Læsetid: 7 min.

Kvinder retoucherer deres vildskab og personlighed

Instruktøren Annika Berg vil med sin spillefilmdebut, ’Team Hurricane’, genfinde noget af den fandenivoldskhed, hun besad som teenager, men som hun nu føler, at hun har mistet. Hendes kulørte og tempofyldte film har i disse dage verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig. I næste uge kan den ses i Danmark
Instruktør Annika Berg følte, at hun mistede noget fra teenageårene, som hun ikke fik med ind i voksenlivet. Noget vildt og fandenivoldsk. Det har hun forsøgt at genfinde i sin spillefilmsdebut, ’Team Hurricane’

Instruktør Annika Berg følte, at hun mistede noget fra teenageårene, som hun ikke fik med ind i voksenlivet. Noget vildt og fandenivoldsk. Det har hun forsøgt at genfinde i sin spillefilmsdebut, ’Team Hurricane’

Sille Veilmark

8. september 2017

Forleden var to af de unge skuespillere i Annika Bergs debutspillefilm, Team Hurricane (læs vores anmeldelse her), på besøg hos instruktøren. De tre kvinder skulle prøve kjoler til filmfestivalen i Venedig, hvor filmen i disse dage har verdenspremiere. Og det udviklede sig.

»Hele lejligheden lignede et bombet lokum. Der var colaflasker og bryster over det hele. Det var en dejlig energi,« siger Berg og smiler skævt ved tanken om, hvordan det bliver, når hun selv og de i alt otte hovedpersoner i Team Hurricane vil forsøge at outshine hinanden på den røde løber i Venedig.

»Jeg tror, det bliver rowdy

Det synes da også at være den perfekte kulmination på en proces, der begyndte for to år siden, hvor Team Hurricane blev optaget, og det passer samtidig godt til en kulørt og på én gang følsom og energisk film, der blander stilarter og formater og ikke har noget egentligt plot, og hvor kvinden bag, 30-årige Annika Berg, har forsøgt at finde tilbage til den, hun selv var dengang, hun var teenager og endnu ikke begyndt at lægge for meget bånd på sig selv.

»Jeg starter næsten altid med et eller andet, der handler om mig selv, og jeg kunne ligesom mærke, at jeg følte, at der var noget, jeg havde mistet i mine teenageår, som jeg ikke havde med mig videre i mit voksenliv,« siger hun, da vi mødes på et kontor på ydre Nørrebro.

»Det ville jeg gerne prøve at genfinde. Jeg snakkede meget med mine venner, især kvinder, og de havde det meget på samme måde. De følte, at de var blevet meget kontrollerede og ikke så fandenivoldske, og det var lidt ærgerligt.«

Instruktørens æstetikprojekt

Team Hurricane handler om otte teenagepiger, alle sammen utilpassede størrelser, der en sommer finder sammen i en ungdomsklub, bliver venner, åbner sig for hinanden, fester og gør oprør mod omgivelsernes konformitet med en energi, som netop hører teenageårene til.

Der er meget på spil i filmen, som gennem de otte piger tackler alt fra seksualitet, køn, krop og identitet til venskab, kærlighed og den eksistentielle angst, der også er en del af de fleste menneskers unge år. Det tidspunkt, hvor verden står vidt åben, hvilket på én gang er frigørende og skræmmende.

»Jeg ledte efter mig selv i den alder,« siger Annika Berg, der i modsætning til sin løsslupne film er stramt og elegant stylet, hvad angår både tøj og makeup.

»Den, jeg er nu, gik tilbage for at lede efter den, jeg var dengang. Det kan godt være, at man med årene bliver mere sig selv, men på en måde bliver man også mindre sig selv. Man bliver bedre til at vælge: ’Jeg er den her.’ Men i virkeligheden har man også alle mulige andre følelser, som man har sorteret fra, fordi man syntes, at de var patetiske.«

Berg forklarer, at hun ofte laver det, hun kalder æstetikprojekter, hvor hun prøver at ændre sin egen æstetik.

»Med Team Hurricane prøvede jeg at ændre mit eget syn på den side af mig. Jeg har rigtig svært ved bare at se gamle billeder af mig selv. Jeg kan også godt lide at blande en sukkersød vibe med noget, der gør nas.«

Bange for egen styrke

Annika Berg synes, at mange unge kvinder bliver alt for ordentlige med alderen, fordi de intuitivt kan mærke, at det forventes af dem. Det ville hun også gerne kommentere og måske endda forsøge at ændre med sin film.

»Mange unge kvinder retoucherer – jeg ved ikke så meget om mænd, fordi jeg ikke er en mand – så meget i deres vildskab og personlighed,« siger hun.

»De er bange for deres egne styrker og prøver at gøre sig svagere, end de er. Så jeg tænkte, at hvis man kunne lave noget, hvor man viste skønheden i de der lidt ’for meget’ og lidt for klodsede piger og kvinder, kunne det være, at nogen i den alder så filmen og tænkte og følte, at ’nå, det behøver jeg slet ikke censurere væk, fordi det har sin egen æstetik eller skønhed’.«

Gøre noget godt for nogen

Til at begynde med havde Annika Berg blot regnet med at skulle finde tre eller fem piger til Team Hurricane, men undervejs i castingprocessen, som blandt andet involverede Facebook og en workshop, endte hun med at vælge otte ud af de ti piger, som hun havde fundet frem til. Det var vigtigt for hende, at de var begavede, og at de havde en kunstnerisk åre og på en måde kunne være med til at skabe filmen.

»De fleste scener er nogle, som jeg styrer, men der er meget plads til impro i dem,« siger hun.

»De er tit bygget op omkring en rekvisit. Da jeg skrev på manuskriptet, købte jeg 5.000 Orbeez-kugler (små gelékugler, som personerne bader i, red.), og så ved jeg, at jeg skal lave en scene med dem. Jeg ved ikke hundrede procent, hvad der skal ske, men så har jeg dem liggende og kan bruge dem, når muligheden opstår og jeg tænker: ’Så er det nu.’«

En fælles mission

De otte piger var 13 til 19 år, da optagelserne til Team Hurricane begyndte, og det var der en klar pointe i, forklarer instruktøren.

»Jeg kunne godt tænke mig noget Sonja i Saxogade-agtigt med forskellige aldre. Jeg ville gerne lavet et utopisk fællesskab, som jeg gerne ville have haft, da jeg var i den alder, fordi det havde jeg ikke. Jeg var virkelig isoleret og snakkede ikke med nogen. Men pigerne kommer med rigtig meget af sig selv og deres egne historier, og så skruer de op og ned for det i forhold til, hvad de kan mærke, at jeg søger. De er pissedygtige, og vi har en fælles mission. Jeg prøver at fortælle dem, at ’det kan godt være, at du blotter dig her, men det, jeg vælger at fokusere på, blotter mig’. Det er blottende for dem, men også for mig.«

Det lyder næsten lidt manifestagtigt, men det er det ikke, understreger Annika Berg, selv om hun altså gerne vil gøre indtryk med filmen.

»Jeg håber, at Team Hurricane kan gøre noget godt for nogen. Og jeg vil gerne have, at den skal være som en orkan. Orkaner virker altødelæggende, men de gør også meget for økosystemet.«

Hun griner.

»Og de fungerer som en ventil for verdenshavenes varme. Sådan er teenageårene også meget. De store kriser, og det hele eksploderer, og der er ild over det hele, og måske er det nødvendigt, fordi der skal vokse noget andet frem.«

Visuelt og emotionelt patchwork

Det manuskript til Team Hurricane, som instruktøren søgte støtte med, var ikke bare en stak papirer med tekst på. Selvfølgelig ikke. I stedet var manuskriptet formet som en blog, som fortalte historien kronologisk, og hvor man samtidig kunne se videoklip, som gav en idé om filmens univers, tone og udseende. På samme måde ligner filmen heller ikke så mange andre ungdomsfilm eller chickflicks med en billedside, som instruktøren selv kalder et patchwork af forskellige formater og stilarter.

Det er ikke for meget at sige, at det visuelle i Team Hurricane i høj grad udtrykker, hvem pigerne er, og hvad filmen handler om.

»Jeg vidste fra starten, at filmen skulle være et emotionelt og visuelt patchwork, fordi sådan er den der teenagetid. Nu er der gået to år, siden vi optog filmen, og de har ændret sig så meget. Deres verden går virkelig hurtig, og det kunne jeg også godt tænke mig at have med i filmen visuelt. De har et helt andet tempo. Det er sindssygt. De kan ikke engang ... Det er hårdt for dem, hvis jeg skal se en film sammen med dem. Det har de ikke tålmodighed til.«

En dejlig energi

Fordi filmen er så personligt et projekt for Annika Berg, er det naturligt at spørge, om den så har hjulpet hende – om hun har fundet og er blevet forsonet med den person, hun var, da hun havde samme alder som sine hovedpersoner. Det har hun.

»Jeg tror, at jeg med alle film, jeg laver, prøver at grave mere ned i mig selv og blive bedre på alle mulige planer,« siger hun.

»Jeg tager tematikken og omgiver mig med de piger, og faktisk er det mere dem, der har pushet mig. Bare den måde, de er på. De er meget mere ’I don’t give a fuck’ i forhold til alt muligt. Jeg kan godt lide deres energi.«

I disse dage er det Venedig, der får lov til at opleve den energi og orkanen af følelser og humør – i næste uge kommer turen til Danmark. Og ja, det skal nok blive rowdy.

’Team Hurricane’ har verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig. I Danmark vil den kunne opleves i biografen ved tre såkaldte eventvisninger, i København den 11. september, Aarhus den 12. og Odense den 13. Fra og med den 14. september vil man kunne købe filmen online

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu