Læsetid: 13 min.

Det var i litteraturen, vi opdagede, at børn findes, og ikke bare er små voksne

Hvad mener vi egentlig, når vi siger, at børn skal have lov til at være børn? Det kan børnelitteraturen hjælpe os med at finde ud af – særligt fem helt epokegørende forfatterskaber fra 1967. Og hvis vi bliver klogere på det, kan vi også få klogere diskussioner om børns liv, hverdag og de institutioner vi bygger til dem
Hvad mener vi egentlig, når vi siger, at børn skal have lov til at være børn? Det kan børnelitteraturen hjælpe os med at finde ud af – særligt fem helt epokegørende forfatterskaber fra 1967. Og hvis vi bliver klogere på det, kan vi også få klogere diskussioner om børns liv, hverdag og de institutioner vi bygger til dem

Mia Mottelson

30. september 2017

Mange var overraskede, da Merete Riisager (LA) blev udpeget til undervisningsminister i 2016. Hun er noget så usædvanligt som en læreruddannet undervisningsminister, så det var ikke fordi, hun var fremmed over for feltet, at folk blev forbløffet.

Nej, det handlede om, at Merete Riisager har været en af dansk politiks mest udtalte kritikere af folkeskolereformen. En folkeskolereform hun nu som minister skal stå i spidsen for at implementere – på trods af sine egne forbehold og det faktum, at hendes parti stod uden for forliget bag reformen.

30. november 2016 to dage efter overdragelsen i ministeriet, skrev hun følgende opdatering på sin facebookprofil: »Hektiske og spændende dage (…) Nyt job og ny bil, men jeg er stadig den samme. Og jeg mener stadig, skolerne skal have mere frihed, fagligheden skal op og at børn skal have et fritidsliv, hvor de har lov til at være børn. Det kommer I til at høre meget mere om. Kh Merete.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Colère Lenau
  • Anders Sørensen
Pia Colère Lenau og Anders Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Brockdorff

Uanset hvor meget kanonlitteratur eller reformpædagogik, der er skabt i dette land siden 1960 af såkaldte ”kloge hoveder”, er det en ubestridelig kendsgerning 57 år senere, at det hvert år vælter ud af folkeskolen med funktionelle analfabeter, der efter 8-10 års skolegang knap nok kan læse, skrive og regne samt føre pragmatisk demokratisk samtale med andre mennesker på tværs af samfundslag, og dèt er den største tragedie for vores børn og børnebørns fremtid.

Jeg har også læst ”Gummi Tarzan” fra 1975 af Ole Lund Kirkegaard, og har igennem de forløbne år altid rystet på hovedet af forfatterens latterliggørelse af læreren med hensyn til dialogen mellem ham og lille Ivan, der synes det er så kedeligt at lære bogstaver. Men jeg var dengang som nu mest rystet over hans karakteristik af en gennemsnitlig folkeskolelærer, der ikke kunne argumentere for sin eksistensberettigelse som underviser andet end ved at henvise til lovgivningen, for det er i stor udstrækning historisk usandt.

Dengang i 1950`erne og 1960`erne understregede langt de fleste lærere hver dag over for lille Ivan og andre elever i klassen, at hvis man vil klare sig i livet som voksen er det hamrende nødvendigt, at kunne læse og skrive i et forståeligt og fejlfrit sprog. Hvorfor det er meget vigtigt at lære samtlige bogstaver at kende. Hvad enten det at lære bogstaver er kedeligt eller ikke. Derfor skal lille Ivan og andre bare tie stille med dumme spørgsmål som det i ”Gummi Tarzan”, og i stedet slå ørerne ud og lære noget i skoletiden.

Nøjagtigt det samme gør sig gældende i et fag som regning.

”Tal kan også være dødkedeligt. Men hvis du ikke ved at to og to er fire, Ivan, hvis du ikke engang kan gange og dividere på et basalt niveau, trække fra og lægge til, ja, så ender du som en dummernikkel i voksenalderen, som ingen kan bruge til noget som helst. Og jeg er som fagligt uddannet lærer den person, der kan lære dig at læse og skrive og regne, for du kan ingenting endnu. Du er nemlig først nu begyndt at gå i skole”, sagde mange folkeskolelærere dengang til eleverne i klasserne.

Joh, der er i sandhed blevet ytret megen hadefuld litteratur gennem 50-60 år af det som man kalder Den Sorte Skole, men jeg takker min Gud og Skaber for, at jeg fik lov til at vokse op med folkeskolen i 1950`erne, hvor der var respekt hos alle børn omkring lærernes faglige baggrund. Og hvor begreber som lydighed og disciplin i klassen med lærerens autoritet i front, var en absolut grundlæggende betingelse for, at vi som børn lærte det vigtigste af alt: at kunne læse og skrive og regne samt føre afslappet demokratisk samtale med andre.

Den Blå Betænkning fra 1960 med implementeringen af reformpædagogikken har gennem de sidste 57 år vist sig at være en katastrofe, når vi taler om at uddanne vores børn til begavede og belæste selvstændige tænkende mennesker gennem barndommen og teenagealderen, inden de slippes løs som myndige personer i 18-års alderen, hvor de flytter hjemmefra, og herefter juridisk og menneskeligt skal til at stå til ansvar for deres eget liv og handlinger.

Ja, desværre nød Den Blå Betænkning stor opbakning i både pædagogiske og politiske kredse, fordi de store partier på Christiansborg var gennemsyret af den socialistiske /kommunistiske tankegang om, at alle børn skulle politisk ensrettes gennem åndelig manipulation til at blive ”harmoniske og lykkelige mennesker”. Nøjagtig den samme filosofi som i det tidligere kommunistiske Sovjetunionen og deres vasalstater i Østblokken, der havde den opfattelse, at det ægte demokrati går ud på, at vi alle skal være enige om alt.

Kort sagt ønskede de socialistiske politikere, at børnene i folkeskolerne blev dumme ensrettede flokdyr, der ikke kan tænke selvstændigt, og som ikke kan føre pragmatisk dialog med andre om modsatrettede synspunkter. Ingen reformpædagoger ville lære dem at vi mennesker trods alt er forskellige. Takket være forskellig social og økonomisk baggrund. At vi ser forskelligt på tingene. At problemstillinger kan løses forskelligt. At sådant fungerer et ægte åbent og frit demokrati med privat ejendomsret og fri markedsøkonomi som katalysator for samfundets velfærd. At børnenes opdragelse er forældrenes ansvar - ikke folkeskolens lærere og pædagoger.

Påstanden i Ning de Coninck-Smith og Charlotte Appels fembindsværk om, at Den Blå Betænkning nød stor opbakning i både pædagogiske og politiske kredse, fordi den var et udtryk for, at Danmark bevægede sig fra landbrugssamfund til velfærdsstat, er i konklusionen historisk forkert al den stund, at Danmark i 1960 også var et af verdens mest fantastiske industrisamfund med over 1,5 million arbejdere og funktionærer i det private erhvervsliv, der eksporterede kvalitetsprodukter til hele kloden, og med langt under 250.000 mennesker ansat i den offentlige sektor.

Ja, skolen forlod ganske rigtigt katekismus samt Gud, Konge og Fædreland med Den Blå Betænkning, og blev i stedet afløst af den socialistiske filosofi om, at de bærende søjler i skolesystemet måtte være opdragelse af børnene til demokrati og lighed. Men vel og mærke ”det socialistiske demokrati” i lighed med de kommunistiske stater med totalitært et-parti regime, ateisme og politisk enhed under tvang, og hvor dissidenter blev slået ihjel eller blev forvist til en Gulag-arbejdslejr.

I dag bliver tusindvis af unge i stedet ”forvist” til kontanthjælp i samfundets sociale massegrav, hvis de er adfærdsvanskelige eller ikke fagligt dygtige nok, hvor de ikke må eje noget som helst af værdi over 10.000 kroner. De lever på statens nåde i kraft af den førte økonomiske velfærdspolitik, der kan ændres fra det ene øjeblik til det andet. Hvilket vi blandt andet har oplevet med den meget omstridte kontanthjælpsreform. Og hvis velfærdspolitikken èn dag bryder endegyldigt sammen, betyder det hjemløshed, sult, anarki, kaos og død for hundredtusinder af mennesker.

De pædagogiske og politiske kredse på venstrefløjen elsker selvfølgelig filosofien i Den Blå Betænkning med al sin politiske og menneskelige ensretning af vores børn. Det er herligt i overensstemmelse med socialismen og kommunismen. De blæser højt og flot på Danmarks Riges Grundlov af 1849, der med sine ændringer sidst i 1953, som gennemgående rød tråd i ånd og sjæl, gav hver enkelt borger personlige frihedsrettigheder i ønsket om, at de bliver oplyste selvstændige tænkende mennesker – ikke småt begavede ubelæste politiske og menneskelige flokdyr med hang til en smartphone i hånden døgnet rundt.

Men i specielt de sidste 41 år siden 1976, hvor vi fik bistandslovgivningen, dèt som vi i dag kalder overførselsindkomster, har vi fået en altødelæggende reformpædagogik og en velfærdspolitik med en økonomisk omfordeling af samfundets indtjente midler der gør, at mere end 800.000 mennesker står uden for arbejdsmarkedet, og hvor rigtig mange af dem hverken kan læse eller skrive eller tale eller regne på et rimeligt niveau, så de kan anvendes på arbejdsmarkedet og forsørge deres eget liv.

Så, ja, i mit ”gammeldags” univers er børn slet og ret børn, hvad enten de går hjemme eller opholder sig i skolen. Men både som børn og teenagere, har de generelt bare at slå ørerne ud hver dag i skolen, og lære så meget som overhovedet muligt, indtil de bliver myndige som 18-årige. Naturligvis skal der også være plads til individualisme, kreativitet, glæde, leg og idrætsudøvelse i skolen. Men det skal naturligvis dikteres af skolelederne og lærerne som de absolutte autoriteter – ikke af lille Ivan.

Lille Ivan og alle andre borgere må trods alt forstå, at læseplaner og eksamensformer samt udenadslære altid har været nødvendigt for at kunne vurdere, hvor meget børn og teenagere får ud af undervisningen i skoleårene. Ellers aner hverken skolen eller kommende arbejdsgivere samt andre læreanstalter et klap om, hvad børnene egentlig har af faglig og menneskelig viden, når de èn dag skal have et fuldtidsarbejde i det private erhvervsliv eller i den offentlige sektor.

Derfor må og skal Danmark have lydighed og disciplin tilbage i folkeskolen.

Anders Sørensen

@Ole Brockdorff ": Jeg takker min Gud og Skaber for, at jeg fik lov til at vokse op med folkeskolen i 1950`erne, hvor der var respekt hos alle børn omkring lærernes faglige baggrund" (...)

Jeg kender en del børn, der absolut ikke respekterede lærerne i 50'erne. De var af mine forældres generation. Og de foragtede mange af disse lærere. Elskede andre. Som børn gør i dag. At du er underlagt en autoritetstro af en anden verden, er helt fint. Gud og Skaber bedre det.