Læsetid: 12 min.

Carsten Jensen: Johannes V. Jensen var forslugen og umættelig på syner, verdener, viden, indtryk og ord

Johannes V. Jensen blev et spejl for danskerne uden nogensinde at være nationalist. Han så sit folk både indefra og udefra, og hans værk har samme vingefang
Johannes V. Jensen er nok den mest berejste forfatter i dansk litteratur. Her ses han med sin hustru Else Marie.

Johannes V. Jensen er nok den mest berejste forfatter i dansk litteratur. Her ses han med sin hustru Else Marie.

Polfoto

7. oktober 2017

Den tyske forfatter Kurt Tucholsky opsøgte Johannes V. Jensen i København en junidag i 1927, da den 54-årige dansker med det store og brogede livsværk for længst havde etableret sig som et internationalt anerkendt navn.

»Det lille Danmark har et par store øjne, som landet bruger til at betragte verden med – og det par øjne er den mand, som man her oppe kort og godt omtaler ’Johannes V’. Kan man få lov til at sige goddag?«

Det kunne Tucholsky godt, og det bliver en samtale, der kommer langt omkring, fra Goethe til Kipling, fra oliekilderne i Baku, over Kina, til Palæstina og Berlin. Nej, Johannes V. Jensen er alt andet end prototypen på den provinsielle danske forfatter, hvis grænser er identiske med det lille land, han bor i.

Johannes V. Jensen-land

Johannes V. Jensen blev født som søn af en dyrlæge i landsbyen Farsø syd for Limfjorden i 1873. Da han døde 77 år gammel i 1950 havde han ikke blot etableret sig som Danmarks ubestridt største forfatter, men også vundet Nobelprisen i litteratur. Han var uomgængelig, man kunne slå sig til blods på ham, og alligevel havde han den største tiltrækningskraft af samtlige samtidige forfattere.

Alle måtte i en slags selvprøvelse hen og røre ved hans værk, snart frastødt, snart inspireret. Johannes V. Jensen blev et spejl for danskerne uden nogen sinde at være nationalist. Han så sit folk både indefra og udefra, og hans værk har samme vingefang, fra Himmerlandshistorier, der ligner hjemstavnslitteratur af den mest intime slags, til de skildringer fra fjerne verdensdele, samlet under genrebetegnelsen ’myter’, der etablerede ham som den mest berejste forfatter i dansk litteratur.

Skønt den kun varede fem-seks timer, fandt mit eget livs længste rejse sted endnu, før jeg fyldte ni. Den startede på en lille ø i Østersøen og endte i den nordlige del af den jyske halvø. Jeg rejste med færger, over broer og med tog. Et eller andet sted undervejs kørte jeg gennem Johannes V. Jensen-land. På landkortet hed det Himmerland, men jeg kendte dengang hverken til forfatterens eksistens eller til den jyske geografi. Endestationen var Aalborg, industri- og havnebyen ved bredden af Limfjorden. Her ender Himmerland. Her endte min lange rejse. Her begynder moderniteten, og her skulle jeg bo.

Jeg vidste det ikke, men Johannes V. Jensen var min rejseledsager undervejs, som han var rejseledsager for hele det 20. århundrede og de milliarder af mennesker, der med deres bevægelser – til fods, med bus, tog, båd og fly – gjorde århundredet til det første i menneskehedens historie, hvor et flertal ikke længere boede på landet, men i byerne. Deres lange rejse var Johannes V. Jensens rejse, som den var min, fra små, trygt overskuelige, rodfæstede fællesskaber til modernitetens virvar, hvor også selvopfattelsen var i støbeskeen og konstant stod i fare for at gå vild.

Endnu før min barndom var forbi, og jeg igen forlod Aalborg for at bosætte mig i en endnu større by, landets hovedstad – også jeg var blevet grebet af modernitetens rejsefeber – havde jeg slugt store dele af Johannes V. Jensens forfatterskab.

Min forældre havde købt hus i et af Aalborgs nybyggede parcelhuskvarterer på kanten af de marker, der omgiver alle danske byer. Også det kvarter var et spejlbillede på et Danmark i opbrud, nybefolket af værfts- og fabriksarbejdere, nogle flyttet hertil fra byens brokvarterer, andre for nyligt ankommet fra nedlagte landbrug. Endnu udtrykte de sig på uforståelige, jyske dialekter, som hurtigt blev overdøvet af larmen i byens cement- og eternitfabrikker.

Hver eftermiddag efter skoletid vandrede jeg mellem to tidsaldre, med ryggen til parcelhuskvarteret ud over markerne, langs et læhegn af poppeltræer op ad en bakke, på hvis top, der rejste sig en hvidkalket kirke fra 1100-tallet. Det var ikke kirken, jeg gik efter, men en gravsten i udhugget granit, udsmykket med et primitivt relief, der viste et grotesk væsen, tilsyneladende halvt menneske, halvt dyr, der udstyret med et tungt, ludende hoved og en pukkelryg stavrede fremad på fire ben. De massive forben var længere end bagbenene og viste sig ved nærmere eftersyn at bestå af to arme, der støttede sig til korte stokke.

Jeg vidste, hvem det var, der lå begravet under stenen. Tordenkalven, som væsenet blev kaldt, optræder i Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier. Tordenkalven er kræmmer på evig vandring fra gård til gård, vanskabt og stærk på samme tid med sine varer i en sæk på ryggen. En gæst, der bliver modtaget med både skræk og fascination, en dæmonisk forfører, der tryllebinder med sine historier og i ubevogtede øjeblikke har en uforklarlig magt over kvinder. Her lå han, og i Jensens Himmerlandshistorier blev han ved med at vandre som et bevis på forfatterens dybe forbundethed med det danske landskab.

De mange rejser

Jeg var utilpasset, hadede Aalborg og følte heller ingen forløsning ved synet af markerne uden for byen, men blev i stedet overvældet af den monumentale, intolerante kedsomhed, som er det uundgåelige resultat af utålmodigheden efter at se en ende på barndommen.

Politisk var Johannes V. Jensen omkringflakkende i sine sympatier, men han endte med at erklære sig for socialdemokrat, dog uden nogensinde at blive partimedlem. Af temperament var han en løsgænger, der satte sin uafhængighed højst.

Polfoto

Når jeg læste Johannes V. Jensen, blev jeg altid forløst. Der var dette store åndedrag, som jeg følte kunne rumme mig, det svimlende kig ned i sjælen, det svimlende kig op i de drivende skyer. Nej, så var verden ikke længere beklemmende lille.

Den lange rejse, vi alle skal ud på, er livsrejsen, men i Johannes V. Jensens tilfælde var det også noget andet, som han demonstrerede med sit romanværk i seks bind, hvoraf det første udkom i 1908 og det sidste fjorten år senere med netop titlen Den lange rejse.

Det er rejsen gennem historien fra de tidligere mennesker, der skubbes frem og tilbage af isen gennem det nordeuropæiske landskab, frem til Christoffer Columbus’ opdagelse af Amerika, en monstrøst ambitiøs og ufatteligt forslugen roman. Jeg læste romanen udendørs på varme sommerdage, mens solen brændte min hud og gav mig en lød. Som om jeg hørte hjemme under andre, større himmelstrøg. En vigtig markering for mig i netop disse år.

Forslugenhed er et nøgleord. Johannes V. Jensen er forslugen og umættelig på syner, verdener, viden, indtryk og ord. Han er nok den mest berejste forfatter i dansk litteratur med flere, som regel dog afbrudte, jordomrejser bag sig: Verdensudstillingen i Paris, Amerika, Kina og kolonialismens Sydøstasien. Han sluger det hele, og det kommer ud igen i et stort livtag med storbyen, kolonierne og den hvide mands byrde.

År senere, da jeg på egne rejser færdes ad stier, der ikke ligger langt fra hans, genkender jeg på Java pludselig hans beskrivelse af indoneserens fysiognomi, eller jeg lytter, som han engang har gjort, til fugle med fløjter bundet om fødderne i Beijings templer.

Min egen rejse førte mig en tid forbi litteraturstudiet på Københavns Universitet, hvor undervisningsassistenter, der knap var et par år ældre end mig selv, forsøgte at indoktrinere mig i en nyopdaget marxisme. En ting stod urokkeligt fast i deres studier af Johannes V. Jensen: Manden var racist. Og det var han unægtelig. Den Lange Rejse er en hyldest til nordboeren, arieren, det robuste, ukuelige menneske, hvorfra al udvikling og fremdrift udgår.

Men Johannes V. Jensen endte ikke som en anden Knut Hamsun i seng med nazismen. Det var den engelske kolonialisme, han havde forelsket sig i. Storbyen, ikke Blut und Boden, er det civiliserede menneskes hjemstavn, skriver han. Men så var der også en anden figur, der havde hans forkærlighed, metaforisk og i virkeligheden: bastarden. Han fandt, at væsenerne uden stamtavle, der ikke i mange slægtled kunne redegøre for deres oprindelse, men var resultatet af et møde ved en korsvej, var de mest livskraftige. Det var fra dem, at fornyelsen kom.

En kraftskikkelse

Sådan så han også på nationer. Jøderne var Tysklands velsignelse. »Årsagen til den høje, moderne, skærende og effektive udvikling i Tyskland er at søge i en til dels tvungen symbiose mellem to, eller mere end to, væsensforskellige racer ... Vor tids civilisation henter sin næring fra denne modsætning og vilde lide ved, at den hørte op,« skriver han i Introduktion til vor Tidsalder fra 1915, hvor han også hylder jøderne som »naturens fornemste forsøg på at blande flere racer sammen og deraf forme et folk«.

Politisk var han omkringflakkende i sine sympatier, men endte med at erklære sig for socialdemokrat, dog uden nogen sinde at blive partimedlem. Af temperament er han en løsgænger, der sætter sin uafhængighed højst.

Vildmanden i det danske våben, kaldte Johannes V. Jensen sig, kun halvt i spøg i sine digte fra 1904. »Jeg vil bekræfte de raske i retten til riget.« Skønt lille af statur, yndede han at føre sig frem som stærk mand, helst overskrævs på den fremstormende modernitets mest maskuline symbol, motorcyklen.

Sønner af de slagne, kaldte han også sin egen generation, »det bedragne lykkeløse kuld«. Med slagne hentydede han til fædrene, der aldrig trådte ud af slagskyggen fra det traumatiserende nederlag til Bismarcks Preussen i 1864, hvor Danmark mistede over en tredjedel af sit territorium. Mangel på handlekraft, melankoli og pessimisme kendetegner fædrene.

Johannes V. Jensen ser sig selv som en oprørsskikkelse, der træder ind i litteraturen som en del af den jævnaldrende flok, som litteraturforskeren Sven Møller Kristensen kaldte »den store generation«; forfattere, der alle kommer fra landet. Med dybe rødder i det folkelige stiller de sig i aggressiv front til hovedstadens litterære liv, som de finder udlevet og udpint, et synspunkt, der i øvrigt finder støtte hos modernitetens mest lysende fortaler i Danmark, kritikeren Georg Brandes med den internationale berømmelse, der ironisk skriver om »det nationaltræk ved vor litteratur, at Helten gennemgående skriver vers og er en mere eller mindre uheldig lyriker«.

Det folkelige gennembruds forfattere er i modsætning hertil tilhængere af det, som Kristensen har kaldt »kraftskikkelser«: Personer af stor, fysisk styrke, der er kendetegnet ved stejlhed, stædighed, ofte ensporethed, muligvis hårdhed og brutalitet, »en kraft, der er udviklet under svære livsbetingelser og ikke lader sig undergrave af refleksion og selvbeskuelse«.

Og her kan forfatterne minde om deres figurer, ikke mindst Johannes V. Jensen, hos hvem kraftdyrkelsen smelter sammen med industrialismens hyldest til maskinen og kolonialismens brutale erobring af stadig nye kontinenter. Nederlaget i 1864 er ikke længere traume, men blot historie.

Johannes V. Jensen i selskab med sin hustru og journalisten Henrik Cavling.

Polfoto

Hjemstavn uden nostalgi

Forfattere som Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg, der i deres udgangspunkt er beslægtet med ham, har en mere stilfærdig social indignation på de fattige og ejendomsløses vegne. Martin Andersen Nexø vokser sig snart ovenud af den landlige verden og bliver litterært ikon for den kommunistiske bevægelse, rost af Lenin og siden på sine gamle dage ophøjet til levende monument i DDR.

Johannes V. Jensen går sine egne stridbare veje frem mod Nobelprisen i litteratur, som han modtager i 1944, og ordet ’veje’ i flertal skal tages rent bogstaveligt. Først yder han sine tribut til 1890’ernes anæmiske litteratur med to romaner, Danskerne og Ejnar Elkjær, begge om tvivlesyge, selvkredsende studenter – romaner, han siden med en af sine sædvanlige, storladne håndbevægelser fraskriver sig.

Da han kun er 25 år gammel, kommer første bind af Himmerlandshistorier. Fascinationen af hjemegnen følger ham hele livet. I den samlede udgave af historierne stammer den sidste fra 1940. I 1900-01 udgiver han romanen Kongens Fald, der til trods for dens nihilistiske dysterhed også i dag tæller som danskernes yndlingsroman, og som gennem århundredet er genoptrykt igen og igen, indtil oplaget er nået langt over en kvart million eksemplarer.

Derpå revolutionerer han dansk lyrik med samlingen Digte 1906. Hver ny genre afprøver Johannes V. Jensen med samme suveræne sikkerhed, som om det var netop den, og ingen anden, han var skabt for. Hvorpå han erobrer også den næste. Det er hans kraftfulde, på en gang robust opfindsomme og samtidig lyrisk følsomme sprog, der er hans kendetegn, uanset hvilken genre han vælger at forny, inklusive hans helt usædvanligt hårdtslående avispolemikker, hvor karikaturtegnerne ynder at skildre hans modstandere som overkørte trafikofre.

Hjemstavn er et ord, der på tysk har fået en dyster klang, takket være nazismen. På dansk er det gået ordet lige omvendt. Hjemstavn er et ord, der oser af harmløshed. Som tiden er gået, har stadig flere plusord føjet sig til det: uskyld, nostalgi, rødder, bagudskuende romantik. Også i litteraturhistorien er en række af den store generations forfattere blevet rubriceret som hjemstavnsforfattere, men det er en fejllæsning, her er ingen idyl.

Her er bondelivet tværtimod set i et ubehageligt nærbillede, brutalt, nedbrydende og undertrykkende. Kun i skildringen af bondens glimtvise naturfølelse er der en positiv verden at opleve, men den har næsten utopisk karakter. Kun sjældent læner bonden nakken tilbage og aner muligheden for storhed i sit liv. Mest er han som en muldvarp låst inde i en primitiv instinktverdens formørkelse, og selv, når lyset viser sig, har han ikke øjne til at se det med.

Er Himmerlands Historier hjemstavnslitteratur? Kun hvis hjemstavnslitteratur kan skrives af kosmopolitter uden gnist af nostalgi. Begrebet selv giver jo ingen mening, hvis det ikke var, fordi rodløsheden allerede udgjorde en ny livsbetingelse. Hjemstavnslitteraturens forudsætning er altid et opbrud.

Johannes V. Jensen var dyrlægesøn. Han har set og iagttaget bøndernes verden som ingen anden i dansk litteratur, men selv stået uden for den. Det er større temaer, han søger, end blot tilknytningen til jorden og slægten. Der er sagtmodighed, ydmyghed, bøjede rygge, og der er det modsatte: En livsappetit, der ikke tåler grænser, og som derfor i bondelandets snæversyn må gå til grunde og blive til sin modsætning, ondskab og selvdestruktion. Johannes V. Jensen er ikke den, der begræder fortiden.

Tidløs verden

Men han er heller ikke fremtidsdyrkeren, der fordømmer muldens folk. Han er opslugt, fascineret og på samme tid nøgternt konstaterende. Læs blot den første novelle, der på et ubestemt tidspunkt er sat tilbage i det forgangne århundredes mørke, da der endnu var landsknægte. Det er da også i dette mørke, den foregår, som titlen angiver »Oktobernat«.

Der ligger en døende, ung pige i en seng, hvis verden er vindens kadencer og den smule, hun kan skimte gennem en rude. En ung landsknægt ser et øjeblik ind til hende gennem ruden, et syn, der skal beskæftige hende i mange timer fremover. Selv drager han tankeløst sin egen død i møde, da han kun et par timer senere bliver fældet af en kollegas kårde i et rodet slagsmål, hvor han for sent undviger et fjendtlig stød. Det sidste, han fyldes af, er en stor undren, som om døden for denne dødens håndværker er en umulig tanke. Livets mening siver fra ham i samme takt som blodet, og i novellen selv er der kun vindens susen tilbage som et vidnesbyrd om altings forgængelighed.

Johannes V. Jensen skildrer i sine Himmerlandshistorier en verden, der for altid er forsvundet; en ældgammel, tidløs verden, hvor århundrederne synes at gå ubemærkede hen, men selv tidløsheden må jo have en ende, når det kommer til mennesket, hvis grundvilkår er altings omskiftelighed.

Jo, rammen i Himmerlandshistorier er egnsfortællingen, men det egentlige tema er ikke lokalt, men universelt: døden og ungdommen. Ungdommen, denne afgørende fase, hvor livet i et stillestående samfund formes én gang for alle. Resten er et efterskrift i desperationens eller resignationens tegn.

Døden kommer som en dom i en verden, hvor alle følger dømmesygt med i hinandens liv, og livet ved dets afslutning ofte fremstår som spildt, forødt eller måske en sjælden gang afgiver en smule mening, oftere det første end det sidste. Resignationen er kvindernes rolle, desperationen mændenes, had og misundelse en oftere forekommende følelse end hjælpsomhed. Lykken er aldrig bofast, selv som gæst er den sjælden, oftere forvist døren end inviteret indenfor.

Men stilfærdig tålsomhed eller indadvendt rugen er der ikke meget af i disse historier, snarere er de fulde af larm og kraftfulde mænd, der i jalousi og vrede over tabte livsmuligheder eller bare krænket forfængelighed kører hestespand ihjel eller rydder hele kroer. Det er den samme cimbriske slægt, som Johannes V. Jensen i Den Lange Rejse digter om til verdensskabere og -erobrere, al civilisations drivkraft. Mere lokale er Himmerlandshistorier heller ikke.

Kurt Tucholsky slutter sit besøg hos »Johannes V.« med ordene »- farvel opdagelsesrejsende, farvel Colombus, det lille Danmarks to lysende øjne«.

Ja, en opdagelsesrejsende var han, Johannes V. Jensen, i klodens og livets principielt ubesvarlige spørgsmål, og det er sådan, en forfatter bliver rejsefælle og livsledsager, som han blev det for mig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Erik Mikkelsen
  • Anker Nielsen
  • olivier goulin
  • Peter Andersen
  • Jens Wolff
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Randi Overgård
  • Hans Aagaard
Maj-Britt Kent Hansen, Erik Mikkelsen, Anker Nielsen, olivier goulin, Peter Andersen, Jens Wolff, Michael Kongstad Nielsen, Randi Overgård og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

"Hvor smiler fager den danske kyst".
Super skøn sang af Johannes V.,
med længsler og oltids ve,
Men Johannes V. og Carsten Jensen minder mig om tørre overlærere, der ikke kaster meget munterhed af sig.
Og at dumpe en sammenligning med Knut Hamsun, bekræfter den opfattelse.
Knut skrev om kærligheden som det største.
Det er svært, eller i hvert fald en kunst.
De andre skrev om krigen.
Det er muligvis lettere.
Men mindre interessant.

Lev Tolstoi kunne begge dele. Krig og Fred, og Anna Karenina.

Jeg har det omvendt.

Jeg har altid sat pris på Carstens klare fortolkning af vores til tider forkrøblede politiske sind. At han desuden har en fantastisk fortælleevne kommer ham kun til gode. Kort sagt Carstens navn giver mig lyst til at læse mere, så Johannes V. Jensen står nu på min ønskeliste.

Sådan reagerer vi forskellige på samme prosa.

Vidste ikke, at Carsten Jensen skrev andre steder end i (ud over sine fortræffelige bøger) Politiken, hvor hans kulturkritik fra firserne var med til at forme min verden. Hans præcise pen er for så vidt min verden, ungdom – og måske livet ... I en (relativt ) sen alder læste jeg Kongens fald og Himmerlandshistorier (har "kun" boet på Farsø-egnen et par årtier eller derunder). Mangler stadig at læse Den lange rejse! Det er svært andet end at misunde CJ, at han fandt værket i sin ungdom.

I modsætning til CJ havde jeg (på Handelshøjskolen i Århus, i flokken af "erhvervsforberedende" undervisere) en tilsyneladende pindtør lektor. Hun videreførte og introducerede ikke desto mindre Orwell, Atwood og ikke mindst Vonnegut. Faconen var gennemført bibliotekar. Men langt mere rummelig, end nogen opdagede facaden antydede. Jeg blev ikke klogere på Else, men tusind, tusind tak for introduktionen!

Citater fra artiklen:
"Hjemstavn er et ord, der oser af harmløshed."
"Mest er han som en muldvarp låst inde i en primitiv instinktverdens formørkelse, og selv, når lyset viser sig, har han ikke øjne til at se det med." DF (med Morten Korch som ikke-eksisterende forbillede) lever af det første. "Muldvarpen" er bonden (pt. repræsenteret af V, S, DF og alle andre partier og deres vælgere).
Hvor er Johannes V. i dag!

"Døden kommer som en dom i en verden, hvor alle følger dømmesygt med i hinandens liv, og livet ved dets afslutning ofte fremstår som spildt, forødt eller måske en sjælden gang afgiver en smule mening, oftere det første end det sidste. Resignationen er kvindernes rolle, desperationen mændenes, had og misundelse en oftere forekommende følelse end hjælpsomhed. Lykken er aldrig bofast, selv som gæst er den sjælden, oftere forvist døren end inviteret indenfor."

Hvor rart, og træls, at have ligesindede.

Michael Kongstad Nielsen

Carsten Jensen bryder sig tydeligvis ikke om ordet 'hjemstavn'.
Om Johannes V.´s 'Himmerlandshistorier' skriver han, at "Fascinationen af hjemegnen følger ham hele livet."
Fascinationen, ja.
Men ikke følelser, ikke det lille ord kærlighed.
Det ord har såvel Carsten som Johannes nok svært ved at få over deres læber.
Måske synes de ikke det er stort nok.
Men Jeppe Aakjær kunne beskrive følelserne ved erindringen om hjemmet og hjemstavnen uden at blues.
"Lul-lul! rokken går
støt i moders stue
og jo mere vinden slår,
des mer får arnen lue."

Michael Kongstad Nielsen

I modsætning til Carsten Jensen og Johannes V. finder H. C. Andersen stor glæde ved sin hjemstavn i udvidet forstand.

"I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme,
der har jeg rod, derfra min verden går.
Du danske sprog, du er min moders stemme,
så sødt velsignet du mit hjerte når.
Du danske, friske strand,
hvor oldtids kæmpegrave
stå mellem æblegård og humlehave.
Dig elsker jeg! - Dig elsker jeg!
Danmark, mit fædreland!"´

H. C. Andersen turde godt sige: "Dig elsker jeg".