i The Daily News: Ford to City: drop dead – og voldskriminaliteten florerede.

Den seksuelle revolution og nye skred i sædelighedslovgivningen betød et opgør med bornert kønsmoral og bragte sex og kommerciel spekulation sammen i peep shows, liveshows og teenageprostitution. Er det mon et tilfælde, at dette var det miljø og den tid, hvor Donald Trump blev voksen og skabte sig sin businesskarriere?

Simon siger tørt: »’Blive voksen’ er ikke et udtryk, jeg vil bruge om De Forenede Staters præsident. Jeg er ikke sikker på, det er sket. Jeg har ikke en forklaring, men millioner af forklaringer på den mand og hans menneskelige mangler. Helt sikkert er han misogyn og hans forståelse for lighed mellem kønnene må ligge på et meget lille sted. Han trækker på et stort reservoir af vrede over for kvinder og farvede. Og den vrede findes også i det amerikanske samfund. Han har gjort sig selv til denne vredes eksponent og har brugt den som våben. Det er meget interessant.«

The Deuce blev til, da en assisterende locationmanager fra deres produktionshold fortalte Simon og Pelecanos om en mand, han kendte i New York, en veteran fra den gamle slampøl på 42nd Street.

»Han blev ved med at sige til os: ’I skal altså møde ham, I skal høre de historier, han kan fortælle’, og George og jeg var ret ambivalente over for det – tanken om at lave en serie om porno og prostitution slog os dengang som lovlig letkøbt.«

Fantastisk materiale

Men en eftermiddag i New York gik de alligevel med til at mødes med manden, der fortalte, at han og hans bror dengang havde drevet barer og massageklinikker som stråmænd for mafiaen.

»Vi hørte på ham i to eller tre timer, og så sagde jeg til George: ’Skal vi ikke lige gå ud og tage en smøg?’ Ingen af os ryger, man da vi kom ud på gaden sagde jeg: »Hold da op, vi bliver nødt til mindst at lave et pilotafsnit på det her. Det er et fantastisk materiale’.«

»De karakterer, den verden og nogle af de temaer, vi kunne se tone frem, appellerede straks til mig i forhold til arbejdskraft- og kapitalaspektet, fordi produktet selv i dette tilfælde var arbejdstageren selv, hvis kød var varer. Det var interessant at se på penge- og magtkonstellationerne omkring det her,« siger Simon og fortsætter:

»Jo mere vi talte, jo bedre blev det, så vi begyndte at indse, at det ikke behøvede at være spor letkøbt. Det hele begyndte med den her fyrs historie om Times Square, som helt fysisk var der, hvor en stor del af pornoindustrien begyndte. Vi havde fat i noget, og vi begyndte nu at spørge ham, hvad der var blevet af den ene og den anden karakter; hvad skete der med hende, hvad skete der med ham. De var de mennesker, der var med helt fra begyndelsen, og som oplevede, hvordan pornoen blev stor.«

»De svar, vi fik fra ham, var aldrig: ’Hun giftede sig med en fodterapeut, og nu har de et parcelhus, to børn og en garage i Scarsdale.’ Det var historier om deroute, undergang, smerte. Vi vidste, at vi var på sporet af noget, at vi havde fingrene nede i noget interessant og alvorligt materie. Fyrens historier var ret rystende, hans karakterer var dybt fascinerende og deres livsbaner meget destruktive. Det var meget oplysende.«

Simon og Pelecanos gravede dybere i deres research. De opsøgte tidligere pornostjerner, politifolk, tjenere og journalister fra den tid og jagtede nye historier blandt nye kilder.

De håber, at The Deuce kan få to eller tre sæsoner mere, så historien kan føres op i midtfirserne. Deres mission har været, siger de, at menneskeliggøre alfonser og pornostjerner – at skildre dem med deres egen distinkte stemmer og personligheder.

Lige så besluttet har de været på, at trods egen moralske kvababbelser over pornografiens forrående virkning på samfundet, ville de fastholde dokumentaristens lidenskabsløse blik og modstå fristelser til moralprædikener.

De første anmeldelser af The Deuce tyder på at den mission er lykkedes meget godt.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.