Læsetid: 3 min.

’Kunsten skal være fri. Men …’

Ord som respekt og hensyn har principielt ikke noget at gøre i kunsten, mener kurator på Kunsthal Charlottenborg Henriette Bretton-Meyer. Men de har noget at gøre i verden, og derfor er debatten om kunstens politiske korrekthed ’kompliceret’, mener hun
Ifølge Henriette Bretton-Meyer, der er kurator på Kunsthal Charlottenborg, trækker den tyske kunstkritiker Hanno Rauterberg linjerne lidt for hårdt op i sin kunstkritik

Ifølge Henriette Bretton-Meyer, der er kurator på Kunsthal Charlottenborg, trækker den tyske kunstkritiker Hanno Rauterberg linjerne lidt for hårdt op i sin kunstkritik

Joachim Adrian

9. september 2017

Kunsten er død, erklærede Hanno Rauterberg for nylig i et essay i Information. Her blæste den tyske kunstkritiker til angreb på den politiske korrekthed, som han mener er ved at kvæle samtidskunsten med »grasserende anstændighedstænkning« og »filisteragtigt velmeneri«.

Det er en tendens, som trækker fokus væk fra gamle æstetiske dyder som originalitet, form og komposition og tvinger kunsten i retning af nye etiske kategorier som køn, oprindelse og hudfarve. Så galt står det til, mener han, at værker i dag bliver censureret, hvis kunstneren ikke har den rette baggrund for at kunne beskæftige sig med et bestemt tema.

Spørger man kurator på Kunsthal Charlottenborg Henriette Bretton-Meyer, er der altid grund til at forsvare kunsten imod et politisk pres udefra, men hun mener, at Rauterberg overdriver den konkrete trussel fra identitetspolitikken.

»Principielt skal kunsten kunne operere i et universalistisk, frit rum,« siger hun.

»Men jeg synes, at Rauterberg for argumentets skyld trækker linjerne lidt for hårdt op og gør identitetspolitik til en generel diagnosticering af samtidskunsten i dag, hvilket jeg ikke mener er korrekt.«

Ifølge Henriette Bretton-Meyer er vi ikke vidner til et generelt paradigmeskifte, hvor vi går fra stadig mindre æstetik til stadig mere etik.

»Billedet er langt mere broget, og selv i den enkelte kunstners virke kan man se begge dele. Men det er klart, at Rauterberg peger på noget, der foregår. Og man ser nok også flere identitetspolitiske reaktioner, end man gjorde tidligere,« siger hun.

Dusør på kunstnerens skalp

I sit essay giver den tyske kritiker adskillige eksempler på kunstnere, som er blevet tvunget til at tage politisk korrekte hensyn. Han nævner blandt andre den amerikanske kunstner Sam Durant, der i 2012 deltog på Documenta i Kassel med en træstruktur, der skulle minde om henrettelsen af ​​38 indianere fra Dakota-stammen i 1862.

Værket mødte ingen protester i Tyskland, men da Durant genopstillede det samme værk i Minneapolis reagerede efterkommere med voldsom vrede: »Vores folkedrab er ikke din kunst,« skrev de og udlovede en dusør for »kunstnerens skalp«, inden Durant frivilligt valgte at pille værket ned igen.

Den slags politisk pres mod kunsten er Henriette Bretton-Meyer modstander af. Hun har netop, fortæller hun, læst et interview i The Guardian med filminstruktøren Kathryn Bigelow, der er aktuel med en film om raceurolighederne i Detroit i slutningen af tresserne, og som undervejs blev udsat for et pres, der minder om det, som Rauterberg beskriver.

»Kathryn Bigelow har blandt andet fået skudt i skoene, at hun er en hvid person, der laver en film om sorte amerikaneres historie. Og selv om hun på den ene side godt er klar over, at hun står i en lidt anden situation, end hvis instruktøren havde været en sort amerikaner, så mener hun på den anden side, at det er vigtigere, at historien bliver fortalt, end hvem den bliver fortalt af. Og dét synspunkt kan jeg godt følge hende i. Jeg synes jo også, det var ærgerligt, at Sam Durants værk blev pillet ned i Minneapolis. Men altså, det er jo kompliceret ...«

– Hvorfor er det kompliceret? Er det ikke ret ligetil at sige, at kunstnere skal have deres kunstneriske frihed?

»Jo, det er vel ret ligetil – og det mener jeg også, at man skal. Hvide kunstnere må kunne skildre sorte menneskers smerte, kvindelige kunstnere må kunne skildre maskuline erfaringer – og pacifistiske kunstnere må kunne afbilde soldater i krig. Vi har netop nedtaget en udstilling på Kunsthal Charlottenborg med John Kørner, der har malet faldne danske soldater i Afghanistan. Han er ikke selv soldat eller militærmand, men derfor kan han sagtens beskæftige sig med emnet,« slår Henriette Bretton-Meyer fast.

– Har ord som ’respekt’, ’anstændighed’ og ’hensyn’ noget at gøre i kunsten?

»Det er virkelig et svært spørgsmål. De har jo noget at gøre i verden, og for mig er det nogle vigtige begreber, men om kunsten skal sætte sig helt ud over dem … det er altså ret svært at svare på. Det peger også på et spørgsmål som: Hvilken betydning har kunstnerens egen biografi for værket? Det kan jeg ikke selv lade være med at skele til, når jeg oplever nogle af de her kontroverser. Altså: Hvilket motiv har kunstneren for det her? Er det for at få opmærksomhed og for at provokere?« spørger hun:

»Jeg synes, at kunstnere som udgangspunkt skal operere i et frit rum, men der er også andre faktorer, som gør sig gældende. Nogle gange kommer man til at diskutere et værk helt uden at spørge kunstneren til hans eller hendes intentioner. Og det synes jeg er helt centralt, når man skal forholde sig til, hvordan et givent værk skal forstås.«

Serie

Hvad blev der af kunstens frihed?

Den gamle kamp om form, komposition og originalitet synes at være bragt til ophør. Nu handler det om identitet, oprindelse, hudfarve og køn. Sådan skrev den førende tyske forfatter og kunstkritiker Hanno Rauterberg i essay i Information. Det har affødt en debat om kunstens betingelser – og frihed.

Seneste artikler

  • Lad den frie kunst vokse ud over vores egne grænser

    20. september 2017
    Kunsten lever, når vi ikke censurerer og destruerer den, så længe vi kritiserer den åbent fremfor at forbyde eller helt at afvise det, der strider imod vores egne idealer og kunstsyn
  • ’Forestil jer, at kunstnere fra Bayern kun beskæftigede sig med øl og pølser. Alle ville protestere og kalde det en kliché’

    16. september 2017
    Den tyske kunstkritiker Hanno Rauterberg svarer nu sine kritikere efter de seneste par ugers kunstdebat. Han siger, at med Documenta i Kassel har identitetspolitikken for alvor holdt sit indtog i den europæiske kunstverden, og han fastholder, at den samiske udstilling på Documenta er folklore og et udtryk for, at æstetikken er skubbet i baggrunden til fordel for etik og politik. Det truer kunstens frihed, siger han
  • Mikkel Bolt: ’Kunst er altid politisk’

    4. september 2017
    Den tyske kunstkritiker Hanno Rauterberg går nationalisterne og islamofobernes ærinde, når han kritiserer samtidskunsten for at være for hensynsfuld og selvcensurerende. Det mener Mikkel Bolt, der er lektor i kulturhistorie på Københavns Universitet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Rauterbergs kritik mod den politiske korrekthed i kunsten må ses i sammenhæng med ønsket om i mange kunstinstitutioner for samtidskunst at lægge vægt på humanistiske værdier. Det sker i en tid, hvor der i de fleste europæiske lande ses en tendens til politisk protektionisme, konservatisme og intolerance. Ikke mindst på baggrund af flygtningesituationen.

En sådan vægt på humanistiske værdier passer ud fra et segmentperspektiv fint til holdningerne i de grupper i befolkningen, der bakker op om samtidskunstens institutioner ved at bruge dem. På den måde kan man sige, at institutionerne kommer deres brugere i møde.

I dag fungerer kunstinstitutionerne for samtidskunst i høj grad på almindelige virksomhedsbetingelser, underlagt de almindelige markedsmekanismer, og derfor er det at præsentere politisk korrekt politisk kunst blevet en vigtig brandingstrategi for mediebevidste institutioner. Den identitetspolitisk orienterede kunst, der fokuserer på den personlige identitet og bestemte undertrykte gruppers særlige interesser, er udtryk for en sådan politisk korrekt kunst, der afleder opmærksomheden fra mere fundamentale samfundsmæssige problemer.

Svaret på århundreders undertrykkelse og vold er, for mig at se, ikke at undertrykke andre og begrænse andres frihedsrettigheder og kunstneriske frihed. Heller ikke når konservative og nationale kræfter bruger kunsten til at fornærme etniske mindretal i landet, når populistiske kunstnere med kunst provokerer etniske grupper på racistisk vis eller populistiske kunstnere bruger etniske gruppers undertrykkelse og lidelser til at skaffe sig kunstnerisk og økonomisk succes.

Men selvfølgelig skal sådanne former for brug af kunsten kritiseres og fordømmes i medierne, ved demonstrationer eller lignende. Det er ikke det samme som at forbyde sådanne former for kunst eller at forhindre, at de bliver udstillet. Racisme bekæmpes ikke ved politisk undertrykkelse, som f.eks. i Titos Jugoslavien, men ved oplysning og samarbejde etniske grupper imellem.

Hvis kunstinstitutioner for samtidskunst præsenterer kunst med signalpolitisk karakter, for at bekræfte brugernes holdninger og værdier, frem for at lægge vægt på kunstnerisk kvalitet, er der tale om populisme, og så er det et problem. Det er det, som Rauterberg kalder for ”filisteragtigt velmeneri”.

Når Henriette Bretton – Meyer mener, at man må spørge til kunstnerens intentioner, når man skal forholde sig til, hvordan et givet værk skal forstås, hvilke implikationer ligger der så i det? I forhold til spørgsmålet om ytringsfriheden, den kunstneriske frihed og spørgsmålet om kunstnerisk kvalitet?

Durant's work "Scaffold" was not censored. Read about his response in the LA times where he himself came to a realisation of the work's interpretation in it's site-specific context at the Walker museum, located on former Native Dakota tribe's land. It is actually a beautiful example of how an artist can also learn about the significance of privilege, power and voice as represented in a work of art, one that was intended to critique such abuse of power. In this case Durant was enlightened by the unexpected response by the local Native community in Minneapolis and decided that the piece no longer signified what he intended to an important community to which he was referring. Durant says, "[Members of] the Dakota community recognized the Mankato gallows in the sculpture. It was very visible in the sculpture. The museum — and I’m sharing the blame — didn’t reach out to the community. We didn’t think of it, to start a dialogue before we started building it. There was no information.

So the Dakota people basically saw something that looked like a monument to their massacre. Mankato is burned into their consciousness. It’s not abstract. As one person said to me, “That’s a killing machine.” Then it turns out that the garden is located on [historic] Dakota land. So you couldn’t have a better test case of white ignorance in one place." http://www.latimes.com/entertainment/arts/la-et-cam-sam-durant-scaffold-...

Bjarne Toft Sørensen

Der er en række paralleller mellem Rauterbergs kritik af tendenser i samtidskunsten og Jens Christian Grøndahls kritik af småborgerliggørelsen af den danske debat, på baggrund af kritikken i offentligheden af Jørgen Leths bog ”Det uperfekte menneske”. Synspunkterne fremgår i en ældre artikel i Dagbladet Information, 15. oktober 2005, med titlen: ”Politik er blevet til småborgerlig moralisme”, skrevet af Karen Syberg.
https://www.information.dk/2007/07/politik-blevet-smaaborgerlig-moralisme

Grøndahls synspunkter kan sammenfattes på følgende måde: Tendenser på venstrefløjen, frem til midten af 1970erne, er i dag blevet mainstream – opfattelser i størstedelen af samfundets oplyste middelklasse: Antikolonialisme, feminisme, modstand mod social ulighed, miljøbevidsthed.
Når sådanne tendenser bliver mainstream, ændres perspektivet. Holdningerne integreres i en småborgerlig selvtilfredshed, der ønsker, at verden skal ligne én selv. Samtidig er det, der før var politisk, blevet til moral, og det er dermed afpolitiseret. Prisen for en oplyst middelklasse er afpolitisering og småborgerlig moralisme.

Generaliseret kan man vel, som jeg ser det, sige, at det store medie, der mest udpræget repræsenterer denne moralisme, er Dagbladet Politiken.

Der er imidlertid sket en række forandringer i det politiske og holdningsmæssige landskab, såvel nationalt som internationalt, i perioden fra 2005 og frem til 2017.

Det mest iøjnefaldende er et politisk og kulturelt oprør mod det, som Jens Christian Grøndahl kalder for den oplyste middelklasse. Herhjemme kommer det meget klart til udtryk i Dansk Folkepartis fremgang ved sidste folketingsvalg, og for at imødegå denne udvikling har en række partier tilpasset deres politik i retning af de mærkesager, som er baggrunden for Dansk Folkepartis fremgang. Tilsvarende tendenser ses i en række andre europæiske lande, og i USA kan man vel ligefrem tale om en kulturkamp, der er på vej til at splitte landet.

På den kulturelle front herhjemme kommer det til udtryk i en bred politisk opbakning til en politik, der skal skræmme flygtninge og indvandrere fra at søge mod Danmark, og som lægger vægt på det nationale sammenhold og danske værdier. Når der ses bort fra de strengt økonomiske og administrative argumenter i sagen, er det er vel mere korrekt at kalde en sådan bevægelse for etnisk og kulturelt fremmedfjendtlig end racistisk.

Den oplyste middelklasse er politisk og kulturelt presset, og i den situation er det godt med moralsk oprustning og selvbekræftelse, og det sørger en række kulturelle organisationer for, som typisk har den oplyste middelklasse som brugere og kundegrundlag.

Det er her Rauterbergs kritik bliver relevant, uanset om hans kunstopfattelse er traditionelt modernistisk:

Er der en klar tendens til, nationalt og internationalt, at kunsthaller og museer for samtidskunst præsenterer en kunst, der bekræfter den oplyste middelklasses moralistiske kunst – og kultursyn, og som i den sammenhæng ser stort på kravet om kunstnerisk kvalitet?

Eller anderledes formuleret: Er der en tendens til, at en række kunstinstitutioner for samtidskunst på populistisk vis vægter markedsinteresser højere end kunstnerisk kvalitet, og derfor på en forholdsvis ureflekteret og følelsesbetonet vis vægter kunstbehov hos deres typiske segmenter af brugere højere end kravet til kunstnerisk kvalitet?

En debat, der er relevant at tage, men som få af de interviewede i Dagbladet Informations serie ønsker at forholde sig til. Det spørgsmål, som jeg her har rejst, tages på fremragende vis op i en klumme i mediet Kunsten nu.
https://kunsten.nu/journal/ud-af-museet-og-ind-i-virkeligheden/