Læsetid: 7 min.

Brandes endte i pistolduel over en anmeldelse. Strunge anmeldte bare sig selv

De kan være korte og lange, dramatiske og perfide, forkerte og forfalskede – og af og til lidt for hurtige. Anmeldelsen kan antage mange former og har til tider også haft alvorlige konsekvenser for både den kritiserede og kritikeren selv. Vi bringer her et uddrag og fortæller om dengang, Jørgen Leth anmeldte en aflyst koncert, om dengang Michael Strunge anmeldte sin egen digtsamling, og om dengang Hans Brix tværede en ny bog ud med 14 ødelæggende ord
Karen Blixens ’Syv fantastiske fortællinger’ fik en meget blandet modtagelse, da den udkom.

Karen Blixens ’Syv fantastiske fortællinger’ fik en meget blandet modtagelse, da den udkom.

Getty Images

6. oktober 2017

Den fejlagtige

Da Karen Blixens Syv Fantastiske Fortællinger udkom i 1935 var modtagelsen meget blandet. Langtfra alle anmeldere i den hjemlige litterære andedam var klar til Blixens særlige skrivestil.

Hans Brix skrev i Dagens Nyheder, at bogen var »uden for al Moral«, mens en bornert Frederik Schyberg i Berlingske Tidende tog anstød af den »grænseløse erotiske Nyfigenhed« og ikke mindst af »Perversiteten«: »Ordet er grimt, men der findes intet andet, naar man skal betegne den Kendsgerning, at der i de syv Fortællinger ingen normale Mennesker findes,« skrev han lang tid før ordet queerlitteratur blev kendt.

Den største historiske fejldom tegnede Richardt Gandrup fra Aarhuus Stiftstidende sig dog for, da han om Syv Fantastiske Fortællinger kort og godt slog fast: »Nogen blivende Plads i dansk Digtning vil den ikke komme til at indtage.«

Andre så mere klart. I Tilskueren udråbte Paul la Cour Syv Fantastiske Fortællinger til »et Stykke Verdenslitteratur«, i Politiken kaldte Tom Kristensen slet og ret bogen for »genial«, mens Otto Rung fra Berlingske Aftenavis sammenlignede forfatterens ankomst til dansk litteratur med at »se den flyvende Hollænder sejle ind i Langelinies Baadehavn mellem Amatørklubbens Søndagsbaade«.

Den forfalskede

I 1985 udkom digteren Simon Lacks Verdenssøn. Digtsamlingen blev anmeldt i Politiken af en af tidens helt store lyrikere, Michael Strunge, der skrev om bogen: »Men dette er ikke nederlagets poesi, for Lack har skønheden med sig og behersker sin depression gennem poesiens spinkle, men bæredygtige struktur. Han kan flyve.«

Hvad hverken Politiken eller dens læsere imidlertid vidste, var, at anmelderen var den samme som forfatteren. Gemt bag pseudonymet Simon Lack var Michael Strunge, der altså selv havde skrevet den digtsamling, han nu i avisens spalter roste for dens »skønhed«.

Michael Strunge

Morten Langkilde

Mistanken om et dubiøst sammenfald begyndte snart at sprede sig og gav de følgende dage anledning til en serie af detektiviske artikler i Politiken.

Først anslaget den 29. april: »Mystik om den nye digtsamling Verdenssøn, der er udgivet af pseudonymet Simon Lack – Hvem er det i virkeligheden?«

Så konfliktoptrapningen den 1. maj: »Det menes nu afsløret, at Michael Strunge skjuler sig bag pseudonymet Simon Lack. En sammenlignende analyse mellem to breve afsendt fra henholdsvis Strunge og Lack viser et klart sammenfald mellem skrivemaskine, brugen af grøn kuglepen og håndskrift.«

Og endelig forløsningen den 2. maj: »Digteren Michael Strunge indrømmer, at det er ham, der gemmer sig pseudonymet Simon Lack.«

Den lidt for hurtige

I 1964 anmeldte en ung Jørgen Leth jazztalentet Roland Kirks koncert i KB-hallen. Leth var ikke videre imponeret og kaldte koncerten »en standardprøve på, hvad han kan udrette med indtil fire instrumenter samtidig«. Problemet var bare, at Kirk aflyste sin koncert i sidste øjeblik på grund af en udmattet bassist, som havde optrådt flere gange den dag, og ikke kunne vride mere jazz ud af strengene.

Roland Kirk

Dominique Gonot/Getty Images

I sin bog Det uperfekte menneske skriver Leth, at han havde hørt Roland Kirk spille på Jazzhuset Montmartre to uger tidligere. Og at han ikke var vild med det. »Jeg tænkte, skidt med Roland Kirk, ham har jeg næsten lige hørt. De er her, de spiller, tænkte jeg, jeg ved, hvordan de spiller. Jeg tager en taxa ind til bladet nu.«

Den slags går selvfølgelig ikke opmærksomme avislæsere næsen forbi, og dagen efter bragte Politiken følgende spørgsmål: »Det er i sandhed interessant at læse Politikens omtale om, hvorledes Roland Kirk tog sig ud på scenen – i betragtning af, at han overhovedet ikke optrådte!«

Anmeldelse udløste ramaskrig i de danske jazzkredse, som tidligere havde beskyldt Leth for at anmelde koncerter uden at have overværet dem, og nu blev redaktionen bestormet med hadefulde læserbreve. Kontrabassisten Erik Moseholm truede endda med at trække sig ud af Den Danske Jazzkreds, hvis ikke Leth gjorde det i stedet. Leth røg ud med fuld (jazz)musik.

De helt korte

Nogle gange siger få ord mere end mange. At sige meget på kort plads var en disciplin, som anmelder Hans Brix mestrede til perfektion, og siden han bragte minianmeldelsen ind i dansk presse i 1930’erne, har den været imiteret mange gange – især udi nedsablingens kunst.

En af hans korte henrettelser var af Johannes

Johannes Buchholtz

Ritzau
Buchholtz’ Fugle på taget i Berlingske Aftenavis i 1938: »Tolv noveller. Fugle på taget. Hvad for fugle. Ikke duer. Hvorfor ikke? Duer ikke.« Så let kan det gøres.

Poul Borum har været anmelderkorpsets største arvtager til de korte anmeldelser. Han var digter, men bedst kendt for sine svidende anmeldelser af dansk samtidslitteratur i Ekstra Bladet. En af klassikerne fra hans hånd er af Sten Kaaløs digtsamling Fuglevinger fra 1990 og gjort på versefødder:

Alt hvad som fuglevinger fik

har også klatter gjort,

og med klicheers træk og slip

går Kål-øh jo som smurt.

Danmarkshistoriens måske korteste stykke kritik stod i litteraturmagasinet Standart i december 1989. Her anmeldte den unge journalist Thomas Thurah Klaus Rifbjergs nye roman Det ville glæde, og skulle kun bruge et enkelt ord. Ordet var »Hvem?« Siden har Thomas Thurah anmeldt Rifbjerg knap så nærigt.

Den pinlige

Den 4. juli 1994 var Politikens musikanmelder Anders Rou på Roskilde Festival. Her skulle han anmelde den danske, alternative kvintet How Do I, og han anmeldte dem yderst positivt.

Thom Yorke fra Radiohead

Roy Tee

Han studser i anmeldelsen over, at man har valgt at sætte så ukendt et navn på den store, grønne scene, men måske skulle han have lyttet til sine egne instinkter. I stedet beskriver Rou begejstret koncerten som en »uafviselig, fælles sejr for gruppens særegne guitarpop og et kæmpestort publikums begejstrede opbakning«.

Han måtte dog hurtigt pakke sin benovelse væk, da det senere stod klart, at han ikke havde anmeldt dansk indierock, men den allerede dengang internationale succes, Radiohead.

To dage senere bragte Politiken en rettelse med indbygget stikpille til Rou: »I sin anmeldelse fra Roskilde Festivalen i mandagsavisen gav Anders Rou Jensen udtryk for stor overraskelse over den danske gruppe How Do I’s spillestil, gennembrud og publikumssucces. Overraskelsen var i usædvanlig grad på sin plads. Gruppen som blev anmeldt, var ikke How Do I, men engelske Radiohead.«

Til Rous forsvar skal det siges, at How Do I spillede på festivalen på samme tid, men på en meget mindre scene.

Den dramatiske

Edvard Brandes

Ritzau

For 117 år siden bragte Politiken en anmeldelse, som fik dramatiske følger. Det var Edvard Brandes’ anmeldelse af teateropsætningen af Ludvig Holbergs Gert Westphaler.

Brandes skrev om den unge skuespiller Robert Schyberg, at »Hele Udførelsen af Geert Wegner led under et elevagtigt Præg. Med Hr. Schyberg som en Leander, der havde den underligste forsigtigste Gang (man tør slet ikke antyde, hvad man kom til at tænke på) ...«.

Homofile hentydninger fløj ikke ofte i luften dengang, og Schyberg tog antydningen meget nært. Han blev rasende og passede Brandes op på Strøget og stak ham en lussing. Som om det ikke var nok, udfordrede han også Brandes til en pistolduel.

De to mødtes på Ermelundssletten i Dyrehaven, valgte deres våben og udvekslede fire kugler. Heldigvis skød de begge ved siden af, men da det var forbudt at duellere, måtte de begge tilbringe 14 dage i fængsel.

De perfide

Ekstra Bladets musikanmelder Thomas Treo er typen, man enten hader eller elsker for hans bramfri anmeldelser. Et godt eksempel er hans anmeldelse af Lana Del Reys koncert i Danmark i 2013, som han på ægte Treo-manér ikke var synderligt begejstret for.

»Foran knap 6.000 i udsolgte Tap1 i København peb, hylede og miavede sexkillingen som en syg kælling,« skrev han om den amerikanske sangerinde, som han i anmeldelsens overskrift kaldte for »en fæl narrefisse«.

Josephine Baker

Ullstein Bild

Treo er dog ikke den første, der tyr til de knoppede ord i sine anmeldelser. Da Josephine Baker i 1928 gæstede København, blev hendes optræden anmeldt af Viggo Cavling i Politiken.

»Josephine Baker er en ganske smuk Kreolerinde ... Men rigtig Neger er hun ikke, hun er en Blandingsrace, og den naturlige Varme og medfødte Humør, der ligger i Negerkomikeren, erstatter hun med Tricks og Gebærder, der ofte forekommer baade uægte og uskønne«.

Den går måske lige i Europa, men i USA ville Baker aldrig få en fod til jorden, mener Cavling.

»I U. S. A. vilde hun næppe gøre videre Lykke, thi derovre har man større Sagkundskab på Negerkunstens Omraade,« konstaterer han.

Den længste

Blandt langskriverne rager Søren Kierkegaard op i anmelderlandskabet. Filosoffen in spe kom i 1837 i de samme kredse som H.C. Andersen. De to kom sågar i samme studenterforening.

Derfor kom det som noget af en overraskelse for Andersen, da Kierkegaard fik trykt en hele 79 sider lang anmeldelse af H.C. Andersens roman Kun en spillemand.

H.C. Andersen

Ritzau

Kierkegaard slår hårdt til romanen, men især er det personlige angreb på Andersen, der fylder de mange sider, hvor han blandt andet skriver, at den banale Andersen er ham langt underlegen. »Andersen kan skrive om Lykkens Galocher, men jeg kan skrive om skoen, der trykker!«

Anmeldelsen blev så lang, at den måtte udkomme i bogform – en bog, der skulle vise sig at blive Kierkegaards første bogudgivelse. Senere gjorde Andersen hævn i En Comedie i det Grønne, hvor han gjorde grin med Kierkegaard.

De to havde et kompliceret forhold. De var hinandens største kritikere, men alligevel havde de for vane at sende hinanden deres nye bøger med ganske venskabelige dedikationer.

Selv om Kierkegaards anmeldelse var så lang, at den blev til en bog, slår den ikke den anmeldelse, som F.C. Sibbern skrev om J.L. Heibergs tidsskrift Perseus i 1838 – anmeldelsen fyldte i bogform 160 sider.

Kilde: John Christian Jørgensen, Lektor emeritus i Kulturformidling ved Københavns Universitet, avisarkiver, videnskab.dk o.a.

Serie

Et Danmark uden anmeldere

Avisanmeldelsen er under pres. Når nye medier skal genopfinde avisen på nettet, tager de ikke anmelderen med sig ind i fremtiden, og samtidig falder antallet af anmeldelser i dagbladene. Information har i denne serie skrottet vore egne anmeldelser og snakket med kunstnere og branche for at undersøge dagbladskritikkens rolle i dag – og hvad der ville ske uden den.

Seneste artikler

  • Ny forening vil styrke kunstkritik og anmelderi

    13. januar 2018
    Medier skal ikke bare orientere om aktualitet, men også debattere og diskutere samtiden. Derfor er professionelle, saglige kritikere uundværlige, mener ny paraplyorganisation, som vil arbejde for mere synlighed og bedre vilkår
  • Kulturredaktør: Kritik fungerer bedst, når det er et kærlighedsprojekt

    8. november 2017
    Kritikernes honorarer og vilkår er til debat. Informations kulturredaktør mener ikke, at professionen er let at sammenligne med andre deltidsjob, fordi der i kulturkritikkens dna er en særlig kærlighed til stoffet, siger hun. ’Kritik mister helt sin mening, når det bliver samlebåndsarbejde’
  • Hvis kritikken skal være uafhængig og fri, hvorfor skal kritikeren så have løn?

    3. november 2017
    De færreste danske kritikere kan få anmelderi som hovedbeskæftigelse til at løbe rundt. Spørgsmålet er, om de overhovedet skal det. Og mere radikalt: Om de i det hele taget skal have løn for deres arbejde. For hvis kritikken skal være fri, skal den så koste penge?
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Pia Colère Lenau
  • Oluf Husted
  • Katrine Damm
  • Anker Nielsen
  • Anders Sørensen
Niels Duus Nielsen, Pia Colère Lenau, Oluf Husted, Katrine Damm, Anker Nielsen og Anders Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Alex Nørregaard

»Danmarkshistoriens måske korteste stykke kritik (...)«
Jeg ved ikke, om det passer, men jeg har hørt, at Poul Borums anmeldelse af Suzanne Brøggers 'JA' (1984) var lige lidt kortere end den nævnte Thurah-anmeldelse. Borum skulle ganske enkelt have skrevet »Nej!«

Pia Colère Lenau, Steffen Gliese og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Var det ikke også Hans Brix, der stod for følgende:
"Anmelde denne forestilling? Det skulle da lige være til politiet"
og min personlige favorit:
"Klokken 20.00 gik tæppet. Klokken 20:30 gik jeg".

Pia Colère Lenau, Steffen Gliese, Trond Meiring og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Berlingskes store gamle teateranmelder, Jens Kistrup, blev utryg, når han kom udenfor bymuren. Men i teatret befandt han sig vel. Hans anmeldelser var uafhængige af politiske eg økonomiske interesser, ligesom Information markedsfører sig i dag.

Thomas Østergaard

Så vidt jeg er orienteret, havde Brandes anydninger nu ikke noget med homofili at gøre, han beskyldte kort og godt Schyberg for at gå som om han havde skidt i bukserne.

Så med mindre artikelforfatterne kan referere nogle mig ubekendte henvisninger, konstaterer jeg blot at hentydningens kunst er svær, ikke mindst derved at det giver andre mulighed for at tillægge ens hentydninger helt andre motiver end oprindeligt tilsigtet, selv mange år efter at man er død.

Pia Colère Lenau, Steffen Gliese og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Lige min tanke, Thomas Østergaard. - og så hedder det 'knubbede ord" - og hvorfor er stort set alle historierne fra Politiken? Kan Information ikke mønstre nogle hjemmegroede eksempler?

Thomas Østergaard

Tjoh, nu har Politiken vel alle dage slået sig stort op på kulturstoffet, og Information startede først et halvt århundrede senere som lille borgerlig modstandsavis i konstant pengemangel, så det er vel ikke så mærkeligt at Politiken er mere leveringsdygtig i historisk bemærkelsesværdige anmeldelser.

Ang. "knubbede ord" tror jeg ikke meningen har været at begå karaktermord på salig Brandes, men det er nok lovlig tidstypisk at man ikke føler trang til at researche nærmere eller omtænke formuleringen (evt. til en antydning) når nu personen/tiden passer ind i virkelighedsfilteret.

En passende straf , kunne være flg: Man tør knapt gisne om, hvad det egentligt var i Brandes beskrivelse der gav anledning til at tænke homofili.

Journalisterne burde nok i stedet have understreget det historiske aspekt: det er formodentlig her første gang vi ser en kulturradikal beskylde en nationalist for ikke at være stueren.