Læsetid: 4 min.

Anderledes Strindbergfortolkning viser prisen ved at udleve sine erotiske fantasier

Amanda Collins unge frøken Julie gør Henning Jensens herskabstjener kulret. Hans forpinte ansigt afslører prisen for at udleve sine erotiske fantasier om en yngre kvinde i Staffan Valdemar Holms aldersmanipulerede Strindberg-fortolkning i Skuespilhuset
Instruktør Staffan Valdemar Holm og scenograf Bente Lykke Møller viser, at det er muligt at forgribe sig på Strindbergs klassiker og få noget aldeles nyt ud af stykket: Forførelsen bliver til fortabelse.

Instruktør Staffan Valdemar Holm og scenograf Bente Lykke Møller viser, at det er muligt at forgribe sig på Strindbergs klassiker og få noget aldeles nyt ud af stykket: Forførelsen bliver til fortabelse.

Camilla Winther

20. oktober 2017

»Erotisk og humoristisk drama«.

Sådan skriver Det Kongelige Teater på sin hjemmeside om Frøken Julie, velsagtens for at lokke publikum i teatret. Men ’humoristisk drama’ er der altså ikke særlig meget af i August Strindbergs forhærdede midsommernatstragedie.

Det ved instruktøren Staffan Valdemar Holm og scenografen Bente Lykke Møller alt om. De fik deres gennembrud som teaterpar netop med en opsætning af Frøken Julie helt tilbage i 1992 på Park Teatret på Østerbro – med Berrit Kvorning, Henrik Jandorf og Bodil Lassen i de tre roller som herskabsfrøkenen frøken Julie, godsets tjener Jean og hans forlovede, kokkepigen Kristin.

Opsætningen fik hele Strindbergtraditionen til at skælve, fordi den var så brutal i sin tilgang til denne erotiske køkkenklassiker, der i Holm & Møllers hænder nærmest blev en slagtningstragedie.

Pirrende aldersforskel

Her 25 år senere er Holm & Møller tilbage med en ny og helt anderledes fortolkning af dramaet. Her er det egentlig ikke frøken Julie, men tjeneren Jean, der er hovedrollen. Og her er det aldersforskellen mellem den unge frøken og den gamle tjener, der bliver det pirrende omdrejningspunkt – langt mere end det sociale skel mellem overklassekvinden og underklassemanden.

Holm & Møller har desuden lagt et lag af voyeurisme ind over forestillingen. Herregården er visuelt opløst, så køkkenet glider ud i ét stort scenerum – med koksgråt komfur og koksgrå kakkelovne og koksgrå senge stående frit på det koksgrå gulv. Her kan alle tre personer hele tiden se hinanden, samtidig med at publikum kan se alt. Og her ender Strindbergs erotiske replikleg med udlevet sex mellem frøkenen og tjeneren.

I teksten foregår det hemmelige møde oppe i tjenerens værelse og dermed kun i tilskuerens fantasi. Men i denne opsætning foregår det lige for øjnene af tilskuerne og altså også af kokkepigen. Og Holm pisker det absurde one night stand frem ved at opfordre tilskuerne til klappe med. Følelsesløst i stønnetakt.

Kun ridepisken mangler

Henning Jensen er den perfekte Jean. Denne skuespiller har alle den ærgerrige tjeners ambitioner i sit årvågne blik. Hans diktion er sublim, og han udtaler ethvert muligt fremmedord en lille smule fransk med grotesk akkuratesse. Henning Jensen er den ultimative psykologisk-realistiske skuespiller i sin generation.

Samtidig har iscenesættelsen åbnet for tjenerens smerte. Her afslører Jean en forpint erkendelse af, at hans maskuline overmagt egentlig kun er en drøm, fordi Julies ungdommelige kådhed og seksuelle nysgerrighed er meget stærkere end hans egen potens. Hans fantasi om at forføre den fine frøken i kniplingskjole ender i hvert fald her som et overgreb, hvor det faktisk er hende, der kaster sig over ham – og hvor hun rider ham i samme stil, som hun tidligere har redet sin heste og sin bortløbne forlovede. Det er kun ridepisken, der mangler ...

Henning Jensens liderlighed og selvindsigt kæmper mod hinanden så voldsomt, at følelserne bringer ham til et decideret sammenbrud bag uniformsjakken. Selv grevens nypudsede støvler, der sædvanligvis bruges af Jean-skuespillere som en konkret redningsplanke tilbage til hverdagslivet, taber her deres kraft. Denne følsomme Jean klarer ikke midsommernatten som den herskende. Tværtimod.

Plateausko med virkning

Det gør frøken Julie heller ikke. Den lysende Amanda Collin står med sin høje, smalle frøkenkrop helt oppe på styltehøje, hvide plateausko og fordrejer hovedet på Henning Jensens Jean. Hun stiller sig simpelthen lige foran ham, helt ublu og nedringet. så hans øjne uvægerligt stirrer direkte ind i hendes ungpigebryster. Det virker – kontant og fatalt.

Det interessante er, at hans liderlighed faktisk ikke gør ham overlegen, men underlegen. Netop nu, hvor han ellers har fået chancen for at erobre hende i hendes skrøbelighedssmukke, hvide kjole, der ligner et forstyrret papirklipsmotiv af H.C. Andersen.

Instruktøren har gjort denne frøken Julie psykisk syg fra begyndelsen. Amanda Collins smukke hestehalekvinde taler forceret med melodiløse, stiliserede sætninger. Hun balancerer fejende flot og uforudsigeligt mellem forkælet ulidelighed og blussende vanvid i sin ufrivillige handlingslammelse som ugift overklassekvinde. Alligevel kommer man ikke til at få medlidenhed med hende. Det har iscenesættelsen forhindret, netop fordi hun er gjort så syg. Derfor bliver Julies drama også mindre – og mindre smerteligt at overvære.

Olesen skanner scenen

Henning Jensens Jean indser ikke, hvor syg hun er, før det er for sent. Det gør til gengæld Kirsten Olesens Kristin. Hun kender sit værd. Hun kender sin plads. Og hun holder liv i sin slunkne forlovelse med Jean, når hun udlever sit nøjsomme begær i en forhastet lørdagstur på skødet af ham i gyngestolen. Kirsten Olesens blik skanner frøkenen. Hendes Kristin retter på sin tynde-tynde, grå fletning og trækker stolt sit smykkekors frem på blusen, når hun nedladende stirrer på sin konkurrent. Også da frøkenen med falsk Staffan-stemme siger:

»Du skal ikke være urolig, Kristin. Jeg tager ikke din forlovede fra dig.«

Men da denne Kristin opdager, hvad der sker mellem hendes kæreste og frøken Julie, forstener hun. Da mærker man, hvordan mange års bryllupsdrømme pludselig truer med at vælte. Og da hun tager sit arbejdstøj af for at skifte til kirketøjet, lægger hun tøjet i en bunke så sirligt som blomsterne på en kiste.

Det gør ondt at se. Her vinder forestillingen ved sin smerte. Og her viser Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Møller, at det er muligt at forgribe sig på Strindbergs klassiker og få noget aldeles nyt ud af stykket. Prisen er, at stykkets indre logik mellem personerne går i opløsning undervejs. At forførelsen bliver til fortabelse. Og at stykkets oprindelige karakter af ’naturalistisk sørgespil’ bliver fordoblet.

Så hvad moralen er her? At man skal tænde på en jævnbyrdig – og lade de ældre og yngre ligge i deres egne senge. Ellers går det galt.

’Frøken Julie’. Tekst: August Strindberg (1888). Oversættelse: Sven Holm. Bearbejdelse: Staffan Valdemar Holm og Louise W. Hassing. Iscenesættelse: Staffan Valdemar Holm. Scenografi: Bente Lykke Møller. Lysdesign: Clement Irbil. Det Kongelige Teater i Skuespilhuset til 24. januar 2018

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu