Læsetid 13 min.

Det er ynkeligt at tro, at det enkelte menneske kan stille noget op i forhold til markedskræfter og klimaforandringer – men vi skal vove at være ynkelige

Ursula Andkjær Olsen har skrevet en roman om myter, markedskræfter og klimakatastrofer. Selv føler hun sig tit utilstrækkelig som menneske, så går hun rundt i cirkler, spiser resterne af sin søns madpakke og holder stædigt fast på, at det er vigtigt, at vi allesammen gør noget. At vi vover pelsen, også selv om vi ved, at det, vi gør, måske ikke batter i store globale sammenhænge
Ursula Andkjær Olsen hepper på fællesskabet og de små bevægelser. Hun tror på staten som fællesskab, men den skal helst ikke bliver for stor, så risikerer den at blive undertrykkende, og fremmedgørende. ’Island har en god størrelse, tænker jeg. Der er en god afstand mellem centrum og periferi. Man har en fornemmelse af, at det er muligt at blive valgt, hvis man stiller op til præsidentvalget. Det skaber en følelse af handlekraft og medansvar.’

Ursula Andkjær Olsen hepper på fællesskabet og de små bevægelser. Hun tror på staten som fællesskab, men den skal helst ikke bliver for stor, så risikerer den at blive undertrykkende, og fremmedgørende. ’Island har en god størrelse, tænker jeg. Der er en god afstand mellem centrum og periferi. Man har en fornemmelse af, at det er muligt at blive valgt, hvis man stiller op til præsidentvalget. Det skaber en følelse af handlekraft og medansvar.’

Sille Veilmark
9. september 2017

Da brødrene Prometheus og Epimetheus skulle uddele gaver til alle verdens væsner, glemte de menneskene. Så Prometheus stjal ilden og den tekniske snilde fra Zeus og gav den til menneskene, der derfra udviklede en svær beherskersyge.

Ifølge græsk mytologi blev Zeus så vred på Prometheus, Epimetheus og mennesket – ikke mindst – at han skabte kvinden. Hun hed Pandora, og hun havde en krukke – eller en æske, det afhænger af mytens oversætter – med alverdens ulykker. Zeus gav Pandora til menneskene, en benhård straf forklædt som en gave.

Det er Pandora, der er hovedpersonen i Ursula Andkjær Olsens seneste værk, romanen Krisehæfterne. Her er hun dels den mytiske figur fra den græske mytologi, men også en ganske almindelig og genkendelig kvinde på gaden og alt derimellem: eventyrdronning, action-heltinde og systemkritiker.

Hun forsøger i Krisehæfterne at hævne sin fortid med en dæmonisk mand – og samtidig bliver hun forladt af en anden mand. Hun skriver det hele ned, kriserne registreres i hendes skiftevis blue og black box, hun forsøger at huske og glemme, hun gransker sine drømme og prøver at udtænke ritualer for at bekæmpe den ensomhed og de tab, hun lider under. Alt imens markedskræfterne, vækstlængslen og forbrugssamfundet får kloden til at sprække i oversvømmelser og klimakriser.

Ursula Andkjær Olsen har haft Pandora med sig som myte og karakter lige siden sin første bog, digtsamlingen Lulus sange og taler fra 2000:

»Pandora er en figur, jeg altid har holdt meget af. Og det har været utrolig produktivt for mig at skrive med hende som frontfigur, da hun er så bevægelig. I det ene øjeblik er hun myte, urmoder og hævngudinde, i det næste er hun en nogenlunde almindelig og realistisk karakter, der skal med metroen fra Nørreport. Hun er en kvinde i eksistentiel krise, men hun er også repræsentant for en hel verden i eksistentiel krise,« fortæller Ursula Andkjær Olsen fra bænken ved vinduet i lejligheden på Amagerbrogade.

Det er årets første efterårsdag, muligvis også årets varmeste – i stuen er der drivhustemperatur. Fra vinduet kan man ane Ursula Andkjær Olsens barndomshjem og gaden, hvor hendes far bor i dag. Hendes søster bor lige om hjørnet, og kirkegården, hvor hendes mor er begravet, er også ganske tæt på. 

Amager er hendes hjem, det er her, hun er vokset op, det er her, hendes 8-årige søn vokser op. Og det er også her, romanens 468 sider er blevet skrevet. Der er fri passage igennem hele lejligheden, så Ursula Andkjær Olsen kan gå i beroligende cirkler, når verden bliver for kaotisk.

Fortællingen om den mytiske Pandora er på mange måder en kaotisk myte. Den foreligger i utallige versioner, det er umuligt at grave sig frem til en endegyldig eller entydig udgave. Nogle gange betyder Pandoras navn ’alles gave’ andre gange ’albegavet’ og ’algivende’. Nogle gange åbner Pandora selv krukken med ulykker, andre gange åbnes den af Epimetheus og så videre.

Den tvetydighed talte til Ursula Andkjær Olsen. Og det gør den stadig:

»Hvad fanden handler det her egentlig om? Det er ligesom den grundkonflikt, der er i hver myte. Man finder aldrig frem til et entydigt svar. Sådan er det også for Pandora, der igennem romanen forsøger at fortælle og begribe sit liv, mens hun lever det. Og det er et værre besvær.«

Det besvær og den grundkonflikt kendetegner ifølge Ursula Andkjær Olsen også verden anno 2017. Myterne opstod i en verden af kaos, en uigennemskuelig, flydende tid. Guderne skændtes, de bekrigede hinanden konstant, de lod sig drive af begær og ærekærhed og latterlige impulser. Her fandtes ikke ét centrum for magt, men mange. På den måde ligner myternes verden vores verden, mener hun:

»Der er en påfaldende lighed mellem den form for konflikt og uklarhed, der herskede dengang – og den, som hersker i dag. Siden afslutningen af 2. Verdenskrig har vi haft en forestilling om, at USA havde styr på det. At Europa havde styr på det. Den forestilling har vi i dag opgivet, det er klart for enhver, at den ikke holder. Der findes ikke ét magtcentrum, men umådeligt mange. Det er umuligt at forestille sig, at der skulle findes en bestemt måde at leve og regere på i dag.«

Ursula Andkjær Olsen har siden barnsben haft svært ved at sørge. Hun bliver vred og trodsig, når hun møder en modgangsmur og tingene bliver rigtig svære. Det er vigtigt for hende at blive bedre til at sørge, og det hjælper at skrive, fortæller hun: ’Man er nødt til at bruge vreden som motor ind i noget, der ikke er vrede.’

Sille Veilmark

Verden er et edderkoppespind

Romanen begynder, hvor myten plejer at slutte, med, at Pandora åbner sin krukke. Og det, der vælter ud, er voldsomt og anderledes, end hun troede. Det er markedskræfter og tigerøkonomier, det er Arktis, der smelter, og en gennemgribende kærlighedssorg, det er tsunamier og en dæmonisk mand.

Ursula Andkjær Olsen beskriver det selv som »ikke helt gennemtænkt«, at romanen sådan lod sig invadere af verdens politiske, økonomiske og økologiske kriser. Men de var simpelthen ikke til at komme uden om, forklarer hun:

»Jeg har meget svært ved ikke at tænke på, hvordan verden ser ud. Hvordan vores livsform får kloden til at sprække på alle ledder og kanter. Jeg har en tendens til at iagttage mig selv som et markedsmenneske: Hvad er det, du gør, Ursula? Hvorfor egentlig det? Hvorfor køber du de flotte frugter, men lader de andre rådne? Hvorfor forårsager du så meget spild, forurening og så videre?«

»Og når man først begynder at spekulere sådan, så er det umuligt at stoppe igen. Det er fuldstændig overvældende, hvor mange kredsløb der er involverede i sådan et markedsmenneskes dagligdag. Man får fornemmelsen af, at verden er ét stort edderkoppespind, og hver gang man betaler ved kassen i Netto, så ryster det hele.«

Tanken om, at mennesket sætter brutale aftryk på kloden, på økosystemerne og verdenshavene og andre mennesker, er umulig at abstrahere fra for Ursula Andkjær Olsen. Hun tænker på det hele tiden; nogle gange kan hun distrahere sig selv med forskellige gøremål, men ikke altid.

Hun længes efter en mere lokal, isoleret, afgrænset og overskuelig verden, men hun ved samtidig, at det ikke er en mulighed. Det er ikke en mulighed at kravle ud af edderkoppespindet. Hun ville være så absolut på røven i en eller anden hytte i en skov.

I sidste uge var Ursula Andkjær Olsen i Den Sorte Diamant for at overvære en samtale mellem den islandske forfatter Sjón og multikunstneren Laurie Anderson om Arktis’ fremtid. De diskuterede, hvordan man dog kan få folk til at indse, at den er helt gal. At Arktis smelter, at klimaforandringerne kommer, at de i høj grad er menneskeskabte.

»Det var en smuk samtale, men den manglede et element: Jeg er med på, at Donald Trump er absolut blank her, men resten af os har da for længst indset, hvad det er, der sker? Og klimaforandringerne kommer ikke, de er her jo allerede. Det er ikke det, der er problemet. Problemet er, at vi ikke kan gøre det anderledes. Vi er spændt fast i det her markedskræfternes edderkoppespind, vi er født med gæld, vi er nødt til at bidrage til systemet for at få tag over hovedet og tøj på kroppene, vi kan ikke leve uden penge,« siger Ursula Andkjær Olsen.

»Det er ganske absurd, at vi tror, vi er så frie i dette postmoderne og hyperspecialiserede samfund. Vi himler op om frihed og frigørelse, vi tror, vi er inkarnationen af greatness. Men det er jo totalt løgn!« siger hun, rejser sig energisk op i stolen og sætter sig ned igen:

»Sandheden er jo, at der aldrig har levet så hjælpeløse væsner, som os moderne mennesker. Jeg tror ikke, at der nogensinde har levet et så hjælpeløst væsen som mig? Jeg ved ingenting om overlevelse, alt hvad der handler om overlevelse, det tager nogle andre sig af for mig. Jeg henter bare maden i supermarkedet, vandet er i hanen, varmen er i radiatorerne, jeg har træk og slip-toilet. Og politikerne? De er ikke til megen hjælp, de har travlt med at passe på markedet, de er optagede af at sikre forbrug og frihandel.«

Curlingmor og -marked

Pandora er i Krisehæfterne dybt betaget af forbrugssamfundet, af markedskræfterne og produktionsmekanismerne. De minder nemlig påfaldende meget om Pandora selv. De er også straf forklædt som en gave.

Systemerne er camoufleret som økonomisk rationalitet, som effektivitet, de ser forfinede og kontrollerede og yderst produktive ud. Men de er obskure, de er »en fladpandet misforståelse«, de er »en syndflod af direktører«, hedder det i romanen. Markedskræfterne og økonomierne besidder hos Ursula Andkjær Olsen en rationalitet, som er gået amok. De har løbet os over ende, de er blevet til en destruktiv natur, til ødelæggende orkaner og dødbringende tsunamier. Men vi må på ingen måde røre ved dem, lyder det i romanen, de skal have absolut ro:

»Hele menneskehedens historie har handlet om at beherske – eller i det mindste regulere – naturen, og så nu, så himler folk op om, at man endelig ikke må regulere deres nye natur, markedet, det må man ikke.«

Nej, der er brug for markedsbeskyttelse, markedsreservater, markedsfredning, forklarer Ursula Andkjær Olsen. Ingen må regulere eller hæmme væksten, den skal vokse vildt og voldsomt. For markedet er de økonomisk liberales elskede barn, og de økonomisk liberale er markedets overbeskyttende curlingmor, forklarer Ursula Andkjær Olsen:

»Det forekommer ikke bare komisk, men næsten naturstridigt, hvordan økonomierne og markedskræfterne skal fritages for den kontrol- og beherskelsessyge, der har kendetegnet mennesket de sidste årtusinder. Og forestillingen om, at markedet er rationelt, er knald i låget. Er det økonomisk rationalitet, at vi overproducerer, overforbruger og forpester vores klode, så vi snart ikke kan være her længere? Det tror jeg ikke,« siger hun.

Markedet skal ned fra sin piedestal. Og det er ikke blot de få, den finansielle elite, der skal have adgang til det, mener hun. Nej, markedet skal derimod holdes i stramme tøjler af nogle demokratiske enheder, stater og overstatslige instanser. Eller også skal vi trin for trin melde os ud, lave andre økonomier, andre livsformer. Ursula Andkjær Olsen er åben for forslag.

»Jeg håber nok, at min måde at skrive på kan være med til at rykke rundt på tingene, tildele forskellige fænomener en anden status end normalt. Når markedskræfter bliver til naturkræfter, så blotlægges paradokserne og vanetænkningen. Måske kan det rykke ved vores opfattelse af, hvad det er, man kan gøre som menneske i det her edderkoppespind?«

Ursula Andkjær Olsen tænker konstant på kriserne, på klimaforandringerne. På hvordan verden er et edderkoppespind, der ryster, hver gang hun køber ind i Netto eller på anden måde bidraget til forbrugssamfundets ressourcespild, overforbrug og misbrug af klode og mennesker. Når det bliver for meget, så bevæger hun sig langsomt i cirkler. På den måde smadrer hun ikke noget, men hun forstener heller ikke helt i mismod og handlingslammelse.

Sille Veilmark

Gamle madpakker

Mest af alt så skal vi gøre mere ingenting, mener Ursula Andkjær Olsen. Vi skal gøre mindre, vi skal arbejde mindre, vi skal flyve mindre, vi skal købe mindre, vi skal smide mindre ud. Og så skal vi gå i ring, i cirkler. Det er det, Ursula Andkjær Olsen gør, når det hele bliver for overvældende – og det gør det tit.

»Jeg føler mig tit helt vildt utilstrækkelig som menneske, når jeg ikke evner at tænke på fremtiden, men heller ikke kan komme på alternative livsformer. Det hjælper at gå i ring, det beroliger mig. Jeg gør ikke skade, jeg får ikke edderkoppespindet til at ryste, men jeg forstener heller ikke helt i mismod og lammelse.«

Forestillingen om, at det enkelte menneske kan stille noget op i forhold til markedskræfter og klimaforandringer, er latterlig. Ynkelig endda. Og det er derfor, det er svært for os at gøre noget, mener Ursula Andkjær Olsen:

»Det er vigtigt, at vi tager ynkeligheden på os i disse tider. Det handler om at vove den ynkelige og latterlige handling og forandring. Det er vigtigt, at vi gør noget, at vi vover pelsen, også selv om vi ved, at det, vi gør, måske ikke batter i store globale sammenhænge. Det handler om at indøve og træne sig selv i nye vaner.«

Ursula Andkjær Olsen er benhård, når det gælder madspild. Hun er blevet fuldstændig besat af det, hun kan ikke smide ud, fortæller hun:

»Så jeg spiser min søns gamle madpakker til morgenmad. Og jeg forsøger at købe så lidt som overhovedet muligt. Jeg skal bruge det, dér er. Og jeg ved jo godt, at det ikke gør en forskel i det store billede – det er derfor, det er svært og hårdt, men ikke desto mindre vigtigt at blive ved. Det handler om at tage ynkeligheden på sig og insistere på, at de mikroskopiske forskelle er forskelle.«

Vreden som motor

Krisehæfterne er den 46-åriges forfatters første roman nogensinde. Hendes omfattende og prisbelønnede forfatterskab består af elleve digtsamlinger, en hel del dramatik, essays om musik og mere til.

Men selv om formen er ny, så er der noget ganske velkendt over Krisehæfterne. En del tematikker og billeder går igen: kvindekrop og moderskab, samfundskritik og naturbegreb, kynisme, sorg og naivitet, irrationalitet forklædt som rationalitet. Og vreden – ikke mindst – som var en heftig motor i digtsamlingen Udgående fartøj fra 2015. Vreden er også en motor i Krisehæfterne. Pandora er en vred kvinde, hun er til tider absolut afsindig og blændet af raseri mod guderne, menneskene og den dæmoniske mand. Hun nærmest råber ad sin læser.

Ursula Andkjær Olsen tror på, at vreden kan være ganske produktiv. I kunsten, i litteraturen, men også i samfundet:

»Hvis man får kanaliseret vreden ind i noget godt, så kan den være en ekstrem stærk motor. Langt stærkere end både skam, skyld og dårlig samvittighed. Der er energi og handlekraft i vreden, der er varme og glød og lyst i den. Hvis vi bruger al den vrede, der er i det her samfund til at gøre noget, ændre noget, så kunne det virkelig rykke noget, tror jeg,« siger hun og tilføjer: »Det kræver jo en lidt vred motor at starte dagen med sådan en halvgammel agurk fra gårsdagens madpakke.«

Vi er som samfund ikke gode til at håndtere vreden. Vi er ikke gode til at kendes ved den, acceptere den og forholde os til den på en produktiv måde. Og det skyldes ikke, at vreden er en mangelvare i disse år, tværtimod.

»Der er mange gode grunde til, at vreden trives for tiden. Men det er altså de uheldige bevægelser, der er bedst til at tage den til sig. Terroristerne, ISIS, Trump og den slags. Og vreden er jo også tit en besværlig følelse, den er svær at omgås. Men jeg tror, det er vigtigt, at vi andre også bygger nogle drivhuse, der kan rumme vreden. Så den også kan blive brugt til andre, gode ting.«

Ursula Andkjær Olsen er et menneske, der kender vreden ganske godt. Hun har aldrig været god til at sørge, hun kan simpelthen ikke finde ud af det. Hun ved, hvor totalt rasende, desperat og afmægtig man kan blive af ikke at kunne sørge.

»Det karaktertræk, den manglende evne til at sørge, den har jeg nok haft, siden jeg var barn. Min mor var syg, siden jeg var ret lille, og døde, da jeg var 19 år. Jeg har tit haft brug for at kunne sørge, men jeg har vitterligt ikke været god til det. Det karaktertræk har jeg lånt til Pandora.«

– Men Pandora bliver bedre til at sørge, som romanen skrider frem? Er du også blevet bedre til det?

»Det tror jeg, ja. Det ændrede noget for mig at skrive Udgående fartøj, der er skrevet fra et så afsindigt og besværligt vredt sted. Det frisatte et eller andet i mig, det gjorde vreden og knuden så synlig for mig. Og det gjorde det tydeligt, at man er nødt til at bruge vreden som motoren mod et eller andet, der ikke er vrede,« siger Ursula Andkjær Olsen og referer til et af romanens genkommende mantraer: »Der er et ønske inden i vreden.« Det er det ønske, Pandora – eller Ursula Andkjær Olsen og alle  andre med hang til vrede – må bruge sin energiske vredesmotor på at finde frem til.

En styrkende eliksir

Men hvordan egentlig? Hvad er det, kunsten kan, når det gælder bekæmpelsen af markedskræfter og klimaforandringer? Hvad er dens formål? Og hvad er forfatterens opgave? Den slags spørgsmål udløser en ret stor skepsis hos Ursula Andkjær Olsen – og mange andre, velsagtens.

»De er irriterende, den slags spørgsmål. Jeg er stadig så stor tilhænger af forestillingen om kunstens autonomi, at jeg nødigt vil tvinge en formålsbeskrivelse ned over den. Men jeg håber inderligt, at mine bøger kan give noget godt til andre,« siger hun og referer til den amerikanske forfatter Ursula K. Le Guins ’bæreposeteori om fiktion’ fra essayet af samme navn. Her er fiktionen – og måske kunsten i bredere forstand – en slags bærepose fyldt med forskellige former for helende medikamenter:

»I min roman er det ikke en bærepose med medicin, der rummer det hele – og det helende! Det er derimod den skiftevis blue og black box, der registrerer alting i Pandoras liv, i takt med at hun falder. Det er en slags kortlægning af en krisetid, et styrt,« forklarer Ursula Andkjær Olsen og fortsætter:

»Jeg arbejder ikke med enstrengede forløb. Jeg arbejder med nogle forskellige elementer og spor og forsøger – ligesom Ursula K. Le Guin beskriver det i sin bæreposeteori – at få dem til at stå i et stærkt forhold til hinanden og til os,« siger hun og uddyber:

»Det er det, jeg håber, at nogle får ud af den her bog. Jeg håber, de læser den og langsomt mærker, hvordan elementerne blander sig inden i dem til en slags styrkende eliksir. Det håber jeg virkelig.«

For der er brug for styrkende eliksir, der er brug for modstandskraft, litteratur og fiktioner, når fremtiden er svær at få øje på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Få adgang til hele artiklen og uafhængig kvalitetsjournalistik.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Benno Hansen
    Benno Hansen
  • Brugerbillede for Holger Madsen
    Holger Madsen
  • Brugerbillede for Jørn Andersen
    Jørn Andersen
  • Brugerbillede for Ejvind Larsen
    Ejvind Larsen
  • Brugerbillede for Mikael Velschow-Rasmussen
    Mikael Velschow-Rasmussen
Benno Hansen, Holger Madsen, Jørn Andersen, Ejvind Larsen og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Anna Sørensen

Spøjst at møde sådan en overskrift:
Det er ynkeligt at tro, at det enkelte menneske kan stille noget op i forhold til markedskræfter og klimaforandringer – men vi skal vove at være ynkelige.
Det er da netop grundlaget i al demokrati-tænkning, at vi NETOP kan gøre en forskel med hver vores stemme og hver vores indsats!!??
Og historien, ja vores samtid, er desuden fyldt med eksempler på enkelte mennesker, der gør en enorm forskel, som har vidt rækkende følger. Tænk på Nelson Mandela, Obama, Gandhi, Mother Theresa, eller bare de få mennesker, der vælger at starte et nyt parti herhjemme Alternativet. Eller de mennesker i forskellige dele af Danmark, der lige nu gør masser af forskel og sætter store, vigtige begivenheder i gang, der rækker langt og sætter nye ting i gang. ;o)
STOP nu den dumme dumme snak om at 'lille mig nytter ikke noget'... Tak! ;o)

Vibeke Hansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Trond Meiring, Johnny Winther Ronnenberg og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kurt Bertelsen Christensen
Kurt Bertelsen Christensen

Sådan, selvfølgelig skal vi være og blive vrede når de vi har betroet magten over os, misbruger den for (blot) at beholde den. Vi skal blive vrede, det er vores pligt i et demokratisk styre.

Vibeke Hansen, Holger Madsen, Torben Skov, Trond Meiring og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

"Så jeg spiser min søns gamle madpakker til morgenmad" - stakkels søn!

Nå Jesus havde det jo heller ikke let, det er hårdt at være barn af de goe.

Brugerbillede for Grethe Preisler
Grethe Preisler

Først en tilståelse: Jeg læser ikke skønlitteratur for at blive klogere på, hvad jeg som fødevarekonsument skal mene om og gøre ved denne og hin aktuelle politiske problemstilling. In
casu problemet med overproduktion, overforbrug og spild af fødevarer i relation til følgerne af de globale klimaændringer i et land, hvor få endnu har for meget og flere stadig for lidt.

Når det er sagt, vil jeg da gerne give mit besyv med om, hvor vidt jeg tror, det er en god ide, at forældre med hjemmeboende børn og unge erstatter deres egne morgenmåltider med daggamle rester af gårsdagens frokost fra børnenes madkasser. Det tror jeg faktisk ikke det er, hvis jeg skal være 'hudløst ærlig' som man siger, når man ikke rigtigt ved, hvad man kan tillade sig at ytre om noget uden risiko for at blive klandret for utidig 'politisk korrekthed' ... ;o)

Brugerbillede for Trond Meiring

Det er i sandhed herligt, og det giver da nyt og friskt mod, at få høre om ungdommens store ambitioner på miljøets og fremtidens vegne.
Grethe, jeg tror nu, at hvis du bare husker at spise op dine grønsager og brombær, går langsomt og lader være med at formere dig, så skal du få stemplet "økologisk godkendt socialist" af mig.
;-)

Grethe Preisler og Johnny Winther Ronnenberg anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler
Grethe Preisler

Så er det jeg nu 'i min alderdoms vår' gerne vil vide, hvornår man holder op med at være 'ung' med de unge og så småt begynder at indstille sig på at være 'midaldrende', Trond Meiring ... ;o)

Brugerbillede for Recep INAL

Hvor "ill-liberalt" og "ufrisindet" kan man være hos Information til at undertrykke mine nødråb til vor Store Zeus. Er Information nu gået hen og bleven - efter at have mistet sin retnings sans takket være post-modernisme og neo-liberal fundamentalistiske - tilhænger af Jesus Kristus for at blive "re-born"?