Julian Assange påstod, at det private ikke længere findes. Han fik ret

I begyndelsen lød internettet som et løfte om mere demokrati, fælleskab, et redskab i oplysningens tjeneste. Vi troede på Det Arabiske Forår, fordi de unge arabiske aktivitster for første gang benyttede sig af nettets potentiale for demokratisk forandring. Men moskéen viste sig at være stærkere end de digitale medier, og siden kom militæret til.

Vi er over den første forelskelse nu: Nettets mere problematiske sider viser sig. Vi har opdaget, at nettet kan være et magtfuldt instrument til undertrykkelse og vildledning af mennesker, både for autoritære regimer og i bevidste misinformationskampagner. Facebook er samfundets underbevidsthed; beskidt og ude af kontrol.

Men vi lever stadig i en idé om, at den digitale teknologi står i demokratiets tjeneste. Derfor diskuterer vi heller ikke visionerne for fremtiden.

Der er en kamp om vores fremtid på nettet, og hvem der vinder, afhænger af, at vi overhovedet bliver os bevidst, at der er en kamp. Nettet er ingen naturkraft. Men et redskab for mennesker, som vi kan forme, som vi ønsker det.

Et eksperiment

At være borger i et højteknologisk samfund betyder at blive mere og mere isoleret. Vi ser tegnene nu: Sociale medier betyder i realiteten »asociale medier«. Den menneskelige kontakt er under afvikling. Nettet kan synes som et eksperiment, hvis formål er at undersøge, hvor længe vi kan klare os uden menneskelig kontakt.

Den sociale stamina er blevet mindre. At se et menneske er mere udmattende nu, end det var før. Når vi i min familie har haft gæster i tre timer, så flygter børn og voksne ind på deres senge med en skærm, som havde de deltaget i et marathon. Man skal lade op, det var så hårdt. I mit barndomshjem husker jeg, at vi havde en strøm af gæster. Og man kom uanmeldt forbi! Crazy. Nu om dage vil det katagoriseres som en mild voldtægt.

Hvad der før krævede en gåtur på gaden, kan nu ordnes på et par sekunder med de rette klik. Men er det virkeligt godt, at alt kan ordnes på et splitsekund? Hvordan kan det være, at jeg samtidig med, at jeg sparer tiden, føler, at jeg mister den? Hvad har min smartphone og min computer gjort ved min tidsfølelse? Det er selve tilstedeværelsen i øjeblikket, der er væk, fordi jeg altid er et andet sted.

Mental atombombe

Julian Assange, skaberen af WikiLeaks, påstod, at det private ikke længere findes. Han fik ret. Vores inderste er blevet offentligt tilgængeligt. Det er os, der er blevet transparente for magthaverne, ikke magthaverne, der er blevet transparente for os borgere. Vores inderste rum er forsvundet, til gengæld er vi blevet fysisk mere isolerede og ensomme end nogensinde.

Skal teknologi blot udvikle sig i blinde? Skal alle tekniske muligheder blive realiseret, blot fordi de kan? Har teknologien sin egen indre drivkraft, ja, måske ligefrem sin egen vilje, som vi ikke må stille os i vejen for? Eller er der også en etik for teknologisk udvikling? Vi opfandt atombomben, men uden en etik, der forbød os at bruge den tilfældigt eller forhastet, havde vi for længst udslettet os selv. Måske er internettet en mental atombombe, der, hvis vi ikke sætter grænser, kan efterlade vores samfunds- og fællesskabsfølelse som en radioaktiv ødemark?

At opstille en etik for den digitale fremtid betyder også, at ikke alle muligheder skal forfølges. Visse veje skal vi ikke gå ned ad. Men hvilke? Det finder vi ikke ud af uden en åben og fordomsfri debat, og reel handling ifølge »The Copenhagen Letter«.

»The Copenhagen Letter« er ikke titlen på en ny amerikansk film, men på et manifest udarbejdet på den festival, Techtopia, der for nyligt blev afholdt i København. I to dage samledes eksperter om fremtidens brug af teknologi, og et af resultaterne er en appel til branchen selv om at tænke mere humanistisk, etisk og ansvarsfuldt. Det er tid til bremse op og forme fremtiden, inden den løber af med os.

»Vi lever i en verden, hvor teknologi fortærer samfundet, etikken og kernen af vores eksistens. Det er tid til at tage ansvar for den verden, vi skaber. Tid til handling, der sætter mennnesket før business. Tid til at erstatte den tomme retorik om at bygge en bedre verden med en forpligtelse til reel handling.«

Internettets uoverskuelige væsen

Disse værdifulde og alt for sjældent udtalte tanker, har ikke fået den dækning, de fortjener af den danske presse, måske fordi de falder imellem nogle stole i standardtænkningens møblement. Som al nytænkning har det svært ved at vække opsigt, fordi det ikke siges på den forventlige måde af de forventede.

Netop fordi manifestet er skrevet af fagfolk, er det en vigtig stemme i en debat, der ofte er famlende, tabuiseret og bærer præg af den uoverskuelighed, som er selve internettets væsen. Det er svært at diskutere teknologiens omvæltning af vores hverdag. Hvad betyder det kaotiske internet for vores følelsesmæssige færdselssikkerhed, for slet ikke at tale om vores økonomiske?

Vi har mistet et fundamentalt livsnærvær, fordi vi ikke længere har overblik, og det er en udsat position, som vi hellere vil tabuisere end se i øjnene. Vi er fanget imellem to slags uigennemskuelighed, teknologiens og magtens. Det siges, at ti mennesker styrer Internettet, det fænomen, som vi ser som verdenshistoriens stærkeste symbol på demokratiet.

Vores svar på udfordringerne er banale. Kritisk tænkning lukkes ned og kaldes reaktionær. Man hygger sig med dystopisk tænkning eller letkøbt overfladisk selvkritik og undlader at være konkret og visionær.

Dialogen om vores nye virkelighed er svær at føre. Der er samtaler, der ikke kan føres på nettet, men kun mellem mennesker, ansigt til ansigt, og derfor burde »The Copenhagen Letter« have været forsidestof i alle aviser.

Spørgsmålet om fremtiden kan ikke reduceres til teknologisk udvikling. Det handler altid i sidste ende om, hvad vi vil med os selv som mennesker.

Katrine Wiedemann er sceneinstruktør og forfatter. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.