Interview
Læsetid: 9 min.

’Det vigtigste spørgsmål i vor tid, kom jeg slet ikke ind på i ’Sofies verden’’

Jostein Gaarder er ikke færdig med filosofien, for er der noget, han har lært af ’Sofies verden’, som han troede var den endegyldige guide til den vestlige filosofi, så er det, at nye generationer stiller nye filosofiske spørgsmål. Og det vigtigste filosofiske spørgsmål i vor tid, var ikke med for 25 år siden, da bogen udkom første gang. Det skammer han sig over, for han ved godt hvorfor
Jostein Gaarder er engageret i miljøaktivisme, og han er én af medsagsøgerne i en sag, der begynder i november, ført af Greenpeace og organisationen Natur og Ungdom mod den norske stat og dens åbning af nye oliefelter i Barentshavet i Arktis.

Jostein Gaarder er engageret i miljøaktivisme, og han er én af medsagsøgerne i en sag, der begynder i november, ført af Greenpeace og organisationen Natur og Ungdom mod den norske stat og dens åbning af nye oliefelter i Barentshavet i Arktis.

Foto: Morten Langkilde/Polfoto

Kultur
23. september 2017

Da Jostein Gaarder var 10-11 år vågnede han brat op en morgen. Et enkelt spørgsmål havde vækket ham. Først gik han selvfølgelig til sine forældre, så sine lærere og siden alle voksne, han kunne komme til at trække i buksebenet: »Synes du ikke, det er mærkeligt, at vi lever?« spurgte han.

Og nu spørger han mig. 50 år senere siddende i Bibliotekbaren på Hotel Bristol i Oslo, hvor en pianist spiller showtunes og en opmærksom tjener diskret bevæger sig mellem bordene og de behagelige lædermøbler og fyldte bogreoler.

Og det er som om, spørgsmålet skaber et øjebliks vakuum. Flygelet bliver stille, de summende samtaler forstummer, glassene holder op med at klire. Al den civilisation og de manerer, vi pakker os ind i for at undgå at forholde os til netop det spørgsmål, forsvinder.

Det er den slags tanker, vi plejer at beskrive med klichéer som, at man får en sær tomhedsfølelse og ud af kroppen oplevelse – selvom det, der måske i virkeligheden sker, er, at man bliver fyldt op og bevidst om sin krop på en måde, som er ubehagelig og ubelejlig, når man samtidig skal fungere i hverdagen og nå sit fly.

Jeg bliver reddet af, at spørgsmålet til mig var retorisk. Jeg er intervieweren, så jeg er ikke forpligtet til at svare Jostein Gaarder. Det gjorde de voksne heller ikke dengang. »’Njah, nej, det synes jeg faktisk ikke er så mærkeligt’,« gengiver Jostein Gaarder reaktionerne: »’Du bør nok ikke tænke for meget over det’,« lød rådet fra de voksne.

»Det var på det tidspunkt, jeg besluttede mig for aldrig at blive voksen,« konstaterer Jostein Gaarder. Han blev jo ældre. Det fremgår. Hans hår er gråt, han har skæg og han bærer en mørk habitjakke. Han drikker vin. Det han mener er, at han aldrig er holdt op med at stille barnet Josteins spørgsmål. Han har tværtimod gjort det til en karriere. »Det var vel også i det øjeblik, jeg blev forfatter.«

Fortællingens styrke

For 25 år siden udkom den dansksprogede version af, hvad der skulle blive en litterær sensation. Sofies verden er oversat til 64 sprog og udkommet i 45 millioner eksemplarer.

Jostein Gaarder troede egentlig, han skulle skrive en fagbog, da han satte sig ved sit skrivebord for at omsætte sin undervisning i filosofi til den bog, han havde fået penge fra det norske stipendiumudvalg til at skrive. Men det blev simpelthen for kedeligt. Jostein Gaarder mimer en doserende lektor, mens han fortæller om det. Men da 14-årige Sofie dukkede op i hans bevidsthed, og han begyndte at sende hende mærkelige breve med eksistentielle spørgsmål fra filosofilæreren Alberto, så skete der noget.

»Ja, det var jo ikke noget, jeg fortalte om dengang, da bogen lige pludselig solgte i hele verden og blev rost for sin originalitet og klogskab, men jeg skrev den faktisk på tre måneder,« siger Jostein Gaarder ikke for at blære sig ydmygt, men for at sige noget om fortællingers styrke.

»Vores hjerner er skabt til fortællingen, mere end den er skabt til bare at modtage information. En fortælling kan du engagere dig i, og den hjælper dig til at forstå og også til at huske, hvad der bliver fortalt. Vores hjerner har brug for den sammenhæng. Det var det, der gjorde det nemmere for mig at skrive om den vestlige filosofis historie, og sikkert en del af forklaringen på, at den blev læst så meget. Folk synes filosofi er interessant, men de synes måske også, den er svært tilgængelig.«

Det hele begynder med, at Sofie kommer hjem fra skole og tømmer postkassen ude foran sit hus på Kløvervejen 3. Der plejer at være en stak reklamer og rudekurverter, som hun lægger på bordet i køkkenet, inden hun går op på sit værelse for at lave lektier. Men den dag er der kun en konvolut med hendes navn på.

Indeni er et lille kort, hvorpå der står ’Hvem er du?’ I det hele øjeblik er Sofie ikke længere bare »et subjekt, men bliver til et objekt«, siger Jostein Gaarder: »Hun ser på sig selv i spejlet og ser ikke længere bare et barn, men et menneske i verden. Det sker for alle børn, at de på et tidspunkt begynder at stille disse store universelle spørgsmål, som filosofien arbejder med.«

I bogen gentager Sofie det spørgsmål, som Jostein selv stillede som barn: »Var det ikke mærkeligt, at hun var i verden lige her og nu, at hun kunne liste omkring i sådan et forunderligt eventyr?« Brevene viser sig at være et filosofikursus, der, som det hedder i bogen, »skal behandles med stor forsigtighed.«

Kurset starter med de græske naturfilosoffer, kommer omkring de fleste hjørner i den vestlige filosofihistorie og fungerer også som et opslagsværk. I registret bag i bogen kan man finde Hegel, Heidegger, Aquinas, Sokrates og alle de andre og blive henvist til de steder, hvor Sofie diskuterer fornuft, fri vilje, dybdepsykologi og det ondes problem. Sofie møder med tiden sin filosofilærer Alberto, og han får Sofie til at se på sine egne livsvalg i et filosofisk perspektiv.

En romanfigur flygter

Sofies Verden er en fejring af den menneskelige evne til at undre sig, der i forfatterens øjne er stærkest i barndommen. Det er et humanistisk festfyrværkeri, og muligvis en af de første cross over-bøger – altså en bog, der egentlig er skrevet til børn og unge, men også læses af voksne. Siden Harry Potter har vi været vant til den slags, men det var man ikke dengang i starthalvfemserne. Voksne mennesker læste ikke ungdomsromaner dengang, men de læste Sofies Verden.

Efter Harry Potter eksploderede bogmarkedet i trolddomsskoler, heksekræfter og andre overnaturlige verdener, men der var ikke på samme måde tale om en Sofies Verden-effekt. Man kan måske med god vilje sige, at den norske billedbogsillustrator og forfatter Stian Hole har et slægtsskab med Jostein Gaarder, men der kom ikke flere hyldemeter filosofikurser i romanform. Sofies Verden er stadig ret unik i børnelitteraturhistorien.

Jeg læste den også, da jeg selv var teenager. Faktisk læste jeg den så meget, at jeg måtte forstærke omslaget med bogbindertape, for at den ikke skulle falde fra hinanden. Da jeg genlæste den inden interviewet, kunne jeg som voksen konstatere, at Sofies Verden ikke bare er en fantastisk medrivende historie og en levende introduktion til filosofihistorien. Det er også mansplaining i romanform.

Men Jostein Gaarder afviser på ingen måde, at hans projekt med Sofies Verden også var didaktisk. Det er af afgørende betydning, at mennesket konstant stiller sig selv de grundlæggende filosofiske spørgsmål, mener han. For at tydeliggøre det endnu mere blev Sofie til en romanfigur i romanen. Hun opdager på et tidspunkt, at hun og filosofilæreren Alberto er karakterer i en historie, som en far er i gang med at fortælle sin datter, Hilde.

»Meget ofte kan det anskueliggøre filosofiske positioner, at man peger på, at forfatteren træffer beslutninger, der påvirker karaktererne.«

Da Sofie opdager, at hun kun eksisterer i en andens fantasi – blot er en karakter i en historie, forsøger hun at bryde ud af den. Hun forsøger at flygte ud af siderne. Men idet hun gør det, må hun, historien og alle karaktererne omkring hende forsvinde. Det er en beslutning med konsekvenser.

»Sofie gør jo noget umuligt. Hun kæmper for sin autonomi og sin selvstændighed, men når du siger selvstændighed, må du også sige ansvarlighed. Det er en parallel til, at det er et menneskeligt ideal at stræbe efter frihed, men er den mulig? Kan vi nogensinde være frie fra andres påvirkning eller fra at påvirke andre?« spørger Jostein Gaarder.

Det vigtigste spørgsmål mangler

Da Jostein Gaarder skrev bogen om Sofie, havde verden lige åbnet sig. Muren var faldet, fremgang, fred og optimisme dominerede. I dag ser verden anderledes ud. Og ja han ville have skrevet bogen anderledes i dag.

»For mig er det en demonstration af, at filosofiske spørgsmål ikke er statiske. Der er nogle filosofiske spørgsmål, vi stiller os selv igen og igen, der har at gøre med det at være et menneske, og så er der nye spørgsmål i nye generationer. Og det vigtigste spørgsmål i vor tid, kom jeg slet ikke ind på i Sofies Verden,« siger Jostein Gaarder og fortæller, at det skammer han sig over. Han bliver skamfuld, fordi han dermed bekræftede en grundlæggende menneskelig mangel.

Det store filosofiske spørgsmål i vor tid er ifølge Jostein Gaarder: »Hvordan skal vi klare at bevare livsgrundlaget på vores planet? Jeg forstår, at vi er mennesker. Vi er legende, og vi er forfængelige, og vi ser på hinanden og til alle kanter, men det er ikke en medfødt menneskelig egenskab at tænke mange generationer fremad,« siger han og tilføjer: »Men det må vi lære.«

»Efter Kopernikus og Galileo opdagede, at det ikke er solen, der går rundt om jorden men omvendt, så forandrede det hele vores tænkemåde. Vi har brug for en sådan ny kopernikansk vending. Vor tid, den du og jeg lever i, er jo for os to den vigtigste periode i verdenshistorien, men sådan kan vi ikke leve. Den menneskelige tilstedeværelse på jorden er nu så betydelig, at den påvirker kommende generationer på en måde, som ikke er set før i historien. Dette påvirker selve livsgrundlaget på jorden. Det er et helt afgørende filosofisk spørgsmål at forholde sig til.«

Det er i virkeligheden et moralfilosofisk spørgsmål, mener han: »Jeg kunne have taget det med, da jeg gennemgik Spinoza, men det gjorde jeg ikke. Det må jeg bare erkende,« siger han.

Jeg forsøger, at trøste ham med, at klimaforandringer jo ikke virkede så presserende dengang i starthalvfemserne, som de gør nu. Han liver op og siger, at han jo også lige siden har været overordentlig engageret i miljøaktivisme, og han er en del af en række støtter og initiativtagere bag et sagsanlæg mod den norske stat som Greenpeace og foreningen Natur og Ungdom fører her i efteråret i protest mod opdyrkelsen af nye oliefelter i det sårbare arktis. Han har også indstiftet en miljøpris og er en af de mest vidende og aktive forfattere i miljøbevægelsen.

»Jeg skrev faktisk også en ungdomsbog, hvor jeg forsøgte at stille dette grundlæggende filosofiske spørgsmål: Hvad er konsekvensen af den menneskelige tilstedeværelse på planeten, og skal vi tage ansvar for det – hvad sker der, hvis vi lader være?«

Bogen hedder Anna og Nova – en magisk fabel om jordens overlevelse. »Det er jo en vældig politisk korrekt bog,« undskylder Jostein Gaarder, som om han ikke selv er helt tilfreds med resultatet og stadig ærgrer sig over, at han ikke havde planetens overlevelse med dengang for 25 år siden og dermed kunne sende det største filosofiske spørgsmål i vor tid videre til millioner af læsere og de nye generationer, der igen og igen tager Sofies Verden ned fra hylden. Men han har et håb om, at nye generationer alligevel vil kunne bruge Sofies Verden til selv at stille de nye spørgsmål.

»Det Alberto gerne ville lære Sofie, var jo, at hun skulle forholde sig kritisk til alt. Også til sig selv og sin egen tilstedeværelse i verden. At hun skulle genfinde den barnlige undren, inden den forsvandt helt. For det er det, der sker med os mennesker. Vi begynder at tage verden og livet for givet.«

Derfor mener Jostein Gaarder også, at han og andre forfattere har en særlig forpligtelse. »Da jeg valgte at lade være med at blive voksen, da jeg valgte at blive forfatter, traf jeg en beslutning om, at jeg aldrig ville tage verden for givet. Det gør jeg stadig ikke. Jeg forundres og fornøjes over dette vidunderlige liv hver dag. Men det er også det, der gør, at jeg er bevidst om, at det netop ikke er givet: livet, verden, planeten. På en måde, som andre måske ikke er. Det må og skal jeg gøre opmærksom på. Og det gør jeg både som forfatter og aktivist.«

Da Jostein Gaarder skrev Sofies Verden var verden en anden og mere åben og optimistisk ja, men det betyder ikke, at han er blevet pessimist.

»Jeg har måske nok taget den omvendte rejse end min far, der gik fra at være realist til at være filolog. Ja, jeg er blevet realist, men mellem optimismen og pessimismen findes det vigtigste: håb. Og det har jeg: håb.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Jostein Gaarder siger, at det største filosofiske spørgsmål i vor tid er:

»Hvordan skal vi klare at bevare livsgrundlaget på vores planet?
Jeg forstår, at vi er mennesker. Vi er legende, og vi er forfængelige, og vi ser på hinanden og til alle kanter, men det er ikke en medfødt menneskelig egenskab at tænke mange generationer fremad,«

Her vil jeg sige - lo, det er det. Det er bare at gøre det.
Indianerhøvdinge har gjort det. Aflever jorden i god stand til de kommende generationer, Skyd ikke flere bisonokser, end bestanden kan bære. Antikkens grækere gjorde det. De allierede sig med Hermes, Pan og Dionyssos for at dyrke jagten og frugtbarheden på en bæredygtig måde, så både naturen og de selv kunne trives og overleve.

Det er oldgammel viden.
Se også Mathias Sindbergs artikel om Klimafilosofi, Moderne Tider side 8.

Trond Meiring, Torben Skov og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Det drejer sig om at øge funktionaliteten af den økologiske og teknologiske styring af verden uden at øge befolkningstallet.
Man skal ikke overromantisere pagan demografi. Men det drejer sig fortsat om at sænke antallet af fødende, fødedygtige .... kvinder. Helst forebyggende ... om nødvendigt helbredende : Jomfruofringen. Løsningen er således ikke særlig feministisk, og tilgodeser intet patriarkalsk magtfundament . Det gør det lidt tungt som populistisk sag, men det er ret nødvendigt at finde en grimasse der kan passe fordringen.

Michael Kongstad Nielsen

Igen uforståeligt fra Odd Bjertness

Tak for namedropping Michael. Hvor i teksten kommer uforståeligheden ? Første sætning ? Anden ? Et bestemt ord du ikke kender ? Det er jo ikke Offensimentum her, det er et samtaleforum ....
Og så er det nu engang interessant hvor mange betydningslag man kan pakke ind i en enkelt sætning. Indrømmer at det vakler lidt ved 'patriarkalsk magtfundament' istedet for bare 'pik' :D

Nogen voksne mennesker (herunder naturvidenskaben...) har bare glemt at det vigtigste i livet er at sikre livet, nemlig sørge for kommende generationer. Det er den dybeste drift i os.

Og hvis livet ikke er godt, hvorfor så bevare det eller give det videre? Derfor er det gode liv det 'andet ben' vi alle står på.

Derfor er det egentlig meget enkelt: Meningen med livet er at det er godt OG at det fortsætter.
Noget er-heldigvis- større end os selv.

Trist trist at DR i disse år svigter deres opgave om både at oplyse og oplive os alle. Livsmod kommer især fra resten af naturen, fra det 'religiøse' behov at finde mening og finde livsglæde.

Folkesjælen og folkedybet har gang i en masse i disse år, vi er blevet trætte af eksperter, specialister, journalister, medier, magthavere... Viden er vigtig, men den skal være troværdig!
"Civilsamfundet er ved at vågne", som jeg læste et andet sted, hurra for det!! ;o) Og kom så, DR, med mere 'bonder...-tv' og flere folk som Frank Ecihsen og holdet bag hans programmer!!! ;o) ;o)

Michael Kongstad Nielsen

Undskyld Odd Bjertness, jeg kan bare ikke forstå dig, har det nu vist sig flere gange.
Men da jeg ikke vil såre dig eller ærgre dig unødigt, bør vi nok efter det passerede undlade yderligere debat.

Det står dig frit for hvordan du vil eller ikke viul kommunikere ;) jeg selv svarer egentlig af princip på al namedropping gvis jeg ser den :
og jeg er sikker på at du forstår, at det er ikke 'mennesker' som idealt intelligens-koncept, der egentlig belaster kloden, det er den driftslave-forplantende livsform som mennesker latent er.
Der findes ingen anden livsform for hvilken 'liderlighed' er så stort et individuelt psykisk problem heller - det kan man ikke være i tvivl om som Inf.-læser :-D
Det har noget med intelligensen at gøre.
Humanismebegrebet har det ikke så godt i sin nutidige individueliserede 'rettigheds'-form, for rettighedstænkningen understøtter desværre umiddelbart problemet, men 'humanisme' er det man tidligere siden dets koncipering kaldte det ideale intelligens-koncept - kollektivt.

Kære Anita, god børne- og ungdomslitteratur har altid været for voksne også. Tænk på Astrid Lindgren, HC Andersens eventyr, alle eventyr og fortællinger, myter i det hele taget. ;o) Mvh. Anna Lønne Sørensen