Klumme
Læsetid: 4 min.

Litteraturen kan lære os om, hvordan man slipper for straf, hvis man har gjort sig skyldig i en forbrydelse

Beredskabsstyrelsen leder efter ligdele fra den svenske journalist Kim Wall, der var ombord på Peter Madsens ubåd.

Beredskabsstyrelsen leder efter ligdele fra den svenske journalist Kim Wall, der var ombord på Peter Madsens ubåd.

Stine Bidstrup

Kultur
2. september 2017

Mens vi alle grunder over en whodunnit, hvor to mennesker, en mand og en kvinde, opholder sig alene i en ubåd, og hvor kvindens lemlæstede torso efterfølgende dukker op i Køge Bugt, og den overlevende bag lukkede døre nægter sig skyldig i såvel drab som lemlæstelse, kan det måske være nyttigt at vende sig mod litteraturen.

Hvad kan vi lære der om muligheden for at slippe for straf, hvis man har gjort sig skyldig i en forbrydelse?

Ét er den formelle straf som udmåles af retssystemet, et andet er den som helt ufrivilligt tildeles af forbryderens egen psyke. I Dostojevskijs Forbrydelse og straf stiller hovedpersonen, Raskolnikov, spørgsmålet: Hvorfor er det så let at opklare praktisk taget alle forbrydelser? Hans teori er, at det er forbryderen, der forråder sig selv. Det er som en sygdom.

Han beskriver den som »en formørkelse af tankevirksomheden og svækkelse af viljestyrken« som opstår op til gerningstidspunktet, og som fortsætter, mens forbrydelsen begås og et stykke tid efter. Om sygdommen kommer af forbrydelsen, eller forbrydelsen er en effekt af sygdommen er ikke til at sige.

Kun et ganske særligt individ, et geni, et napoleonsk supermenneske er er i stand til at bevare »viljens og forstandens overherredømme« gennem misgerningen, og de har med deres særlige naturanlæg »lov til« at rydde forhindringer af vejen i en større sags tjeneste. Faktisk er loven kun til for de almindelige dødelige, loven er slet ikke skrevet med henblik på geniet, som ved sin specielle stilling er hævet over den.

Som bekendt ser Raskolnikov sig selv som en sådan undtagelse og for at bevise det, dræber han pantelånersken og resten af bogen er et tæppefald for den skyldiges psykologi. Fra første parket ser vi, hvad der sker med én, når man har begået en forbrydelse. Han omslutter sin udåd som en ond musling. Han er en ond musling, han er sit eget fængsel, og sandheden indeni ham længes efter at slutte sig til friheden udenfor. Det er en kamp mellem modstridende viljer.

Hver gang politiet er i nærheden, er der noget i ham som på én gang slappes og spændes. Når forbrydelsen nævnes, besvimer han. Vi følger tovtrækkeriet i hans sind, hans forsøg på at refærdiggøre sig selv, det ufrivillige plapreri, febertilstanden og eroderingen af hans sjæl frem til udfrielsen: sandheden, tilståelsen af, hvad han har gjort.

Så var han alligevel ikke et geni, så var han bare et almindeligt menneske, og det er mærkeligt nok en lettelse ikke at kunne slippe. Man behøver ikke engang som Raskolnikov at have gjort sig skyldig i overlagt mord, mekanikken er den samme uanset, hvordan man har forbrudt sig mod sin egen menneskelighed. Mon ikke alle forbrydere tror sig særlige, og mon ikke alle forbrydere opdager, at ikke nok så meget sofisteri kan lade den skyldige slippe for sig selv?

Hvis man vil forstå noget mere om sofisteriet og viljernes bizarre tovtrækkeri, og hvis man har Kierkegaards Begrebet Angest stående i sin reol er det en god anledning at fiske den ud og læse det lille kapitel om »Angest for det Gode«. Kapitlet kan kaste lys over Raskolnikovs underlige sygdomstilstand eller det som Kierkegaard kalder »Det dæmoniske«.

Den skyldige har to viljer, skriver han, en underordnet, afmægtig, der ønsker åbenbarelsen, og en stærkere der vil indesluttetheden. Kierkegaard beskriver det »comiske Bugtaleri«, hvor forbryderen ligesom ufrivilligt forråder sig selv. Det dæmoniske ytrer sig som tavs indesluttethed og ufrivillig åbenbarelse enten gennem tale eller gennem fagter og mimik.

Tavshed og pludselig tale er to sider af samme sag, en mangel på egentlig kommunkation, gennemsigtighed, sandhed. Kierkegaard foreslår en forhørsmetode til den forbryder, som nægter at gå til bekendelse. Man skal møde ham med tavshed og »Øiets Magt«. Det kræver både legemlig kraft og åndelig elasticitet hos inkvisatoren, men hvis han er i stand til at holde ud »om saa det er 16 Timer« uden at slappe sit muskelspil, så vil det til sidst ske at »Tilstaaelsen uvilkaarligt bryder ud«.

For som han siger: »Intet Menneske, der har ond samvittighed, kan udholde Taushed.« Ingen eller næsten ingen – det er pointen – er i stand til at bære en forbrydelse. Når angsten for det gode overvindes, fortæller den skyldige sandheden og slutter sig dermed til det menneskelige fællesskab.

»Er du okay?« »Jamen, der er ikke andre end mig ombord på den tur der.« »Nej, nej.«

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange TV2 News har spillet klippet med ubådens eneste overlevende lige efter den sank. Hver gang der kommer nye oplysninger, spiller de klippet igen. Han er klædt i kedeldragt og taler manisk til kameraet. Hans båd er lige gået ned. Det var en ulykke, siger han, en ventil, han er ked af det. Men det er fint nok.

Politiet bjerger ubåden og stadfæster, at den ikke sank ved et uheld. Kvinden blev ikke sat af ved Halvandet, nu havde han, som det hed, »begravet hende til søs«. De finder hendes torso. Hvordan mistede hun sit hoved, sine arme, sine ben? Brikkerne flyttes, men han siger det samme. De nye oplysninger belyser ordene på nye måder. Der var ingen andre. Nej, nej. Det var en ventil. Men det er fint nok.

Luften er fuld af lægmandsgætterier, og hver mand sin teori. Hvordan døde hun, og i hvilken forfatning forlod hendes lig ubåden? Vi ved det ikke. Måske får vi det aldrig at vide. Politiet efterforsker, og resten af verden gætter. Kun ét menneske ved med sikkerhed, hvad der skete på ubåden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er vel derfor forsvarsadvokat Bjarne Frøberg netop har kunnet udlægge på TV, at det bedste forsvar er at nægte at udtale sig til både politi og domstole. Hvis dette ikke blot var en teoretisk mulighed havde manden jo ødelagt sin egen forretning?

Bjarne Frøberg... ;-) Bjarne Benlås.
Undskyld, navnet skæmmer ingen.
Men, der er nogen, der skæmmer navnet.

Bundlinjen på analysen må vel være, at selve forbrydelsen er et råb om hjælp fra en instans (en person, en bande eller - i f.eks. Nordkoreas tilfælde: en stat) der ikke har modet til at tilstå (for sig selv og sin omverden) sin egen svaghed/magtesløshed. I stedet bliver det til en selvmorderisk depressionsrute.

Samfundsmæssigt ser svaret ud til at være modstand (magtdemonstration) frem for hjælp og inklusion.

Det er meget nemmere at forebygge - så 'forbrydelsen' ikke sker - , men sikke en masse arbejdsløse det ville medføre (jurister, dommere, politibetjente, rehabiliteringsinstanser for blot at nævne nogle.