Læsetid: 3 min.

Twin Peaks’ tilbagevenden var det ’what the fuck’, vi ikke vidste, vi havde brug for

Måske er det længslen efter sammenhæng, mening og forløsning, og accepten af at den slags ikke findes, som Lynch installerer i os.

Måske er det længslen efter sammenhæng, mening og forløsning, og accepten af at den slags ikke findes, som Lynch installerer i os.

HBO Nordic

8. september 2017

Nogle knækkede nakken efter to afsnit, fordi ingenting gav mening. Nogle så trofast videre med tålmodig åbenhed, mens andre med det samme lod sig lykkeligt beruse af at vakle ind i den kældermørke vanvidslabyrint, som David Lynch møjsommeligt har bygget.

For alle gjaldt det, at ingen har vidst, hvad de skulle forvente sig af Lynch og Mark Frosts Twin Peaks: The Return, fortsættelsen af 1990’ernes kult-udråbte tv-serie Twin Peaks. Og følelsen vedblev seriens 18 afsnit igennem helt indtil finalen mandag nat.

Højdepunktet var det tv-historiske nybrud, afsnit otte. Med den vanvittige overgang fra en lam Nine Inch Nail-koncert til en billedskøn forfærdende atomprøvesprængning og efterfølgende billedrejse rundt i David Lynchs fritflydende underbevidsthed fik serien og særligt det specifikke afsnit otte alt andet, der nogensinde er sket på en tv-kanal eller en streamingtjeneste, til at se småt og banalt ud.

Sådan en oplevelse er mildest talt særlig, hvis man er sådan en, der ikke tager ekstremt hårde stoffer, rejser i tid eller til andre planeter. Sådan har tv aldrig nogensinde taget sig ud før.

Grundforvirring

Folks modtagelse af Twin Peaks: The Return har af samme grund været grundforvirret. Nogen har med stolthed og andre med skam tilstået, at de ikke kunne holde serien ud. Andre har elsket og forsvaret hver en underlig krummelure. 

For alle har det virket umuligt at tale om The Return ud fra gængse kvalitetskriterier uden at få uld i munden. Det et svært at kalde den kedelig, selv om den til tider sørgede for, at man kedede sig – som når en bar skulle fejes efter lukketid, og vi som seere blev tvunget til i uendelige minutter at følge hele processen, feje, feje, feje, feje, feje, feje, feje.

Det er en koldere, hårdere, mere kynisk verden, som ’Twin Peaks: The Return bebor’. Og til en ny verden og en ny tid hører en ny musik.
Læs også

Det er svært at kalde serien smuk, når den også til tider er så demonstrativt grim. Det er svært at kalde den grim, når den også er så himmelråbende smuk. Det er simpelthen svært at finde et klassisk vurderende sprog, der ikke banaliserer hverken serien eller oplevelsen af den. 

Det gør os ikke klogere at vurdere Lynchs monsterværk som en tv-serie, der skal tilfredsstille vores forventninger eller kradse os der, hvor det klør. I stedet kan den betragtes som et af de sjældne kunstværker, der har plejet så bizar omgang med egen hyperpopulære genre, tv-serien, at tv-genrens konventioner efter mødet med The Return er blevet en smule mere synlige og sårbare i al deres forudsigelighed og kalkulationer.

The Return var mest af alt en tilbagevenden, viste det sig jo, ikke til 1990’er-serien i sig selv, men til 1990’er-Twin Peaks' overlegne evne til at drille samtidens tv-konventioner. Og med den nye serie fik Lynch stædigt tilkæmpet sig kunstnerisk og økonomisk frihed fra de pengemænd på den producerende kanal Showtime, der ville kapitalisere på den gamle kultsucces. Han udnyttede dermed på et helt nyt og uset niveau sin gyldne mulighed for at lave det mest radikale kunstværk, som et tv-netværk nogensinde har lagt røv og penge til. 

Lynchs kreative kraft

The Return var Lynch, der for et kæmpe forventningsfuldt publikum tillod sig og blev tilladt at tømme al kreativ kraft, alle kitschede, platte, fascinerende og helt geniale påfald og underbevidst mudder ud foran os og levere et slags mash up af, hvad der føltes som ti halve filmidéer, et knivspids social indignation og halvtreds forstyrrende drømme. I 18 fucking timer.

Den understimulerede os med sine umuligt mange plotlinjer og demonstrativt obskure tempo, samtidig med at den andre steder nærmest vulgært overstimulerede vores sanser og spillede heavy metal-bass på vores slidte nerver.

Man kunne vælge at sidde og pille klumper ud og lede efter clues, referencer, mening og mangler. Man kunne også vælge helt at give op, fordi seriens leg med det det smagløse og det platte skurede imod det, vi har lært hinanden at forvente en tv-serie skal gøre for at behage os tilpas meget til at hænge på. Eller også kan man bare spejle sin fortabte hjerne i den hastigt voksende pøl af uhæmmet Lynch. 

Det er måske længslen efter sammenhæng, mening og forløsning, og accepten af at den slags ikke findes, som Lynch installerer i os. 

I hvert fald nægtede Twin Peaks: The Return os det, vi gerne ville have, og gav os alt det, vi ikke vidste, vi ville have og måske vedblev ikke at bryde os om. For dem, der ikke knækkede nakken og faktisk så serien til ende, er det den slags, der for evigt ændrer ens blik på alle de serier, vi bruger vores liv på at se.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu