Læsetid: 9 min.

Hanne-Vibeke Holst: Skal vi virkelig være dem, der smadrer det hele?

Når Danmark afviser kvoteflygtninge, er vi inde og pille ved FN’s dna, ved Menneskerettighedserklæringen fra 1948 og Flygtningekonventionen fra 1951 – de humanistiske grundsætninger, der skulle beskytte os mod krig – og mod os selv. Hanne-Vibeke Holst insisterer med sin seneste roman på, at vi tænker langsigtet, ansvarligt og idealistisk
Hanne-Vibeke Holst har ingen krav til, hvad litteratur skal og bør. Forfattere må gebærde sig præcis, som de vil. Men hun har altid haft en meget stærk fornemmelse af, hvad det er hendes litteratur skal. Romanen ’Om pesten’ skal trække os mod humanismen, det gode og de fælles, internationale løsninger, fortæller forfatteren.

Hanne-Vibeke Holst har ingen krav til, hvad litteratur skal og bør. Forfattere må gebærde sig præcis, som de vil. Men hun har altid haft en meget stærk fornemmelse af, hvad det er hendes litteratur skal. Romanen ’Om pesten’ skal trække os mod humanismen, det gode og de fælles, internationale løsninger, fortæller forfatteren.

Sille Veilmark

16. september 2017

I 1947 udkom Albert Camus’ roman Pesten om den algeriske havneby Oran, der uventet rammes af pest. Først dør rotterne, dernæst menneskene – først i hundredvis, så i tusindvis. Man bygger mure omkring byen, man søger at isolere sig fra epidemien.

Pesten er naturligvis et billede på fascismen. Og totalitarismen. På denne dødbringende og uhyre smitsomme bacille, der ikke alene kan udrydde millioner af mennesker, men også truer humanistiske grundsætninger, medmenneskeligheden, solidariteten – og civilisationen som sådan.

Camus begyndte allerede i 1938 at skrive på romanen, mens nazisterne vandt frem, og Hitler gjorde sig klar til krig. Da romanen udkom i 1947, lå Europa i ruiner, seks millioner jøder og minoriteter var blevet dræbt i gaskamrene, 60 millioner mennesker var omkommet i alt. Og den desillusion, meningsløshed, tabet af troen på fremtiden og mennesket selv, der fulgte efter krigens afslutning, den er i stor stil til stede hos Camus.

Det er langtfra samme scenarie, der møder os i Hanne-Vibeke Holsts seneste samtidsroman Som pesten. 1947 er på ingen måde 2017. Men Camus’ roman har alligevel været en stor inspiration for Hanne-Vibeke Holst, og titlen er en åbenlys hilsen til den fransk-algeriske forfatter.

Romanens danske hovedperson, epidemiologen Karoline Branner, der arbejder som koordinator i WHO’s afdeling for pandemibekæmpelse i Genève, bærer da også altid et eksemplar af Camus’ Pesten med sig i tasken. Det var egentlig et tilfælde, at Camus skulle komme til at spille en så stor rolle i Hanne-Vibeke Holsts roman. Han dukkede tilfældigvis op en dag i 2013, da hun så småt påbegyndte sin pandemi-research.

»Med Camus’ fortælling om denne fascistoide pestbacille, der æder alt, fik jeg en enestående bundklang foræret. Camus kom til at ligge som en basgang under min skriveproces, som et særligt resonansrum,« fortæller Hanne-Vibeke Holst. Vi mødes i Kattesundet i indre København, hvor hun har kontor.

Ligesom pesten hos Camus kan læses som en allegori over fascismens destruktive kræfter, så er også Hanne-Vibeke Holsts roman allegorisk, forklarer hun. På overfladen handler den om en ny influenzapandemi, der truer med at udrydde millioner af mennesker. Det begynder med en syg kinesisk pibeand, der smitter en gris i det østlige, oprørskontrollerede Ukraine. Smitten spreder sig herfra til mennesker – først til Danmark, siden til resten af verden.

I WHO arbejder Karoline Branner på at få institutionerne, verdenssamfundet og »Big Pharma«, medicinalindustrien, til at agere hurtigt. Men bureaukratiet er tungt, de nationale og regionale interesser spænder ben, Rusland kommer på tværs, og romanen udvikler sig til at være en kamp mellem humanismen og kynismen, mellem idealismen og den politiske pragmatisme.

Albert Camus’ Pesten er her i 100-året for forfatterens fødsel en moderne klassiker om kampen for den menneskelige værdighed midt i Europas civilsatoriske krise. Men også en kontroversiel efterkrigsbog. Den italienske forfatter Malaparte var så rasende over den, at han skrev en mod-bog
Læs også

På humanismens side står Karoline Branner sammen med den højtstående FN-diplomat Hans Bergman, der spiller en central rolle i romanen. Det er også her, Hanne-Vibeke Holst står. Og det var også her, Camus stod, fortæller hun.

»Ligesom Camus spurgte til, hvad det vil sige at være menneske under og efter Anden Verdenskrig, så spørger jeg med min roman til, hvad det vil sige at være menneske i dag. Hvordan er det, vi møder de udfordringer, vi står over for i dag? Og hvordan gør vi det med moralen, humanismen og solidariteten i behold?«

Hos Hanne-Vibeke Holst dækker ordet »udfordringer« over en bred vifte af katastrofer. Både dem, der allerede er en realitet, og dem, som er på vej. Såsom orkanen Irma, klimaforandringerne i bredeste forstand, global ulighed og det udbrud af en ny farlig fugleinfluenza, som eksperter forudser. Og også den såkaldte flygtningekrise, som romanen vender tilbage til gentagne gange.

Dybdegående research er Hanne-Vibeke Holsts litterære metode. Hendes romaner skal ligge så tæt på virkeligheden som overhovedet muligt. For sådan bliver værkerne ’vægtige’, sådan bliver de svære at affeje i samfundsdebat såvel som på den litterære scene.

Sille Veilmark

FN’s dna

I Camus’ efterkrigstidsroman er meningsløsheden og desillusionen et centralt tema. I dag er det en anderledes, men ligeså farlig rådvildhed og opgivelse, der breder sig, mener Hanne-Vibeke Holst. Humanismen er trængt, vreden vokser, Donald Trump er valgt til præsident, Brexit er en realitet. Og Danmark afviser kvoteflygtninge ligesom Ungarn og Tyrkiet.

»Her ser vi manifestationerne af ligegyldighed over for det globale fællesskab, en afvisning af det kollektive ansvar, på øverste politiske niveau. Og naturligvis siver denne stigende og accepterede ansvarsforflygtigelse også ned på individniveau.

Dette skuldertræk over for det fælles, det stigende forbehold over for de bærende institutioner, vi har brugt 70 år på at bygge op, vidner om en snigende historieløshed – og den er farlig,« siger Hanne-Vibeke Holst.

Hun er født i 1959, altså 14 år efter Anden Verdenskrigs afslutning, og er uden egentlig at have været bevidst om det formet af efterkrigstiden. Hun er vokset op med fortællingerne om krigen, besættelsestiden og modstandsbevægelsen, som blandt andre hendes morfar var en del af. Fraser som »Aldrig mere krig!« og »Fem år vi aldrig glemmer« sidder stadig i hende:

»Jeg er vokset op med visheden om, at det ikke er en naturlov, at der ikke er krig i Europa. At vi fortsat skal kæmpe for freden, for værdighed og humanisme. Men de værdier, der har formet mig og min opvækst, de er i heftig modvind i dag.«

Der er snart ikke flere tilbage, der kan overlevere førstehåndsberetninger om Anden Verdenskrig. Og for de yngre generationer forekommer verdenskrigene at være fjerne og uvedkommende, mener Hanne-Vibeke Holst.

»Min tyveårige søn ved hverken, hvornår Danmark blev besat eller befriet. Men det er så vigtigt, at fortællingerne og erindringer om Anden Verdenskrig holdes levende. For det er erfaringen fra dengang, erkendelsen af, at barbariet ligesom pesten altid ligger og lurer i sprækkerne – en dag kan rotterne stå her igen. Det er jo den erfaring, der førte til grundlæggelsen af det forpligtende internationale samarbejde – FN, NATO og Den Europæiske Kul- og Stålunion, forløberen for EU.«

Hanne-Vibeke Holst er stor tilhænger af fælles løsninger og internationale samarbejder og organisationer som FN, WHO og EU. Som det lyder i en brandtale fra figuren Hans Bergman i romanen, så er FN et forsøg på at beskytte mennesket mod dets egne »destruktive tilbøjeligheder«:

»Når vi har været tæt på at udslette os selv eller hinanden, har vi besindet os. Sat os sammen. Fundet fælles løsninger. Fred. Skabt parlamenter, diplomatier, forbund, unioner, institutioner. Formuleret love og forfatninger, aftaler, traktater, konventioner, pagter.Alt dette har vi gjort for at beskytte os mod os selv, mod vores destruktive tilbøjelighed. Historien har lært os, at vi ikke overlever ved at give den stærkeste ret. Tværtimod har vi lært, at vi kun overlever ved at beskytte den svageste og anerkende ethvert individs ret til at eksistere.«

Den passage er en direkte hilsen til den stramme flygtningepolitik, der i løbet af de seneste år er blevet et dansk varemærke, forklarer Hanne-Vibeke Holst:

»Siden 2015, hvor den såkaldte flygtningekrise brød ud, har Danmark strammet og strammet. Vi lader afviste asylansøgere hensygne i fængselslignende lejre, og vi er lunke ved at indgå i fælles europæiske løsninger, fordi vi ikke vil afgive suverænitet, men føre vores egen flygtningepolitik. I afvisningen af at tage imod kvoteflygtninge er vi akkurat lige så slemme som Tyrkiet og Ungarn,« siger hun og refererer til Angela Merkels kritik af netop de lande.

»Når Danmark vælger at afvise kvoteflygtninge, så udfordrer vi selve dna’et i FN. Og EU, for den sags skyld. Flygtningekonventionen, som regeringen gerne vil pille ved, blev skrevet for netop at beskytte flygtningen, den mest sårbare. Den, der til enhver tid skal beskyttes og tilbydes ly, hjælp og sikkerhed. Det er de værdier, FN bygger på. De verdensledere, der i fællesskab grundlagde FN i sin tid, evnede at se ud over deres egen tid og deres egen næsetip. Og de indså nødvendigheden af at nedtone egne interesser og afgive suverænitet til fordel for fællesskabet. Den evne er også inficeret. Politik er blevet en utrolig kortsigtet og selvcentreret affære,« siger hun.

Hvorfor gør vi det så svært for os selv? Det spørgsmål har kværnet rundt i hovedet på Hanne-Vibeke Holst de seneste år. ’Vi er ved at trække gulvtæppet væk under de internationale institutioner, vi har allermest brug for. Vi gør dem impotente, og det er fortvivlende kortsigtet,’ siger hun.

Sille Veilmark

Research, research og mere research

Hanne-Vibeke Holst er ikke bange for at være moraliserende og give sin mening til kende – både i litterær form og i diverse medier. Hun betegner med et skævt smil sig selv som indigneret moralist. Hun udtaler sig gerne om politik og samfundskurs. Og det har til tider udløst en heftig kritik fra flere fronter.

Og det er blandt andet derfor, at det er så utrolig vigtigt for Hanne-Vibeke Holst, at hendes romaner er »vægtige«. De skal være så realistiske som overhovedet muligt:

»For hvis jeg ligger helt tæt op ad en realistisk virkelighed, så er det ikke så let at affeje mig som forfatter – hverken i samfundsdebatten eller på den litterære scene.«

Hanne-Vibeke Holst er uddannet journalist og har også som forfatter altid sat sin lid til researchen som sin metode. Og kontoret på Kattesundet i København ligner da også et tilholdssted for en journalistisk gravergruppe. Samtlige vægge vidner om flere års heftigt researcharbejde. Der er noter overalt, billeder af diverse FN-bygninger, af WHO’s hovedkontor, af Genèves gader og stræder.

Hanne-Vibeke Holst har som en del af sin research talt med et utal af mennesker: epidemiologer, diplomater, antropologer, læger og psykologer og så videre. Hun har fulgt danske Michael Møller, generaldirektør for FN’s kontor i Genève, tæt for at tilegne sig viden om FN, diplomatiet og de problemer, der præger det lige nu. Og det er især rådvildhed og en manglende evne til at se langt, fortæller Hanne-Vibeke Holst.

»Og så sørger researchen for, at jeg ikke falder i klichébrønden og reproducerer stereotyper.«

– Men der er en del påfaldende klichéer og kulturelle stereotyper i din roman? Den magtbegærlige og sexistiske russer, den idealistiske og naive skandinav, den italienske mafioso?

»Det er rigtigt, ja. Men netop de karakterer er absolut gennemresearchede. Jeg tænkte også, at det virkede for tykt med eksempelvis russiske dr. Belozerov. Så jeg har talt med en del, der er kyndige i russisk kultur og mentalitet , og jeg har selv boet i Moskva i en årrække – og beskrivelsen holder. Det, der ligner klicheer i romanen, er afspejlinger af virkeligheden. Det ville være utroværdigt at fremstille en russer med Belozerovs position som en progressiv feminist.«

Et velment, beskedent bidrag

Pandemiscenariet viser med al tydelighed, hvor lille verden er blevet. Det faktum, at en mikroskopisk H7N9-virus kan gøre voldsomt indhug i klodens population på ganske kort tid, sætter spot på, hvor sårbare og afhængige vi er af hinanden i en globaliseret samtid, siger Hanne-Vibeke Holst. Og det gør hende så træt, at vi ikke accepterer den gensidige afhængighed – og nødvendigheden af et tættere internationalt samarbejde.

»Hvorfor gør vi det så svært for os selv? Det spørgsmål har kværnet rundt i hovedet på mig de seneste år. Vi er ved at trække gulvtæppet væk under de internationale institutioner, vi har allermest brug for. Vi gør dem impotente, og det er fortvivlende kortsigtet.«

Romanen er på mange måder et produkt af den følelse af afmagt, der kan overvælde Hanne-Vibeke Holst. Den er også et resultat af, at hun er yderst talentløs, når det gælder manuelt og praktisk arbejde, fortæller hun. I løbet af de seneste år har hun ellers oplevet et presserende behov for gøre noget konkret, at handle. Men det var ikke en mulighed for hende at rejse til Lesbos og modtage bådflygtninge – hun ville bare være i vejen og til besvær:

»Og det hjælper ikke nogen. Tværtimod. Jeg må gøre det, jeg kan – og det er at observere, analysere og beskrive min tid. Det er at finde mønstre og sammenhænge som en anden epidemiolog.«

Hanne-Vibeke Holst kalder selv romanen for »aktivistisk«. Den er et forsvar for de humanister, der stadig arbejder på »at redde menneskeheden fra helvede«, som tidligere generalsekretær i FN, Dag Hammerskjöld, formulerede det.

»Jeg tror ligesom Hans Bergman, romanens FN-diplomat, på mennesket. Jeg tror på det gode, og jeg tror på, at vi besinder os og finder tilbage til et fælles moralsk og etisk ståsted. Det er humanismen, idealismen, der skal redde os fra undergang. Ikke bare i konkret, dystopisk forstand. Det er også de værdier, der skal redde os fra at blive selvoptagede, ligeglade og fortabte. Der kommer jo generationer efter os. Og skal vi virkelig være dem, der smadrer det hele?«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Anne Albinus
  • Eva Schwanenflügel
  • Jørn Andersen
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Oluf Husted
Niels Duus Nielsen, Anne Albinus, Eva Schwanenflügel, Jørn Andersen, Maj-Britt Kent Hansen og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Sørensen

@Maj-Britt Kent Hansen, hvorfor ikke? Hvad er problemet med, at en god artikel bliver delt, og du får dette at vide? I øvrigt er den delt 38 gange.

Og bortset fra det, så er 38 gange ikke synderlig "populært".

Søren Jacobsen

Hvis Danmark går foran for at afskaffe menneskerettighedserklæringen og flygtningekonventionen. Begynder der her virkelig at blive komisk. Tragikomisk, eftersom der ikke er mange der har talt for konventionerne som netop Danmark - Verden må efterhånden virkelig undre sig over dette land Danmark. Væk er de tider, hvor man var stolt over at kunne sige man er dansker.

Hvad mon DI, DA, Cepos und so weiter siger til det med de skader det påfører Danmarks omdømme ude i verden og med den risiko det indebære for eksport tallene?

Kirsten Lindemark, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Allan Stampe Kristiansen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Anders Sørensen - altså steget fra 33 til 38. Og nu til 42. Det kan højst have interesse for Information i planlægningen af stoffet. Jeg er ikke markedsanalytiker og skal ikke bruge det til noget. Mig forekommer det barnligt.

Niels Duus Nielsen og Allan Stampe Kristiansen anbefalede denne kommentar
Christoffer Pedersen

Søren Jacobsen
Tvivler stærkt på det ville få større betydning end den mange mente "smykkeloven" ville få, og ikke fik.

Maj-Britt Kent Hansen

I gamle dage "fortalte" vi om et eller andet. Tak fordi, du fortalte mig det. F.eks., at den artikel bør jeg læse. Nu hedde den slags "at dele". F.eks.: Tak, fordi du deler det med os. Grinagtigt og krukket er det.

Maj-Britt Kent Hansen

Michael - Du kan se det øverst i artiklen i højre side. Man kan også altid bare sende en mail med link uden om Information. Som Johnny skriver er det spild at sende til "vennerne" , hvis de ikke har abonnement - og hvis de har, er det jo unødvendigt.

Dermed tilbage til min indledende kommentar: Hvad skal vi med den oplysning!

Mig bekendt, tørstede Danmark efter arbejdskraft i 60erne og 70erne. En tid, som vist også er blevet kaldt den "anden industrialisering" i historiebøgerne, hvis jeg husker rigtigt. Min far beretter, som kom i en alder af 22 i slutningen af 60erne, at manglen på arbejdskraft var så stor, at han ikke måtte forlade sin arbejdsplads efter at have fundet et andet, som han bedre kunne lide. Så tror ikke "Fra jer til mig" historien holder stik.

Niels K. Nielsen

Søren Jacobsen
16. september, 2017 - 17:52

Der står intet sted i FN resolutioner el. lign. at et land er forpligtiget til at ødelægge sig selv ved masseindvandring.
Det er et aspekt, som ikke nævnes i debatten.
Flygtningekonventionen er skrevet i en anden tid.
I 1960 var der 3 mio. syrere, i dag over 20 mio.
De dysfunktionelle samfund producerer et fødselsoverskud helt ude af kontrol - og det overskud kan ikke flyttes hertil, idet vore samfund så også bare bryder sammen.
Vi kan måske hjælpe dem lokalt?
Og så i øvrigt ændre al ulandshjælp til alene at omfatte skolebøger og prævention.