Læsetid: 7 min.

En specialbygget stol, et håndholdt kamera og et bord fra en mælkebar fortæller om Kubricks geniale film og sind

Der er en unik mulighed for at dykke ned i den amerikansk-britiske filmskaber Stanley Kubricks samlede værk på den omrejsende Stanley Kubrick-udstilling, der i morgen åbner i København og blandt meget andet består af originalmanuskripter, fotografier, rekvisitter og kostumer fra hans film. Vi har udvalgt seks ikoniske genstande, som både fortæller om filmene og geniet bag
Filminstruktør Stanley Kubrick fik en stol specialbygget for hele tiden at have sine manuskripter og vigtige papirer i nærheden af sig.

Filminstruktør Stanley Kubrick fik en stol specialbygget for hele tiden at have sine manuskripter og vigtige papirer i nærheden af sig.

Sille Veilmark

22. september 2017

De to kasser, der hænger på hver side af den instruktørstol, som Stanley Kubrick blandt andet brugte under optagelserne til sin film om Vietnamkrigen, Full Metal Jacket (1987), vidner om en filmskaber, som gerne ville have styr på tingene. Han fik stolen specialbygget, og den gav ham mulighed for hele tiden at have sine manuskripter og vigtige papirer i nærheden.

I det hele taget betød logistik og praktisk opbevaring om ikke alt så i hvert fald meget for Kubrick. Han elskede brevpapir, kuglepenne og opbevaringsmøbler, og fordi han f.eks. ikke var tilfreds med de arkivkasser til papirer og den slags, der var tilgængelige, ja, så designede han naturligvis selv en model, hvor låget slap på lige præcis den rigtige måde, og fik sat den i produktion.

Den form for perfektionisme var en gennemgående faktor i hele Kubricks liv og værk. Han optog scener igen og igen, indtil han var tilfreds, og gemte samtidig det meste af den enorme research, han selv og de betroede assistenter og medarbejdere lavede til de enkelte film. Det er ikke mindst al denne research og alle de gemte genstande og rekvisitter fra filmene – adskillige containere fulde – der har gjort Stanley Kubrick-udstillingen mulig.

Sille Veilmark

Eksistentialisten

Man kan godt argumentere for, at der er en vis kølighed at spore i Stanley Kubricks ofte samfunds- og civilisationskritiske film; at han brugte sine figurer som en slags forsøgsdyr, der pirkedes og prikkedes til for at se, hvordan de reagerede.

Men Kubrick var også en stor humanist og eksistentialist – og indimellem humorist, koldkrigssatiren Dr. Strangelove (1964) er f.eks. ustyrligt morsom – som oprigtigt var interesseret i at udforske de dybeste tanker og følelser omkring det at være menneske.

Han gjorde det mest storslået og originalt i Rumrejsen år 2001 (1968), der begynder med det øjeblik, hvor menneskets forfader, et abelignende væsen, møder en kulsort monolit fra det ydre rum, og evolutionen tager et kvantespring frem.

Men det er fremherskende temaer og spørgsmål i alle hans film, ikke mindst krigsfilmene Paths of Glory (1957) og Full Metal Jacket: Hvor kommer vi fra? Hvor er vi på vej hen? Hvorfor handler vi, som vi gør – ikke mindst over for hinanden? Hvad er fri vilje, kærlighed og begær for nogle komplekse størrelser?

Det var også i Rumrejsen år 2001, at Kubrick – og forfatteren Arthur C. Clarke – diskuterede kunstig intelligens og menneskelig bevidsthed igennem et rumskibs følelsesforstyrrede styrecomputer, HAL9000, og det var en diskussion Kubrick videreførte i et af sine ufuldendte projekter, A.I.: Kunstig intelligens.

Efter Kubricks død i 1999 blev Steven Spielberg overladt filmen, der meget passende og poetisk havde premiere i 2001, og som er fuld af Kubricks fascinerende tanker om, hvad det er, der gør et menneske – eller en robot/kunstig intelligens – til et menneske.

Sille Veilmark

Innovatoren

Stanley Kubrick begyndte sin karriere som teenager i New York med at tage fotografier for Look Magazine, og allerede dengang havde han øje for komposition, mennesker og stemninger. Snart skiftede han til de levende billeder, som gav ham et endnu større og mere dynamisk lærred at arbejde på.

Med årene udviklede han et næsten fetichistisk forhold til det kameraudstyr, han brugte, og som han ganske unikt også selv ejede. Normalt er det noget, en filmproducent lejer til en filmproduktion og en instruktør, men Kubrick købte sit eget, hvilket gjorde ham meget mere fleksibel og gav ham mulighed for i sjælden grad at eksperimentere.

Han pressede hele tiden udstyret til det yderste og fandt på kreative, innovative løsninger på de problemer, han og hans fotografer mødte. F.eks. fik Kubrick NASA til at levere nogle særligt lysfølsomme kameralinser – brugt i Apollo-rumprogrammet – som han så selv modificerede, så han kunne optage periodefilmen Barry Lyndon (1975) i skæret fra de stearinlys, det var mest naturligt at bruge i filmen.

Det lille, håndholdte Arriflex-kamera, som kan ses ovenfor, greb instruktøren ofte selv, når han ville have nogle bestemte billeder i en film, som f.eks. den berygtede voldtægtsscene i Anthony Burgess-filmatiseringen A Clockwork Orange (1971), hvor Alex (Malcolm McDowell) banker en kæmpepenis af plastik ned i munden på en stakkels kvinde. Det var Kubrick selv, der lå på gulvet med kameraet og filmede overfaldet fra kvindens synsvinkel.

Sille Veilmark

Provokatøren

Det er for meget at sige, at Stanley Kubrick jagtede provokationen for provokationens skyld, men der er ingen tvivl om, at hans ofte radikale film – i både form og indhold – havde det med at udfordre og gøre folk vrede.

Han lagde ikke fingrene imellem, når han skildrede menneskers ikke altid lige pæne, ofte absurde omgang med hinanden og det omgivende, forrående system og samfunds skyld heri. Og når det kom til sex, bevægede han sig i film som Nabokov-filmatiseringen Lolita (1962), A Clockwork Orange og Eyes Wide Shut (1999) gerne ud i mere tabubelagte, foruroligende afkroge af den menneskelige psyke og fysik. Tag f.eks. midaldrende Humbert Humberts (James Mason) usunde fascination af purunge Lolita (Sue Lyons) eller hovedpersonen i A Clockwork Orange, Alex, hvis største interesser er sex, ultravold og Beethoven.

Der er ingen tvivl om, at sidstnævnte films opsigtsvækkende scenografi og ikonografi – som f.eks. dette pågående bord fra en mælkebar, Alex og hans drooges frekventerer – og ganske bramfri skildring af især sex og vold var en af grundene til, at den vakte så stor bestyrtelse, da den kom frem.

I Storbritannien, hvor Kubrick boede fra ca. 1960 og frem til sin død, var diskussionen så ophedet – og beskyldningerne mod filmen for at opfordre til og være skyld i flere voldelige episoder adskillige – at han valgte at trække filmen tilbage fra biograferne i 1973. Det var først efter hans død i 1999, at A Clockwork Orange igen kunne opleves på filmlærrederne i Storbritannien og samtidig blev tilgængelig på dvd og video.

Sille Veilmark

Kunstneren

Et af de mest uhyggelige øjeblikke i Stanley Kubricks samlede værk – ja, i hele filmhistorien – er scenen, hvor drengen Danny (Danny Lloyd) i The Shining kører rundt i de tilsyneladende endeløse korridorer på det øde Overlook Hotel på sin cykel, drejer om et hjørne og første gang møder de afdøde Grady-tvillingepiger iført ens kjoler og sko.

»Kom og leg med os, Danny,« siger de som med én stemme, og ligesom Danny har man mest lyst til bare at løbe langt væk.

Men The Shining, der er baseret på en bog af Stephen King, er meget andet og mere end en gyserfilm. Det er også en film om den svære kreative proces, og den handler om Jack Torrance (Jack Nicholson), der siger ja til at være opsynsmand på et lukket bjerghotel om vinteren, fordi han her håber på at kunne skrive sin bog færdig, men snart mister forstanden og forsøger at dræbe sin kone, Wendy (Shelley Duvall), og sønnen Danny.

Et andet meget skræmmende øjeblik i filmen er, da Wendy opdager, hvad Jack har brugt al sin tid på at skrive igen og igen, side op og side ned:

»All work and no play makes Jack a dull boy

Der er formentlig en del af Kings egne kunstneriske kvaler i Jack-figuren, og måske er det en af grundene til, at han ikke bryder sig om Kubricks film.

Men der er også en del af Kubricks egne idiosynkrasier, besættelser og vanvid – som synes at være nødvendige ingredienser, hvis man vil lave stor kunst – i Jack-figuren og filmen, der som få andre af Kubricks værker er blevet studeret og udsat for analyser og fortolkninger udi det ekstreme. Det handler dokumentarfilmen Room 237 om.

Sille Veilmark

Maskemesteren

Som Tom Cruise i den film, der blev Stanley Kubricks smukke svanesang, Eyes Wide Shut, bærer vi alle sammen masker, både privat og professionelt. Vi spiller hele tiden roller, fordi der forventes så meget af os, og sjældent viser vi os frem, som dem vi egentlig er – både af frygt for at blive afsløret som bedragere og for, at ingen vil kunne lide os.

Det vidste Kubrick om nogen, og det er et andet gennemgående tema i hans film:

Kampen for at beskytte en kerne af det, der gør os unikke, selvom omverdenen gerne vil det anderledes. Selv følte han sig bedst tilpas og mest tryg, når han befandt sig hjemme på sit landsted hos sin familie, sine nærmeste medarbejdere og sine mange katte. Her kunne han være sig selv – efter alt at dømme var han et varmt og humoristisk menneske – og her behøvede han ikke forholde sig til de mange meninger og artikler om sin person eller det ry, han med årene fik for at være en menneskesky galning.

Der er ingen tvivl om, at Kubrick var excentrisk og perfektionistisk, men gal var han ikke – der var en mening med alt, hvad han foretog sig. Som dedikeret kunstner, der ville yde sit ypperste hver gang, havde han simpelthen bare ikke brug for al den støj og alle de forstyrrelser, som for megen kontakt med omverdenen førte med sig.

Og det var ikke, fordi han aldrig bevægede sig uden for landstedets høje mure, blot fandtes der så få fotografier af ham, at han kunne færdes i mere eller mindre ubemærkethed. Samtidig talte han kun sjældent med pressen, og i stedet fik hans film lov til at tale for ham.

’Stanley Kubrick The Exhibition’ åbner på Kunstforeningen Gl Strand i morgen, lørdag, og den løber frem til den 14. januar. Udstillingen er en del af en igangværende Stanley Kubrick-festival, som også omfatter visninger af alle Kubricks film i Cinemateket i København og på filmfestivalen CPH PIX, der begynder den 28. september.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Jeg så A Clockwork Orange i 1972 samme med min første (og måske eneste) rigtige kæreste og jeg ved ikke hvad der var mest grænseoverskridende, mødet med hende eller filmen.