Baggrund
Læsetid: 9 min.

Det kan godt være hårdt at være klitorisaktivist

Nye kunstneriske udtryksformer på Instagram vil oplyse, underholde og bryde tabuer om kroppen på samme tid. Senest er tegnet klitoriskunst blevet et fænomen, der sniger sig udenom censuren, men kan man tale om egentlig oplysning, når det, der deles, er æstetiske efterligninger og ikke ’the real deal’?
Kultur
22. september 2017
Laura Kingsley maler sine klitorisser om dagen og ikke om natten, fordi hun ønsker, de skal forbindes med nysgerrighed og ikke med skam.

Laura Kingsley maler sine klitorisser om dagen og ikke om natten, fordi hun ønsker, de skal forbindes med nysgerrighed og ikke med skam.

Privatfoto

En af de første gange Laura Kingsley tegnede en kridtklitoris på gaden, var i 2015 under den årlige SantaCon i New York.

En fyr i julemandskostume kom op til hende, pegede på den rød-grønne kridtklitoris, som hun var i færd med at udstyre med en nissehue, og spurgte, hvad fanden hun havde gang i.

»Han stod bare der og var helt vildt vred oven på en klitoristegning,« siger Kingsley, der var så forbavset over, at julemanden overhovedet vidste, hvad tegningen forestillede, at hun ikke kunne andet end smile til ham.

»De fleste tror jo, det er enten blæksprutter, sakse eller noder.«

Episoden resulterede i et billede af en julemand, der står ved siden af en kridttegning af en klitoris og ordene ’Merry Clitmas’, og man kan se det, hvis man går ind på Laura Kingsleys Instagramprofil Clitorosity, der indtil videre har 3.000 følgere.

 

A post shared by Clitorosity (@clitorosity) on

Laura Kingsley sidder bøjet over en skatebakke på den røde plads i København og lægger sidste gule og glimmerblå streger på sin seneste kridtklitoris.

De små dryp, der den sidste time har varslet faretruende, bryder nu ud i fuldfed sensommerregn. Mens folk løber i ly, bliver hun siddende og arbejder koncentreret på at male klitten færdig og skrive et catchy slogan, inden det hele vaskes væk.

»Det handler ikke så meget om at provokere for mig. Det er også derfor, jeg kun tegner mine klitorisser med kridt,« siger hun.

Indtil nu har folk ellers sat tempoet en smule ned, når de passerede Kingsleys kæmpeklit. De fleste med et genert træk på smilebåndet.

Klitorissen, i folkemunde også kendt som ærten eller knappen, har længe været bortcensureret fra offentligheden og henvist til en del af forspillet. Men via nye kunstneriske udtryksformer på Instagram er det myteomspundne kvindelige kønsorgan nu blevet highlightet på den seksuelle og kropsaktivistiske dagsorden.

Laura Kingsleys interesse for klitorisser begyndte for to år siden, da hun til en fest overhørte en samtale om sextrekanter. Alle var tilsyneladende enige om, at hvis trekanten var sådan en med én kvinde og to mænd, så måtte det virkelig være hårdt arbejde for kvinden.

»Men to fyre er jo lig med fire hænder og to tunger, så hvordan skulle det nogensinde være hårdt arbejde for kvinden?« siger Laura Kingsley.

Pludselig forstod hun, at der er en kulturel forventning om, at kvinden knokler for mandens nydelse – men ikke omvendt.

Fra skam til nysgerrighed

Efter festen igangsatte Laura Kingsley en række klitorisworkshops og et gadetegningsprojekt, der skulle informere folk om kvinders nydelse og kaste lys på det myteomspundne kvindelige nydelsespunkt.

Hendes aktivistiske fremgangsmåde er enkel: Tegn en kæmpe kridtklitoris på et befolket område, skriv et catchy slogan og læg det på Instagramprofilen Clitorosity med masser af hashtags.

I løbet af de sidste par år har hun været det meste af USA igennem med sin iPhone og en bøtte multifarvet kridt. Da hun for nyligt blev inviteret til at tale om sit klitorisprojekt hos den netop overståede teknologifestival, Techfestival, i København, tog hun derfor straks turen over Atlanten for at tegne klitorisser med danskerne.

»Mit mål med Clitorosity har fra begyndelsen været at flytte fokus fra skam til nysgerrighed, når vi taler om klitoris. Det er derfor, jeg altid tegner om dagen og kun på befolkede steder. Det skal ikke være noget fordækt,« siger Kingsley og forklarer, at det gode ved kridt er, at det også forsvinder igen, så ingen kan beskylde hende for hærværk.

Mens hun taler, mister hun pludselig balancen og glider baglæns ned ad den regnglatte skatebakke.

»Jeg har nærmest ikke noget pænt tøj tilbage, fordi jeg ødelægger det hele, når jeg tegner klitorisser« fortæller Laura Kingsley, da hun finder fodfæste igen halvvejs nede af bakken.

Hun smider støvlerne og skubber sig på knæene op ad den naturbelagte skatebakke, der, i takt med at regnen intensiveres, bliver stadig mere våd og umedgørlig. Hun griner.

»Det kan godt være hårdt at være aktivist nogle gange.«

Del af et digitalt kropsfremstød

Laura Kingsley er ikke den eneste aktivist, der tegner klitter på gaden og poster dem på Instagram.

I 2016 oprettede den amerikanske kunstner Sophia Wallace Instagramprofilen Yescliteracy som et led i kunstprojektet Cliteracy fra 2013, hvor hun poster klitorisgadekunst og blandt andet introducerer den famøse clit rodeo – en interaktiv installation af en gigantisk guldklitoris.

Og hvis man i dag på Instagram søger på hashtagget ’clitoris’, kommer der intet mindre end 24.874 hits frem af glimmerfarvede 3D-klitorisser, klitorisser af ler og cupcakes formet som en klitoris.

Ifølge læge og forsker i kvinders lyst, Sarah Wåhlin-Jacobsen, er det afgørende, at vi får formidlet viden om klitoris, hvis kvinder skal lære at sætte ord på deres lyst.

»Jeg taler med rigtig mange kvinder, der slet ikke ved, hvorfor deres klitoris eksempelvis svulmer op eller dunker, når de blive seksuelt ophidsede.«

Man kan altså tale om både klitoriserektion og stiv klitoris, forklarer Sarah Wåhlin-Jacobsen, der dog påpeger, at det er vigtigt, at snakken om klitoris ikke kun handler om kropsoplysning, men også om at gøre op med et heteronormativt narrativ, hvor klitoris indskrives som noget, man berører for at forberede kvindens krop til selve sexakten.

»Det er ærgerligt, at klitoris er degraderet til noget, der kun er en del af forspillet. For ser vi biologisk på det, kommer penis og klitoris jo fra det samme sted i fosterudviklingen. Default-modellen er vulva og klitoris, og når man udsætter kroppen for testosteron i fostertilværelsen, så udvikler det sig til penis og pung. Man kan altså ikke, som Freud ellers mente, tale om klitoris som en amputeret penis,« siger Sarah Wåhlin-Jacobsen og tilføjer med et smil:

»Man kan måske snarere sige, at mænd også har en klitoris, som er placeret uden på kroppen.«

Forsøgskaniner i et digitalt eksperiment

Ifølge Katrine K. Pedersen, ekspert i medieudvikling og digitalisering og forfatter til bogen The Emperor’s New Clothes, som handler om kunst og censur på de sociale medier, er både Laura Kingsley og Sophia Wallace del af en tendens, hvor kunstnere og kropsaktivister liker og deler kropslighed flittigt på eksempelvis Instagram.

Dog foregår det under nogle ganske særlige betingelser:

»Vi er forsøgskaniner midt i et socialt medieeksperiment, der er underlagt en kommerciel ramme, hvor vi enten er data, produkter eller potentielle købere. Det betyder, at når vi deler ting, der falder uden for de kommercielle spilleregler, så risikerer det at blive censureret bort. Når vi deler kroppen, betyder det, at det, der ikke lever op til bestemte krops- og kønsidealer, ekskluderes,« siger Katrine K. Pedersen.

Når dele af kvindekroppen bliver bortcensureret, som det for eksempel sker med bryster og kønsdele, selvom de ikke er placeret i en seksuel kontekst, er det ifølge hende et eksempel på, at de, der udstikker retningslinjerne for censuren, ikke har kropsoplysning eller ligestilling for øje. Faktisk tværtimod.

»Som brugere er vi nødt til at forholde os kritisk til, hvem der udstikker censuren og ud fra hvilke agendaer og principper.«

Men ifølge Katrine K. Pedersen kan det virke svært, når de fleste i bund og grund slet ikke ved, hvordan den store censurmaskine på de sociale medier fungerer.

»Problemet er, at man som helt almindeligt menneske aldrig har været inviteret ind i den her store datakulisse. Vi har ikke noget charter for, hvilke værdier der styrer censuren, som det ellers foregår i et demokrati.«

Kan man så tale om egentlig oplysning og aftabuisering, når den kropslighed, der deles, i bund og grund bare er censurerede efterligninger af the real deal?

Ja, mener Katrine K. Pedersen.

»Vi har jo, især nu i den her digitaliserede tidsalder, brug for kunstnere og aktivister, der behandler og formidler nøgenhed og krop. Selvom de er underlagt en form for antifeministisk eller misogyn censur, er de stadig med til at skabe oplysning, samtale og spidde bestemte myter om kroppen.«

Ifølge Katrine K. Pedersen fungerer censuren ikke kun som modstand, men også som et dogme, Instagramkunstnere og -aktivister arbejder ud fra.

»Censuren skaber en ny form for aktivistisk kunst eller kunstnerisk aktivisme, hvor man finder nye udtryksformer og måder at narre censurpolitiet på. Et fænomen, vi også kender fra kunstnere, der lever under diktatur,« forklarer hun og nævner f.eks. den spanske filminstruktør Carlos Saura, der under Francos diktatur bl.a. med filmen Cría Cuervos (1976) skabte et metaforisk sprog, der skar gennem censuren.

En OMG-sensation

Spørger man den 24-årige danske kunstner og kropsaktivist Maja Malou Lyse, findes forklaringen på den kropscensur, vi ser på Instagram, først og fremmest i vores generelle syn på kvindens seksualitet.

»Den kvindelige seksualitet har jo altid været omgærdet af censur og manglende autonomi,« siger hun.

Gennem det sidste stykke tid har Maja Malou Lyse markeret sig på instagramprofilen @habitual_body_monitoring2, der har omkring 17.000 følgere. Udover glittede 3D-klitorisser poster hun bl.a. billeder af menstruationsindsmurt sexlegetøj og stillbilleder fra selvgynækologiske workshops, hvor hun med spekulum og spejl viser de forskellige dele af sit underliv.

Lyse forklarer, at responsen på de klitter, hun poster, for det meste er positiv.

»Folk får stadig en slags OMG-sensation (Oh My God-følelse, red.), når jeg poster 3D-klitorisserne, så jeg er helt sikker på, at det har stor indflydelse på at redefinere seksualundervisning og gør op med nogle af de kulturelle stigmatiseringer, der er om klitoris,« siger hun.

Andre gange har den været knapt så positiv. Eksempelvis da Maja Malou Lyse postede en ’indre selfie’ (et billede af livmoderhalsen, red.) og blev censureret pga. såkaldt ’stødende indhold’.

»Jeg havde ellers en ide om, at billedet kunne fungere som et insta-hack (deling af billeder, der omgår censuren, red.),« forklarer Lyse, der var overrasket over, at censurpolitiet på Instagram overhovedet kunne identificere motivet.

’Er det cancer?’

På den røde plads kæmper Laura Kingsley mod tiden. Det er sværere, end man lige skulle tro, at male sådan en kæmpeklit med blå glimmerkridt, når den danske sensommerregn konstant forsøger at vaske den væk. Det kræver tålmodighed og dedikation. Lidt ligesom når skal man skal stimulere klitoris.

»De fleste mennesker aner jo slet ikke, hvad de skal stille op med den. Den viden, jeg og min generation har om klitoris og den kvindelige orgasme, har vi jo først og fremmest fra mainstreamporno, hvor kvinder kommer, når mændene stikker den ind. Så det gennemsnitlige heteroseksuelle samleje i 2017 stopper stadig, når fyren kommer. For det er jo det, vi har lært,« siger Laura Kingsley.

Hun falder i snak med to teenagepiger og spørger, om de kan se, hvad tegningen forestiller. De to piger fniser og kigger lidt nervøst frem og tilbage, og den ene spørger lidt tøvende, om det er en blæksprutte. Laura Kingsley smiler venligt og ryster på hovedet. »Er det så et træ?« spørger den anden.

Laura Kingsley forklarer pædagogisk, at det er noget, kvinder har i deres underliv, og en af pigerne udbryder: »Nu ved jeg det, er det cancer?«

»Når man viser billeder eller tegninger af klitoris, river man ligesom et lag af pinlighed af, og så begynder folk at tale,« siger Laura Kingsley til mig, da hun sætter den sidste glimmerkridtstreg på den våde skatebakke.

»VI HADER REKLAMER,« har nogen skrevet med rød grafittispray på en høj husmur bagved skatebakken, »MEN VI ELSKER KLITORIS,« står der nu ved siden af den gule og glimmerblå kridtklit.

Den nu aftagende regn har efterhånden udvasket klittens blå farve, der slynger sig ind og ud af den røde naturgummi, til en lettere grumset lilla masse. Laura Kingsley lapper så godt hun kan med ekstra blå farve. Det kan være svært at slippe sit værk.

Bagefter signerer hun tegningen og stiller sig nogle meter tilbage for at tage et billede af det færdige resultat med sin iPhone.

»Det er ligesom Insta-stories eller orgasmer; de er der, og så er de væk.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Det er et af de ord der er svært at sige hurtigt ti gange i rap: kridtklit, kridtklit, kridtklit, kridtklit, kridtklit, kridtklit, kridtklit, kridtklit, kridtklit, kridtklit.