Læsetid: 7 min.

Kim Fupz Aakeson: Voksne er også en slags mennesker

Det er ikke altid, forfattere ved – eller vil indrømme – hvem de står på skuldrene af. Det ved, og det vil, Kim Fupz Aakeson godt. Han vinker ned til Ole Lund Kirkegaard og takker for mundtligheden og humoren. Men han kigger også opad og ser den voksne og tænker: Det er vel også et slags menneske
Det er ikke altid, forfattere ved – eller vil indrømme – hvem de står på skuldrene af. Det ved, og det vil, Kim Fupz Aakeson godt. Han vinker ned til Ole Lund Kirkegaard og takker for mundtligheden og humoren. Men han kigger også opad og ser den voksne og tænker: Det er vel også et slags menneske

Sigrid Nygaard

30. september 2017

Da Kim Fupz Aakeson begyndte at skrive tekster, var der noget, der ikke helt spillede. De så ellers mægtig pæne ud på papiret. ’Orv’, tænkte han: metaforer. Det er sådan noget, forfattere bruger. Egentlig var han jo tegner, men det blev lidt kedeligt at tegne mejetærskere til landbrugets blade.

Meget kedeligt, faktisk. Så kedeligt, at han til sidst helt mistede lysten til at tegne. Og så kom ordene. Men der var noget galt. Det opdagede han, når han læste dem op. »Det lød helt kunstigt,« fortæller han i dag.

Da han fandt ud af, at det var det, der var galt, blev det hele meget nemmere. Han begyndte at læse teksterne op for sig selv hele tiden, så han var sikker på, at det virkede som noget, folk ville sige.

»På den måde fandt jeg min stemme,« siger han. Og når han kigger på sine tekster i dag, så ved han godt, at den måde at skrive på havde han kendt længe.

»Et af mine første møder med det at kunne dele noget litterært med børn var med én af hans bøger. Jeg var vikar i en børnehave, hvor der var højtlæsning hver dag. Og dér sad jeg så med Ole Lund Kirkegaard og opdagede, at jeg synes, det var sjovt, og de synes, det var sjovt.«

Det havde han helt glemt. Måske fordi han på det tidspunkt slet ikke havde planer om at blive forfatter.

»Det var ikke sådan: ’Aha! Dér var den’,« som han siger.

Men senere genkendte han Ole Lund Kirkegaards stemme i sin egen: »Det er meget tråden fra ham, jeg tager op. Man kan tydeligt høre hans mundtlighed og hans humor. Det er jo ikke altid, man ved det, men det ved jeg altså godt.«

Undskyld jeg afbryder

Ole Lund Kirkegaards bøger markerede et nybrud i dansk børnelitteratur på mange måder. Der er selvfølgelig det dér med reformpædagogikken: At se på barnet som et kompetent menneske med selvbestemmelsesret, men ligesom reformpædagogikken var bøgerne ikke helt nye. De blev bare virkelig manifesteret – og et paradigme – det år, hvor Ole Lund Kirkegaard debuterede med Lille Virgil, 1967.

Men det der gør Ole Lund Kirkegaard til noget helt særligt og helt nyt, er mundtligheden. Som for eksempel her, hvor Lille Virgil, Oskar og Carl Emil har taget dragen, som læreren ellers havde sagt ikke eksisterede, med i skole og gemt den i et skab:

»Skoleklokken ringede. Den rødhårede lærer kaldte på børnene. Og alle børnene løb ind i klassen. I dag, sagde den rødhårede lærer, skal I lære om haren.

Bøøøøøv, sagde det inde fra skabet med bøgerne.

Hvad, sagde læreren. Hvem sagde bøv?

Det var dragen, sagde Carl Emil. Dragen sagde…

Schiiiii, sagde lille Virgil. Du ødelægger det hele, din klovn.

Bøøøøøøøøøv, sagde det inde i skabet.

HVEM SAGDE BØØV? råbte læreren. Hvem er den frække dreng, der tillader sig at sige bøøv i timen?

Døren til skabet gik op, og ud kom dragen.

Bøøøøøv, skreg læreren. HVAD ER DET?«

Og så hopper læreren ud af vinduet. Ole Lund Kirkegaard var den frække dreng, der tillod sig at skrive bøøøøøv i en bog. Og han vidste godt, at det var noget, der kunne få voksne til at hoppe ud af vinduet. Men fra sin erfaring med at fortælle historier for sine elever vidste han også, at det var det, der virkede, når man læste dem op.

Det skaber noget tempo i fortællingen, og replikskiftet kan blive enormt sjovt, men der sker også noget andet, lærte Kim Fupz Aakeson ved at begynde at bruge den mundtlighed:

»Det bliver mere troværdigt på den måde. Når vi taler sammen, så er vi jo mest interesserede i, hvad vi selv siger. Man sidder pænt og venter, mens den anden taler, og kan man komme ind med sin egen pointe. Da jeg blev skilt, blev jeg spurgt: ’Hvordan går det?’, og så snart jeg svarede: ’Ja, jeg er jo blevet skilt’, så sagde folk straks: ’Dengang jeg blev skilt, da …’ Men hey, jeg troede, vi talte om mig?«

Mor

Mundtligheden giver plads til, at karakteren bedre kan træde frem. Ordene og ikke kun historien kommer til at beskrive virkeligheden, for mundtlighed betyder jo ikke kun, at der er mange replikker, og at teksten fungerer som oplæsning. Det er ofte bare en sideeffekt. Nej, mundtlighed betyder, at sprog lige så meget er en formulering, som det er et budskab. Måske endda mere. Der er en tone og et nærvær i teksten, der gør den levende.

Hør hvordan drengen, i Kim Fupz Aakeson historie Mor, formulerer sig, når han skal prøve at kalde den flinke dame, han har valgt som mor, i stedet for den mor, som egentlig er hans mor, men som han skammer sig over, fordi hun er for tyk og for ligeglad og for pinlig.

»’Så,’ siger damen. ’Nu må du godt sige: Tak for mad, Mor.’

’Ja,’ siger jeg. ’Tak for mad, Mos.’ ’Undskyld,’ siger damen. ’Hvad var det, du sagde? Mos?’ ’Jeg kom til at sige forkert,’ siger jeg. ’Nu siger jeg det rigtigt: Tak for mad, Musling, nej… tak for mad, Mappe, nej…. tak for mad, Madras…’

’Mor,’ siger damen. Meget tydeligt.

’Mus,’ siger jeg.«

Hans mund vil ikke formulere ordet mor, for det er ikke i overensstemmelse med virkeligheden. Det er ikke hans mor. Og det kan sproget ikke lade, som om at hun er. Hun er ellers flink nok, damen. Hun vil gerne have en lille dreng, og hun bliver ked af det, da det ikke kan lade sig gøre.

»Det er vigtigt, at bipersonerne også er nogen,« siger Kim Fupz Aakeson og henviser igen til Ole Lund Kirkegaard og hans evne til at skabe hele personer: »Carl Emil gider jo ikke være én, der bare er med i en historie om Lille Virgil. Han har også et liv. Og det får han blandt andet ved, at vi hører ham tale og hører, at han ikke bare reagerer på det, Lille Virgil gør.«

Og alle de andre voksne

Ja, Kim Fupz Aakeson er inspireret af Ole Lund Kirkegaard. Der er lidt af Lille Virgil, Albert, Frode og alle de andre i en figur som Fupz’ Vitello. Den lille skælm, der bor i rækkehuset ved ringvejen og gang på gang kommer i problemer, fordi de mange gode ideer, han får, for det meste viser sig at være bedre i teori end praksis. Selv om han ofte ikke forstår, hvorfor de voksne bliver sure.

Men én markant forskel på Kim Fupz Aakeson og Ole Lund Kirkegaard er, at det forstår Fupz godt. Forældrene i Kim Fupz Aakesons bøger er faktisk jævnt hen fornuftige væsner. Vitello har en mor, som er lidt tvær og træt nogle gange, og Fupz er lige så solidarisk med hende, som han er med Vitello.

»Nu har jeg strukket min egen forældrekarriere over mange år. Min ældste er 28, min yngste 8, og jeg har sagt de samme ting som far til et barn utroligt mange gange. Der er noget meget befriende i at få lov at skrive om en voksen, der siger: ’NEJ, nu!’ Voksne er også en slags mennesker. De har også rettigheder, og ofte har de også ret.«

Selvfølgelig er der også fornuftige voksne i Ole Lund Kirkegaards bøger og i de andre bøger fra jubilæumsåret 1967, men de, der er autoriteter, får meget sjældent ret. De er der for at blive brudt ned.

»Det var der brug for dengang. Det er jeg helt med på,« siger Kim Fupz Aakeson. »Selv de, der i 1970’erne slog væggene ned til børneværelset og sagde ’hey, du er altså med i verden’, havde deres berettigelse, selv om det så udviklede sig til, at vi kom til at respektere børnene så meget, at de skulle med ind i klassekampen og omstyrte det bestående.«

For meget selvbestemmelsesret, frihed og fravær af forældreroller har Kim Fupz Aakeson selv set konsekvensen af, da han i 12-13 år boede på Christiania:

»Der var jo nogle af Christiania-børnene, som bare blev overladt til sig selv, og så var der nogle, der bare var helt vildt irriterende. De havde ingen fornemmelse af grænser. De blev sluppet fri på den dårlige måde. Og når de voksne ikke kan finde ud af at sætte grænser, så er det jo ikke så mærkeligt, at børnene heller ikke kan. Det var virkelig medaljens bagside. I udgangspunktet var det jo en meget smuk tanke,« siger han.

Ikke bare pjat

Ånden og arven fra 1967 lever i hans forfatterskab, men Kim Fupz Aakeson har lige så stille bygget forældre og voksne op til positioner, hvor de ikke er autoritære, men stadig autoriteter. Der er dog ingen tvivl om, hvor den største inspiration kommer fra. Hverken hos Ole Lund Kirkegaard eller Kim Fupz Aakeson:

»Hverdagen har sin ret i menneskers liv, for andet ville være for hårdt, men samtidig lukker den nogle døre. Den åbenhed, børn har, fordi de ikke kender reglerne endnu og ikke kender årsagssammenhængene, er meget inspirerende. De tror på spøgelser og tandfeer og på, at Gud kan flytte ind ved siden af. De blander logik, fornuft, virkelighed og noget, der er helt bimmelim, og de undrer sig og stiller spørgsmål ved ting, voksne tager for givet. Dét, at der er en del af menneskeheden, der er helt open for business, synes jeg, er skide sjovt.«

Samtidig ligger der både i Ole Lund Kirkegaards og Kim Fupz Aakesons bøger en dyb sympati for følelsen af at stå over for en overmagt i en verden, man ikke har særlig meget indflydelse på.

»Slutningen i Gummi-Tarzan er jo grusom, men sand. Ivan Olsen sidder igen dér og har fået buksevand. Han fik lige lugtet til det at være den stærke og dygtige dreng en enkelt dag, men sådan er virkeligheden ikke. Alle kender den følelse af afmagt, der hører med til det at være den lille. En god komedie har en bund af noget genkendeligt menneskeligt og eksistentielt. Det er ikke bare pjat.«

Serie

Nybruddet i børnelitteraturen

I efteråret 1967 udkom: Ole Lund Kirkegaards Lille Virgil, Flemming Quist Møllers Cykelmyggen Egon, Cecil Bødkers Silas og den sorte hoppe og Halfdan Rasmussens Halfdans ABC.

Det markerede et nybrud i dansk børnelitteratur. Bøgerne pegede alle på en respekt for børn som kompetente individer og rigtige mennesker, blandet med en beundring og anerkendelse af børns måde at opleve og være i verden på.

Vi har dedikeret hele denne uges litteraturtillæg til at undersøge, hvad der skete, hvordan det skete, hvorfor det skete, og hvilken betydning det har haft.

Seneste artikler

  • Det var i litteraturen, vi opdagede, at børn findes, og ikke bare er små voksne

    30. september 2017
    Hvad mener vi egentlig, når vi siger, at børn skal have lov til at være børn? Det kan børnelitteraturen hjælpe os med at finde ud af – særligt fem helt epokegørende forfatterskaber fra 1967. Og hvis vi bliver klogere på det, kan vi også få klogere diskussioner om børns liv, hverdag og de institutioner vi bygger til dem
  • I litteraturen kan vi finde svaret på, hvad vi mener, når vi siger, børn skal have lov at være børn

    30. september 2017
    For halvtreds år siden i lige netop disse måneder udkom fem forrygende og epokegørende værker næsten oveni hinanden: ’Lille Virgil’, ’Cykelmyggen Egon’, ’Silas og den sorte hoppe’ og ’Halfdans ABC’. De skabte et nybrud i dansk børnelitteratur
  • De børn, der kommer ind i litteraturen i 1967, er virkelighedens børn

    30. september 2017
    På bare to måneder i 1967 blev dansk børnelitteratur revolutioneret. ’Lille Virgil’ og ’Silas og den sorte hoppe’ var pædagogiske nybrud, der satte barnet i centrum i den gryende velfærdsstat, mens ’Halfdans ABC’ sprang sproget i smadder. ’Cykelmyggen Egon’ fik tekst og illustration til at slå krøller på sig selv, og Snøvsen tog med Eigil ud for at finde katten i sækken og hele molevitten. De fem bøgers betydning kan ikke overdrives, siger fire børnelitterære eksperter 50 år senere
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu