Læsetid: 2 min.

I litteraturen kan vi finde svaret på, hvad vi mener, når vi siger, børn skal have lov at være børn

30. september 2017

Der skete noget i dansk børnelitteratur i 1967. Noget nyt. For halvtreds år siden i lige netop disse måneder udkom fem forrygende og epokegørende værker: Ole Lund Kirkegaards Lille Virgil, Flemming Quist Møllers Cykelmyggen Egon, Cecil Bødkers Silas og den sorte hoppe og Halfdan Rasmussens Halfdans ABC.

Sammen var de udtryk for en ny måde at skrive om og til børn på. Med respekt for dem som kompetente individer og rigtige mennesker, og med en beundring og anerkendelse af børns måde at opleve og være i verden på.

Vi har dedikeret hele denne uges tillæg til at undersøge, hvad der skete, hvordan det skete, hvorfor det skete, og hvilken betydning det har haft.

Hvad sagde de bøger så tydeligt, at vi stadig taler om det i dag? Vi har undersøgt, hvordan hver enkelt bog på samme og på hver deres måde var et nybrud, og hvad det er, moderne forfattere den dag i dag inspireres af.

Hvordan kunne fem så vigtige værker udkomme samtidig? Vi har afsøgt skrivekonkurrencer og pædagogiske bevægelser for at finde ud af, hvorfor en lærer fra Nordjylland og en sølvsmed fra Georg Jensen debuterede som børnebogsforfattere med betydningsfulde bøger netop det år.

Hvorfor skulle børnene i bøgerne, pludselig være nogle andre og have en anden betydning end før? Vi leder efter svaret i litteraturen, hvor barnet fik sit eget værelse, og i litteraturen ser vi barnet bryde væggene i det ned og flytte ind i den samme virkelighed som den voksne.

Hvilken betydning har dette nye barn i litteraturen, ikke bare i teksten, men også uden for teksten? Vi trækker tråde fra oplysningstiden til skolereformen.

Måske er det også i litteraturen, at vi kan finde svaret på, hvad vi mener, når vi siger, børn skal have lov at være børn. For hvad er et barn egentlig? Og hvad betyder vores forestillinger om det gode børneliv for måden, vi indretter deres verden på? Vi tænker, det giver sig selv, hvad det betyder, når vi siger, børn skal have lov at være børn. Men som med alt andet, når det gælder børn, så er det noget, vi, de voksne, har bestemt.

Velkommen ind i børnenes værelse. Se, hvad vi har bygget.

Serie

Nybruddet i børnelitteraturen

I efteråret 1967 udkom: Ole Lund Kirkegaards Lille Virgil, Flemming Quist Møllers Cykelmyggen Egon, Cecil Bødkers Silas og den sorte hoppe og Halfdan Rasmussens Halfdans ABC.

Det markerede et nybrud i dansk børnelitteratur. Bøgerne pegede alle på en respekt for børn som kompetente individer og rigtige mennesker, blandet med en beundring og anerkendelse af børns måde at opleve og være i verden på.

Vi har dedikeret hele denne uges litteraturtillæg til at undersøge, hvad der skete, hvordan det skete, hvorfor det skete, og hvilken betydning det har haft.

Seneste artikler

  • Det var i litteraturen, vi opdagede, at børn findes, og ikke bare er små voksne

    30. september 2017
    Hvad mener vi egentlig, når vi siger, at børn skal have lov til at være børn? Det kan børnelitteraturen hjælpe os med at finde ud af – særligt fem helt epokegørende forfatterskaber fra 1967. Og hvis vi bliver klogere på det, kan vi også få klogere diskussioner om børns liv, hverdag og de institutioner vi bygger til dem
  • De børn, der kommer ind i litteraturen i 1967, er virkelighedens børn

    30. september 2017
    På bare to måneder i 1967 blev dansk børnelitteratur revolutioneret. ’Lille Virgil’ og ’Silas og den sorte hoppe’ var pædagogiske nybrud, der satte barnet i centrum i den gryende velfærdsstat, mens ’Halfdans ABC’ sprang sproget i smadder. ’Cykelmyggen Egon’ fik tekst og illustration til at slå krøller på sig selv, og Snøvsen tog med Eigil ud for at finde katten i sækken og hele molevitten. De fem bøgers betydning kan ikke overdrives, siger fire børnelitterære eksperter 50 år senere
  • Fem bøger, der satte barnet fri

    30. september 2017
    Fem værker, der udkom inden for få måneder, gjorde efteråret i 1967 til et fuldkommen skelsættende år i dansk børnelitteratur. Vi går på opdagelse i Ole Lund Kirkegaards ’Lille Virgil’, Cecil Bødkers ’Silas og den sorte hoppe’, Flemming Quist Møllers ’Cykelmyggen Egon’, Benny Andersens ’Snøvsen’ og Halfdan Rasmussens ’Halfdans ABC’
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu