Læsetid: 10 min.

Verden er rykket tættere på Berlin

Hun er blevet kaldt sin generations stemme, fordi hun skildrede almindelige tyskeres ubeslutsomme liv og gjorde op med, at den tyske litteratur skulle beskæftige sig med fortid og skyld. Ved søndagens valg er det imidlertid første gang, hun selv er følelsesmæssigt involveret i politik – og i fremtiden
’Lige så snart der åbner et økologisk supermarked eller et yogastudie eller en flersproget børnehave, så er det hele allerede tabt. Det er så kedeligt,’ siger Judith Hermann om udviklingen i Berlin.

’Lige så snart der åbner et økologisk supermarked eller et yogastudie eller en flersproget børnehave, så er det hele allerede tabt. Det er så kedeligt,’ siger Judith Hermann om udviklingen i Berlin.

Sofie Amalie Klougart

23. september 2017

»Der er stadig en helt klar følelse af Øst- og Vestberlin. Det sidder i folks DNA.«

Sådan siger den tyske forfatter Judith Hermann, da jeg møder hende for at tale om hendes hjemby. Hermann er kendt for sine præcise og melankolske historier om de tilfældige møder mellem mennesker.

Med sine fire novellesamlinger og ene roman er hun en af Tysklands mest toneangivende, om end omdiskuterede forfattere, og herhjemme har interessen for hendes sælsomme og finslebne fortællinger været støt stigende. Særligt de seneste par år er det gået stærkt, og i weekenden er hun i Danmark, hvor hun er årets forfatter ved festivalen Verdenslitteratur på Møn.

Hermann er født og opvokset i bydelen Neukölln i Vestberlin og var 19 år gammel, da Muren faldt. Siden da har hun udelukkende boet i det gamle Østberlin – foruden en kort overgang i New York:

»Det var godt for mig at skrive i New York som ung, fordi jeg var fremmed der. Da jeg boede i USA, længtes jeg tilbage til Berlin. Men det Berlin, som jeg længtes efter, fandtes allerede dengang ikke længere. Tidligere, når jeg steg af toget på banegården ved Zoologischer Garten, havde jeg følelsen af, at det at vende hjem til Berlin, næsten som at vende hjem til en person: Byen havde sin egen lugt, som kom fra de gamle fyrovne i øst. Det var en god lugt. Hele byen lugtede af kul, særligt om vinteren. Når jeg træder ud på hovedbanegården nu, mærker jeg ikke byen på samme måde.«

Hermann fortæller, at hendes debutnovelle, »Regnkvarter«, som udkom i en antologi nogle måneder før den første novellesamling i 1998, blev skrevet i kølvandet af dette ophold i New York – med den energi, som en fremmed by kan give.

Novellen er en slags dystopisk allegorisk fortælling om en delt by, hvor S-togene stadig kører igennem de adskilte bydele, men uden at holde på perronerne; ligesom det engang var tilfældet i Berlin.

Følelsen af, at byen har været delt sidder stadig i dem, som har boet i Berlin siden før Murens fald: »Her i byen er vi stadig meget bevidste om, hvornår vi er i øst eller vest. Det samme gælder sådan set resten af landet. Mine venner fra Østtyskland bevæger sig næsten kun i den østlige del af byen.«

»Jeg kan ikke forestille mig at flytte tilbage til Vestberlin. Der er en særlig atmosfære der, som jeg er færdig med. Måske er det en generel ting, at jeg har svært ved at tage tilbage til steder. Men det er også på grund af byen. Jeg har nok et had/kærlighedsforhold til Berlin.«

Der er ingen tvivl om, at Øst- og Vestberlin stadig har hver sin identitet. I Prenzlauer Berg, den østlige bydel som Hermann flyttede til umiddelbart efter Murens fald, kører de gule sporvogne stadig igennem de kuperede gader. Her finder man dyre nyistandsatte boligkomplekser side om side med gamle nedslidte huse fra DDR-tiden, som endnu ikke er blevet renoveret.

Når Hermann taler om sin hjemby kan man tydeligt mærke, at Berlin er en næsten fortryllet verden, som forfatteren har mistet:

»Hele byen har selvfølgelig forandret sig fuldstændig de sidste 25 år. Men jeg kan ikke finde ud af, om byen har trukket sig tilbage fra mig, eller om jeg har trukket mig tilbage fra den. Måske er det begge dele.«

»I årene før og lige efter Murens fald var der meget færre mennesker i byen. Mit gamle Vestberlin var så stort! Nu er der folk overalt. Alt, hvad du ser omkring dig, bliver set af 500 andre mennesker i samme øjeblik. Der er ikke længere nogen steder i byen, som man kan have for sig selv.«

Hun fortæller, at det mennesketomme Berlin i 1990’erne, i modsætning til i dag, var fyldt med muligheder:

»Der var så mange tomme pladser i byen; brakmarker, hvor der voksede ukrudt omkring de forladte huse. Berlin var dengang et sted for utopiske tanker: Man kunne forestille sig meget. Nu kan man ikke længere forestille sig noget i denne her by.«

En slags kolonisering

Det sted og den stemning, som Hermann beskriver, når hun taler om sin ungdoms Berlin, er som taget ud af debutnovellesamlingen Sommerhus, senere. Bogen udkom i 1998 og blev fra den ene dag til den anden en stor succes, som solgte over 250.000 eksemplarer.

I novellerne lever de unge berlinere et rastløst og uforpligtende liv med rejser, skiftende sexpartnere, stoffer og en generel vægring mod at træffe beslutninger. Teksterne er præget af længsel, af en søgen. Der er mange tomme gader i de af novellerne, som foregår i Berlin; og byen lugter rigtignok af kul. Hermann, som på udgivelsestidspunktet var 28 år, blev hurtigt udråbt som »en ny generations stemme«.

»Jeg har aldrig følt særligt stærkt, at jeg tilhører en bestemt generation af forfattere, men jeg formoder, at det nok er sådan. Når jeg ser tilbage på Sommerhus, senere og tiden i begyndelsen og midten af 1990’erne, tænker jeg, at man nok tydeligt kan identificere en slags generation. I 1990’erne var det første gang – ikke kun hos mig, men hos flere andre forfattere – at der blev skrevet litteratur, som ikke forholdt sig til den tyske fortid og den tyske skyld.«

»Jeg tænkte ikke dengang, at jeg bevidst ville gøre op med tidligere generationer med min litteratur. Men ubevidst har jeg sikkert tænkt: ’det her er min virkelighed ... den ser sådan ud.’ For os dengang var der på en måde ikke noget ’i går’ og heller ikke noget ’i morgen’, der var kun ’i dag’.«

Når Berlin i dag er forandret, har det i høj grad at gøre med den accelererende byfornyelse. Den tyske hovedstad er stadig mulighedernes by, men i dag er det andre typer, som ser muligheder her: Rige opkøbere og iværksættende tilflyttere, som fortrænger de gamle berlinere. Hermann selv har for nyligt forladt Prenzlauer Berg efter at have boet der i over tyve år:

»Prenzlauer Berg var fuldstændig monokulturel, da jeg forlod bydelen. Da jeg ankom i 1991 lignede det Neukölln, det var et fattigt sted med mange forskellige slags mennesker. Så kom den berømte gentrificering, og så ville jeg ikke være der længere. Det gælder jo efterhånden hele byen. Men byudviklingen har selvfølgelig været stærkest i øst,«fortæller Hermann og fortsætter:

»Lige så snart der åbner et økologisk supermarked eller et yogastudie eller en flersproget børnehave, så er det hele allerede tabt. Det gør mig trist. Det er så kedeligt. Og det er altid den samme udvikling: Folk med færre penge og usikre forhold bliver tvunget ud mod byens yderkanter.«

Når man bevæger sig rundt i Berlin, kan man tydeligt se reaktionerne på byens forandringer fra de lokale. »Berlin hates you« står der med lyserød spraymaling på barer og caféer rundt omkring i de smarte kvarterer. Hermann fortæller om sin mor, som i 60 år har boet i Neukölln, hvor hun er født, men som nu har måttet flytte længere ud af byen på grund af de stigende boligpriser:

»Min mor vender stadig tilbage til sit gamle nabolag. Hun har beholdt sin læge, sin svømmehal, sit bibliotek der. Og hun er begejstret over udviklingen – over de nye kaffebarer og små boghandler. Hun har givet byen videre til andre, som tager vare på den. Måske har denne overbærenhed noget at gøre med hendes alder, eller generation. For mig er det anderledes: Jeg oplever det som en belejring, en slags kolonisering – en fjendtlig overtagelse.«

Stadig en ø

Som begejstret tilflytter er jeg selv en del af problemet. Hermann spørger om mit forhold til byen, som jeg i lang tid er blevet ved med at vende tilbage til.

»Man har nok brug for en slags afstand for at kunne se byen ordentligt,« siger Hermann. »Jeg er jo født her, jeg oplever ikke længere stedet, ligesom du gør. En fransk veninde af mig siger altid: ’Der er så meget himmel i Berlin.’ Jeg ser det ikke. Men lige akkurat her, hvor vi sidder, er det jo sandt!«

Vi befinder os i Wedding i den nordvestlige del af byen, hvor tidsskriftet Vagant har kontorlokaler på øverste etage af en gammel graffitimalet fabriksbygning. I dag er der indrettet dansestudier og kunstneratelierer i de gamle arbejdshaller.

Inden vi satte os ned for at snakke om byen drak vi en kop kaffe på det store flade tag uden for kontoret: Herfra er himlen over Berlin høj og rummelig, og mens vi taler, falder der skiftevis stærk sol og kraftige regnskyl på taget. I horisonten blinker fjernsynstårnet, Østberlins stolte varetegn.

Jeg spørger, i hvor høj grad Hermann føler sig forbundet med resten af Tyskland:

»Zero! Egentlig overhovedet ikke. Berlin giver stadig følelsen af at være en ø, ligesom før 1989. Der er ingen forbindelse til det rundt om,« siger hun og tilføjer: »München er langt væk, der foregår helt andre ting.«

Samtidig har man, på grund af de mange internationale tilflyttere, følelsen af at være forbundet med en globaliseret verden i Berlin. Måske er det en af grundene til, at Hermanns 17-årige søn har et anderledes positivt forhold til stedet:

»Min søn er stolt af at være berliner. Måske lidt ligesom jeg var det engang. Han cykler rundt i byen og kender alle genvejene. Når jeg spørger ham, hvad det er, han holder mest af ved byen, siger han: alle de gale mennesker!«

Hermann bor i dag i Weissensee, en bydel længere fra centrum men stadig i det gamle øst. Her er befolkningssammensætningen mere blandet, og der findes folk i alle aldre og fra alle samfundslag.

Jeg spørger til hendes seneste novellesamling Lettipark, som udkom sidste år. I novellerne møder vi en enlig mor, som skal til jobinterview på et krisecenter, en teenager, som bryder ind i nabohuset, et akademikerpar på grænsen til skilsmisse og et barnløst par, som rejser til Rusland for at adoptere, blandt andre.

I modsætning til personerne i de første novellesamlinger, er det, som om der har sneget sig nogle mere alvorlige kriser ind i personernes liv. Afspejler de nye noveller en særlig sindsstemning i dagens Berlin?

»Fortællingerne udspiller sig ikke nødvendigvis i Berlin. Der er ingen stednavne. Jeg tror at de her personer kunne leve hvor som helst i Vesten. Historierne kunne også finde sted i midt-halvfemserne; de er ikke nødvendigvis bundet til i dag, men er mere præget af personernes egen alder: erfaringen af at være midt i fyrrerne.«

»Mine personer er stadig drevet af den længsel, som kendetegnede mine tidlige bøger. Ordet ’længsel’ optræder flere steder som i novellen om det barnløse par: ’Jeg længes efter et bord der er dækket op til tre.’ Men personerne i Lettipark er måske mindre overbeviste om, at man kan styre sin egen skæbne. De har den samme længsel og forventning som tidligere, men måske ikke længere nogen tro på, at den kan blive opfyldt.«

Valget gør os nervøse

Det hus, som Hermann bor i nu, er gammelt. På et tidspunkt skal også det renoveres ligesom resten af det tidligere Østberlin – og så stiger lejen:

»Når jeg engang må forlade mit hjem i Weissensee, så ved jeg ikke, hvor jeg skal tage hen,« siger Hermann. »Det bliver dyrere og dyrere at være her. Byen lukker sig – men menneskene i byen lukker sig ikke med den. De bliver ved med at være åbne og modtagelige og længelsfulde.«

Boligsituationen er et af de emner, som optager Hermann og hendes venner mest, når de taler om valget i morgen. Det og så de to temaer, som har domineret den politiske debat: flygtningekrisen og ældreplejen. Og det forestående valg fylder mere, end Hermann har oplevet før:

»Det her er det første valg, jeg kan huske, som vi har talt meget om i min vennekreds – med bekymring. Vi er følelsesmæssigt investerede. Det var ikke tilfældet tidligere. Det har selvfølgelig noget at gøre med, at vi er blevet ældre, men det er også fordi forholdene er meget sværere i dag. Det er mere alvorligt.«

»Man ser på de øvrige valg rundt omkring i Europa – Frankrig, Holland – og man føler sig personligt involveret på en helt anden måde end tidligere. Udfaldet af et valg i Frankrig havde ikke interesseret mig på samme måde for nogle år siden. Men nu vedkommer det os alle sammen.«

I Tyskland er der meget lidt tvivl om, hvem der kommer til at fortsætte som forbundskansler efter i morgen. Alligevel gør valget Hermann usikker:

»Ved de andre europæiske valg har grænserne jo været meget tydeligere tegnet op. Det tyske valg er ikke på samme måde et skæbnevalg. Men det er også en svær situation, at der ikke er noget alternativ til Merkel. Martin Schulz er ikke et alternativ. Der er ingen opposition. Men koalitionerne kan forandre alt. Forestillingen om, at et parti som AfD kan komme i Forbundsdagen er en katastrofe. Det er det, som gør os nervøse.«

Udenfor er endnu en regnbyge blevet erstattet af strålende sol. Vi afslutter samtalen med et blik mod yngre generationer:

»Min søn er 17 år og kan ikke stemme. En ven af mig gav ham et valgkort fra sin demente far – det var for sjov, men på en måde var det også meget alvorligt. Min søn og den nye generation er fremtiden. Det er hans tur nu. De unge skal ikke vente et år med at gøre noget.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Palle Pendul
Palle Pendul anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu