Læsetid: 4 min.

Samtlige medier: Styr jer!

Svensk politi leder efter Kim Wall. ‘Jeg forestiller mig, at telefonerne hos landet manuskiptforfattere allerede nu bipper med ivrige filmproducenter, der i denne historie ser et momentum for Nordic Noir,‘ skriver Katrine Wiedemann.

Svensk politi leder efter Kim Wall. ‘Jeg forestiller mig, at telefonerne hos landet manuskiptforfattere allerede nu bipper med ivrige filmproducenter, der i denne historie ser et momentum for Nordic Noir,‘ skriver Katrine Wiedemann.

Andreas Hillergren

5. september 2017

Alle siger til mig, med lys i øjnene: Sikke en god historie, hva’? Men det er ikke en god historie. En god historie betyder, at man kan lære noget: En person får en erkendelse og udvikler sig, verden forandrer sig. Kim Walls død er grusom. Det er vold. Ikke andet.

Sagen burde ikke appellere, hverken til vores fascination eller vores fantasi, men kun til vores afsky.

Det burde være overflødigt at sige, at sagen om ubådsbyggeren Peter Madsen og den svenske journalist Kim Walls død ikke er fiktion. Men medierne behandler sagen, som om den var netop dét.

At tabloidpressen svælger i de blodige detaljer, kan ikke komme bag på nogen, men at aviserne for den læsende middeklasse også deltager, med ublu fascination og med en sjælden mangel på empatisk indlevelse, gør mediedækningen af denne sag opsigtvækkende og frastødende at følge.

Journalister tager de litterære briller på og sætter sagen i en kulturel kontekst, hvor kunstnere som Jules Verne, Chaplin og Stieg Larsson nævnes. At associere og sidestille et grusomt stykke virkelighed med kunst, er ikke oplysende, ikke tankevækkende, ikke interessant, men derimod malplaceret og kynisk.

Kim Wall reduceres til en arketype, et blankt ansigt, og tildeles ikke den medfølelse, der normalt følger ofre. Fascinationen af manden fylder det meste af billedet. Selv i krigen i Syrien, som vi nu er trætte af at høre om, reserverede vi dog vores indlevelsesevne og empati for ofrene for Assads overgreb og bombardementer. Det var aldrig ’gåden’ Assad, der interesserede os. Kvinden er her reduceret til bifigur, manden er hovedpersonen.

Øvelse i afstumpethed

Der er noget litteratur, som kan ophæve en læsers ensomhed. Du læser om en tragedie, et voldsomt tab i et andet menneskes liv, og det uudsagte i dit eget livs tragedie får pludselig form. I den populære krimigenre er det modsat: Menneskers tragedie, som både kan være drabet selv eller desperationen hos den, der drives ud i en så grænseoverskridende handling, er altid kun effekter, som er til for spændingens skyld. I gådens løsning er der ikke større tilfredsstillelse, end når puslespillets sidste brik bliver lagt på plads på bordet foran dig.

Lad os være ærlige: Krimien, den mest populære litterære genre, er ikke andet end en langstrakt øvelse i afstumpethed. Det er den samme afstumpethed, medierne appellerer til i deres dækning af sagen om Kim Walls død. Redaktørerne ser det som en historie, det gør læserne måske også, fordi andres lidselser og grusomme, opfindsomme dødsmåder allerede er en nordisk folkesport med et stort, begejstret publikum. Vi har Jo Nesbø og Jussi Adler Olsen, og nu har vi angiveligt også Peter Madsen.

Det er, som om der hersker en slet skjult national stolthed over, at lille fredelige Danmark kan præstere et på samme tid arketypisk, teknologisk opdateret (en ubåd!) og originalt setup, at det går verdenspressen rundt: New York Times, CNN, Guardian! Hvad angår omtale og berømmelse er vi helt deroppe på højde med danske tv-serier som ’Forbrydelsen’ og ikke mindst ’Broen’, hvor også Øresund og et maltrakteret kvindelig spiller en rolle.

Jeg forestiller mig, at telefonerne hos landets manuskriptforfattere allerede nu bipper med ivrige filmproducenter, der i denne »historie« ser et momentum for Nordic Noir.

Tom banal vold

Opdrager medierne på os? Eller er deres ambition bare at være ligegyldig underholdning? Hvad vil de med os? Hvor går grænsen for, hvad vi behøver at vide? Ville det være censur og undertrykkelse af den legendariske ytringsfrihed, hvis medierne valgte en mere nøgtern, lakonisk dækning og ikke bare lavede medløb på vores mest afstumpede fascination af den død, der tilfældigvis aldrig er vores egen? Hvordan er det at være pårørende til Kim Wall i de her dage?

Hun var 30 år gammel. Hun havde ingen børn, men hun kunne have haft det. Ville dækningen så have været anderledes? Hvis det nu var dit eget barn, din søster, din mor, din kærestes veninde, der var blevet bestialsk skåret op på Øresund? Kunne det spørgsmål være en rettesnor for redaktører og journalister? Og hvorfor ikke? Fordi offentligheden har krav på at få alt at vide?

Vi har ofte diskussionen om, hvorvidt medierne skal dække terrorisme så ekstensivt, som de gør. Vi ved, at de fleste terrorhandlinger begås med medierne som den virkelige adressat. Medierne fungerer her som smittebærer for frygt, voldsfantasier, ja, nogle gange som direkte inspirationskilde til den næste terrorhandling.

Prøver jeg at sige, at dækningen af Kim Walls dødsfald kan inspirerere den næste morder? Nej, min pointe er en anden. Drab, terrorhandlinger og mediernes opfattelse af »den gode historie« har alle del i den samme kynisme, når det kommer til død og menneskelige lidelser.

Hvad kan vi lære af Kim Walls død? Intet som helst. Her er kun et ungt menneskes liv, der brat ophører. Her er kun meningsløshed. Det har intet med en god historie at gøre. Tværtimod.

Hvad skal vi stille op med den meningsløse død, den tomme, banale handling, som vold er? Ja, vi kan søge at styrke vores indlevelse og sammenhold. Som nordmændene så beundringsværdigt gjorde efter Anders Breiviks terrorangreb. Men i tilfældet med Kim Wall opfordrer medierne os til det modsatte, en morbid fascination, drevet af en umættelig trang til underholdning og adspredelse, selv når andre menneskers tragiske død skal levere råstoffet.

Når sorgen er ægte, mindes den afdøde altid med to minutters stilhed. Hold igen med fascinationen, og udvis den respekt for Kim Wall og hendes familie.

Katrine Wiedemann er sceneinstruktør og forfatter. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

I en tidligere version af klummen stod der, at Kim Wall er blevet myrdet. Det er endnu ikke afklaret præcist, hvad der skete og det er derfor en upræcis formulering, som er ændret. Vi beklager.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Troels Brøgger
  • Mette Hertz
  • David Breuer
  • Ejvind Larsen
  • jørgen djørup
  • Erik Karlsen
  • Noah Möller-Rasmussen
  • Espen Bøgh
  • Henrik Brøndum
  • Eva Schwanenflügel
  • Kurt Svennevig Christensen
  • Jørn Andersen
  • Alvin Jensen
  • Poul Anker Sørensen
  • jens peter hansen
  • Niels Duus Nielsen
Troels Brøgger, Mette Hertz, David Breuer, Ejvind Larsen, jørgen djørup, Erik Karlsen, Noah Möller-Rasmussen, Espen Bøgh, Henrik Brøndum, Eva Schwanenflügel, Kurt Svennevig Christensen, Jørn Andersen, Alvin Jensen, Poul Anker Sørensen, jens peter hansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

jens peter hansen

Kunne ikke være mere enig.

Benta Victoria Gunnlögsson, Bent Chræmmer, Allan Stampe Kristiansen, Ejvind Larsen, Dagmar Christiandottir, Mette Hansen, Eva Schwanenflügel, Nanna Wulff M., Jytte Dysted Dahl, Mohamed B, Jørn Andersen, Karsten Lundsby, Alvin Jensen, Connie Brask, Jens Erik Starup og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Hørt!

For en gangs skyld fortjener Ritzau ros: De første telegrammer var ordknappe og formidlede kun nøgne kendsgerninger. Hvorefter pressen gik i selvsving.

Der er forskel på nysgerrighed og nyfigenhed. Nysgerrighed er en sund interesse for det ukendte, som kan resultere i nye erkendelser; nyfigenhed er en usund svælgen i andre menneskers ulykke, her med det formål at tjene som clickbait, som appellerer til menneskets iboende meliorisme og rethaveriske skadefryd.

Benta Victoria Gunnlögsson, jan henrik wegener, jørgen djørup, Eva Schwanenflügel, Mohamed B og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

Tak, Information. Anstændighed til den afdøde. Begriber simpelthen ikke at retssagen absolut skal køre for åbne døre. Kan man ikke på nogensomhelst måde omgøre denne beslutning. ?

Mette Hansen, Jytte Dysted Dahl, Jørn Andersen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

Jeg sidder også tilbage med lignende fornemmelser.

En anden ting, jeg har bemærket i denne sag, er hvordan medierne bruger samme formuleringer som i de drabssager, hvor f.eks. en familiefader myrder kone og børn: "En tragedie", "Noget gik galt".

Nu ved jeg godt, at hverken medie eller offentlighed skal dømme en sigtet, men lade det være op til domstolene. Men det er alligevel påfaldende at medierne i en sag, som bærer alle tegn på et rovdrab, og bestemt ikke en ulykke - benytter så eufemistiske begreber.

Jeg tror desværre, som visse kritikere har påpeget, at det hænger lidt sammen med at offeret er kvinde. Det er svært præcis at forklare logikken, men det er som om italesættelsen af mord på kvinder i mange mænds bevidsthed, indbyder til disse virkelighedsfornægtende omskrivninger.

Havde Kim Wall været mand, tror jeg ikke man havde haft så svært ved at kalde tingene ved deres rette navn.

/O

Ryan Klitholm, Noah Möller-Rasmussen, Mette Hansen, Eva Schwanenflügel, Jørn Andersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Godt set, oliver goulin, det er de pikante undertoner,der trigger den voldsomme interesse.

Anders Sørensen

"Kim Wall reduceres til en arketype, et blankt ansigt, og tildeles ikke den medfølelse, der normalt følger ofre. Fascinationen af manden fylder det meste af billedet"

Det er jo helt enkelt ikke rigtigt. Kim Wall er blevet tildelt tonsvis af medfølelse, og hun er blevet (forsøgt) portrætteret som et offer, et menneske og så videre. Skulle man have svælget endnu mere i, hvem Kim Wall var?

(I parantes bemærket: Vi svælger alle lige nu, eller bidrager til svælget)

Peter Madsen er interessant, fordi han endnu lever. Han kan fortælle os, hvad der skete. Han - alene han - ligger inde med sandheden.

Sandheden kan vi lære af. Vi KAN faktisk lære af at iagttage, hvordan virkelige mennesker agerer, og hvad der virkelig sker. Vi lærer ikke kun af litteratur, teater, fiktion.

Søren Kristensen, Birgitte Gøtzsche, Anna Gilston og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar

Alle deltager i 'brugen' af den tragiske hændelse, hvad enten man fremhæver eller fordømmer.
Artiklenl foregøgler at tage afstand og kommer alligevel ud i alle hjørner.
Ref:
(At tabloidpressen svælger i de blodige detaljer, kan ikke komme bag på nogen, men at aviserne for den læsende midde(l)klasse også deltager, med ublu fascination og med en sjælden mangel på empatisk indlevelse, gør mediedækningen af denne sag opsigtvækkende og frastødende at følge!!)

Hændelserne fra livets bagside bruges og serveres som skjult underholdning og sælger spænding og TV er med for at dække over manglende kvalitet i nyhedsdækningen.
Har man ikke lige en ubådssag, kan der altid findes en forulykket bus i Indien med mange døde, serveret i morgenavisen, til at tage med på arbejde.
I underholdningsbranchen præsenterer f.eks. DR de groveste billeder fra de groveste forbrydelser i nyere historie, f.eks. 'nakkeskud' og nu i farver, som må være påklistret elektronisk.
De mest klikkede historier i aviserne er de groveste fra livets bagside.
Vi vil underholdes og sige 'men hvor forfærdeligt og godt det ikke er mig.
Vi vil underholdes og samtidig tage afstand, en gyng gang, der opfylder vores behov.
Dette indlæg skal opfattes som fordømmende på gældende appetit på livets bagside, men er også
en del af underholdingen. Det kan ikke undgås, medmindre man holder helt kæft og flytter livets bagside til nyhedernes bagside, kort overskrift og resten af underholdningen på separat hjemmeside!

Birgitte Gøtzsche, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Bullshit, Anders Sørensen. Hvorfor tror du jeg siger, at det er det pilante ved sagen, der trigger os? Sgu da fordi det er det pikante ved sagen, der trigger mig!!!

Og selv om jeg er sær, er jeg ikke mere sær end de fleste, så hvis jeg pludselig ser mit arketypiske billede af Kvinden med stort K reflekteret i en virkelig hændelse, reagerer jeg selvfølgelig følelsesmæssigt ligesom de fleste andre.

Forskellen på min reaktion og pressens reaktion er, at jeg har lært på den hårde måde, at hvis jeg ikke skelner mellem mit arketypiske kvindeideal og den virkelige kvinde af kød blod, med alle sine mangler, som jeg skal leve sammen med, vil jeg blot blive skuffet igen og igen. Men pressen lever at at vores fascination af arketyper, vi ikke forstår.

Jeg vil vove at påstå, at der er et ødipalt element i det narrativ, som pressen fremstiller.

PS: Atter engang tak til Ritzau, som i kortest mulige form har meddelt, at Peter Madsen skal mentalundersøges.

https://www.information.dk/telegram/2017/09/anklagemyndigheden-kraever-p...

Eva Schwanenflügel, Kurt Svennevig Christensen, Nanna Wulff M. og Anders Sørensen anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

@Niels Nielsen, jeg kan i sagens natur ikke udtale mig om, hvad der trigger dig.

Jeg er fascineret af det morbide generelt - hvilket næppe adskiller mig fra størsteparten af menneskeheden. Om man så bør holde igen fra pressens side, når det drejer sig om personfølsomme oplysninger, tjo. Selvfølgelig. Hvis det er et udtalt ønske fra de involveredes side. Hvilket jo så står i kontrast til det af klummisten udtalte ønske om at lære Kim Wall at kende som menneske og ikke blot et blankt ansigt.

Nu begynder ordene fra Hestens Mund omsider at nå offentligheden.
De seneste retsforklaringer fra kaptajnen understreger kun, hvad de fleste havde på fornemmelsen.
Der ligger efter alt at dømme en grum forbrydelse bag, som manden i stadig mere absurde bortforklaringer, forsøger at benægte. Hvis manden taler sandt, så har nogen anden fundet liget i vandet, fisket det op, parteret det, og smidt det tilbage i vandet (?). Det lyder ikke som den endelige og sandfærdige tilståelse. Men ok - vi har nok ikke hørt det sidste ord i den historie.

Det mest uvisse i denne sag er nok, om en mentalundersøgelse vil finde ham uegnet til straf.
Det får vi se.

/O

Der er intet interessant ved Peter Madsen. Hans optræden er helt klassisk for en psykopat/sociopat, incl. hans selvovervurderende tro på, at han kan påføre retten/offentligheden sit forvrængede verdensbillede, hvis han får lov til at tale i retten. Det er helt efter bogen, velbeskrevet både i fag- og skønlitteraturen.

Det, som sagen bør få os til at sætte fokus på, er hvordan vi beskytter børn i førskolealderen mod omsorgssvigt og traumer, så de kan udvikle en sund personlighed. Børn er virkelig hele samfundets ansvar. Hver gang, man ser et barn ladt i stikken, skal man tænke på, at det barn vokser op og skal dele samfund med ens eget barn.

Troels Brøgger, Henrik Brøndum, Søren Kristensen, Ryan Klitholm, Birgitte Gøtzsche, Mette Hansen, Eva Schwanenflügel og Kurt Svennevig Christensen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Anders Sørensen, når det kommer til ubevidste reaktioner og udbredte reaktionsmønstre, som styrer mange menneskers handlinger, er der faktisk belæg for, at du kan, om ikke vide, så dog gøre dig sandsynlige forestillinger om, hvad der trigger mig.

Hvis du fandt et hovedløst kvindelig på stranden en dag du er ude at lufte hunden, er jeg ret sikker på, at du vil blive voldsomt chokeret, det er den mest almindelige menneskelige reaktion på den slags oplevelser. Bevares du kunne være psykopat, men det tillader jeg mig at gå ud fra, at du ikke er.

Det er faktisk den eneste måde, vi kan forstå hinanden - ved at sætte os i hinandens sted og prøve at forstå, hvorfor vi hver især siger som vi siger og gør som vi gør. At fastholde, at din bevidsthed er totalt uigennemtrængelig for andre end dig er simpelthen forkert. Der findes mennesker, som forstår mig bedre end jeg gør.

Trond Meiring, Vibeke Hansen, Eva Schwanenflügel og Kurt Svennevig Christensen anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

@Maria Jensen, der er intet interessant ved Peter Madsen i samme forstand, som der intet interessant er ved alle andre mennesker, fordi de alle kan beskrives som typiske. Helt klassisk optrædende.

Basically bør vi ophøre med at interessere os for mennesker, fordi de alle kan puttes i en kasse med et mærkat påklistret.

Eller også kunne vi interessere os for mennesker, inklusive Peter Madsen, fordi de kan udvide vores forståelse af, hvad det vil sige at være menneske uden mærkat.

Søren Kristensen, Anders Reinholdt og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Anders Sørensen: Der er intet at komme efter. Psykopater er forbløffende ens, og de gør sjældent noget uventet eller interessant, når man først har gennemskuet, hvad de er. De kan ikke hjælpes, uanset hvor ondt man har af det barn, der engang var. De kan intet fortælle dig om, hvad det vil sige at være menneske. Det har de aldrig oplevet.

Henrik Brøndum, Ryan Klitholm og Mette Hansen anbefalede denne kommentar

Man kan da godt have den dybeste medfølelse med ofret og hendes familie, samtidig med at man interesserer sig for den tiltaltes absurde forklaringer og mærkelige opførsel efter det, han siger var en ulykke. De fleste mennesker kan da sagtens sætte sig ind den sorg det er at miste et ungt familiemedlem i så ung en alder og på en så tragisk måde! At man følger med i retstilstanden her i landet, og og håber at der kommer en retfærdig dom ud af de sager der bliver behandlet. Man behøver ikke at forveksle interessen med spændingen i en dårlig krimi!

Jeg er vel både enig og uenig i, at der her er tale om en god historie, men rigtigt er det i alle tilfælde lidt, at medierne går lidt i selvsving. Men rummer tragedien, eller horror ikke en kraft af tiltrækning på de fleste? I middelalderen satte man f.eks. pris på en god henrettelse.

Historien er jo i al enkelhed, at ubåden lægger fra kaj og Kim Wall forsvinder. Og noget stemmer jo helt enkelt ikke i den forklaring der bliver lagt for dagen, og som offentligheden i første omgang ikke får indsigt i. Herefter kan historien jo rulle som en anden følgeton, med en masse indicier, men ikke noget bevis. Og hermed har der jo kunnet gå spekulation i historien i mere end en forstand. Historien handler måske endda om noget så banalt, som et seksuelt overgreb og et muligt mord, som ubådssejlerne nægter sig skyldig i.

Og som i en anden krimi venter vi på det fældende bevis. Ufølsomt og vulgært kan det sikkert forekomme, men en spektakulær historie er det nu i alle tilfælde er ikke helt så banal og afstumpet vold som det tilsyneladende er, er det måske ikke udelukkende.

Bliver vi klogere af denne mediedækning. Det ved jeg nu ikke, men vi venter vel på retfærdighed, ligesom trivial litteraturen sigter på en retfærdig afslutning

Så det kunne jo passe fint på en drejebog skrevet i denne genre, bortset fra at det er virkelighed. I denne ombæring er skafottet udskiftet med Vestre fængsel, og enden bliver måske noget der skal bekræfte retssystemet og rets følelsen. Men ellers er det nogle af de samme mekanismer der trigger som i fordums tid. Og jeg kan skam heller ikke sige mig helt fri for, at blive ramt. Men naturligvis handler det måske også om, at sælge aviser. Historien får sit eget liv i medierne

Kioskbaskeren på opslagstavlerne(spisesedlerne) er mediernes bedste våben i kampen om læserne, ligesom "Breaking News" i den gule førertrøje er det for de elektroniske medier, - der skal samles seere til kanalerne, for det handler om reklamekroner og seerne/læserne(deres antal) er det virkelige produkt.

Her får vi hele historien - igen og igen, ganske som det er blevet kutyme og arvet fra Amerika, - gentagelsen er det vigtigste, for at holde "gang i gryden" sælge varen, for tænke på andre ting er uvæsentligt - produktet "seerantallet" skal holdes oppe, så reklamekronerne triller ind i en lind strøm.

Hverken ubåds Madsen eller Kim Wall er interessante hver for sig, men sammen i ubåden, og det som det udviklede sig til og refereres i medierne, er let fordøjeligt og forståeligt, selv om det både er tragisk og makabert, samt det hele tiden udvikler sig i takt med dagene går.

Væk med Reformpakker og Finansloven og den indhold, - det er sgu for svært at forstå, herunder de regnestykker som der præsenteret, og de retoriske glæder af skattelettelser som reformpakker og Finanslover er pakket ind i, og lyder som sød musik, og store fremskridt for velfærdsstaten, for at hamle op med disse besværlige emner kræver noget mere af den enkelte, og så ender det med den lette version, - nå ja det er sgu for svært med al det spin, og så går det vel nok!

Krimielementet er langt lettere at forstå i denne sag, og nysgerrigheden er lige som revnen eller hullet i plankeværket, - hvad sker der, nysgerrigheden skal tilfredsstilles.

Det spændende er "mystikken" breder sig som forklaringerne skifter og ændres, og set i lyset af de faktiske kendte forhold om forløbet, "Kim Wall blev sat af kl. 22.30", "hun blev ikke sat af alligevel", "der skete en ulykke ombord, og hun blev begravet til søs", "en torso dukker pludselig op, som er Kim Walls", alt sammen et godt sælgende mysterium der sælger, - men også holdes i live, ikke mindst af den overlevende hovedperson Peter Madsen selv.

Slagmålet om de lukkede døre og de åbne døre er blot en del af hele "spillet" ligesom Peter Madsen "samarbejder med politiet om opklaringen", og herunder også hans ønske om åbne døre så han kan forklare sig, - men der virker mest som ren selviscenesættelse med offerkortet som baggrund, for opfattelsen af Peter Madsens uskyld ved hans forklaring offentligt, som politi og retsvæsen ikke vil anerkende, og man skal nok ikke tage det for meget andet.

Det prangende islæt for nylig med han ville løslades og ikke sidde i fængsel for noget han ikke havde gjort, tilføjer kun en ekstra dimension i denne selviscenesættelse i offentligheden, og som medierne også referrede.

Gåden og mysteriet Peter Madsen, og hvad der egentlig skete ombord på ubåden består fortsat, og hvordan Kim Wall kom af dage og pludselig dukkede op som torso uden hoved, arme og ben, bekræfter netop mysteriet lever i bedste velgående, når forklaringerne fra Peter Madsen skifter og skifter, sådan som tilfældet er.

Det absurde i Peter Madsens krav om løsladelse fra fængslet stemmer ikke overens med den fundne torso af Kim Wall, og skal man sætte det i relief med noget lignende - partering af et lig, er der i min erindring ikke andre end den gamle sag med Peter Lundin i sin tid, så hvis Peter Madsen var blevet løsladt, virker det meningsløst Peter Lundin fortsat sidder fængslet - i forvaring.

Fællestrækket mellem Peter Lunding og Peter Madsen er vel selviscenesættelse - som en besættelse for dem begge, ligesom opfattelsen af deres uskyld.

Elsker information! Det eneste, jeg er træt af, er irettesættelsen af læserne og resten af medierne. I stedet for at fortælle, hvor forkerte vi er, at vi interesserer os for sagen, så giv og dog den alternative dækning af sagen, hvor empati for afdøde fremhæves! Vi er her jo, fordi vi vil have et alternativ til resten af medierne.

Niels Duus Nielsen

Hanne Ribens: "Man behøver ikke at forveksle interessen med spændingen i en dårlig krimi!"

Enig, jeg følger da også med i sagen fra sidelinien, da hele miseren er et udslag af menneskelig skrøbelighed, og derfor interessant i sig selv, men det er heller ikke det, der kritiseres.

Kritikken går på, at store dele af pressen behandler det som en krimi.

Hvis der var tale om et hjemmerøveri med dødelig udgang, begået af hr. Jensen mod fru Hansen. begge ukendte for offentligheden og ikke særligt fotogene, ville det få en notits på side syv, og alle ville haste videre i deres travle hverdag.

Men nu er det Raketmadsen, som er en kendis, og ofret er en smuk ung kvinde, og der er både blod og ubåde involveret, så nu skal der sgu laves clickbait. Det er en "god" historie (læs: potentielt profitabel), og der er billeder, så bare klø på, i skriverkarle!

Flere mere eller mindre prominente kvinder har siden Peter Madsen blev dømt for mord af offentligheden konkluderet i diverse medier det foruroligende: Mænd er nogle svin.

Virkeligheden overgår som regel fantasien - i denne makabre og morbide føljeton kan selv ikke den mest spændende sæson af ”Broen” være med - det er velkendte psykologiske fænomener, der gør krimigenren så populær, og det er der ikke noget nyt i. Historien er ikke interessant, læringsværdien er ringe og måske ligefrem omvendt proportional, men den er spændende og afskyvækkende, og derfor er underholdningsværdien stor!

Søren Kristensen

Hvordan - eller hvorfor - skal vi afgøre om det her er en god eller dårlig historie (forlæg for en bog/film) , når vi ikke kender historien? Det eneste vi (i offentligheden) ved er, at der er sket en makaber ulykke, formentligt i form af et mord på en køn ung journalist og med efterfølgende usømmelig omgang med liget, udspillet ombord på en enspænders hjemmebyggede U-båd, samt at gerningsmanden allerede har vist sig både som en løgner. Vi har med andre ord de perfekte rammer, karakterer og rekvisitter til en solid thriller, forudsat - og det er det vigtige - at der ligger en interessant historie bag ved alle udenomsværkerne. Så længe vi ikke har den historie vil hele forløbet appellere til fantasien, både hos almindelige avislæsere og formentlig også manuskriptforfattere. Det er der ikke noget unaturligt i, ligesom der heller ikke er noget unaturligt i at interessen for at finde ud af hvad der ligger bag en så spektakulær sag, er enorm, især fordi de implicerede er/var spektakulære personligheder allerede på forskud. Men derfra og til at slutte, som skribenten gør, at vi danskere på det nærmeste skulle være stolte af at "levere" en så provokerende grum "fortælling", der er altså et stykke vej. For altså nej, selvfølgelig er vi er ikke stolte, den antagelse er helt skudt ved siden af og må stå for egen regning. Som nation er vi uendeligt kede af igen at tiltrække os negativ opmærksomhed ude i det store udland. Men det ændrer bare ikke ved at der er tale om en usædvanlig spektakulær/prækær sag, som ved hele sin natur påkalder sig en enorm opmærksomhed.

Vi får formentlig og desværre nok ikke en både troværdig og acceptabel forklaring fra Peter Madsen og derfor er det kun rimeligt at kunstnere komme på banen med deres bud på hvilke omstændigheder der kan føre til sådan en tragedie. Det har intet med manglende respekt for afdøde at gøre. Hendes skæbne er allerede på begrædelig vis kortlagt og selvfølgelig føler vi med de pårørende. Der har fx. været tændt fakler på stranden. Men at fraskrive sig retten til at være fascineret af en så opsigtsvækkende og for så vidt også mystisk hændelse (i hvert fald så længe vi ikke præcis hvad der skete ombord), virker på mig en anelse frelst. Jeg har i hvert fald ikke hør folk sige andet end at hold da op, hvor er det forfærdeligt og ikke mindst, hvordan kunne han dog finde på det?.

Anne-Marie Melvang

Kære Katrine Wiedemann

Mange tak for klummen. Jeg har i sidste uge meldt mig ud af en gruppe på Facebook som handler om sprogblomster og andre fejl i det danske sprog, og da man her begyndte at gøre sig morsom over pleonasmer i forbindelse med ordet torso i nogle af de omtaler der har været af sagen, fik jeg nok: Det kan godt være at morsomhederne kun går på sproglige fænomener, men der er dog virkelige mennesker bag ordene. Der må være grænser for hvad man - i seriøse fora - kan gøre til genstand for underholdning!