Læsetid: 8 min.

Tyske migrationsforfattere føler sig lige så tyske som Franz Kafka

Forfattere med migrationsbaggrund spiller en afgørende rolle i det nutidige litterære Tyskland. For her genforhandles tysk identitet, historie og nationalitet. Det er ikke alene godt for tolerancen og sammenhængskraften i det tyske samfund, men også pokkers godt for kunsten, mener forskere
Ungarskfødte forfatter Terézia Mora har udtalt, at hun er en del af den tyske litteratur, og at hun er lige så tysk som Kafka. Under henvisning til, at Franz Kafka ofte opfattes som en velintegreret del af den litterære kanon i Tyskland, selv om han egentlig er tjekke.

Ungarskfødte forfatter Terézia Mora har udtalt, at hun er en del af den tyske litteratur, og at hun er lige så tysk som Kafka. Under henvisning til, at Franz Kafka ofte opfattes som en velintegreret del af den litterære kanon i Tyskland, selv om han egentlig er tjekke.

THOMAS LOHNES

23. september 2017

For et par måneder siden proklamerede vi her på avisen, at vi ville give læserne Tyskland tilbage. Og siden da har vi genintroduceret læsere for tyske tænkere, forfattere og filmskabere. Fra Hegel og Kant til Hannah Arendt, fra Goethe og Kleist til Herta Müller, fra Fritz Lang til Fassbinder og Reitz.

Men der manglede noget. Migrationsforfatterne glimrede ved deres fravær. Den tysksprogede migrationslitteratur er ikke alene litteratur, der læses i stor stil og har høj kvalitet, den har også siden 1945 haft betydning for genforhandlingen af tysk identitet, nationalitet og kultur.

Med undtagelse af rumænske Herta Müller er tysk modersmålet for alle tænkere og kunstnere i den tyske kanon. Og det er langtfra tilfældet for de forfattere, der i dag sætter dagsordenen i tysk samtidslitteratur – de skriver på tysk, men mange taler også polsk, tyrkisk, russisk eller arabisk. For Tyskland er et migrationssamfund.

Mellem 12 og 14 millioner mennesker kom til Tyskland fra dele af Østeuropa, der tidligere havde været under det tyske rige, efter krigens afslutning i 1945. I 1961 ankom så de første tyrkiske gæstearbejdere til Vesttyskland, der grundet fatal mangel på arbejdskraft indgik gæstearbejderkontrakter med blandt andre Marokko, Tunesien og Tyrkiet.

I dag bor mere end tre millioner mennesker med tyrkiske rødder i Tyskland, og tal fra OECD viser, at Tyskland er den anden mest populære destination for migranter – næstefter USA. Tyskland er, som Angela Merkel har formuleret det gentagne gange i løbet af de seneste år, »et indvandringsland«, til forskel fra forgængeren på kanslerposten Helmut Kohl, der i 1991 sagde, at Tyskland ikke var et indvandringsland.

Det afspejler litteraturen i stor stil, og det har den gjort længe. Herta Müller er langtfra den eneste indflydelsesrige forfatter med migrationsbaggrund, der skriver på tysk. Bulgarske Ilija Trojanow, ungarske Térezia Mora og ukrainske Katja Petrowskaja gør det, og også forfattere som Feridun Zaimoglu og Emine Sevgi Özdamar, der begge er af tyrkisk oprindelse, er vægtige og veletablerede stemmer i samtidens litterære Tyskland.

Og deres bøger sælger. Migrationslitteratur er ofte bestsellerlitteratur på det tyske bogmarked. Tysk kultur er multikulturel. Og det er litteraturen altså også.

Vrede, kritiske stemmer

For Anna Sandberg, der arbejder med tysk migrationslitteratur med især tyrkiske rødder ved Københavns Universitet, er det åbenlyst, at migrationslitteraturen er afgørende for samtidens Tyskland:

»Det er et faktum, at Tyskland er et migrationssamfund. Det er en stor del af den tyske selvforståelse i dag. Både på et politisk niveau, men altså også på et socialt og kulturelt plan. Og her spiller migrationslitteraturen uden tvivl en central rolle,« siger hun og fortsætter:

»Først fra midten af 1990’erne skete et skift i tysk politisk kultur, som førte til, at en Willkommens- und Anerkennungskultur er blevet de officielle orienteringspunkter i indvandrings- og migrationspolitikken. Og det er den politik og mentalitet, som Angela Merkel viderefører, når hun insisterer på, at samtidens Tyskland er ’ein offenes Land’ og er fortaler for en fælles og ansvarlig flygtningepolitik.«

Og debatten om tysk kultur, identitet og selvforståelse, om migration og indvandring, har altså ikke alene udspillet sig i den politiske sfære. Også litteraturen har forholdt sig intenst og kritisk til problematikkerne, forklarer Anna Sandberg.

Tyrkiske Feridun Zaimoglu er for hende en absolut nøglefigur i samtidens migrationslitteratur. Han brød i 1995 igennem med sin kontroversielle bog Kanak Sprak – 24 Mißtöne vom Rande der Gesellschaft, der består af 24 monologer af forskellige personer med indvandrerbaggrund. Titlen er slang og lader sig ikke uden videre oversætte, men betyder noget i retningen af ’Perkersprog – 24 mislyde fra samfundets kant’.

»Med den bog ændrede Feridun Zaimoglu dagsordenen for tysk-tyrkisk litteratur. Han gjorde op med en lang række fordomme og myter omkring indvandring og migration – og forestillingen om gæstearbejderen som en lidt stakkels og midlertidig figur i Tyskland. Han præsenterede sine læsere for fortællinger fortalt af stemmer, man ikke havde hørt før. Stemmer, der var vrede og aggressive, men også selvbevidste, nuancerede og samfundskritiske på en ny og anderledes vis,« fortæller Anna Sandberg.

Og ligesom det i Danmark var tilfældet med Yahya Hassans digtsamling et par årtier senere, så var Kanak Sprak i Tyskland et værk, der brød bredt igennem. En prisbelønnet bestseller, der stadig læses og refereres til.

Holocaust vs. Babij Jar-massakren

Dem, der forsker i tysksproget migrationslitteratur, taler om især to vendinger og tendenser i nyere tids litteratur af forfattere med migrationsbaggrund. En vending mod Tyrkiet, som eksempelvis forfattere som Feridun Zaimoglu eller Emine Sevgi Özdamar repræsenterer. Og en vending mod Østeuropa, hvor altså rumænske Herta Müller, ungarske Térezia Mora eller ukrainske Katja Petrowskaja kan fremhæves.

Hvor forfattere med tyrkiske rødder især kredser om »Multikulturalismus«, gæstearbejderidentitet og spørgsmål om integration i bred forstand, så kredser forfattere med østeuropæiske rødder i høj grad om historiske emner, om såkaldt kulturel erindring.

Ifølge Jessica Ortner, der forsker i tysk og europæisk erindringskultur ved Københavns Universitet, søger mange af de her østeuropæiske forfattere eksempelvis at udfordre den i Tyskland herskende fortælling om Anden Verdenskrig og Holocaust.

»Det har været centralt for mange østeuropæiske forfattere at fortælle om andre og mindre belyste aspekter ved den historie, der også har berørt dem i stor stil. Den østeuropæiske migrationslitteratur har været med til at gøre diskursen og behandlingen af Europas traumatiske fortid mere heterogen. Der er en langt større mangfoldighed af stemmer og fortællinger – som især voksede efter 1989, da flere hundredetusinder af jødiske flygtninge kom til Tyskland fra Østeuropa,« fortæller Jessica Ortner og fortsætter:

»Siden opløsningen af jerntæppet har østeuropæiske forfattere i Tyskland stillet spørgsmålstegn ved forvaltningen af historien som sådan: Hvorfor skal Holocaust være vores erindring og fortælling? Hvorfor skal den definere os? Vores historiske erindring er socialismen. Og den kender resten af Tyskland kun ganske lidt til.«

Hvem har adgang til hvilken historie? Og hvordan? Den slags spørgsmål er centrale i Katja Petrowskajas roman Måske Esther fra 2014. Her tematiseres det, Jessica Ortner betegner som en »særlig erindringskløft«. En kløft i Tyskland og tysk kultur, hvor ikke alle erindrer det samme på samme måde – og med samme sprog.

Fortællerkarakteren i Måske Esther forsøger at kortlægge og begribe sin families historie, dens »indre sammenhæng«, som det formuleres i bogen. Men den er svær at få greb om. Hed hendes jødiske bedstemor overhovedet Esther? Og hvad skete der med hendes polske slægtninge?

Hos Katja Petrowskaja er Babij Jar-massakren i Kiev i 1941 det fælles urtraume. Men modsat Holocaust kender de færreste tyskere i dag til det, der skete i Kiev i 1941, forklarer Jessica Ortner. Og på den måde blotlægger en forfatter som Petrowskaja de spaltninger, blinde punkter og konflikter, der findes i Tysklands forhold til fortiden. Og dermed i tysk identitet som sådan.

»Mange erindringsforskere har påpeget, hvordan migrationslitteratur overordnet skaber større tolerance. Den agerer ofte brobygger mellem kulturer og erindringer. Det er ganske banalt, men den lærer os simpelthen noget om det, vi måske ikke kender så godt,« siger Jessica Ortner.

Rammen sprænges

Noget af det, der gør migrationslitteraturen interessant og enestående, er, ifølge Jessica Ortner, at den besidder et særligt dobbelt blik. Migrationslitteratur trækker ofte på en levet erfaring fra forskellige livsformer, kulturer og politiske systemer. Dette dobbelte blik er i sig selv en kulturkritik, hvorfra herskende kulturelle værdier kan endevendes, kritiseres og betragtes fra nye ståsteder.

»Enhver er begrænset af sit eget blik på verden. Og enhver kultur har en særlig form for fælles sprog, der gør, at man kan erindre som kollektiv. Og kollektive eller kulturelle erindringer – af Holocaust, Anden Verdenskrig eller vikingetiden, for den sags skyld – er med til at definere en særlig kulturel identitet,« forklarer Jessica Ortner og fortsætter:

»Og den her identitetsskabende erindring har et loft, en begrænsning, et væld af blinde punkter. Men for migranten er det anderledes. Migranten har adgang til to eller flere former for kulturel erindring, to referencerammer, blikke og sprog. Og det leder til utrolig spændende og perspektivrig litteratur.«

Migrationsforfattere – og migrationsbevægelser i bred forstand – overskrider de nationale og kulturelle rammer, der måtte gælde. De tilføjer nye erindringer, kollektive fortællinger og sprog oveni en given kultur og nationalitet. Ingen kan identificere sig med det hele, men flere kan identificere sig med noget. På den måde udvides feltet. Og migrationslitteraturen giver litterær form til den forskellighed og multikulturalisme, der kendetegner Tyskland, mener Jessica Ortner:

»Man taler ofte om migranter som bærere af erindring. Og det er jo ret beset det, der får litterær form i migrationslitteraturen. Erindringer, sprog, identiteter og blikke mødes på nye måder.«

Ligeså tysk som Kafka

For Anna Sandberg er det afgørende, at der ikke alene fokuseres på, hvordan forskellige former for migrationslitteratur taler med det politiske. For hende er det vigtigt at fremhæve, hvordan mange migrationsforfatterens »dobbelte blik« afføder pokkers spændende kunst.

»Migrationsforfattere er ofte meget intertekstuelle – de trækker et væld af forskellige litterære traditioner og værker ind i deres arbejde. Emine Sevgi Özdemar, der kom til Tyskland i 1970’erne, refererer eksempelvis ofte til Bertolt Brecht i sine værker. Hun bygger bro mellem tyrkisk og tysk kultur, hun skaber sig et ståsted imellem de to – og det er naturligvis gavnligt for tolerance og kulturmøder, men det er vitterligt også gavnligt for kunsten i sig selv. Den bliver utrolig interessant af den her form for kritisk og kreativ dialog,« mener Anna Sandberg.

Når man taler om »migrationslitteratur« og »migrationsforfatter« i overordnede termer – som det også er tilfældet her – så risikerer man at miste blikket for litteraturen. Forfatterens biografi træder ofte i forgrunden på bekostning af selve værket.

Og netop derfor er flere forfattere med migrationsbaggrund i Tyskland lorne ved netop begreberne »migrationsforfatter« og »migrationslitteratur«, forklarer Anna Sandberg:

»For hvad er migrationslitteratur overhovedet? Litteratur, der er skrevet af forfattere med migrationsbaggrund? Eller litteratur, der tematiserer migrationserfaringer? De to ting hænger ikke nødvendigvis sammen. Feridun Zaimoglus seneste bog handler om Luther.«

Zaimoglu er ganske vist en forfattertype, der engagerer sig politisk, men forestillingen om, at en forfatter med migrationsbaggrund ikke alene skal tematisere migrationserfaringen i sit forfatterskab, men partout også udtale sig om flygtningepolitik og åbne grænser i offentligheden, holder ikke. Det er en stereotyp, en fremmedgørende og ekskluderende spændetrøje – og det er jo netop den slags fordomme og spændetrøjer, som mange af de her værker søger at udfordre, forklarer Anna Sandberg:

»En forfatter med migrationsbaggrund vil først og fremmest anerkendes som forfatter – og ikke læses på baggrund af biografi.«

Og således er vi tilbage til spørgsmålet om, hvad der er »tysk« i både smal, kanonisk og bred forstand. Og ifølge den ungarske forfatter Terézia Mora er migrationsforfatteren tysk – uanset øvrig oprindelse. Som hun formulerede det til det kulturpolitiske magasin Cicero:

»Jeg er en del af den tyske litteratur, lige så tysk som Kafka.«

Under henvisning til, at Franz Kafka ofte opfattes som en velintegreret del af den litterære kanon i Tyskland, selv om han egentlig er tjekke, der skrev på et helt særligt tysk med minoritetspræg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu