Kommentar
Læsetid: 5 min.

Knausgård om den norske regerings olieplaner: Det er skamfuldt for Norge

I USA åbner Trump kulminerne igen, i Norge vil de ledende politikere åbne nye oliefelter. Det er skamfuldt for politikerne, og det er skamfuldt for Norge, sagde forfatteren Karl Ove Knausgård, da han midt under den norske valgkamp talte foran det norske Stortinget
Kultur
9. september 2017

Verden er enkel og forudsigelig. Kaster du en bold op i luften, falder den ned igen. Sår du et frø i jorden, vokser der en blomst op. Slår du en paraply ud i vinden, bliver indersiden krænget ud. Kører du for stærkt i et isglat sving, kører du i grøften. Slipper du CO2 ud i atmosfæren, bliver luften varmere. Bliver luften varmere, smelter isen. Smelter isen, stiger vandet. Stiger vandet og bliver varmere, opstår der flere orkaner, flere oversvømmelser, mere tørke. Når det sker, bliver adgangen til mad mindre, og dyrearter dør ud.

Verden er enkel og forudsigelig. Gør vi det ene, sker det andet.

Alle ved, at det er sådan. Alle ved at øget afbrænding af olie og gas vil ødelægge klimaet i fremtiden. Alle ved, at fremtiden tilhører de mennesker, som skal komme, ikke os.

Så hvorfor vil alle de største partier i Stortinget etablere nye oliefelter. Og ikke nok med det, men også bygge dem i de rigeste og mest fantastiske, men også mest sårbare områder i nord?

Verden er enkel og forudsigelig, men virkeligheden er det ikke. I virkeligheden kan man slippe afsted med at sige, at udledning af CO2 ikke skader nogen, og alligevel blive valgt til præsident i USA. I virkeligheden kan man sige, at Norge, som er Europas største eksportør af gas, ikke er med til at ødelægge miljøet, men tværtimod gør det bedre, da vi udvinder det fossile brændstof på en så ren og god måde, og da udledningerne ikke er vores ansvar, men påhviler de lande, som køber olien og gassen af os.

I virkeligheden tæller hensynet til arbejdspladser og til de enorme olieindtægter mere end miljøødelæggelser i fremtiden.

Og det er let at forstå. Vi er mennesker, og vi tænker først på vores eget bedste og på det bedste for vores nærmeste. Det er menneskeligt at være egoistisk, det er menneskeligt at være grådig, det er menneskeligt at ville have det godt her og nu. Og det er menneskeligt at ville vende ryggen til det forfærdelige.

Kommer der en dokumentar om fældningen af regnskoven på tv, skifter jeg kanal. Ser jeg i en avis eller i et magasin en artikel om dyrearter, som dør ud, bladrer jeg videre. Begynder nogen på radioen at tale om, at isen smelter på polerne, vandet stiger, temperaturen stiger, finder jeg en kanal, som sender musik. Vi står midt i en krise af enorme dimensioner, og jeg vil altså ikke vide af det. Jeg vil ikke konfronteres med det forfærdelige, jeg lader, som om det ikke findes, jeg kigger ned.

Hvorfor gør jeg det?

Jeg kigger ned, fordi jeg føler mig magtesløs.

Og at vi alle står bag, alle vi, som er her i dag, ved at køre i vores biler, ved at handle i vores supermarkeder, ved at tage på ferier til fjerne lande, forstærker følelsen af magtesløshed.

For klimakrisen skyldes ikke enkeltpersoner, den skyldes ikke virksomhedsledere eller politikere, den skyldes et samfundssystem, en kultur, som vi alle er en del af – ja, det er det, som er os. Og det er det, som gør det så vanskeligt at forholde sig til:

Mine handlinger er uskyldige og enkle, og dine handlinger er uskyldige og enkle, men summen af dem er ødelæggende. Ingen har ansvaret for det, alle har ansvaret for det.

Vi tænker kortsigtet, fordi vi er en del af en kortsigtet kultur. Vi forværrer klimaet og ødelægger miljøet, fordi vi kun har os selv for øje. I stedet for at se liv, ser vi ressourcer. I stedet for at se en eksistentiel rigdom ser vi økonomisk gevinst. Denne indsigt, at et helt system og en hel kultur må forandres, er med til at forstærke håbløsheden. Hvem skal gøre det? Og hvordan?

Det er ikke sådan, at olieindustrien er fjenden. Det er ikke sådan, at politikerne er fjenden. Olieindustrien og politikerne er også os, vi er alle i samme båd, vi lever alle i den samme verden. Og der ligger et håb i den tanke. Hvis der findes en vilje til forandring i mig, hvis der findes en vilje til forandring i dig, hvis der findes en vilje til forandring hos alle, som er her i dag, så findes den samme vilje overalt. Det gælder bare om at samle den. Det gælder bare om ikke at slå blikket ned.

Politikerne er valgt for at løfte blikket, politikere er valgt for at se bort fra de kortsigtede gevinster og tænke frem i tid. Rammerne for det velfærdssamfund, vi fortsat lever i, blev engang til på den måde,  at politikerne tog beslutninger, som ikke ændrede noget på kort sigt, men som en dag ville gøre det.

I USA åbner Trump kulminerne igen, i Norge vil de ledende politikere åbne nye oliefelter. Det er skamfuldt for politikerne, og det er skamfuldt for Norge. Norge er et af verdens rigeste lande, og det eneste motiv for at etablere et nyt oliefelt er flere penge.

Det er grådighed. Det er fejhed. Og det er også dumhed, for med alle de ressourcer, vi har i dette land, kunne vi have lagt os i spidsen i arbejdet for en renere verden, vi kunne have postet penge fra den enorme formue ind i forskning af miljøvenlig energi, vi kunne være blevet et foregangsland. Hvis ikke vi, med al vores rigdom og velstand, kan tage det skridt, hvem skal så kunne gøre det?

Fjenden er følelsen af magtesløshed, af at vi befinder os i et system, som er uforanderligt, og som fortsætter i samme retning, uanset hvad vi gør. Men det er en fejlagtig tankegang, for systemet er os.

Samfundet er du og jeg. Magten er vores. At politikerne kigger væk, behøver ikke at betyde, at vi også skal gøre det. Stemmer tilstrækkeligt mange på partier, som går imod etableringen af nye olie- og gasfelter i de nordlige områder, vil den blive stoppet. Stemmer tilstrækkeligt mange på partier, som forstår, at klimaændringer og miljøødelæggelser er det største problem i vor tid, må politikerne ændre kurs. For verden er enkel og forudsigelig: Gør vi det ene, sker det andet.

Publiceret med tilladelse af forfatteren, oversat af Peter Nielsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Johnny Winther Ronnenberg

Egentlig en meget rammende kommentar til hvordan vi opfatter verden, dårlige nyheder springer vi over for at blive underholdt i stedet. Det forandrer bare ikke noget :-(