Baggrund
Læsetid: 3 min.

Joken om at ’skyde Irma’ er klassisk amerikansk problemhåndtering

Enhver katastrofe ophører med blot at være en katastrofe, når man laver jokes om den, fantaserer om den og skaber fiktioner om dens destruktive kræfter og efterfølgende konsekvenser. Fra det øjeblik peger vores håndtering af katastrofen altid tilbage på os selv
Intet land fantaserer så livligt om katastrofer som USA. De leverer bunker af tv-programmer, der alle dyrker evnen til at forberede sig på og overleve en civilisationssammenbrydende totalkatastrofe.

Intet land fantaserer så livligt om katastrofer som USA. De leverer bunker af tv-programmer, der alle dyrker evnen til at forberede sig på og overleve en civilisationssammenbrydende totalkatastrofe.

Eliot Blondet

Kultur
15. september 2017

Mens orkanen Irma rasede rundt på den amerikanske østkyst sidste weekend, følte politiet i Pasco County i Florida sig pludseligt nødsaget til at udsende et tweet, der advarede civile borgere imod selvtægt: »Lad os gøre det klart. Affyr IKKE jeres våben imod #Irma. I får den ikke til at vende om & det kan forårsage meget farlige bivirkninger.«

Idéen om, at Floridas borgere i kollektivt selvforsvar kunne og skulle plaffe den overhængende katastrofe ud af staten, kom fra en Ryon Edwards fra Deland i Florida, der oprettede facebook-begivenheden ’Shoot at Hurricane Irma’ og her i versaler opfordrede alle deltagere til den 10. september at sætte ind i samlet flok: »LAD OS VISE IRMA, AT VI SKYDER FØRST.«

Opfordringen var ment i spøg – ligesom begivenheden ’Køb blomster og chokolade til Hurricane Irma og fortæl hende, at hun er vigtig’. Men Ryon Edwards’ opfordring blev snart også lidt alvorlig: Søndag havde 55.000 mennesker på Facebook tilmeldt sig begivenheden. Hvor mange der var med på joken, og hvem der tog opfordringen alvorligt, kunne politiet pludselig ikke overskue. Og så måtte lovens lange arm til tasterne. 

Sådan blev en joke til en slags alvor for lovhåndhævere, som ikke turde antage fornuft hos dem, de skulle beskytte. Deres forestilling om borgerne blev et billede på den måde, amerikansk kultur håndterer katastrofer på. For enhver katastrofe ophører med blot at være en katastrofe, når man laver jokes om den, fantaserer om den og skaber fiktioner om dens destruktive kræfter og efterfølgende konsekvenser. Fra det øjeblik peger vores håndtering af katastrofen altid tilbage på os selv. 

Og intet land fantaserer så livligt om katastrofer som USA. De leverer bunker af tv-programmer som Doomsday Preppers, Doomsday Castle, Zombie Preppers og Survivorman, der alle dyrker evnen til at forberede sig på og overleve en civilisationssammenbrydende totalkatastrofe – hvad enten årsagen skulle være naturen, elektriciteten, zombier eller atombomber. Her er overlevelse lige dele selvforsyning og vold.

For de mange såkaldte survivalists – overlevelseshobbyister – der dedikerer deres liv til at gøre sig klar til overlevelse efter civilisationens sammenbrud, er netop våbenoprustning afgørende. Som den måske mest markante amerikanske overlevelseshobbyist, forfatter James Wesley Rawles, noterer sig på Survivalblog.com: »Hvis du forventer svære økonomiske tider eller anden social uro, skal du gøre en særlig indsats for at samle pistoler til forsvar, masser af ammunition, ekstra våbenmagasiner og et godt udvalg af reservedele.«

Civilisationen, forstås, er blot et tyndt fernis. Bag den lurer fjenden – som er cirka alle andre end den særligt forberedte borger. Skyd Irma. Skyd Den Anden. 

Fantasien om en etnisk renset civilisation

Den amerikanske urbanitetsteoretiker og historier Mike Davis har i sin debatbog Ecology of Fear læst og set alle bøger og film, lødige som underlødige, der siden Los Angeles’ blomstrende guldalder i 1920’erne har svælget i katastrofefantasier om underholdningsmetropolens undergang – og ofte racerene efterliv. Davis ser her ikke katastrofebevidsthed, det vil sige angsten for en faktisk katastrofe, interessen for at forhindre denne katastrofe eller for at forstå årsagen til den.

Derimod ser han i katastrofefiktionerne svælgen i fantasier om en ny etnisk renset civilisation i det efterkatastrofale og idylliseret nedkæmpning af fjendebilleder af kommunister, de gule, de sorte og emigranterne. Samlet bliver Los Angeles’ katastrofefiktion for Davis et indirekte portræt af den virkelige vestlige verdens fremmedangst. Det kunne man passende kalde katastrofe-underbevidsthed.

Den større, bøvlede fjende

Og skulle man så læse amerikansk katastrofeunderbevidsthed ind i sidste weekends amerikanske joke om at skyde orkanen Irma væk fra eget territorium, er katastrofen også et fjendeportræt: Ligesom landets kriminelle bekæmpes (dårligt) med håndvåben af politi og borgere, reduceres symptomerne på det overordnede klimaproblem her til en enkeltstående fjende, man kan skræmme væk. Handlekraften ligner til forveksling en fornægtelse af den større, bøvlede fjende, der hedder menneskeskabte klimaforandringer.

Når amerikanere retter deres skyts direkte mod orkanens øje, så bliver det altså en tragikomisk forestilling om, at det er selve katastrofen, der er blevet skurken, som skal dø, ikke årsagen til katastrofen.

Faren er selvfølgelig, som også politiet i Florida altså følte sig nødsaget til at påtale, at når man retter skytset mod himlen (og meningsløsheden), ender man i både det korte og lange løb med at skyde sig selv i foden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her