Læsetid: 15 min.

Per Arnoldi: ’Dybest set ville jeg gerne gøre det om. Hele mit værk. Alt, hvad jeg har rørt ved.’

Per Arnoldi er indbegrebet af god smag. Hans farvestrålende plakatkunst udgør sammen med Wegners møbler og PH’s lamper en slags kulturradikal treenighed, som ikke bare handler om at give folk noget pænt at kigge på, men om at understøtte velfærdsstaten med opbyggelig kunst. Selv ville den bogaktuelle kunstner dog ønske, at han havde gjort sig lidt mere umage
’Jeg er moralist, og jeg er pædagog, og jeg er utopist,’ siger Per Arnoldi. ’Den samfundsmodel, der er lykkedes for os, vil jeg gerne give min støtte. Det gør jeg gennem store og små, monumentale og ubetydelige, vedvarende og flygtige værker lige fra en sten på 18 tons til en kapsel på en sodavandsflaske.’

’Jeg er moralist, og jeg er pædagog, og jeg er utopist,’ siger Per Arnoldi. ’Den samfundsmodel, der er lykkedes for os, vil jeg gerne give min støtte. Det gør jeg gennem store og små, monumentale og ubetydelige, vedvarende og flygtige værker lige fra en sten på 18 tons til en kapsel på en sodavandsflaske.’

Sille Veilmark

15. september 2017

Der er tanker, man ikke kan glemme, når først de er tænkt. Sådan en tanke har netop ramt Per Arnoldi.

»Jeg kan af og til godt blive alvorligt i tvivl om den kunst, jeg selv har lavet,« siger han og læner sig en anelse frem i stolen. »Så får jeg det lidt ligesom kunstneren Robert Motherwell, der efter at have set en retrospektiv udstilling med sine egne værker på Guggenheim sagde: ’Var det dét?’«

Per Arnoldi sidder i sit lyse atelier i Raadvad nord for København omgivet af et udsnit af den kunst, som har tegnet hans farverige produktion igennem årene: de sortbrune keramikkrukker på gulvet, de blåhvide lertøjsfade på bordet, de stramt komponerede malerier i gul, blå og rød på væggen. Det er Arnoldi, som vi kender ham. Men det er en uvant ydmyg Arnoldi, der taler. 

»I stille stunder,« fortsætter han, »kan jeg godt tænke, at jeg skulle have gjort mig mere umage. At jeg skulle have vidst noget mere, at jeg skulle læst noget mere. Husk på, at vi som kunstnere konstant ophober beviser for vores forbrydelser. De hænger og står jo overalt.«

– Du har ikke gjort dig umage nok?

»Nej.«

Han kigger på mig igennem sine ovale brilleglas.

– Hvad vil det sige?

»Det vil sige, at jeg engang imellem falder for noget … at det kan blive lidt træt, når det tørrer. Det skal man passe på med. Noget af det har selvfølgelig været udmærket. Men jeg sidder ikke og siger, at det har været vellykket. Dybest set ville jeg gerne gøre det om.«

Per Arnoldi rækker ud efter et glas vand på bordet foran sig.

– Gøre hvad om?

»Det hele. Hele mit værk. Alt, hvad jeg har rørt ved. Alle billederne.«

Vi sidder et øjeblik og ser på hinanden.

– Hvordan ville du gøre dem om?

»Ja, det ville jo vise sig, hvis jeg kastede mig over dem med en større intensitet og ikke lod mig underholde så meget undervejs. Hvis jeg havde udvist lidt mere eftertænksomhed. Men det ville jo kræve et andet gemyt. Og i virkeligheden ville jeg vel bare være en anden.«

Han smiler som et lille varsel om, at alvorsstunden er ved at være forbi, og en anden side af Arnoldi – den side, som underholder i kunstquizzer, diverterer med anekdoter og afvæbner med humor – er på vej til at gæste samtalen:

»Men jeg ville også gerne have et bigband og en hvid jakke, og det tror jeg måske, at jeg ville have først – så kunne vi tage det eftertænksomme og det alvorlige bagefter,« siger han og griner.

Per Arnoldi

Født 1941 i København.

Modernistisk kunstner, særligt kendt for sine plakater.

I 1963 tog Per Arnoldi lærereksamen fra Hellerup Seminarium, men debuterede allerede i 1961 som ung autodidakt på Charlottenborgs forårsudstilling.

Hans gennembrud som plakattegner kom med design af DSB-plakater i 1975. Han har siden lavet plakater til institutioner og virksomheder verden over.

Hans produktion spænder bredt fra maleri til skulpturer. Hans værker er udstillet på museer i store dele af verden.

Derudover arbejder han som kunstnerisk rådgiver bl.a. i forbindelse med opførelsen af Operaen, hvor han i 2004 stod for design af logo og scenetæppe.

Enebarn og enegænger

Per Arnoldi sidder allerede og venter på mig i sin blå Polo Volkswagen med tilbagerullet tag, da jeg to timer tidligere indfinder mig på hjørnet af St. Kongensgade og Landgreven i København. Vi har aftalt at køre sammen op til hans værksted i Raadvad for at tale om hans nye mastodont af en erindringsbog, SOLO. Per Arnoldi er iført blåt fra top til tå – blå jeans, blåhvid skjorte, blå sejlersko, og på hovedet sidder den karakteristiske høstak, som til trods for hans 76 år stadig rummer nuancer af gult.

»Flot bil,« siger jeg på vej rundt om køleren. »Hop bare ind,« svarer han afværgende og tænder motoren.

SOLO er en sigende titel for mand, der er gået sine egne veje i dansk kunstliv og ofte ad ruter, der har ført uden om den etablerede kunstscene. Per Arnoldi er autodidakt. Han søgte ind på Det Kongelige Danske Kunstakademi efter gymnasiet, men fik afslag og besluttede sig i stedet for at studere teologi. Det holdt et års tid. Så blev han læreruddannet, og siden tog han et par journalistiske job, inden han langt om længe besluttede sig for at gøre det, han havde lyst til.

De seneste 60 år har Per Arnoldi foldet sig ud som både maler, designer, formidler, pædagog, debattør og tv-vært. Han har udført mere end 600 plakatopgaver, dekoreret skoler og butikscentre, lavet scenografier for teatre og grafiske arbejder for organisationer, han har sat farver til Rigsdagen i Berlin, tegnet scenetæppet til Operaen i København, og hans malerier er repræsenteret på verdenskendte museer som blandt andet MoMA i New York.

Per Arnoldi lægger sig over i en svingbane og bremser op.

»Aldrig køre blondiner over,« siger han og holder tilbage for en yngre kvinde i en fodgængerovergang, »det er en gylden regel.«

’Hold nu kæft, Arnoldi!’

Per Arnoldi kalder sig selv for ’professionel folkekunstner’. Han er god smag, ja, måske selve indbegrebet af den, og han har selv fået den ind med modermælken.

Sille Veilmark

Hele vejen ud af København kommenterer Per Arnoldi konstant sine omgivelser. Hver gang der er optræk til en pause i hans talestrøm, forer han den med nye fortællinger, og hver en afslutning bliver begyndelsen til en ny historie.

Så beskriver han et træ, så vurderer han en tilbygning, så ser han en grim graffiti på en bro og kaster sig ud i en vred monolog over den primitive hærværkskunst, som i hans optik hverken er samfundsomstyrtende eller subversiv, men bare konform og småborgerlig og »hold nu kæft, Arnoldi!« udbryder han så pludselig højt for sig selv, da han indser, at han er ved at begive sig ud i endnu en potentielt uendelig enetale, og at det er på tide at tie stille. Så det gør han. I cirka fem sekunder, inden han anspores til endnu et udbrud: 

»Se lige det funkishus,« siger han på vej rundt i en rundkørsel.

Han peger på den afdøde kommunistiske greve Victor Brockdorffs fredede villa i Charlottenlund.

»Det er et lille utopisk hus, så naivt i sin funktionalisme, at man ikke kan undgå at holde af det. Et utopisk dukkehus,« siger han og roser sig selv: »Dét var et godt udtryk!«

I den gode smags tjeneste

Per Arnoldi er »professionel folkekunstner«. Det er den betegnelse, han selv bruger, efter at vi har parkeret bilen foran værkstedet i Raadvad og sat os til rette i stolene indenfor. Han har aldrig været en del af den eksperimenterende avantgarde; han har stået for det smukke og det pæne, for det gode og det opbyggelige. Sammen med Wegners møbler og PH’s lamper udgør Per Arnoldis plakatkunst en slags kulturradikal treenighed i nyere dansk designhistorie. Gul, blå og rød – så ved man, at man befinder sig i et dannet hjem.

Per Arnoldi er god smag, ja, måske selve indbegrebet af den, og han har selv fået den ind med modermælken. Han er født i 1941 som enebarn i en lille socialdemokratisk velfærdsfamilie med en far, der var kontorist ved sporvejene, og en mor, der var hjemmegående husmor.

»Som jeg fortæller i bogen var min egen baggrund beskeden middelklasse,« siger han og tager en slurk af sit vand. »Der blev ikke slået ud med armene, men når der blev købt noget, så var det af kvalitet. Det var ordentlige møbler, ordentlig porcelæn og ordentligt bestik. Og derfor er jeg nok også kommet til at se ’den gode smag’ som et grundlag for hele den politiske realitet, som jeg har nydt godt af,« siger han.

For Per Arnoldi afspejles velfærdsstatens økonomiske, kulturelle og sociale idealer i antikkens æstetiske forestillinger om det gode, det sande og det skønne. Men det har »den kokette avantgarde« ingen respekt for, mener han.

»For tiden er det den aggressive og vrængende kunst, der dominerer, og så kommer man let til at stå lidt alene med sine konstruktive visioner om, at kunsten skal hænge sammen med samfundets opbygning og struktur. Men jeg har levet i fred i 76 år i et system, hvor man både kunne få uddannelse og lægehjælp, og dét har jeg ikke kunnet kaste over bord. Derfor har jeg altid haft svært ved at erstatte den gode smag – for hvad skal den erstattes med? Hvad er alternativet?«

– Så du forsvarer ’den skønne kunst’, fordi den er samfundsopbyggelig?

»Ja, jeg er moralist, og jeg er pædagog, og jeg er utopist. Den samfundsmodel, der er lykkedes for os, vil jeg gerne give min støtte. Det gør jeg gennem store og små, monumentale og ubetydelige, vedvarende og flygtige værker lige fra en sten på 18 tons til en kapsel på en sodavandsflaske. Og jeg kan ikke andet end fastholde, at det bidrager til en opbyggelighed.«

– Hvad tænker du så om den kunst, der ikke vil bygge op, men vil rive ned og provokere?

»Jeg siger ikke, at kunst skal have et formål. Jeg laver ikke anskuelsestavler i opbyggelige samfundsstrukturer, men jeg siger, at kunst skal være funderet. Og hvis du kun er funderet i provokationen, så synes jeg, det er for spinkelt. Dem, der sætter sig for at bryde tabuer, er ofte fuldstændig fikseret på det skide tabu. Det må ikke forlade dem, og det må endelig ikke blive brudt. Det synes jeg er for magert. At jeg så måske omvendt kan være lidt for hurtig til at afvise nye udtryk engang imellem, det hører til alderen.«

– Men findes der overhovedet sådan noget som god og dårlig smag?

»Der findes god og dårlig kunst …,« begynder Per Arnoldi, men lader sig så kortvarigt distrahere af en lyd i horisonten.

»Hvad er det, der siger sådan?« spørger han og sætter hånden bag øret.

– En motorsav, tror jeg ...

»Godt, der vandt jeg lidt tid,« siger han og slår en latter op – men kort efter er han klar med et svar. Det bliver et ja. Den gode smag findes, og den kan tilmed defineres.

»Vi kommer til det opbyggelige igen,« siger han og retter sig op i stolen.

»Hvis en formgivning kommer dig venligt i møde og omfavner dig, så vil jeg betragte den som god smag. Lad mig give dig et eksempel: Copenhell, altså metalfestivalen på Refshaleøen, den forstår jeg jo ikke. Jeg forstår godt fascinationen af det onde og af det sorte og af det tatoverede. Jeg forstår godt aggressiviteten i udtrykket, men jeg forstår ikke primitiviteten i lyden. Er det så et udtryk for dårlig smag? Det ved jeg ikke, men jeg ønsker i hvert fald ikke, at metalmusik skal gennemsyre samfundet. Og derfor siger jeg: Den gode smag er det, der har rigdom og medmenneskelighed nok til, at det kan gennemsyre samfundet.«

Sammen med Wegners møbler og PH’s lamper udgør Per Arnoldis plakatkunst en slags kulturradikal treenighed i nyere dansk designhistorie. Gul, blå og rød – så ved man, at man befinder sig i et dannet hjem.

Sille Veilmark

Rastløs af natur

Per Arnoldi holder en pause. En af de sjældne. Imens lader jeg øjnene glide rundt i rummet og får over hans venstre skulder øje på et fotografi af en ung Picasso på bagvæggen. Det er fra den spanske mestermalers tidlige år. »Hans hentehårsperiode,« som Per Arnoldi kalder den: »For det ser ud, som om han har smurt dansk sylte eller god fransk paté på hovedet.«

Picasso var kendt for sin rastløshed, og det er blandt andet derfor, han hænger her i atelieret. Fordi det også er en last, Per Arnoldi kan spejle sig i. Når han i sin karrieres løb har spredt sig over så mange forskellige genrer, som han har – herunder både malerier, skulpturer, plakater, scenografier, designopgaver, foredrag, konsulentarbejde, tv-programmer og radioudsendelser – så skyldes det netop hans evindelige og utæmmelige rastløshed.

»Og så selvfølgelig, fordi de spørger,« siger Per Arnoldi.

– Hvem spørger?

»Folk. Kunder. Sådan har det altid været. Jeg har aldrig fundet på, at jeg skulle lave plakater. Jeg har aldrig fundet på, at jeg skulle lave kunstquizzer. Der har bare altid været nogen, der kom til mig og sagde: ’Sådan som du snakker, så må du også kunne lave tv’.«

– Har det været et livsmotto for dig at sige ja?

»Ja, det har, og jeg har ikke kunnet lade være. Dels fordi jeg altid har skullet bruge pengene. Dem har jeg allerede brugt på forhånd. Ti gange. Og dels fordi jeg ofte har fundet løsningen på opgaven, allerede mens den bliver stillet.«

’Dit konservative røvhul!’

Andre gange har Per Arnoldis rastløshed ikke ført andet med sig, end at han er gået sin vej. Fra fester og debatter – og fra posten som formand for Statens Kunstråd.

Da Per Arnoldi i 2011 satte sig i formandsstolen for det statslige støtteorgan, var det med en polemisk proklamation om, at kunst ikke skal provokere eller være debatskabende, men blot berige:

»Kunst skal ikke frelse verden eller stoppe forureningen eller give sigøjnerne tag over hovedet,« sagde han til Information: »Hvis man vil tale om budskab, skal det udspringe af værket selv, ikke tilføjes som noget ekstra. Hvis man vil have debat, kan man skrive en kronik.«

Syv måneder senere trådte han frivilligt tilbage fra sin formandspost efter flere voldsomme protester, der blandt andet involverede en graffiti på Det Kongelige Teaters mur med ordlyden: »Per Arnoldi, dit konservative røvhul!«

Den ulastelige tegnsætning indsnævrede antallet af mistænkte, som en kunstprofessor formulerede det.

Men sådan er det med Arnoldi: Man slår sig på hans holdninger.

I sin 620 siders slentrende erindringsbog (det oprindelige manuskript var på 2.000 sider) uddeler han adskillige polemiske lussinger til kolleger, som han opfatter som »klatmalere«, og til kunst, som han anser for »forurening«. Per Arnoldi er ikke bange for at mene noget, og hans direkte stil har givet ham både venner og fjender.

»Når min bog hedder SOLO, er det, fordi jeg i dag gør en dyd ud af at være gået min egen vej,« siger han.

»Men det er klart, at undervejs – når man ser legaterne gå til andre, og man ikke bliver inviteret med på udstillinger, og man bliver smidt ud af kunstsammenslutninger og den slags – så er der nogle ting, man godt kunne have tænkt sig havde været anderledes.«

Per Arnoldi er efter eget udsagn »egocentrisk i mild grad« og »pissehidsig«, men han er også humoristisk og folkelig og står ved, hvad han mener. For eksempel mener han, at samtidskunsten er tynget af alt for mange konceptuelle og idébårne værker:

»Der er trådt nogle ekspertiser ind i kunsten i form af sociologi og antropologi, så en kunstner i dag kan finde på at fotografere nogle navneskilte fra en døropgang i en ghetto, klippe dem midt over og lime dem sammen igen på nye måder. Det er i orden, det må han godt. Men det er efter min mening ikke længere et værk. Det er en illustration af en idé. Og jeg mener, at et værk bør være noget i sig selv, i sin egen kraft.«

Samtidig er der ifølge Per Arnoldi rykket en hel stand af kuratorer og formidlere ind i kunstverdenen, som i praksis er blevet de nye kunstnere.

»Der er sket det med kunst i dag, at overbygningen – altså den akademiske overbygning – og forklaringerne nu ikke længere bare ledsager, men engang imellem også overskygger værkerne, hvilket har ført til en helt ny og nærmest parodisk sprogbrug. Men italesættelsen af kunsten og den konstante ordgørelse er efter min mening et modefænomen. Jeg taler til fordel for værkets egen kraft. Du ser jo heller ikke en forklaring ved siden af en Rembrandt, vel? Så kan du sige: ’Jamen, det kan slet ikke sammenlignes’. Og så kan jeg sige: ’Hvor står det?’ Hvis man ikke vil sammenligne, så har man ingen kunsthistorie.«

’Der er ingen tvivl om, at de fleste mennesker tror, at jeg er Danmarks rigeste kunstner. Men sandheden er, at jeg formentlig er Danmarks fattigste. Jeg har gæld ad helvede til.’

Sille Veilmark
Det sidste grin

Det siges, at man ikke kan opnå nogen større ære end at blive parodieret. I 2011 overgik æren Per Arnoldi, da orkestret Bazzokahosen optrådte i DR2-programmet Den 11. time med sangen Per Arnoldi – Farvernes Konge, der rummede tekstbidder som: »Jeg maler en top/ Jeg maler en bold/ Jeg maler hvadsomhelst/ jeg skal nok få det solgt«.

Parodien var sådan set meget sjov, medgiver Arnoldi, og alligevel grinte han ikke for alvor, for teksten spillede på en generel antagelse, som har forfulgt ham i årevis, og som handler om, at hans merkantile interesser skulle veje tungere end hans kunstneriske ambitioner.

En lignende kritik lød, da Per Arnoldi i 2008 tonede frem på skærmen som levende reklamesøjle for Samsungs nye fladskærms-tv, og så sent som i forrige uge ekkoede kritikken igen i en blog på Berlingske, da Per Arnoldi offentliggjorde sit monument over danske søfolk i allieret tjeneste under krigen i form af en monumental sort stenblok af bjergarten diabas, hvis overflade er hugget, så den ligner et natmørkt, uroligt hav: »Per Arnoldi har formentlig tjent kassen ved at forme en sort blank granitblok til et ’kunstværk’,« lød det blandt andet.

Den slags ytringer gør ham ked af det. Mest fordi de ikke passer.

»For eksempel fik jeg kun halvdelen af, hvad jeg havde forlangt for at lave monumentet i Mindelunden,« siger han.

– Bærer du selv en del af skylden for, at du bliver opfattet på den her måde?

»Det gør jeg nok. For mange år siden fik jeg taget et foto af mig selv i en Jaguar, og det skulle jeg ikke have gjort. Alle tror, at jeg har kørt i Jaguar lige siden. Og da jeg hentede dig tidligere i dag, kom jeg kørende i min 20 år gamle Golf, og hvad er det første, du siger? ’Det er eddermame en smart bil!’«

Per Arnoldi kigger på mig.

»Ved du hvorfor?« spørger han.

Jeg ryster på hovedet.

»Nej, men sådan er det bare, når jeg sidder bag rattet. Det er jo ikke, fordi jeg har solbrillerne oppe i håret eller kører rundt på Hornbæk Strandvej. Jeg har bare altid udsendt den slags signaler. Der er ingen tvivl om, at de fleste mennesker tror, at jeg er Danmarks rigeste kunstner. Men sandheden er, at jeg formentlig er Danmarks fattigste. Jeg har gæld ad helvede til. Men jeg har aldrig beklaget mig. Jeg har det fint.«

Uden for vinduerne i Raadvad er en flok børn fra den lokale naturskole på vej ud for at fange haletudser. Deres spinkle børnestemmer trænger ind i atelieret gennem en dør, der står på klem. Det gibber i Per Arnoldi for at komme ud og hilse på. Men der er stadig ét spørgsmål, han mangler at besvare.

– Når du ser tilbage på dit liv som kunstner, hvad vil du så sige er dit aftryk på kunsthistorien?

Svaret falder prompte.

»Jeg er en folkelig kunstner, og jeg taler med alle, der kommer forbi. Derfor var det også fantastisk for mig at få lov til at lave monumentet over de danske sømænd i Mindelunden – fordi det er et nationalt monument. Så står man dér, og så kommer dronningen, det kan man grine af, og så kommer statsministeren, det kan man også grine af – men her i landet kan vi ikke gøre det bedre. Og dér står jeg. 76 år gammel. Det lykkedes! Jeg har måske lavet én ting, der var god. Det er stenen i Mindelunden. Og det er fint.«

– Det er dér, din kunstneriske karriere kulminerer?

»Ja, det synes jeg. Så sidder man dér, og livgarden spiller, og politiet har fingeren på de skarpladte våben, og så kommer tanken: ’Ærgerligt, at mine forældre ikke kunne være her’. Så meget bekymring, jeg forvoldte dem ved at gå en anden vej – her kunne de se, hvad det hele førte til. Det var en slags apoteose,« siger han og tilføjer med et smil:

»Så var det bare ærgerligt, at jeg blev trykket i prisen, ikke?«

– Haha, det er et godt sted at stoppe!

»Åh, se, jeg vidste, jeg skulle have holdt min mund. Nu kommer det igen til at lyde, som om jeg kun har gjort det for pengenes skyld, og det er ikke sandt. Jeg kan bare ikke lade være. Jeg vil have det grin.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Butzback
  • Anker Nielsen
  • Oluf Husted
Peter Butzback, Anker Nielsen og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Han var nu god som formand for Kunstrådet.
Citat fra Politiken:
"Provokatør. Per Arnoldi har som ny formand for Kunstrådet tænkt sig at »jage amatørerne tilbage, hvor de hører hjemme. I paradis.«
Kunstrådet har fået en provokerende ny formand
Kunstrådets nye formand Per Arnoldi har allerede provokeret en del provokatører.
LEDER 1. DEC. 2010 KL. 00.01"

"Taste classifies, and it classifies the classifier" - Pierre Bourdieu

Syng med allesammen: "Det er bare en Arnoldi-sol, på en nedsat Ikea-reol..."