Kommentar
Læsetid: 4 min.

Hvis du har lidt tid til mig, så synger jeg en sang for dig. Om 99 luftballoner

Som 12-årig var jeg faktisk deltager i en europæisk offentlighed. For det var det tyske ungdomsblad Bravo, der lærte både mig og millioner af østtyske unge om det gode hår og den svære kærlighed. Og min mor oversatte, så jeg forstod, at luftballoner symboliserede den frihed som de, i modsætning til mig, ikke havde
»Jeg var 10 år da »99 Luftballons« udkom, og jeg havde mit eget lille ’Twist and Shout’-øjeblik over det temposkift, der sker hele 1 minut og 11 sekunder inde i nummeret,« skriver Anna von Sperling, der tænker tilbage på ungdomsmagasinet Bravo og sangerinden Nena.

»Jeg var 10 år da »99 Luftballons« udkom, og jeg havde mit eget lille ’Twist and Shout’-øjeblik over det temposkift, der sker hele 1 minut og 11 sekunder inde i nummeret,« skriver Anna von Sperling, der tænker tilbage på ungdomsmagasinet Bravo og sangerinden Nena.

Getty Images

Kultur
29. september 2017

Et par gange om måneden slog vi, min mor og jeg, et smut forbi Hovedbanegården på vej hjem fra fritidshjemmet for at købe Bravo. Det tyske ungdomsblad, der i starten af 1980’erne – af for mig stadig ret uvisse årsager – var kæmpestort i Danmark.

Når vi nåede hjem i kollektivet med de uhørt kulørte tryksager, tog vi os den asociale frihed at trække os fra fællesskabet ind bag en lukket dør og op i et sofahjørne, hvor min mor tog sig tid til at oversætte fra første til sidste side – eller så langt som vi nu nåede, før en voksen med et voksenbehov bankede døren ind.

Hast du etwas Zeit für mich? / Dann singe ich ein Lied für dich / Von 99 Luftballons auf ihrem Weg zum Horizont.

Mine grunde til at læse Bravo var klare. Den ene hed Nena. Den tyske sangerinde, der af eftertiden er sat på plads, som en one hit wonder-woman bag nummeret »99 Luftballons« (1983), men som også var den mest kommercielle repræsentant for den bølge af tysk musik, der fik navnet neue deutsche welle, og satte lyd på følelsen af at være ung i Vest med udsigt til Øst.

Den anden hed Rolf, hendes trommeslagerkæreste.

De havde parhår. Langt i nakken, kort i toppen. Hans lyst, hendes mørkt. Dengang hed det ikke bundesligahår. Det hed bare meget, meget flot hår. Hun havde relaterbare skæve tænder i undermunden og han udstrålede en ufarlig seksualitet. Sådan én, der ville se min smukke navle uden at gå videre, derom var jeg sikker.

Jeg var 10 år da »99 Luftballons« udkom, og jeg havde mit eget lille ’Twist and Shout’-øjeblik over det temposkift, der sker hele 1 minut og 11 sekunder inde i nummeret.

Det havde jeg godt nok aldrig hørt før, og sådan en lille kropslig musikoplevelse var jo et strålende udgangspunkt for at blive indrullet i den store europæisk kærlighedshistorie mellem Nena og Rolf.

Sådan står den selvfølgelig ikke tilbage i dag, men det føltes stort, der i sofahjørnet, mens min mor simultantolkede deres stormombruste romance. Og fordi jeg var vidne til den sammen med millioner vesttyske unge, og deres østtyske medunge, der købte Bravo på sortbørsen og cirkulerede det til det hang i laser.

Jeg kom til at tænke på vores timer i sofahjørnet med Bravo, da gode kolleger planlagde dagens kulturtillæg om de mange nye ungdomsmedier, der for tiden popper op i Danmark. For der er ikke noget Bravo i dag. Ikke bare forstået sådan, at der ikke er et europæisk ungdomsblad, der samler på tværs af grænser og det der er værre, men helt konkret: Der er ikke ét Bravo, men over 11 forskellige udgivelser. Udtænkt og målrettet segmenter og særinteresser. Bravo-dit og Bravo-dat. Bravo Screenfun om videospil. Og Bravo Hiphop. Bravo Girls for ... ja, piger.

Men i 1983 var der et. Og bladet var på sit højeste Europas største ungdomsblad med 1,7 millioner solgte eksemplarer i Tyskland. Og så dem de sendte til kiosken på Københavns Hovedbanegård. Det var også, mens vi læste Bravo, at min mor fortale mig, hvad »99 Luftballons« handlede om. For det var mere end et oplagt international hit for de yngste – hvem kan ikke lide balloner og hvor hedder de ikke netop det? Det var også en protestsang, fortalte hun. Den handlede om drømmen om et samlet Tyskland.

Jeg har siden læst mig frem til, at teksten til »99 Luftballons« stammer fra en oplevelse som Nenas guitarist, Carlo Karges havde til en koncert med Rolling Stones i Vestberlin i juni 1982, hvor der blev opsendt balloner, som en del af showet, og han forestillede sig, at de drev over muren, hvor de af de østtyske vagter blev opfattet som våben – og så er der atomkrig. Til sidst i sangen står Nena tilbage med en enkelt overleven ballon. Og resten er som bekendt historie. 

Jeg fandt aldrig rigtig ud af, hvad der gik galt mellem Nena og Rolf. Efter otte år som par i kærlighed og musik – og en hel masse benhårde stoffer, lod jeg mig forstå i forbindelse med research til denne klumme, og det har jeg tænkt mig at glemme igen – gik de fra hinanden. Jeg rykkede videre til pæredanske Vi Unge, Nena blev vist en helt almindelig tysk stjerne, og muren ja, den væltede.

Efterfølgende nedbrød internettet andre nationale skillelinjer, men i en vis forstand var Bravo et lille øjeblik en europæisk offentlighed med børn og unge, der læste det samme og drømte med på de samme kærlighedshistorier. Og ve den despot, der undervurderer styrken ved en ungdom, der bare vil have meget, meget flot hår som de andre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her