Læsetid: 10 min.

’Forestil jer, at kunstnere fra Bayern kun beskæftigede sig med øl og pølser. Alle ville protestere og kalde det en kliché’

Den tyske kunstkritiker Hanno Rauterberg svarer nu sine kritikere efter de seneste par ugers kunstdebat. Han siger, at med Documenta i Kassel har identitetspolitikken for alvor holdt sit indtog i den europæiske kunstverden, og han fastholder, at den samiske udstilling på Documenta er folklore og et udtryk for, at æstetikken er skubbet i baggrunden til fordel for etik og politik. Det truer kunstens frihed, siger han
Documenta i Kassel har inviteret flere oprindelige folk med end nogensinde før. Blandt andet Máret Ánne Saras rensdyrkranier (billedet) og sågar porcelænskæder fremstillet af knogleaske fra rensdyr – det hele medbragt til lejligheden af kunstnere, der tilhører det samiske folk. Men hvorvidt der er tale om kunstnerisk vellykkede genstande, er ifølge den tyske kunstkritiker Hanno Rauterberg sekundært. Foto fra Documenta, 2017.

Documenta i Kassel har inviteret flere oprindelige folk med end nogensinde før. Blandt andet Máret Ánne Saras rensdyrkranier (billedet) og sågar porcelænskæder fremstillet af knogleaske fra rensdyr – det hele medbragt til lejligheden af kunstnere, der tilhører det samiske folk. Men hvorvidt der er tale om kunstnerisk vellykkede genstande, er ifølge den tyske kunstkritiker Hanno Rauterberg sekundært. Foto fra Documenta, 2017.

Máret Ánne Sara

16. september 2017

Ja, siger den tyske kunstkritiker Hanno Rauterberg i telefonen fra Hamburg, kunstens frihed er virkelig truet. Den er både truet af økonomiske interesser og af identitetspolitik. Og årets Documenta i Kassel er i hans øjne beviset på, at kunstverdenen i Europa, ligesom i USA, nu for alvor er begyndt at indrette sig på identitetspolitikken.

Dermed svarer han også de kritikere, der i de sidste par uger her i avisens spalter har debatteret kunstens frihed.

Det hele begyndte med Rauterbergs essay »Enfoldigheden triumferer. Dette er afslutningen på kunsten«, hvor han rejste spørgsmålet, hvad der er blevet af de gamle adelsmærker for kunsten som form, komposition og originalitet. Nu handler det primært om identitet, oprindelse, hudfarve og køn, og det fokus fører ifølge Rauterberg til, at kunsten mister sin frihed.

Rauterberg tog i essayet afsæt i en række kontroverser i USA, hvor kunsten har været presset af identitetspolitiske dagsordener, men konstaterede hurtigt, at den samme tendens er ved at brede sig til Europa. Det ser han ikke mindst på årets Documenta i Kassel, hvor nøgleordet var ’inklusion’.

Inklusion er mere en politisk term end en æstetisk. Ambitionen hos chefkurator Adam Szymczyk var helt eksplicit at invitere så mange ind og åbne Documenta op for så mange som muligt. Ifølge Rauterberg sker den åbning for at undgå konflikter som dem i USA, og dermed er kunstverdenen  også i Europa også kommet ind på en glidebane, hvor kunsten kommer i anden række.

Rauterbergs essay fremkaldte en del indsigelser fra den danske kunstverden. Selv vidste han ikke, at han var blevet til hovedperson i en stor dansk kunstdebat, men vi har opsummeret debatten og ringet til ham i Hamburg for at give ham mulighed for at svare igen på kritikken.

Forinden runder vi lige hans bog, Die Kunst und das gute Leben, fra 2015. Her er en af de afgørende teser, at kunsten lige nu befinder sig i en epokal omvæltning, hvor vi på afgørende vis har bevæget os væk fra modernismens idealer om autonomi, frihed og originalitet. På paradoksal vis er vi, hævder forfatteren, vendt tilbage til en førmoderne tid, hvor kunsten igen er underlagt andre opdragsgivere, ligesom den var det i tidligere epoker.

»Vi er ikke som sådan vendt tilbage til en førmoderne tid, men kunsten har ændret sine idealer,« fortæller Rauterberg i telefonen. »Det er i dag mere selvfølgeligt, at kunstnere arbejder for store virksomheder. Som om det var det mest naturlige i verden, lader mange kunstnere sig styre af magt og af økonomiske interesser.«

Han nævner en stor farmaceutkoncern som Novartis, hvor højt ansete arkitekter har udformet det arkitektoniske mekka Novartis Campus i Basel, hvor også kendte kunstnere har bidraget med store værker, samtidig med at koncernen igen og igen trækker negative overskrifter.

»Der findes ikke længere nogen skam over at slå sig sammen med mægtige folk i mode- eller finansverdenen, og det minder om de forhold, der herskede fra renæssancen og frem til det moderne, hvor kunstnerne skabte på bestilling. I det moderne var idealet derimod, at kunstneren er autonom og skaber for sig selv. Kunstneren forholdt sig til sin omverden, men ville aldrig lade sig købe til et bestemt værk og altid insistere på at følge egne regler.«

Identitetspolitikken er det andet område, der ifølge Rauterberg truer den kunstneriske frihed.

»Kunstneren er ikke længere fri, men skal tale på vegne af en bestemt fællesskab og om et bestemt tema – eller får at vide, at han netop ikke har lov til at tale om det tema. Også her bliver der sat spørgsmålstegn ved den klassiske forestilling om den autonome kunstner. Det viser også eksemplet med Dana Schutz, der udstillede et billede, som andre krævede, skulle fjernes, fordi det var upassende.«

»Dette kriterium om sømmelighed er faktisk noget førmoderne, og lige nu vender det radikalt tilbage. Tidligere blev kunstneren regnet som en radikal figur, der bevidst kunne sætte sig ud over spørgsmål om det sømmelige, ikke kun for at demonstrere sin frihed, men også for at virke i samfundet og stille spørgsmål ved ting, der ellers ikke blev såret tvivl om. Pludselig siger man, at det er opgaven at reagere med måde og at tage højde for publikums reaktion.«

Værn om kunstnerisk frihed

Kunsthistorikeren Mikkel Bolt er en af dem, der reagerede på Rauterbergs essay. Han mente, at Rauterberg skriver en forfaldshistorie, hvor den identitetspolitiske kunst ødelægger kunsten, og tilføjede, at hans begreber om originalitet og komposition er utilstrækkelige, når man skal forstå samtidskunsten.

»Jeg taler for, at kunstnerne fortsat skal være frie til at beskæftige sig med alle mulige temaer og aspekter af verden og også tematisere ting, der er ubekvemme og forstyrrer folk. Helt rigtigt henviser Mikkel Bolt til, at man altid i kunsthistorien har diskuteret forskellige kriterier, at målestokkene for, hvad der gælder som god kunst, forskyder sig og derfor hele tiden skal diskuteres på ny.

»Min hensigt var at sige, at i dag har vi næsten ikke den debat. I de sidste 200 år har der ikke været nogen forpligtende regelkanon, af præcis den grund er vi nødt til hele tiden at strides om vores kriterier.«

»Hvis vi ikke gør det, får det bitre konsekvenser, for så bestemmer markedet, hvad der har værdi, eller de ikke-æstetiske kriterier gør karriere. Det er jo det, der sker lige nu med Dana Schutz’ billede. Man taler ikke om, hvordan hun malede billedet, hvilke fremmedgørende effekter hun brugte, eller om hendes spændingsfyldte nyiscenesættelse af motivet er vellykket. På den måde bliver det meget lettere for fundamentalisterne at angribe hendes billede og reducere kunsten til identitetspolitiske aspekter. De taler ikke om den kunstneriske værdi, men om kulturel appropriation, og når til den konklusion, at billedet ikke er tilladt.«

– Flere kritikere har peget på, at dit billede af en modernistisk fri kunst er en konstruktion, for var kunsten nogensinde helt fri? Er kunsten ikke også altid forbundet med andre sammenhænge?

»Helt rigtigt, vores billede af verden er en konstruktion, og autonomien som ideal var aldrig helt absolut. Men det er et ideal, der har haft indflydelse på vores tænkning, og uden det ville der ikke være nogen kunstnerisk frihed. Kun fordi vi indrømmer, at kunsten har en særstatus, kan den hævde en status af ikke at være bundet af noget.

»Selvfølgelig har kunstverdenen altid magt over kunstnerne. Alligevel følte det 20. århundredes kunstnere sig mere forpligtede af ideen om autonomi, end de gør det i dag.«

»Jeg vil påstå, at man ikke kan forestille sig bestemte kunstneriske udviklinger uden idealet om autonomi. Kunstnere frigjorde sig fra naturalismen, de ville vise, hvad autonom farve er, hvad autonome former er, og således udvikledes abstraktionen. Også den minimalistiske kunst kan man ikke forestille sig uden et strengt idealistisk kunstbegreb. Desuden er der forskel på, om en kunstner frivilligt beslutter sig for at opgive sin autonomi og hellige sig en social sag, sådan som mange avantgardekunstnere gjorde det, eller om det blev dem pålagt udefra gennem markedets magt eller dydsvogterne.«

– Der er jo forskel på forbud og diskussion af konkrete kunstværker. Når vi tager Dana Schutz’ billede, er det så ikke kun godt, at man kan have en diskussion af værket og dets tilblivelse, så længe det ikke fører til et forbud?

»I mine øjne er det en apolitisk diskussion, den drejer sig om den rigtige repræsentation, men ikke om, hvordan den politiske situation for de sorte i USA kan forbedres. Den er en erstatningskonflikt. Det vigtige spørgsmål om, hvordan man bekæmper racisme, bliver ikke diskuteret i form af retfærdig fordeling og nødvendige statslige indgreb, men som et spørgsmål om moral. Og følgerne heraf er store: Det kan ende med, at også højreradikale under henvisning til identitetspolitiske spørgsmål kan føle sig opmuntrede til at blande sig i museumspolitik og stille spørgsmål ved kunstens frihed.«

»De kan sige, at også de føler sig krænkede af bestemte kunstværker og kræve, at de bliver taget ned eller ødelagt. Så er man meget hurtigt fremme ved spørgsmålet om, hvem der egentlig er berettiget til at gøre indsigelse. Hvem taler for hvem, hvem er et diskrimineret mindretal, der skal tages hensyn til og skal høres af det privilegerede flertal.«

»I Kassel var der en diskussion om en obelisk. Obelisken har et bibelcitat, der handler om et forsvar for fremmedkærlighed og imod fremmedfjendtlighed. Selvfølgelig krævede det højrenationale AfD, at obelisken ikke skulle blive stående efter Documenta. Det er absurd, men det viser, at argumentationsmønstrene ligner hinanden – og at kunstens frihed er truet fra to sider.«

– Direktør for Statens Museum for Kunst, Mikkel Bogh, siger i sit indlæg, at kunstverdenen ganske rigtigt er blevet en identitetspolitisk kampplads, men afviser, at det i Danmark eller internationalt er en dominerende tendens. Han mener, at du overdriver identitetspolitikkens indflydelse på nutidens kunst?

»Jeg tror ikke, at det er en stor ting på alle museer, men i Tyskland beskæftiger vi os med identitetspolitiske spørgsmål i mange sammenhænge. Lige nu er der en stor diskussion i Berlin, om et digt af Eugen Gomringer på en gavlvæg er sexistisk og derfor skal fjernes. I Bremen Kunsthalle er der en udstilling om museets egen kolonihistorie, og her vil man heller ikke længere bruge bestemte billedtitler. Det samme gælder på Rikjsmuseum i Amsterdam.«

»Jeg synes også, den udvikling er god, for det er vigtigt, at vi diskuterer, hvordan magten i kunstverdenen er fordelt. Hvem bestemmer over kunsthistorieskrivningen, over museerne, hvem der har finansieret museerne og efter hvilke kriterier, der indkøbes værker. Det er relevante spørgsmål.«

»Jeg vil også gerne vide, hvorfor kunstområdet, som i øvrigt anser sig selv for at være fremskridtsvenligt og liberalt, har så vanskeligt ved at styrke kvindernes indflydelse på museumspolitikken, eller hvorfor der stadig er så mange kvinder, der studerer kunst, samtidig med at det i sidste ende er mændene, der gør karriere. Alle de spørgsmål er helt berettigede, men at udlede heraf, at museerne skal agere som et parlament, hvor alle mindretalsinteresser er repræsenterede, fører til, at man ikke længere diskuterer kunst, men retfærdighed.«

– Ferdinand Ahm Krag, professor på Kunstakademiet, mener, at kunsten ikke er hæmmet, men udfordret, og det er efter hans mening godt. Han mener desuden, at du lægger under for et klassisk-modernistisk kunstsyn, som han mener, er forældet?

»Det er rigtigt, at det modernes fokus på det nye og den betingelsesløse originalitet i et vist omfang er slidt. Vi ser i dag mange flere kunstnere, der helliger sig recycling, og som gennem materialebevidsthed ophæver remake og reproduktion til en kunstnerisk teknik. Det er på ingen måde problematisk.«

»Jeg trækker kun på den modernistiske tradition – frem for alt på værdierne autonomi og frihed – fordi det viser, hvad vi kan miste. Måske kan man hævde, at alt allerede er tabt, og værdierne fra det moderne ikke længere er vigtige, men så har man også begravet ideen om kunst, som den opstod i det 18. århundrede og dermed også den kunstneriske frihed.«

»Hvis man siger, at kunstneren ikke længere adskiller sig væsentligt fra det, som andre mennesker i den kreative branche laver, så må man også spørge, hvorfor man stadig har brug for den statsligt garanterede kunstneriske frihed, kunststøtte, museerne og alt det, der opstod med den klassisk moderne kunstidé. Præcis dette tilbagefald oplever vi i dele af kunstverdenen: De mennesker, der kritiserer den kulturelle appropriation, erkender ikke længere kunstens dybere mening og frihed. Der findes grænser for kunsten, men for tiden er tendensen at indsnævre de grænser yderligere.«

– En anden indsigelse lyder, at du ikke er en ægte universalist, men en eurocentriker, der ser verden fra den vestlige hvide mands synsvinkel?

»Jo, jeg insisterer på den kunstneriske friheds universalistiske værdi. Samtidig er enhver, der anser museer for at være vigtige, på en måde en eurocentriker. Museet er en europæisk opfindelse; i det hele taget er det kunstbegreb, som vi har kendt siden omkring 1800 en europæisk idé, altså forestillingen om, at kunst har sin egen værdi, er formålsfri og nyder frihed og autonomi. Man kan sige, at resten af verden blev pålagt dette ideal, og man kan kalde det kolonialistisk.«

»Men det er nonsens, hvis det skulle betyde, at vi ikke interesserer os for kulturerne uden for Europa. Der kan ligge meget erkendelse i gensidigt at konfrontere forskellige former for kunst og kultur og undersøge deres åndelige indflydelse, men jeg frygter, at det ikke er muligt i et magtfrit rum. De hegemoniale strukturer kan man ikke bare overvinde gennem at lade som om, der ikke fandtes forskelle i den kulturelle udvikling eller gennem forsøg på at bagatellisere disse forskelle.«

Kunsten og de oprindelige folk

En stor diskussion i forbindelse med Hanno Rauterbergs essay gælder den samiske udstilling på årets Documenta. Flere har kritiseret, at han er blind for udstillingens kunstneriske kvalitet og her alene ser ren folklore.

»Enhver, der påstår ikke at have blinde vinkler, er blind. Jeg undrede mig kun over, at de samiske kunstnere først og fremmest blev udvalgt til Documenta, fordi de er samere og ikke primært af kunstneriske grunde.«

– Hvor ved du fra, at de ikke blev valgt af kunstneriske grunde?

»Fordi kunsten spiller en birolle på hele Documenta. Det handler om identitetspolitik, ikke om æstetik. Det er også tydeligt i kataloget, hvor kunstnernes herkomst fremhæves, og der lægges vægt på samernes livsbetingelser, hvor nomadisk præget deres kultur er, og hvor vanskeligt det er for dem at opretholde deres kultur over for et hvidt flertalssamfund.«

»Naturligvis har Documenta lov til at hente oprindelige kulturer og bestemte traditioner til Kassel og give dem et podium, men samtidig er der også fare for omvendt diskrimination og dermed uønsket racisme. Hos alle de samiske kunstnere spiller rensdyret en stor rolle. Prøv at forestille jer, at man eksempelvis inviterede kunstnere fra Bayern, og alle beskæftigede de sig i deres kunst alle med øl og pølser. Alle ville protestere og spørge, hvad er det for en produktion af klicheer, I har gang i.«

Serie

Hvad blev der af kunstens frihed?

Den gamle kamp om form, komposition og originalitet synes at være bragt til ophør. Nu handler det om identitet, oprindelse, hudfarve og køn. Sådan skrev den førende tyske forfatter og kunstkritiker Hanno Rauterberg i essay i Information. Det har affødt en debat om kunstens betingelser – og frihed.

Seneste artikler

  • Lad den frie kunst vokse ud over vores egne grænser

    20. september 2017
    Kunsten lever, når vi ikke censurerer og destruerer den, så længe vi kritiserer den åbent fremfor at forbyde eller helt at afvise det, der strider imod vores egne idealer og kunstsyn
  • ’Kunsten skal være fri. Men …’

    9. september 2017
    Ord som respekt og hensyn har principielt ikke noget at gøre i kunsten, mener kurator på Kunsthal Charlottenborg Henriette Bretton-Meyer. Men de har noget at gøre i verden, og derfor er debatten om kunstens politiske korrekthed ’kompliceret’, mener hun
  • Mikkel Bolt: ’Kunst er altid politisk’

    4. september 2017
    Den tyske kunstkritiker Hanno Rauterberg går nationalisterne og islamofobernes ærinde, når han kritiserer samtidskunsten for at være for hensynsfuld og selvcensurerende. Det mener Mikkel Bolt, der er lektor i kulturhistorie på Københavns Universitet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
  • Bjarne Toft Sørensen
  • Hans Aagaard
ulrik mortensen, Bjarne Toft Sørensen og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Rauterbergs kritik af Documenta er paradigmatisk i den forstand, at det, han her kritiserer, til en vis grad gør sig gældende for de fleste udstillingssteder for samtidskunst, i hvert fald i Danmark. Sådan som jeg ser det. Dog ekspliciterer han i den sammenhæng i for ringe grad det økonomiske perspektiv, der i høj grad er styrende for måden, der prioriteres på. Når kunsten kommer i anden række, og det at undgå konflikter kommer i første række, som han nævner, har det i høj grad noget at gøre med virksomhedsøkonomiske overvejelser.

Udstillingsstederne for samtidskunst skal, i kraft af bl.a. mange kunder i butikken, sikre det økonomiske grundlag for deres videre eksistens, statens kunstfond skal sikre politikerne tilfredse vælgere, og de private fonde skal styrke deres brand, der bliver forbundet med behagelige kulturelle oplevelser.

Når kunstneren ikke længere er fri, ”men skal tale på vegne af et bestemt fællesskab og om et bestemt tema” (citeret fra artiklen), er det også i høj grad for at komme virksomhedens kundegrundlag i møde. Institutionen og kuratorerne ved udmærket, at bortset fra en lille gruppe af kunstkendere, er publikum mere interesseret i politiske korrekte kulturoplevelser, end de er interesseret i kunst. Når institutionerne og deres kuratorer søger for, at kunstneren skal ”reagere med måde og tage højde for publikums reaktion” og ikke må ”tematisere ting, der er ubekvemme og forstyrrer folk” (citater fra artiklen), er det fordi, publikum vil bekræftes.

Kunst er blev et kulturprodukt som andre kulturprodukter, og størstedelen af publikum kommer ikke længere for at få en kunstnerisk oplevelse. Som der står: ”De mennesker, der kritiserer den kulturelle appropriation, erkender ikke længere kunstens dybere mening og frihed”. De er i stedet kulturkonsumenter.

Som Per Arnoldi på ærlig vis, og nok med en vis portion humoristisk overdrivelse, gør opmærksom på i et interview i en artikel i gårsdagens avis, er en hel stand af kuratorer og formidlere rykket ind i kunstverdenen og er i praksis blevet de nye kunstnere.
https://www.information.dk/kultur/2017/09/per-arnoldi-dybest-set-gerne-g...

David Zennaro, peter hansen, Johnny Winther Ronnenberg og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

"Forestil jer, at kunstnere fra Bayern kun beskæftigede sig med øl og pølser. Alle ville protestere og kalde det en kliché"

Ikke min ældste søn. Som god Berliner ville han sige: Hvad sagde jeg...