Læsetid: 3 min.

Samuraidanseren, der frisatte seksualiteten

Koreograf og debattør Eske Holm (1940-2017) døde pludseligt af en blodforgiftning som 77-årig – og har nu efterladt den moderne dans og debatten om den mandlige krop i Danmark uden forkæmper
Eske Holm var den første solodanser, der brød ud fra Den Kongelige Ballet for at skabe moderne dans.  Lige siden har både hans danseforestillinger og hans bøger og debatartikler kredset om krop og seksualitet – og om det maskuline begær.

Eske Holm var den første solodanser, der brød ud fra Den Kongelige Ballet for at skabe moderne dans.  Lige siden har både hans danseforestillinger og hans bøger og debatartikler kredset om krop og seksualitet – og om det maskuline begær.

Peer Pedersen

15. september 2017

NEKROLOG – Begæret fyldte alt i Eske Holms verden. Begæret efter den dans, der kunne sætte sanserne fri. Og den erotiske nysgerrighed, der for ham blev et uudtømmeligt emne i både danseforestillinger, romaner og debatartikler.

Eske Holm var en flot mand – med lange linjer og naturlig statueskønhed som den fødte prins. Han var uddannet ved Det Kongelige Teaters Balletskole i 1958, og han blev solodanser og dansede de store partier i Svanesøen, Romeo og Julie og Månerenen.

Hans ideal var Erik Bruhn, der var Danmarks store internationale balletnavn i 1960’erne. I sine brændende erindringer, Dansen med de dobbelte budskaber, fra 1998 fortæller han levende om, hvordan han en dag oplevede Erik Bruhn og verdensdanseren Rudolf Nurejev træne sammen ved barren – ansigt til ansigt i et gnistmøde af perfektion og erotik.

Han beundrede denne tekniske overlegenhed, men han ønskede sig også væk fra balletten. Så han forlod Kgs. Nytorv, både for at danse hos Cullbergballetten i Sverige og for at skabe sit eget.

Erotisk urkraft

Eske Holm etablerede det første moderne dansekompagni i Danmark – og han indtog ikke mindst Pakhus 13 som en ny scene for dans i København. Han skabte en lang række balletter, men han formåede aldrig at etablere sig med et egentligt kompagni. Han var ikke til systemer. Han var til kunst. Og det var der ikke mange støttekroner i.

Men han blev bare ved. Han trænede og eksperimenterede kompromisløst. Den sidste danseforestilling, jeg så med ham som danser, var I tangoens skygge i slutningen af 1990’erne, hvor han nærmede sig de 60 år. Han var stadig yderst muskuløs, og han optrådte gerne med bar overkrop – og han havde intet problem med at løfte og tumle sin unge danserinde.

Hans dans var dybt maskulin, og han besad en overvældende erotisk urkraft. Når han dansede sin Samurai, blev symbolbilledet fejet til side: Hans krop forvandlede sig til kæmperen med sværdet.

Brunstig Pan

Sammen med sin bror, komponisten Mogens Winkel Holm, skabte han flere værker til Den Kongelige Ballet, ikke mindst debutværket Tropismer. Og han skabte en beundret fortolkning af balletten Ildfuglen i 1972 – og en brunstig Panskikkelse mellem sexede amazoner i sin vilde udgave af Le Sacre du Printemps i 1977.

Samtidig var han med til at fjerne fordommene om mandlige dansere. Hans stærke dokumentarfilm Hårde drenge danser ikke fra 2001 er en dreven filmfortælling om, hvordan maskuliniteten kan triumfere i dansen. Som en slags fortsættelse af hans debatbog Den maskuline mystik, der efter sigende fik kroppene til at koge i de hede 1970’ere.

Orgasmemanual

Eske Holm levede et hårdt liv. Han havde et brusende sind. Derfor endte han også i utallige debatter, om alt fra seksuel erkendelse til kunststøttens utilstrækkelighed. Han fik aldrig den statslige kunststøtte, som han havde fortjent. Ikke førend i 2001, hvor han blev tildelt den livsvarige kunstnerydelse som den første danser og koreograf nogensinde.

»Anne-for-hævled« skrev han til mig, da han forsøgte at få Information til at anmelde sin visionære sexdebatbog med orgasmemanual og det hele, Lystens og Ulystens Historie, i 2004. Han ville anmeldes, ikke bare som koreograf, men også som forfatter. Men hans bøger fik sjældent den omtale, de fortjente. Som han skrev til mig, da han i 2010 udgav romanen Singlebell – en kvindes søgen efter kvindelighed: »Vi ved alle, at uden avisomtale/anmeldelse er et værk så godt som en død sild.«

Uforskammet bramfri kunne han være. Men samtidig nænsom, når det gjaldt mennesker, han holdt af eller så op til. Hans erindring var minutiøs. Ingen kunne som han parodiere de gamle Bournonville-balletlærere. Og så havde han et vidunderligt flirtende blik under sin langhårede 1970’er-manke – evigt sulten på kvindekrop. Bizart, at denne mand, der kunne bringe blodet i kog hos alle, selv skulle dø af en blodforgiftning.

»Er jeg for streng?« spurgte Eske Holm i sine erindringer. Jo, selvfølgelig var du det, Eske. Men vi havde brug for dine hvasse kommentarer. Men mest af alt for din dans og dine ord om begærets forløsende kraft.

Eske Holm

Koreograf, født 19.3.1940 – død 11.9.2017

  • 1952 Optaget på Det Kongelige Teaters Balletskole.
  • 1958 Danser ved Den Kongelige Ballet.
  • 1961 Gennembrud som danser i ’Cyrano de Bergerac’.
  • 1964 Debut som koreograf med balletten ’Tropismer’.
  • 1965 Solodanser ved Den Kongelige Ballet.
  • 1968 Forlader Den Kongelige Ballet.
  • 1970’erne Danser hos Cullberg Balletten i Sverige.
  • 1972 Koreografi til balletten ’Ildfuglen’.
  • 1974-77 Skaber Ny Dansk Balletgruppe i Pakhus 13.
  • 1975 Bogen ’Den maskuline mystik’.
  • 1977 Koreografi til balletten ’Le Sacre du Printemps’.
  • 1982 Koreografi til danseforestillingen ’Samurai’.
  • 1996 Koreografo til danseforestillingen ’I tangoens skygge’.
  • 1998 Erindringerne ’Dansen med de dobbelte budskaber’.
  • 1999 Modtager af statens livsvarige kunstnerydelse.
  • 2001 Dokumentarfilmen ’Hårde drenge danser ikke’.
  • 2005 Spændingsromanen ’Smeltepunktet’.
  • 2011 Ballerinakrimien ’Svanens død’.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anker Nielsen
Anker Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu