Læsetid: 4 min.

Mikkel Bolt: ’Kunst er altid politisk’

Den tyske kunstkritiker Hanno Rauterberg går nationalisterne og islamofobernes ærinde, når han kritiserer samtidskunsten for at være for hensynsfuld og selvcensurerende. Det mener Mikkel Bolt, der er lektor i kulturhistorie på Københavns Universitet
4. september 2017

Kunsten er ikke længere fri. Og det seneste kunstår risikerer at »blive et år med selvcensur og selvopløsning«. Det skrev den tyske kunstkritiker Hanno Rauterberg for nylig i et essay i Information.

Her anklager Hanno Rauterberg kunsten for ikke længere at handle om originalitet, komposition og æstetik, men om identitet, oprindelse, hudfarve og køn.

Rauterberg eksemplificerer sin påstand ved at nævne den hvide amerikanske maler Dana Schutz, der tidligere i år udstillede et maleri af liget af ​​den sorte dreng Emmett Till, der blev torteret ihjel i 1955. Her forlangte flere af hendes kunstkolleger, at hun destruerede sit værk.

Ifølge Mikkel Bolt, lektor i kulturhistorie på Københavns Universitet, er det problematisk, at Hanno Rauterberg gør sin kritik af samtidskunsten til et spørgsmål om identitetspolitik.

»På den måde ender Rauterberg med at gøre det til et spørgsmål om ytringsfrihed og en form for kritik af det politisk korrekte,« siger Mikkel Bolt.

Han kan nikke genkendende til, at der finder politiske diskussioner sted i samtidskunsten, »men det er da kun godt«.

»Samtidskunsten skal være kritisk,« siger Mikkel Bolt.

Hanno Rauterberg skriver i sit essay, at kunsten har et problem, men det er misforstået, siger Mikkel Bolt. Og misforståelsen skyldes, at Hanno Rauterberg har en gammeldags idé om kunst.

»Rauterberg nævner originalitet, komposition og æstetik som begreber, der skal bruges, når kunst skal analyseres. Men de begreber passer ikke til samtidskunsten eller er langtfra nok,« siger Mikkel Bolt.

Velkendt diskussion

Lige siden avantgarden har kunstnere forsøgt at udfordre kunsten, påpeger Mikkel Bolt. Når Hanno Rauterberg skriver en forfaldshistorie, hvor den identitetspolitiske kunst ødelægger kunsten, overser han den historie.

»Den moderne kunst har hele vejen været kendetegnet ved at indoptage alle mulige og umulige ting, problemstillinger og tematikker uden for kunsten, ikke mindst politiske emner. Den paradoksale udvidelighed – kunsten er kun kunst, når den indoptager ikke-kunstneriske emner – er blevet kunstens natur, kan man sige.«

»Derfor giver det ikke mening at forsøge at trække sig tilbage og kritisere kunsten for ikke at leve op til sin frihed. Den er netop fri til at give sig i kast med alt muligt, inklusive politiske spørgsmål om eksempelvis racisme,« siger Mikkel Bolt.

Allerede 1930’erne skrev filosoffen Walter Benjamin, at fremkomsten af nye reproduktionsteknologier som radioen og filmen gjorde overleverede æstetiske begreber som ægthed og genialitet forældede.

Og på Whitney Biennalen i 1993, da videoen af Rodney King, der blev banket af politiet, blev udstillet, vakte det opstandelse.

»Udstillingen på Whitney Biennalen i 1993 førte til vældigt store diskussioner i kunstmiljøet, hvor nogle ældre kunstkritikere var utilfredse med, at værkernes æstetik blev sat i parentes. De mente, det politiske blev for dominerende. Det minder om den kritik, Hanno fremsætter,« siger Mikkel Bolt.

»Fra Marcel Duchamp til Andy Warhol er kunst kendetegnet ved ikke at bekræfte den traditionelle forestilling om kunst som noget, der er unikt og ægte,« tilføjer Mikkel Bolt.

»Men Hanno gør det desværre til et spørgsmål om ytringsfrihed og melder sig dermed under fanerne på den reaktionære offensiv, der vil have staten til at sikre de hvide retten til at ekskludere og mobbe. Som bekendt benytter de nationalistiske bevægelser sig netop af forestillingen om ytringsfrihed til at mobbe de fremmede, som selvfølgelig først og fremmest er muslimer.«

»At knytte spørgsmålet om kunstnerisk og politisk repræsentation til en diskurs om ytringsfrihed er svært problematisk, og Rauterberg risikerer at gå de nationalistiske og islamofobiske kræfters ærinde,« siger Mikkel Bolt.

»Han bruger begreber, der nemt lader sig instrumentalisere af de xenofobiske nationalister.«

Juridisk og politisk

Mikkel Bolt understreger flere gange, at kunst ikke er isoleret fra sin historiske kontekst. Billedligt talt kan værket ses som forgrunden – det er det, man kigger på – og baggrunden er konteksten.

– Men når kunst bliver kontekstualiseret, er det så ikke dér, at der kommer grænser for kunsten?

»Jamen, det enkelte kunstværk er jo altid i en specifik kontekst, der sætter rammen for fortolkning og analyse. Samtidskunsten er voldsomt politiseret, hvad enten Rauterberg vil det eller ej. At ville opretholde et ideal om et kunstnerisk frirum, holder ikke. Især ikke hvis det så skal knyttes til et spørgsmål om ytringsfrihed.«

– Grunden til, at jeg spørger, er, at Rauterberg skriver, at kunsten ikke er fri. Er du enig i den diagnose?

»Jo, men det er jo et helt grundlæggende problem for kunst. Kunsten er som moderne fænomen kendetegnet ved frihed. Kunsten skal ikke adlyde eksternt definerede regler. Men denne frihed eller autonomi er jo et resultat af en specifik historisk proces. Det er fremkomsten af det moderne borgerlige samfund. I det samfund har kunsten som funktion at være uden funktion, kan man sige. Det betyder, at kunstens frihed både er udfordrende og bekræftende.«

»Hvis du bare siger, kunsten er fri, har du ikke sagt så meget. Og du glemmer de mange forsøg på kritisk at undersøge denne frihed og realisere eller negere den. Ikke mindst avantgardebevægelserne er vigtige i den forbindelse.«

– Hanno Rauterberg skriver også, at der er for meget fokus på kunstnerens baggrund. Han nævner eksemplet med hvide Dana Schutz, der blev kritiseret for at ’udnytte sort lidelse’. Genkender du det?

»Nej. Problemet med hans eksempler er, at han totalt glemmer konteksten. Det er svært at tage det seriøst som et stykke kunstkritik, når det ikke siger noget om den kulturpolitiske og sociohistoriske kontekst.«

»Konteksten er flere hundrede års racisme, og at sorte i USA den dag i dag er udsat for, hvad Frank Wilderson kalder gratis vold, hvor de bare bliver skudt af politiet. Konteksten er jo Black Lives Matter, Trump og konfrontationen mellem en autoritær racisme og en kritik af faktisk eksisterende racisme i USA. Tænk lige på sidste uge og begivenhederne i Charlottesville. Det er jo en del af konteksten. Men Hanno Rauterberg forankrer ikke kunstværkerne i en sociohistorisk kontekst. Det vil en god kunsthistorisk analyse altid gøre.«

Serie

Hvad blev der af kunstens frihed?

Den gamle kamp om form, komposition og originalitet synes at være bragt til ophør. Nu handler det om identitet, oprindelse, hudfarve og køn. Sådan skrev den førende tyske forfatter og kunstkritiker Hanno Rauterberg i essay i Information. Det har affødt en debat om kunstens betingelser – og frihed.

Seneste artikler

  • Lad den frie kunst vokse ud over vores egne grænser

    20. september 2017
    Kunsten lever, når vi ikke censurerer og destruerer den, så længe vi kritiserer den åbent fremfor at forbyde eller helt at afvise det, der strider imod vores egne idealer og kunstsyn
  • ’Forestil jer, at kunstnere fra Bayern kun beskæftigede sig med øl og pølser. Alle ville protestere og kalde det en kliché’

    16. september 2017
    Den tyske kunstkritiker Hanno Rauterberg svarer nu sine kritikere efter de seneste par ugers kunstdebat. Han siger, at med Documenta i Kassel har identitetspolitikken for alvor holdt sit indtog i den europæiske kunstverden, og han fastholder, at den samiske udstilling på Documenta er folklore og et udtryk for, at æstetikken er skubbet i baggrunden til fordel for etik og politik. Det truer kunstens frihed, siger han
  • ’Kunsten skal være fri. Men …’

    9. september 2017
    Ord som respekt og hensyn har principielt ikke noget at gøre i kunsten, mener kurator på Kunsthal Charlottenborg Henriette Bretton-Meyer. Men de har noget at gøre i verden, og derfor er debatten om kunstens politiske korrekthed ’kompliceret’, mener hun
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg har i mange år interesseret mig og fået inspiration af kunsten.Jeg er fredsvagt og når jeg har fundet noget om fred i kunsten har jeg klæbet vort mærkat på.Det er meget få mærkater jeg har brugt.Kunsten er for mig blevet markedsøkonomiens forlængede arm.De fortsætter regeringens menneskeforagt.Det er deprimerende.
med fredelig hilsen Peter Henning Helsingør

Bjarne Toft Sørensen

I store træk er jeg enig i Mikkel Bolts kritik af Hanno Rauterbergs kunstsyn, men det udelukker for mig at se ikke, at Rauterbergs kritik af identitetspolitikken på nogle punkter er rimelig, når det drejer sig om spørgsmålet om ytringsfrihed og en form for kritik af det politisk korrekte i forbindelse med kunst.

For det første: Selvfølgelig er kunsten fri til også at inkludere politiske spørgsmål om f.eks. racisme. Det er jo ikke det, der ligger i Rauterbergs kritik. Det som kritikken her er rettet imod, er populisme inden for kunsten. At f.eks. Venedig Biennalen og Documenta ligger under for forventninger om særlige former for politisk korrekt kunst, hvor store grupper af besøgende kan spejle deres selvgode identitetspolitiske korrekthed i en sådan kunst, og at dette går ud over den kvaliteten.

Der mangler Rauterberg så en mere detaljeret og grundig dokumentation for sin påstand, selv om han fremhæver enkelte eksempler. I hvilket omfang hans kritik her er påvirket af et for traditionelt begreb om det æstetiske, der er ude af stand til at rumme visse former for samtidskunst, er svært at afgøre ud fra kritikken i hans artikel
.
For det andet: Det er korrekt, at Rauterberg risikerer at blive misbrugt af nationalistiske og islamofobiske kræfter ved at knytte spørgsmålet om kunstnerisk og politisk repræsentation til en diskurs om ytringsfrihed. Sådan vil der altid være risiko for misbrug. Ligesom der er risiko for, at identitetspolitiske bevægelser bruger vulgær – marxisme og pseudo – poststrukturalisme til at retfærdiggøre religiøst betonede hekseprocesser mod personer, der ikke lever op til bevægelsernes selvbestaltede former for adfærdskodeks, i strid frihedsrettighederne. At nogle samfundsgrupper har været undertrykt og udsat for vold gennem århundreder retfærdiggør ikke, at andre samfundsgrupper nu skal udsættes for forskellige former for undertrykkelse.

Det er rigtigt, som Mikkel Bolt konstaterer, at samtidskunsten på forskellig måde er politiseret, og det må del vel også nødvendigvis være. Det er bare ikke det, som Rauterbergs kritik retter sig imod. Så fra Mikkel Bolts side er der tale om ”stråmandsargumentation”.

Af hensyn til de grundlæggende frihedsrettigheder, f.eks. ytringsfriheden, er det nødvendigt at opretholde et ideal om et kunstnerisk frirum, også når der er tale om kunst, der for visse grupper betragtes som ”politisk ukorrekt” kunst.

Der er jeg enig med Rauterberg, hvor Mikkel Bolt åbenbart mener, at brud på frihedsrettighederne er i orden, hvis det kan begrundes ud fra en kulturpolitisk og sociohistorisk kontekst? Spørgsmålet er så lige, hvem det er, der skal afgøre, hvornår sådanne brud på frihedsrettighederne er i orden, ud fra hvilke kulturpolitiske og sociohistoriske kontekster? For mig at se er det en glidebane, også selv om det er korrekt, at der altid har været og altid vil være enkelte former for begrænsning af kunstens frihed (det er derfor, at der er tale om et ideal). F.eks. af hensyn til beskyttelse af kongehuset.

At kunstens institutioner i praksis, i særlige situationer, er nødt til at give efter for et pres, i strid med frihedsrettighederne og begrundet ud fra mediemæssige, institutionelle og økonomiske årsager, er så beklageligt. Det er jo en konsekvens af den måde, vi i øvrigt har indrettet samfundet på. I det mindste kan man så håbe på en høj grad af ærlighed fra kunstinstitutionernes side, om baggrunden for deres dispositioner.

Bjarne Toft Sørensen

Når jeg går så højt op i denne debat, er det fordi, den rammer noget centralt og destruktivt farligt i tiden, som det er nødvendigt at tage højde for mere fremadrettet.

Kunstens institutioner, og for så vidt også kunstakademierne og universiteternes institutter for kunst og kultur, er på grund af sparekrav og det, at de i stigende omfang skal fungere på markedsøkonomiske betingelser, sårbare for pression udefra og indefra.

Det gælder bl.a. pression fra identitetspolitiske grupperinger uden for og inden for institutionerne, og også når dette pres sker i strid med de principper, som institutionerne er sat i verden til fungere efter og værne om. Det hænger bl.a. sammen med, at medierne, ikke mindst de sociale medier, fungerer ud fra et princip om, at vinkling på konflikter og skandaler skaber opmærksomhed og sælger.

Indtil videre har de interviewede let og elegant undgået at tage stilling til den nævnte problemstilling, og det har været nemt, fordi de har kunnet rette fokus på Rauterbergs traditionelle modernistiske kunstsyn, i stedet for at tage stilling til det mere principielle i de synspunkter, han kommer med.

Et eksempel ud fra egne erfaringer: I midten af 1970erne var universiteterne, især på visse humanistiske uddannelser, præget af forskellige former for identitetspolitisk heksejagt på især undervisere og grupper af undervisere. Dengang var universiteterne som institutioner heldigvis forholdsvis stærke. De mange former for klager blev som regel afværget ved, at underviserne blev flyttet til andre hold.

Det jeg her nævner, har ikke noget med noget fagligt og pædagogisk at gøre (selv om de fleste undervisere var elendige pædagoger), og de interne kampe på uddannelserne om fagenes indhold og metoder, som jeg ivrigt tog del i, blev klaret i andre sammenhænge. Dem hekseprocesserne gik ud over, var ofte søde, fagligt dygtige og imødekommende undervisere.

Klagerne gik f.eks. på, at nogle undervisere gik med jakke, med slips, at de talte en bestemt sociolekt, at de havde en "macho - attitude", uden at der kunne peges på noget konkret, der var blevet sagt eller gjort. Når undervisere i en debat kom til at bruge et politisk ukorrekt ord, eller noget blev sagt på en lidt aggressiv måde, blev der "buet" på en ubehagelig måde fra dele af forsamlingen. Det kunne så efterfølgende føre til lange debatter om, hvilke former for sprog og kropsattituder, det var tilladt at bruge på uddannelsen.