Læsetid: 4 min.

Mikkel Bolt: ’Kunst er altid politisk’

Den tyske kunstkritiker Hanno Rauterberg går nationalisterne og islamofobernes ærinde, når han kritiserer samtidskunsten for at være for hensynsfuld og selvcensurerende. Det mener Mikkel Bolt, der er lektor i kulturhistorie på Københavns Universitet
4. september 2017

Kunsten er ikke længere fri. Og det seneste kunstår risikerer at »blive et år med selvcensur og selvopløsning«. Det skrev den tyske kunstkritiker Hanno Rauterberg for nylig i et essay i Information.

Her anklager Hanno Rauterberg kunsten for ikke længere at handle om originalitet, komposition og æstetik, men om identitet, oprindelse, hudfarve og køn.

Rauterberg eksemplificerer sin påstand ved at nævne den hvide amerikanske maler Dana Schutz, der tidligere i år udstillede et maleri af liget af ​​den sorte dreng Emmett Till, der blev torteret ihjel i 1955. Her forlangte flere af hendes kunstkolleger, at hun destruerede sit værk.

Ifølge Mikkel Bolt, lektor i kulturhistorie på Københavns Universitet, er det problematisk, at Hanno Rauterberg gør sin kritik af samtidskunsten til et spørgsmål om identitetspolitik.

»På den måde ender Rauterberg med at gøre det til et spørgsmål om ytringsfrihed og en form for kritik af det politisk korrekte,« siger Mikkel Bolt.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg har i mange år interesseret mig og fået inspiration af kunsten.Jeg er fredsvagt og når jeg har fundet noget om fred i kunsten har jeg klæbet vort mærkat på.Det er meget få mærkater jeg har brugt.Kunsten er for mig blevet markedsøkonomiens forlængede arm.De fortsætter regeringens menneskeforagt.Det er deprimerende.
med fredelig hilsen Peter Henning Helsingør

Bjarne Toft Sørensen

I store træk er jeg enig i Mikkel Bolts kritik af Hanno Rauterbergs kunstsyn, men det udelukker for mig at se ikke, at Rauterbergs kritik af identitetspolitikken på nogle punkter er rimelig, når det drejer sig om spørgsmålet om ytringsfrihed og en form for kritik af det politisk korrekte i forbindelse med kunst.

For det første: Selvfølgelig er kunsten fri til også at inkludere politiske spørgsmål om f.eks. racisme. Det er jo ikke det, der ligger i Rauterbergs kritik. Det som kritikken her er rettet imod, er populisme inden for kunsten. At f.eks. Venedig Biennalen og Documenta ligger under for forventninger om særlige former for politisk korrekt kunst, hvor store grupper af besøgende kan spejle deres selvgode identitetspolitiske korrekthed i en sådan kunst, og at dette går ud over den kvaliteten.

Der mangler Rauterberg så en mere detaljeret og grundig dokumentation for sin påstand, selv om han fremhæver enkelte eksempler. I hvilket omfang hans kritik her er påvirket af et for traditionelt begreb om det æstetiske, der er ude af stand til at rumme visse former for samtidskunst, er svært at afgøre ud fra kritikken i hans artikel
.
For det andet: Det er korrekt, at Rauterberg risikerer at blive misbrugt af nationalistiske og islamofobiske kræfter ved at knytte spørgsmålet om kunstnerisk og politisk repræsentation til en diskurs om ytringsfrihed. Sådan vil der altid være risiko for misbrug. Ligesom der er risiko for, at identitetspolitiske bevægelser bruger vulgær – marxisme og pseudo – poststrukturalisme til at retfærdiggøre religiøst betonede hekseprocesser mod personer, der ikke lever op til bevægelsernes selvbestaltede former for adfærdskodeks, i strid frihedsrettighederne. At nogle samfundsgrupper har været undertrykt og udsat for vold gennem århundreder retfærdiggør ikke, at andre samfundsgrupper nu skal udsættes for forskellige former for undertrykkelse.

Det er rigtigt, som Mikkel Bolt konstaterer, at samtidskunsten på forskellig måde er politiseret, og det må del vel også nødvendigvis være. Det er bare ikke det, som Rauterbergs kritik retter sig imod. Så fra Mikkel Bolts side er der tale om ”stråmandsargumentation”.

Af hensyn til de grundlæggende frihedsrettigheder, f.eks. ytringsfriheden, er det nødvendigt at opretholde et ideal om et kunstnerisk frirum, også når der er tale om kunst, der for visse grupper betragtes som ”politisk ukorrekt” kunst.

Der er jeg enig med Rauterberg, hvor Mikkel Bolt åbenbart mener, at brud på frihedsrettighederne er i orden, hvis det kan begrundes ud fra en kulturpolitisk og sociohistorisk kontekst? Spørgsmålet er så lige, hvem det er, der skal afgøre, hvornår sådanne brud på frihedsrettighederne er i orden, ud fra hvilke kulturpolitiske og sociohistoriske kontekster? For mig at se er det en glidebane, også selv om det er korrekt, at der altid har været og altid vil være enkelte former for begrænsning af kunstens frihed (det er derfor, at der er tale om et ideal). F.eks. af hensyn til beskyttelse af kongehuset.

At kunstens institutioner i praksis, i særlige situationer, er nødt til at give efter for et pres, i strid med frihedsrettighederne og begrundet ud fra mediemæssige, institutionelle og økonomiske årsager, er så beklageligt. Det er jo en konsekvens af den måde, vi i øvrigt har indrettet samfundet på. I det mindste kan man så håbe på en høj grad af ærlighed fra kunstinstitutionernes side, om baggrunden for deres dispositioner.

Bjarne Toft Sørensen

Når jeg går så højt op i denne debat, er det fordi, den rammer noget centralt og destruktivt farligt i tiden, som det er nødvendigt at tage højde for mere fremadrettet.

Kunstens institutioner, og for så vidt også kunstakademierne og universiteternes institutter for kunst og kultur, er på grund af sparekrav og det, at de i stigende omfang skal fungere på markedsøkonomiske betingelser, sårbare for pression udefra og indefra.

Det gælder bl.a. pression fra identitetspolitiske grupperinger uden for og inden for institutionerne, og også når dette pres sker i strid med de principper, som institutionerne er sat i verden til fungere efter og værne om. Det hænger bl.a. sammen med, at medierne, ikke mindst de sociale medier, fungerer ud fra et princip om, at vinkling på konflikter og skandaler skaber opmærksomhed og sælger.

Indtil videre har de interviewede let og elegant undgået at tage stilling til den nævnte problemstilling, og det har været nemt, fordi de har kunnet rette fokus på Rauterbergs traditionelle modernistiske kunstsyn, i stedet for at tage stilling til det mere principielle i de synspunkter, han kommer med.

Et eksempel ud fra egne erfaringer: I midten af 1970erne var universiteterne, især på visse humanistiske uddannelser, præget af forskellige former for identitetspolitisk heksejagt på især undervisere og grupper af undervisere. Dengang var universiteterne som institutioner heldigvis forholdsvis stærke. De mange former for klager blev som regel afværget ved, at underviserne blev flyttet til andre hold.

Det jeg her nævner, har ikke noget med noget fagligt og pædagogisk at gøre (selv om de fleste undervisere var elendige pædagoger), og de interne kampe på uddannelserne om fagenes indhold og metoder, som jeg ivrigt tog del i, blev klaret i andre sammenhænge. Dem hekseprocesserne gik ud over, var ofte søde, fagligt dygtige og imødekommende undervisere.

Klagerne gik f.eks. på, at nogle undervisere gik med jakke, med slips, at de talte en bestemt sociolekt, at de havde en "macho - attitude", uden at der kunne peges på noget konkret, der var blevet sagt eller gjort. Når undervisere i en debat kom til at bruge et politisk ukorrekt ord, eller noget blev sagt på en lidt aggressiv måde, blev der "buet" på en ubehagelig måde fra dele af forsamlingen. Det kunne så efterfølgende føre til lange debatter om, hvilke former for sprog og kropsattituder, det var tilladt at bruge på uddannelsen.