Feature
Læsetid: 6 min.

Kære Stephen King: Du gav mig et nyt blik på barndom

Informations kulturskribent har skrevet et brev til Stephen King i anledning af forfatterens 70-årsfødselsdag
Informations kulturskribent har skrevet et brev til Stephen King i anledning af forfatterens 70-årsfødselsdag

Francois Mori

Kultur
21. september 2017

Kære Stephen

Jeg købte din bog Om at skrive i en lille boghandel i Bar Harbor på Mount Desert Island i Maine. Måske kender du den? Sherman’s Maine Coast Book Store, hed den. »Independent Bookstores for Independent Minds,« står der på den lille papirspose, jeg har gemt derfra. Den lå næsten nede ved vandet.

Gaden skrånede ned mod kysten, og bag ved fornemmede man Acadia National Park rejse sig med sine nøgne bjerge som en krop, der kunne skubbe dig ud i det mørke vand. Bar Harbor var civilisationens yderste grænse.

I bogen skriver du om de tusindvis af turister, der hvert år kommer til Bar Harbor for at spise de berømte Maine-hummere på pizzaer, i hotdogbrød, i flødeis, i chowder, men mest af alt med fingrene, så saften sprøjter som små kaskader af hedonisme i de uendeligt mange restauranter. At se på Bar Harbor gennem din bog gjorde et indtryk på mig, det ændrede hele mit blik på landskabet. Sådan som det er sket så mange gange før i de år, jeg har læst dine bøger.

Du arbejdede på et vaskeri dengang, fortæller du. Mens du stadig bare var en håbefuld forfatter, der fik afslag på afslag, mens du forsøgte at forsørge din familie ved at undervise på et lokalt gymnasium og vaske lagner, linned, duge og servietter fra Bar Harbors pæne hoteller.

Inden udgiveren af Carrie sendte dig en stor check, og du gik ud på gaden for at købe en gave til din kone, som du kunne overraske hende med, når hun kom hjem. Du købte en hårtørrer. Hvad I alverden skal man købe, når man intet har og pludselig får råd til alt?

Men dengang på vaskeriet på Maines fastland modtog du Bar Harbors fine linned. »Inden dugene, hvorpå disse delikatesser var blevet serveret, nåede mig, stank de forfærdeligt og myldrede tit med maddiker.«

Jeg forestiller mig, at du, mens du stod og betragtede maddikerne kravle op ad dine arme, fik ideer til de upyntede beskrivelser af kroppe i fordærv, som der er så mange af i dine bøger. Men ikke bare det. Du har aldrig forladt vaskeriet, tænker jeg nu.

Du har altid stået der i udkanten af civilisationen og set på menneskets beskidte vasketøj, set iglerne lure under de billedskønne søers stille vand, set det idylliske lokalsamfunds bærme slynge sig gennem kloakkerne og manifestere sig som en klovn, der lokker dig med papirsbåde og balloner, indtil du er så tæt på, at han kan flå armen af dig, og du må flyde rundt dér for evigt.

Jeg tror, at én af grundene til, at jeg altid har holdt så meget af dit forfatterskab er, at jeg selv er vokset op sådan et sted. Et uendeligt smukt fristed, men også et meget lille samfund, hvor de mindre smukke sider kan ses lige så tydeligt, fordi alles blikke er rettet mod alle. På godt og ondt.

Et barndomsland, hvor der var nødt til at være plads til forskellighed, hvis du ville være sammen med andre børn. For der var kun dem, der var. Og hvor en gruppe af børn kan blive som ét menneske, når de er sammen, fordi de kun regnes for halve alle andre steder. Ikke nødvendigvis pga. svigt eller ond vilje, men simpelthen fordi de er børn.

»Det er de eneste du har lyst til at være sammen med, ik,« spørger faren sin søn Gordie i din legendariske novelle The Body, da Gordie endnu en gang er på vej til at forsvinde ind i vildnisset med sine tre venner Teddy, Chris og Vern. De er bipersoner i deres eget liv, indtil du får dem skrevet ind i det fællesskab. Det har altid grebet mig – lige siden jeg var barn, til jeg nu er en voksen, der skriver om børn: Den måde, hvorpå du altid tager børn alvorligt.

Og ikke mindst deres frygt. Da Gordies storebror, som forgudes af forældrene mens de knap anerkender deres anden søns eksistens, dør i et biluheld, bliver Gordies overleverskyld og søskendejalousi til Dennys lemlæstede krop, der hjemsøger hans tanker. Han kommer ud af skabet i drengeværelset med den ene side af ansigtet smadret og en kage af blod og hjernemasse på skjorten. Med blodige hænder rækker han ud efter sin bror og stønner deres forældres tanker: »Det skulle have været dig, Gordon. Det skulle have været dig.«

Det er med dit udgangspunkt i barnets længsel mod skibskatastrofer og din evne til at forestille sig de mest horrible hændelser, at monstrene i dine bøger bliver nøjagtig så virkelige, at de hærgede bag øjenlågene i barndommen. Barndommens dobbelttydighed et sted mellem frihed og afmægtighed er billede på det samme som dine småbyer. Det forstår jeg nu.

De idylliske fristeder, hvor børnefællesskaberne trives i de vilde buskadser mellem jernbanen og skrotpladsen, der på et splitsekund kan blive til et sted fri for normer og moral og andre civilisatoriske lag, der måske nok hæmmer friheden, men også gør forskellen på rigtigt og forkert. På lykke og ulykke. Fødsel og død. Barndom og voksenliv. At bryde med det er at blive voksen, men at blive voksen er samtidig at risikere at miste evnen til at se de monstre, der lurer i kloakkerne.

Du giver mig en tro på, at man kan slippe væk, men du lader ikke som om, det er nemt. Man forlader det ikke bare ved at flytte væk. Ved at flytte hjemmefra. Du skal tilintetgøre den klovn. Du skal stirre Jack Nicholson i øjnene og skrige: »Du er ikke min far. Du er hotellet.« Selv når du har gjort det, vil det være nødvendigt at vende tilbage.

Hvis ikke du anerkender det som en del af din fortid, af dig selv, så tilintetgør det dig. Ligesom de voksne mænd i Det Onde må vende tilbage for endnu en gang at møde den klovn, de nedkæmpede som drenge i hjembyen Derry. Da telefonen og fortiden ringer hjemme hos en af de nu voksne mænd, og han ved med sig selv, at han ikke kan vende tilbage til Derry, så har han kun ét andet valg.

Man ved, hvad der må ske, men alligevel ved man det ikke, før du lader hans panikslagne kone låse den ellers altid åbne dør ind til badeværelset op, hvor han ligger i badekarret og har taget sit eget liv. Så indlysende og alligevel så chokerende.

Jeg tror, det må være, fordi du kender os bedre end de fleste, at du kan skrive sådan en scene. Det er vores egen virkelighedsflugt, der ligger der i badekarret. Kun ved at se sin fortid og barndom i øjnene kan man skabe noget mening ud af den. Ligegyldigt hvordan den har set ud. Og det er det, du gør: Skaber mening med dine fortællinger.

Også i dit eget liv. Jeg vidste jo godt, at hver gang, der var en forfatter i dine bøger, var det dig. Men i Om at skrive fortæller du, at det først var, da du forstod, at du var alkoholiker, at du selv opdagede, at Ondskabens Hotel handlede om dig og dit misbrug, og hvad det gjorde ved din familie. Så indlysende og alligevel så chokerende.

I dag fylder du 70, og jeg læser Det Onde igen og genoplever den lykkelige barndom som et mareridt. Og jeg laver ikke sjov: Mens jeg skriver disse linjer, står der én ude i gården og spiller på lirekasse. Bag mine øjenlåg svæver balloner, skildpadder og lemlæstede børn. Tillykke med fødselsdagen, Stephen. Jeg kommer snart tilbage til Maine.

Kærlig hilsen Anita

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Jeg tilslutter mig fuldt og helt hyldesten :-)

Johnny Winther Ronnenberg

Jeg vil protestere hvornår er Stefen King blevet kultur? Han har i rigtig mange år været placeret i kategorien triviallitteratur, hvad har ændret sig?

At jeg er en fan af ham og i endnu højere grad af Dean Koontz der har et eminent sprogbeherskelse der kræver ordbøger for at forstå de eksakte betydninger. Ja han er også placeret i triviallitteratur i danmark. Spørgsmålet er så, hvor går den grænse mellem skønlitteratur og triviallitteratur.

Ja jeg forventer selvfølgelig et svar fra kultur redaktionen, som jeg næppe får, for de er hævet over os de dødelige ;-)

Eva Schwanenflügel

Johnny, would you like to get a balloon?
Hvis ikke disse ord får det til at løbe koldt ned ad ryggen på dig, er der intet håb for en fremtidig gyserfan!

Eva Schwanenflügel

Og Steven King har i bogen "On Writing" slået fast, at han handler og skriver med rigtige værktøjer.

Johnny Winther Ronnenberg

Jeg læste i en artikel for rigtig mange år siden, at han stoppede på sit første studie og skiftede til "creative writing". Så han havde værktøjskassen i orden da han startede. Det er der ikke ret mange danske forfattere der har specielt ikke mellem de yngre, det virker som om det er nok at have en bærbar og så bare at skrive derud af, men sådan er det ikke i virkeligheden.

Det er benhårdt arbejde og endeløse omskrivninger, det er faktisk røvkedeligt det meste af tiden, selv om man har nogle fede ideer, så holder de sjældent i den virkelige verden og slet ikke når en redaktør tager fat i manuskriptet efter måske års arbejde.

Jeg er medlem af et meget stort internationalt forum for forfattere og det er interessant at følge andres tanker om processen og det endelige værk og ind i mellem få lov at læse et råmanuskript og kommentere det via mail. Det kan stærkt anbefales med peer-review, for det lærer man meget af ;-)