Læsetid 13 min.

Det var i litteraturen, vi opdagede, at børn findes, og ikke bare er små voksne

Hvad mener vi egentlig, når vi siger, at børn skal have lov til at være børn? Det kan børnelitteraturen hjælpe os med at finde ud af – særligt fem helt epokegørende forfatterskaber fra 1967. Og hvis vi bliver klogere på det, kan vi også få klogere diskussioner om børns liv, hverdag og de institutioner vi bygger til dem
Hvad mener vi egentlig, når vi siger, at børn skal have lov til at være børn? Det kan børnelitteraturen hjælpe os med at finde ud af – særligt fem helt epokegørende forfatterskaber fra 1967. Og hvis vi bliver klogere på det, kan vi også få klogere diskussioner om børns liv, hverdag og de institutioner vi bygger til dem
Mia Mottelson
30. september 2017

Mange var overraskede, da Merete Riisager (LA) blev udpeget til undervisningsminister i 2016. Hun er noget så usædvanligt som en læreruddannet undervisningsminister, så det var ikke fordi, hun var fremmed over for feltet, at folk blev forbløffet.

Nej, det handlede om, at Merete Riisager har været en af dansk politiks mest udtalte kritikere af folkeskolereformen. En folkeskolereform hun nu som minister skal stå i spidsen for at implementere – på trods af sine egne forbehold og det faktum, at hendes parti stod uden for forliget bag reformen.

30. november 2016 to dage efter overdragelsen i ministeriet, skrev hun følgende opdatering på sin facebookprofil: »Hektiske og spændende dage (…) Nyt job og ny bil, men jeg er stadig den samme. Og jeg mener stadig, skolerne skal have mere frihed, fagligheden skal op og at børn skal have et fritidsliv, hvor de har lov til at være børn. Det kommer I til at høre meget mere om. Kh Merete.«

’Børn skal have et fritidsliv hvor de skal have lov til at være børn.’ Hvad vil det egentlig sige? At være et barn? Åbenbart står det i modsætning til det at være i skole. Et barn er noget, man er, når man har fri fra skole, siger undervisningsministeren. Man spørger sig selv, hvad de dér små mennesker mon så er, når de er i skole.

Udtrykket ’børn skal have lov til at være børn’ hører man ofte i debatten, og det indikerer, at det at være barn er noget, vi er enige om definitionen af. Og det er noget, de skal have lov til at være. Det er noget vi som de voksne skal give dem lov til, fordi det har en værdi i sig selv og vi, de voksne, gør åbenbart ting, der afholder dem fra at være børn.

Det, vi mener, er ...

Når vi i år markerer 50-året for udgivelsen af fem epokegørende børnebøger: Ole Lund Kirkegaards Lille Virgil, Benny Andersens bog om Snøvsen, Cecil Bødkers første Silas-bog, Halfdan Rasmussens Halfdans ABC og Flemming Quist Møllers Cykelmyggen Egon, så fejrer vi ikke kun en ny form for børnelitteratur, men også manifestationen af den dominerende forestilling om det gode børneliv. Det vi mener, når vi siger: Børn skal have lov til at være børn.

Udgivelsen af disse værker i 1967 var et opgør med den didaktiske eller i hvert fald systembevarende børnelitteratur, man mente havde domineret indtil da. Det skete samtidig med at en pædagogisk strømning, der startede i 1930’erne, blev implementeret i den danske folkeskole med den blå betænkning fra 1960, nemlig reformpædagogikken.

Det var her opgøret med den sorte skole og den forkætrede udenadslære virkelig kom. Læseplaner og eksamensformer blev kritiseret, nu ville man ikke bare dygtiggøre barnet fagligt, men også styrke barnets åndelige udvikling og skabe »harmoniske og lykkelige mennesker«.

Ning de Coninck-Smith og Charlotte Appels imponerende fembindsværk om dansk skolehistorie fortæller om den blå betænkning, at den nød stor opbakning i både pædagogiske og politiske kredse. Den var et udtryk for, at Danmark bevægede sig fra landbrugssamfund til velfærdsstat, og skolen forlod katekismus, konge og fædreland, og særligt efter krigen »blev opdragelse til demokrati og lighed gennem uddannelse de bærende søjler« i skolesystemet.

Der er ingen tvivl om, at et nyt syn på barnet og forholdet mellem barnet og den voksne slog igennem i de år. Og det genfinder vi i de fem værker fra 1967.

Ikke et spørgsmål om alder

Men hvilken relevans har børnelitteraturen i denne sammenhæng, kunne man med rette spørge? Litteraturen har siden oplysningstiden været en kilde til opdagelsen af barndom. Blandt andre den tyske børnelitteraturhistoriker Hans Heino Ewers har vist, at det var i litteraturen, vi første gang opdagede, at børn fandtes og ikke bare var små voksne, der havde dejligt små fingre, der kunne rulle tobak.

I slutningen af 1700-tallet kom de store barndomsutopier, der for første gang isolerer barndommen som noget særligt og ikke bare et spørgsmål om alder. Der opstår i skønlitteraturen en dyrkelse af barndommen med Goethes Werther som et slående eksempel:

»Ja, kære Wilhelm, her paa jorden staar børnene mit hjerte nærmest. Naar jeg betragter dem og i de smaa ting ser kimene til alle de dyder, alle de kræfter, de engang saa haardt faar brug for; naar jeg opdager vordende standhaftighed og karakterfasthed i deres trods, godt humør og lethed ved at smutte fra denne verdens farer i deres kaade overgivenhed, alting saa ufordærvet, saa helt! – Saa gentager jeg atter og atter menneskelærerens gyldne ord: »Uden at I bliver som een af disse!« (Den unge Werthers lidelser, 1774).

I det sene 1700-tals romaner »skildres barndomsidyller, som fra da af ikke kan fortrænges fra den borgerlige kulturs forestillingshusholdning«, skriver Hans Heino Ewers i sin tekst »Børnelitteratur som medium for opdagelse af barndom«.

Mareridtet

Utopiens evige følgesvend er som bekendt dystopien. Med opdagelsen af barndommens ufordærvede naturtilstand kommer også opdagelsen af den ulykkelige barndom. I anden halvdel af 1800-tallet udkom en stribe selvbiografisk inspirerede romaner, der tematiserede forsømte og undertrykte børn. Som vi særligt kender det fra Charles Dickens. Her fra romanen Store forventninger fra 1861:

»Jeg blev altid behandlet som om jeg havde forlangt at blive født, i modstrid med alt hvad fornuft, religion og moral dikterede og på trods af mine bedste venners frarådende argumenter. Selv når jeg blev taget med for at få syet et nyt sæt tøj, havde skrædderen ordre til at udforme det som en slags forbedringshus, så jeg ikke under nogen omstændigheder ville få mine lemmers frie brug.«

Hans Heino Ewers konstaterer: »Den der én gang har fået øjnene op for, hvad der kan kendetegne barndommen af rigdom og lykke, vågner for anden gang op af sin egen barndom, men denne gang som et mareridt.«

Altså når man først får en forestilling om hvor idyllisk, frigjort og fantastisk barndom kan være, så kan man pludselig også se, hvad den også kan være. Derfor var det en forudsigelig udvikling, at barnet i netop 1905 blev opfundet sådan rent formelt i Danmark. I dansk lovgivning fandtes børn ikke før 1905, hvor den første børnelov blev vedtaget.

Det interessante ved loven i denne sammenhæng er ikke bare, at barnet får sin egen lov, men lovens formål. ’Lov Nr. 72 af 14. April 1905 om Behandling af forbryderske og forsømte Børn og unge Personer’ var lovtekstens titel. Det handler altså både om at beskytte samfundet mod forbryderiske børn, men også om ved forskellige indgreb at beskytte barnet mod samfundet og forældresvigt ved for eksempel af placere dem uden for hjemmet. Børn er i udtrykkets dobbelte betydning nogle man skal ’passe på’.

Loven blev vedtaget ved begyndelsen af det som den indflydelsesrige svenske pædagog og forfatter Ellen Key kaldte ’barnets århundrede’ i en bog med samme titel i 1899, men i virkeligheden var den en kulmination på den opdagelse af barndom, der fandt sted i løbet af 1800-tallet i Europa.

Den skadelige børnelitteratur

I Danmark er Nina Christensen, leder af Center for børns litteratur og medier på Aarhus Universitet, den førende forsker i anvendelsen af børnelitteraturen som medium for opdagelse af barndom.

Som Hans Heino Ewers peger hun på, at barndomsforskningen længe har anvendt børnelitteraturen som kilde, og i bogen Videbegær viser hun, hvordan en mere dybdegående analyse af tekster for børn kan bidrage til et mere nuanceret blik på både børnelitteratur og barndom. Hvis man ikke bare læser, hvad der bliver skrevet for børn, men også hvordan der bliver skrevet om dem, så kan vi lære meget mere om, hvilke forestillinger om barnet, der gemmer sig bagved.

Hidtil har både barndomsforskere og børnelitteraturforskere i høj grad opsat en modsætning mellem en didaktisk børnelitteratur og en fantasifuld børnelitteratur, en opdragende og en æstetisk. I Videbegær påviser Nina Christensen via både barndomshistorie og børnelitteraturhistorie, at den dikotomi har sin rod i romantikkens opgør med oplysningstidens børnelitteratur. Et opgør som særligt H.C. Andersen spillede en central rolle i.

I Danmark er vi tilbøjelige til at opfatte H.C. Andersen og hans samtidige romantikere som begyndelsen på (den gode) børnelitteratur. I den romantiske børnelitteratur dyrker man barndommen som en uspoleret tid. Barnet er i direkte kontakt med naturen, og får en nærmest guddommelig status for den romantiske digter.

Barndommen er i romantikerens øjne en beundringsværdig tilstand, der korrumperes af den voksnes intentioner – dannelsen kommer i kraft at barnets frie møde med det æstetiske og kan ikke styres af den voksne.

For at sætte barnet fri på denne måde var der behov for at etablere en modsætning, som man kunne frigøre sig fra, og det blev oplysningstidens tekster for børn. H.C. Andersen opstillede et fortegnet billede af den børnelitteratur, der gik forud for hans, som kedsommelig, fantasiløs og alene optaget af at lære barnet noget. Det var der også noget af den, der var, men hvis man for eksempel læser, hvordan der blev skrevet om barndom i nogle opslagsværker og lærebøger for børn fra dengang, så ser man, at forfatteren også ville vise barnets verden som et smukt, farverigt og æstetisk æggende sted. Det handlede ikke kun om uddannelse, men også om dannelse.

Men også H.C. Andersen var vågnet op fra barndommen som af et mareridt og havde svært ved at se den barndomsopfattelse, der ikke var hans, som andet end en diametral modsætning. Han så den ligefrem som skadelig. Børn skal have lov til at være børn, syntes han.

Når vi i dag skelner skarpt mellem pædagogik og æstetik, så bunder det i romantikkens opgør med oplysningstiden. Vi laver for eksempel læseLYST-kampagner for at få børn til at læse mere. Det at læse skal være lystbetonet og ikke opleves som en læringssituation.

I 1967 tog man altså den kamp, man allerede én gang havde udkæmpet i romantikken. Romantikkens børnelitteratur og den moderne børnelitteratur er selvfølgelig langtfra ens, men forestillingen om en modsætning mellem æstetik og pædagogik, mellem leg og læring og mellem fantasifuld og faktuel tilgang til viden og dannelse har de tilfælles.

Illustration: Mia Mottelson/iBureauet

Kanonlitteratur

Og hvad så kunne man sige? Ligesom man skriver bøger ud fra et bestemt syn på børn, så vælger man også bøger ud fra det. Som tidligere nævnt, så er synet på barnet ikke bare noget, der træder frem i litteraturen. Det er også det syn, der former den måde, hvorpå vi lovgiver om børn og indretter deres institutioner. Så det er på mange måder ikke ligegyldigt, hvad der bliver læst.

Hvis vi ser på hvilke bøger, der læses for børn i dag ligger Ole Lund Kirkegaard stadig højt på udlånslisterne fra bibliotekerne, og værkerne fra 1967 udgives igen og igen. Men det er ikke kun dér, ånden fra 1967 dominerer.

Folkeskolen har både en obligatorisk kanon og en vejledende kanon. Den borgerlige regering tog i 2004 initiativ til at formulere en kanon for dansk litteratur, der skulle sikre, at danske skolebørn blev introduceret for dansk litteraturs vigtigste værker.

Kanondebatten var en del af den værdikamp som buldrede løs i begyndelsen af dette årtusind efter Anders Fogh Rasmussen havde overtaget magten. Der skulle gøres op med »rundkredspædagogikken« som han formulerede det, og den faglighed som reformpædagogikken havde fortrængt skulle tilbage i folkeskolen.

Kanonudvalget bestod af blandt andre formanden for dansklærerforeningen, Jens Raahauge, formanden for Dansk Sprog- og Litteraturselskab, Jørn Lund, litterær direktør på Gyldendal Johannes Riis og en række skoleledere, gymnasierektorer og litterater som Thomas Bredsdorff. De formulerede to forskellige kanonlister.

Den obligatoriske kanon indeholder forfatterskaber som kanonudvalget opfatter som uomgængelige. Den vejledende kanon indeholder forfatterskaber, som udvalget finder det vigtigt, at danske folkeskoleelever stifter bekendtskab med, og det er her, vi finder børnelitteraturen og dermed de fleste repræsentationer af børn.

Den vejledende kanon udgøres af:

Danske folkeeventyr, Johan Herman Wessel, B.S. Ingemann, Jeppe Aakjær, Egon Mathiesen, Halfdan Rasmussen, Benny Andersen, Cecil Bødker, Ole Lund Kirkegaard, Amalie Skram, Astrid Lindgren, Thorbjørn Egner og Robert Storm Petersen.

Man kan sagtens diskutere den vejledende kanons reelle indflydelse på lærernes undervisning. De er ikke forpligtede til at inddrage forfatterskaberne – som de er det med den obligatoriske. Men det interessante i denne sammenhæng er også i højere grad, hvilken børnelitteratur nogle af landets førende litterater, lærere og forlagsfolk finder toneangivende og uomgængelige for ethvert barn i Danmark.

Hvis vi ser bort fra de udenlandske forfattere, der er inddraget for, at eleverne skal kende til nordisk litteratur, så udgør 1967-forfatterne halvdelen af forfatterskaberne, der ellers strækker sig 150 år tilbage, og der er udgivet store mængder børnelitteratur både før og efter 1967.

Den kanon, der ellers i sit udgangspunkt var en del af et opgør med reformpædagogikken, kom altså til at indeholde reformpædagogikkens helt egen børnelitteratur.

Det står der i loven

Særligt i Ole Lund Kirkegaards bøger latterliggøres skolen. Eksempelvis i Gummi Tarzan fra 1975. Her er læreren »ellers rar nok,« synes Ivan Olsen. Men Ole Lund Kirkegaard synes vist, at han repræsenterer et forældet syn på børn og skole:

»’Det er så kedeligt at lære bogstaver,’ sagde Ivan til læreren. ’Kunne vi ikke lave noget andet?’ ’Næhh,’ sagde læreren. ’I skolen bliver man nødt til at lære det, der står i bøgerne.’ ’Hvorfor det?’ spurgte Ivan. ’Jahh,’ sagde læreren. ’Det står der vistnok i loven, og loven skal man jo følge.’ ’Kan du så ikke lave lidt om på loven?’ spurgte Ivan. ’Næhh,’ sagde Iæreren. ’Jeg er bare en ganske almindelig mand, som ikke kan lave om på noget som helst.’ ’Det var en skam,’ sagde Ivan.«

Og ja, det er en skam, at skolesystemet ikke kan argumentere for sin egen eksistensberettigelse med andet end lovgivning, og en skam, at der går ellers rare mennesker rundt i det uden initiativ og indflydelse.

I Snøvsen og Snøvsine kommer Snøvsen med i skole og får efter en lang, snørklet og fantasifuld udregning to og tre til at blive hundrede, og den velmenende lærerinde kan ikke forklare, hvorfor det er forkert, så hun bliver nødt til at afbryde timen.

I tredje bind af Cecil Bødkers historie om den usædvanlige dreng Silas Silas fanger et firspand, kommer den selvstændige og selvbestemmende dreng i skole hos en velbjærget familie.

Huslæreren ventede sig det værste »og hans forventninger blev ikke skuffede, lige fra første færd forlangte Silas forklaring på, hvorfor han skulle gøre som han fik at vide. Hvorfor skulle han begynde på det første blad i sin skrivebog og ikke på en af de andre? Hvorfor skulle han begynde i netop den ende af linien – kunne det ikke være lige meget?(…) Man begynde vel på den første side fordi, ja fordi sådan gjorde man altså. Det var slet ikke til at tænke på at det kunne gøres anderledes«.

Da Silas får lov at gøre det på sin egen måde, bliver han til gengæld ivrig og bruger selv sin fritid på at lave skolearbejde til stor undren blandt husets andre børn.

Dickens og Bødker

Det er bestemt ikke en positiv karakteristik, der gives af skolen og i det hele taget af strukturer defineret af forældede normer af de fem forfattere fra 1967. Skolen forstår ikke at rumme børns fantasi, den modvirker den tilmed og ensretter børnene på en måde, der giver dem den opfattelse at lærdom er kedsommelig udenadslære, som de ikke ser nogen nytte i. De ser den ofte kun som noget, der står i vejen for deres frie udfoldelse som individer. For deres leg.

Som et ekko af Charles Dickens skriver Cecil Bødker i Silas fanger et firspand om det tøj, den fattige og selvvalgt forældreløse Silas er blevet iklædt af husets frue, der sammen med sin mand vil tage sig af Silas og hans uddannelse: »Den største forandring var alligevel skoene. Hans hudesko stod nu på gulvet halvt inde under sengen, mens hans fødder sad stift og klemt ned i de nye med spænderne. Silas tog forsigtigt et par skridt over gulvet for at vænne sig til fornemmelsen, og uvilkårligt løftede han benene lidt højere end med de bløde hudesko der hang ved som en del af ham selv. Han gik som i tyk sne. Og sikke et spektakel de lavede. Silas var ikke vant at man kunne høre når han bevægede sig.«

Alt dette betyder jo ikke, at den ene barndomsopfattelse nødvendigvis er bedre end den anden. Det er i hvert fald ikke denne artikels motiv at afgøre det. Det betyder blot, at når undervisningsministeren siger, at børn skal have lov til at være børn, så ved vi måske godt alle sammen, hvad hun mener, men det gør det ikke til et neutralt standpunkt. Det gør det til et dominerende paradigme.

Det at være barn er ikke kun en naturtilstand, som det heller ikke er det at være voksen. Man kultiverer et barn og indretter institutioner, skriver børnebøger, kritiserer skolereformer, lovgiver og opdrager ud fra en forestilling om det gode børneliv. En bevidsthed omkring det kunne måske flytte diskussionen om for eksempel folkeskolen ud af den døde zone, hvor æstetik og didaktik, leg og læring, fantasi og pædagogik, frihed og skole synes uforenelige. For mennesket findes nok et eller andet sted i nuancerne.

Lille Virgil, Silas, Snøvsen, Halfdan og Egon ville sikkert heller ikke selv bryde sig om at være uantastelige autoriteter. Det var jo det, de selv var et opgør med.

Anita Brask Rasmussen afsluttede i marts et halvt års fellowship på TrygFondens Børneforskningscenter ved Aarhus Universitet. Denne artikel er blandt andet baseret på det arbejde.

Nybruddet i børnelitteraturen

I efteråret 1967 udkom: Ole Lund Kirkegaards Lille Virgil, Flemming Quist Møllers Cykelmyggen Egon, Cecil Bødkers Silas og den sorte hoppe og Halfdan Rasmussens Halfdans ABC.

Det markerede et nybrud i dansk børnelitteratur. Bøgerne pegede alle på en respekt for børn som kompetente individer og rigtige mennesker, blandet med en beundring og anerkendelse af børns måde at opleve og være i verden på.

Vi har dedikeret hele denne uges litteraturtillæg til at undersøge, hvad der skete, hvordan det skete, hvorfor det skete, og hvilken betydning det har haft.

Seneste artikler

  • I litteraturen kan vi finde svaret på, hvad vi mener, når vi siger, børn skal have lov at være børn

    30. september 2017
    For halvtreds år siden i lige netop disse måneder udkom fem forrygende og epokegørende værker næsten oveni hinanden: ’Lille Virgil’, ’Cykelmyggen Egon’, ’Silas og den sorte hoppe’ og ’Halfdans ABC’. De skabte et nybrud i dansk børnelitteratur
  • De børn, der kommer ind i litteraturen i 1967, er virkelighedens børn

    30. september 2017
    På bare to måneder i 1967 blev dansk børnelitteratur revolutioneret. ’Lille Virgil’ og ’Silas og den sorte hoppe’ var pædagogiske nybrud, der satte barnet i centrum i den gryende velfærdsstat, mens ’Halfdans ABC’ sprang sproget i smadder. ’Cykelmyggen Egon’ fik tekst og illustration til at slå krøller på sig selv, og Snøvsen tog med Eigil ud for at finde katten i sækken og hele molevitten. De fem bøgers betydning kan ikke overdrives, siger fire børnelitterære eksperter 50 år senere
  • Fem bøger, der satte barnet fri

    30. september 2017
    Fem værker, der udkom inden for få måneder, gjorde efteråret i 1967 til et fuldkommen skelsættende år i dansk børnelitteratur. Vi går på opdagelse i Ole Lund Kirkegaards ’Lille Virgil’, Cecil Bødkers ’Silas og den sorte hoppe’, Flemming Quist Møllers ’Cykelmyggen Egon’, Benny Andersens ’Snøvsen’ og Halfdan Rasmussens ’Halfdans ABC’
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Pia Colère Lenau
    Pia Colère Lenau
  • Brugerbillede for Anders Sørensen
    Anders Sørensen
Pia Colère Lenau og Anders Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Ole  Brockdorff
Ole Brockdorff

Uanset hvor meget kanonlitteratur eller reformpædagogik, der er skabt i dette land siden 1960 af såkaldte ”kloge hoveder”, er det en ubestridelig kendsgerning 57 år senere, at det hvert år vælter ud af folkeskolen med funktionelle analfabeter, der efter 8-10 års skolegang knap nok kan læse, skrive og regne samt føre pragmatisk demokratisk samtale med andre mennesker på tværs af samfundslag, og dèt er den største tragedie for vores børn og børnebørns fremtid.

Jeg har også læst ”Gummi Tarzan” fra 1975 af Ole Lund Kirkegaard, og har igennem de forløbne år altid rystet på hovedet af forfatterens latterliggørelse af læreren med hensyn til dialogen mellem ham og lille Ivan, der synes det er så kedeligt at lære bogstaver. Men jeg var dengang som nu mest rystet over hans karakteristik af en gennemsnitlig folkeskolelærer, der ikke kunne argumentere for sin eksistensberettigelse som underviser andet end ved at henvise til lovgivningen, for det er i stor udstrækning historisk usandt.

Dengang i 1950`erne og 1960`erne understregede langt de fleste lærere hver dag over for lille Ivan og andre elever i klassen, at hvis man vil klare sig i livet som voksen er det hamrende nødvendigt, at kunne læse og skrive i et forståeligt og fejlfrit sprog. Hvorfor det er meget vigtigt at lære samtlige bogstaver at kende. Hvad enten det at lære bogstaver er kedeligt eller ikke. Derfor skal lille Ivan og andre bare tie stille med dumme spørgsmål som det i ”Gummi Tarzan”, og i stedet slå ørerne ud og lære noget i skoletiden.

Nøjagtigt det samme gør sig gældende i et fag som regning.

”Tal kan også være dødkedeligt. Men hvis du ikke ved at to og to er fire, Ivan, hvis du ikke engang kan gange og dividere på et basalt niveau, trække fra og lægge til, ja, så ender du som en dummernikkel i voksenalderen, som ingen kan bruge til noget som helst. Og jeg er som fagligt uddannet lærer den person, der kan lære dig at læse og skrive og regne, for du kan ingenting endnu. Du er nemlig først nu begyndt at gå i skole”, sagde mange folkeskolelærere dengang til eleverne i klasserne.

Joh, der er i sandhed blevet ytret megen hadefuld litteratur gennem 50-60 år af det som man kalder Den Sorte Skole, men jeg takker min Gud og Skaber for, at jeg fik lov til at vokse op med folkeskolen i 1950`erne, hvor der var respekt hos alle børn omkring lærernes faglige baggrund. Og hvor begreber som lydighed og disciplin i klassen med lærerens autoritet i front, var en absolut grundlæggende betingelse for, at vi som børn lærte det vigtigste af alt: at kunne læse og skrive og regne samt føre afslappet demokratisk samtale med andre.

Den Blå Betænkning fra 1960 med implementeringen af reformpædagogikken har gennem de sidste 57 år vist sig at være en katastrofe, når vi taler om at uddanne vores børn til begavede og belæste selvstændige tænkende mennesker gennem barndommen og teenagealderen, inden de slippes løs som myndige personer i 18-års alderen, hvor de flytter hjemmefra, og herefter juridisk og menneskeligt skal til at stå til ansvar for deres eget liv og handlinger.

Ja, desværre nød Den Blå Betænkning stor opbakning i både pædagogiske og politiske kredse, fordi de store partier på Christiansborg var gennemsyret af den socialistiske /kommunistiske tankegang om, at alle børn skulle politisk ensrettes gennem åndelig manipulation til at blive ”harmoniske og lykkelige mennesker”. Nøjagtig den samme filosofi som i det tidligere kommunistiske Sovjetunionen og deres vasalstater i Østblokken, der havde den opfattelse, at det ægte demokrati går ud på, at vi alle skal være enige om alt.

Kort sagt ønskede de socialistiske politikere, at børnene i folkeskolerne blev dumme ensrettede flokdyr, der ikke kan tænke selvstændigt, og som ikke kan føre pragmatisk dialog med andre om modsatrettede synspunkter. Ingen reformpædagoger ville lære dem at vi mennesker trods alt er forskellige. Takket være forskellig social og økonomisk baggrund. At vi ser forskelligt på tingene. At problemstillinger kan løses forskelligt. At sådant fungerer et ægte åbent og frit demokrati med privat ejendomsret og fri markedsøkonomi som katalysator for samfundets velfærd. At børnenes opdragelse er forældrenes ansvar - ikke folkeskolens lærere og pædagoger.

Påstanden i Ning de Coninck-Smith og Charlotte Appels fembindsværk om, at Den Blå Betænkning nød stor opbakning i både pædagogiske og politiske kredse, fordi den var et udtryk for, at Danmark bevægede sig fra landbrugssamfund til velfærdsstat, er i konklusionen historisk forkert al den stund, at Danmark i 1960 også var et af verdens mest fantastiske industrisamfund med over 1,5 million arbejdere og funktionærer i det private erhvervsliv, der eksporterede kvalitetsprodukter til hele kloden, og med langt under 250.000 mennesker ansat i den offentlige sektor.

Ja, skolen forlod ganske rigtigt katekismus samt Gud, Konge og Fædreland med Den Blå Betænkning, og blev i stedet afløst af den socialistiske filosofi om, at de bærende søjler i skolesystemet måtte være opdragelse af børnene til demokrati og lighed. Men vel og mærke ”det socialistiske demokrati” i lighed med de kommunistiske stater med totalitært et-parti regime, ateisme og politisk enhed under tvang, og hvor dissidenter blev slået ihjel eller blev forvist til en Gulag-arbejdslejr.

I dag bliver tusindvis af unge i stedet ”forvist” til kontanthjælp i samfundets sociale massegrav, hvis de er adfærdsvanskelige eller ikke fagligt dygtige nok, hvor de ikke må eje noget som helst af værdi over 10.000 kroner. De lever på statens nåde i kraft af den førte økonomiske velfærdspolitik, der kan ændres fra det ene øjeblik til det andet. Hvilket vi blandt andet har oplevet med den meget omstridte kontanthjælpsreform. Og hvis velfærdspolitikken èn dag bryder endegyldigt sammen, betyder det hjemløshed, sult, anarki, kaos og død for hundredtusinder af mennesker.

De pædagogiske og politiske kredse på venstrefløjen elsker selvfølgelig filosofien i Den Blå Betænkning med al sin politiske og menneskelige ensretning af vores børn. Det er herligt i overensstemmelse med socialismen og kommunismen. De blæser højt og flot på Danmarks Riges Grundlov af 1849, der med sine ændringer sidst i 1953, som gennemgående rød tråd i ånd og sjæl, gav hver enkelt borger personlige frihedsrettigheder i ønsket om, at de bliver oplyste selvstændige tænkende mennesker – ikke småt begavede ubelæste politiske og menneskelige flokdyr med hang til en smartphone i hånden døgnet rundt.

Men i specielt de sidste 41 år siden 1976, hvor vi fik bistandslovgivningen, dèt som vi i dag kalder overførselsindkomster, har vi fået en altødelæggende reformpædagogik og en velfærdspolitik med en økonomisk omfordeling af samfundets indtjente midler der gør, at mere end 800.000 mennesker står uden for arbejdsmarkedet, og hvor rigtig mange af dem hverken kan læse eller skrive eller tale eller regne på et rimeligt niveau, så de kan anvendes på arbejdsmarkedet og forsørge deres eget liv.

Så, ja, i mit ”gammeldags” univers er børn slet og ret børn, hvad enten de går hjemme eller opholder sig i skolen. Men både som børn og teenagere, har de generelt bare at slå ørerne ud hver dag i skolen, og lære så meget som overhovedet muligt, indtil de bliver myndige som 18-årige. Naturligvis skal der også være plads til individualisme, kreativitet, glæde, leg og idrætsudøvelse i skolen. Men det skal naturligvis dikteres af skolelederne og lærerne som de absolutte autoriteter – ikke af lille Ivan.

Lille Ivan og alle andre borgere må trods alt forstå, at læseplaner og eksamensformer samt udenadslære altid har været nødvendigt for at kunne vurdere, hvor meget børn og teenagere får ud af undervisningen i skoleårene. Ellers aner hverken skolen eller kommende arbejdsgivere samt andre læreanstalter et klap om, hvad børnene egentlig har af faglig og menneskelig viden, når de èn dag skal have et fuldtidsarbejde i det private erhvervsliv eller i den offentlige sektor.

Derfor må og skal Danmark have lydighed og disciplin tilbage i folkeskolen.

Brugerbillede for Anders Sørensen
Anders Sørensen

@Ole Brockdorff ": Jeg takker min Gud og Skaber for, at jeg fik lov til at vokse op med folkeskolen i 1950`erne, hvor der var respekt hos alle børn omkring lærernes faglige baggrund" (...)

Jeg kender en del børn, der absolut ikke respekterede lærerne i 50'erne. De var af mine forældres generation. Og de foragtede mange af disse lærere. Elskede andre. Som børn gør i dag. At du er underlagt en autoritetstro af en anden verden, er helt fint. Gud og Skaber bedre det.