Fortællinger om de sortes undertrykkelse og frigørelse i USA

Slaveejerne, racisterne og undertrykkerne af de sorte er blevet de faste onde karakterer i den amerikanske populærkultur. Men der er stor forskel på, hvem der er heltene i historierne.

Og der er meget stor forskel på, om det er fremskridtsfortællinger om, hvordan USA har overvundet racismen, eller om det er forfaldsfortællinger om, at de sorte er stadig er undertrykte og udsat for massiv racisme.

Vi har valgte fire eksempler på fire gennemgående fortællinger. Det er tre spillefilm baseret på historiske begivenheder og en chokerende debatbog.

Eksempel 1

Den gode hvide har givet de sorte friheden

Præsident Abraham Lincoln spillet af Daniel Day-Lewis er helten i Steven Spielbergs spillefilm Lincoln fra 2012. Han er den gode hvide mand, som kæmper imod de onde hvide mænd for at befri de undertrykte sorte. Den hvide mand kæmper for de højeste idealer og vinder kampen, men ender med at blive skudt. Lincoln bliver således til martyr.

Filmen indledes med en scene, hvor præsidenten spørger de soldater, der skal ud og kæmpe mod Sydstaterne, om de har hørt hans store tale dagen inden. Og de gentager hans ord, som de har lært udenad, inden de går i krig.

Det er den hvide mands vise ord, som inspirerer den kamp, som ender med at befri de sorte fra slaveriet. Filmen blev kritiseret for, at de sorte blev fremstillet som passive modtagere af den frihed, den gode hvide mand giver dem og dør. De bliver bipersoner i deres egen historie.

Den overordnede historie er fortællingen om fremskridt fra undertrykkelse til frihed: De sorte har været undertrykt, men slaveriet blev ophævet, og de blev frigjort.

Eksempel 2

Det amerikanske meritokrati har gjort de sorte fri

De sorte kvinder bliver undertrykt af fordomsfulde og smålige hvide i Theodore Melfis film Hidden Figures fra 2016. Den handler om tre dygtige, sorte kvinder, som bliver holdt nede af sociale strukturer og hvide kolleger i USA i begyndelsen af 1961.

Alle tre er ansat på NASA, og de er åbenlyst højkompetente. Men deres hvide kolleger vil ikke have dem som overordnede, de vil hverken dele kaffe eller toiletter med dem, og de sorte bliver forment adgang til de uddannelser, som kunne kvalificere dem til overordnede stillinger.

Men USA skal vinde kampen over Sovjetunionen, og NASA har brug for de bedste til de vigtigste poster uanset deres hudfarve.

Og de bedste af de hvide sætter de middelmådige hvide på plads og giver plads til de tre sorte kvinder, der får de positioner og den anerkendelse, som de har fortjent.

Filmen afsluttes med billeder af præsident Barack Obama, og den store morale er, at de sorte har været undertrykt, men borgerrettighedsbevægelsen vandt, og racisterne tabte.

Eksempel 3

De sorte har kæmpet sig til frihed

Den hvide præsident Lyndon B. Johnson hjælper ikke de sorte med at blive fri i Ava DuVernays film Selma fra 2014. Han konspirerer derimod med den hvide leder af FBI, J. Edgar Hoover, om at sprede løgne om de sorte borgerrettighedsaktivister i 1960’ernes USA.

Martin Luther King spiller en hovedrolle i filmen, som viser, hvordan de sorte aktivister lod sig gennembanke af det racistiske politi, fordi de vidste, at det ville blive vist på tv og skabe opstandelse i USA. De sorte slås både imod toppen af det amerikanske statsapparat, politiet og de hvides racisme i Sydstaterne.

Og det er deres kamp, som til sidst tvinger den hvide præsident til fremlægge en lov, som sikrer deres adgang til at stemme, den berømte Voting Rights Act. Den store taler til sidst i filmen er ikke præsidenten, men derimod Martin Luther King.

Det er overordnet en fremskridtsfortælling om frigørelse fra undertrykkelse, men det er også en historie om de sortes kolossale lidelser i denne kamp.

Eksempel 4

De sorte er aldrig blevet fri

De store populærkulturelle og politiske fortællinger om ophævelsen af undertrykkelse og afskaffelsen af racismen i USA er løgn. Det er præmissen og pointen i den amerikanske forfatter og journalist Ta-Nehisi Coates’ bog Between the World and Me fra 2015, som blev en sensationel bestseller.

Bogen er skrevet som et brev fra den sorte til hans søn, der skal forberede ham på at vokse op i USA: »Hele dette lands fortælling går imod sandheden om, hvem du er«, som han skriver.

Slaveriet er afskaffet, men de sorte bliver bare fængslet i stedet, fortæller Coates. Hvide politifolk kan stadig dræbe sorte uskyldige uden straf: »Problemet med politiet er ikke, at de er fascistiske svin«, skriver Coates: »men at vores land bliver regeret af et flertal af svin«.

Hans bog er en lang advarsel til hans søn om, at han ikke skal regne med, at racismen er afskaffet, og de sorte er blevet fri. USA er ifølge Coates besat af spørgsmålet om ’race’, amerikanerne tror virkelig, at mennesker med forskellig farve er forskellige mennesker, og at sorte er farligere og vildere end hvide.

Coates’ morale er, at de sorte aldrig er blevet fri, fordi de hvide ikke vil gøre dem fri.