Læsetid: 10 min.

’Catalonien er helt sikkert et land for sig selv, ikke spansk, men catalansk, noget andet’

Forfatteren Thomas Boberg boede i Barcelona i perioden 1986 til 1990. Nu har han genbesøgt byen og bevæget sig rundt mellem synspunkter i de catalanske gader i et forsøg på at forstå kampen for løsrivelse
To af løsrivelsesbevægelsens ledere er blevet arresteret. Der er igen politiske fanger i Spanien, og der er igen protester i Barcelonas gader. Thomas Boberg har besøgt dem.

To af løsrivelsesbevægelsens ledere er blevet arresteret. Der er igen politiske fanger i Spanien, og der er igen protester i Barcelonas gader. Thomas Boberg har besøgt dem.

Emilio Morenatti

21. oktober 2017

De diskuterer det på gaden, de diskuterer det i metroen, i butikkerne, på barerne, i hjemmene. Mandag var der lyden af protestens grydelåg i gaderne, men det vender jeg tilbage til. Selv er jeg vendt tilbage til Barcelona for en kort stund. Jeg boede i El Raval nær Ramblaen og havnen fra 1986 til 1990. Meget er forandret, siden jeg rejste fra byen.

Da jeg kom til Barcelona i 1986, kunne jeg ikke spansk, og Barcelona var ikke nødvendigvis det perfekte sted, hvis man ville lære spansk. Butiksskilte var på catalansk, man talte catalansk i hjemmene, medmindre man kom andre steder fra. El Raval var en anden historie.

I El Raval boede der ikke mange cataloniere. Raval var sydamerikanerne (i folkemundens diskriminerende tunge sudacas), romaerne, andalusierne, marokkanerne, pakistanerne, bohemerne, junkierne.

I forbindelse med olympiaden i 1992 ryddede man grundigt op, hældte man marginale eksistenser ud, rev store karreer ned, byggede nyt eller anlagde pladser og endda en helt ny rambla.

Dengang traf jeg folk, der kom alle andre steder fra end netop Catalonien. Selvfølgelig traf jeg cataloniere, men de talte jo også spansk, de er tosprogede, i det mindste i Barcelona. Ude i provinsen støder man på ældre, der ikke taler andet end catalansk.

Cataloniernes nationalisme forekom selvhævdende, diskriminerende over for andre, ekskluderende, men i 1980’ernes El Raval var livet alligevel så kaotisk og omskifteligt, at den catalanske uafhængighedssag ikke var noget, der trængte sig på.

Men så læste man pludselig om Terra Lliures aktioner (1978–1991), en terrorgruppe af radikale venstreorienterede, der kæmpede for Cataloniens løsrivelse fra Spanien. Den kamp vakte ikke sympati eller forståelse hos os, catalonieren forekom ikke at være undertrykt.

Efter Franco og diktaturet havde Spanien åbnet sig demokratisk, og Catalonien selv vokset som region med egen regering og catalansk som førstesprog i skolerne. Catalonien var ikke Palæstina. På den ene side var der tilværelsen på tværs af nationaliteter, og på den anden var der cataloniernes selvopfattelse som mere hårdtarbejdende end spanierne, de følte sig nærmere Frankrig end Spanien.

Hvorfor, klagede man, var alting dyrere i Barcelona end i Madrid, selv om Catalonien godt nok er en rig region?

Det fortiede flertal

Nu er jeg så tilbage i Barcelona så mange år efter, og jeg er landet midt i konflikten. En angstfuld tid, som de islamistisk koordinerede terroraktioner på Ramblaen og i Cambrils 17. august på en vis måde indvarslede, og som længst er fortrængt af den her løsrivelseskamp, og hvis foreløbige kulmination var den ifølge den spanske forfatning illegale afstemning 1. oktober, hvor videoer af massiv politivold ramte de internationale nyhedskanaler, aviser og sociale medier.

Her var der flertal for løsrivelse, men stemmeprocenten var kun på 42. Nogle dage efter gik folk, der var imod løsrivelsen, på gaden i hundredtusindvis. La mayoria silenciada – det fortiede flertal – blev det kaldt.

På husfacaderne hænger flag, det med stjernen og de catalanske striber, røde og gule, eller blot det med striberne. Jeg går ad Passeig de Gràcia, jeg går til Sagrada Familia, Gaudís enorme og vildt excentriske katedral, der stadig ikke er fuldført, jeg går til Estacio del Nord, jeg går rundt i El Raval, Poble Sec, jeg går langs havnen til Barceloneta, hvor Barceloneta-flaget, grønt og gult, hænger.

Indimellem ser jeg det spanske flag, men det er sjældnere. Man skulle tro, hvis man tæller flagene, at løsrivelsestilhængerne er et knusende flertal.

»Det er meget komplekst,« siger receptionisten på hotel Praktik Garden i Diputació i kvarteret Eixample, »vi bestiller ikke andet end at tale om det.«

Men hvad føler du i dit hjerte?, lokker jeg.

»Jeg er catalansk,« siger hun, »men mine forældre er fra Sevilla og Valencia.«

Så du hænger ikke flag ud på din altan?

»Nej, for jeg går ikke ind for løsrivelse.«

Men hvorfor så ikke det spanske flag?

»Det kan jeg ikke, der er et stort pres fra tilhængerne, enhver som ikke er for løsrivelsen bliver automatisk kaldt fascist, men jeg er ikke fascist, jeg går bare ikke ind for at vi skal rive os løs.«

Placa Real i Barri Gòtic, der er palmetræer og kolonnader og restauranter hele vejen rundt. Masser af mennesker denne fredag aften den 13. oktober, lunt, der har været sol og 25 grader, jeg træffer gamle bekendte på Bar Glaciar. Alt er som i 1988 lige her i dette hjørne, jazzet, skramlet, gulligt og brunligt.

Tilhængere af Cataloniens løsrivelse klapper under selvstændighedsdebatten i Cataloniens parlament tirsdag.
Læs også

Nogle af mine bekendte har jeg ikke set i 25 år; der er Teresa, hun underviser i litteratur på  universitetet, hun ligner sig selv, mens Maria Jesus har forandret sig, hun er ikke længere anorektisk tynd som dengang, hun har eksamen i jura, men arbejder som skolelærerinde.

Teresa: »Det er så komplekst med Catalonien.«

Hvad tænker du inderst i dit hjerte (det lille retoriske trick)?

Hun tøver, så siger hun: »I hjertet er jeg catalansk, og jeg går ind for Cataloniens selvstændighed.«

For Maria Jesus er det omvendt, hun er catalonier, hun uddyber det ikke. Jeg når også at spørge den argentinske bartender med de kokainudvidede øjne:

»Jo,« siger han i skyndingen, »Catalonien er helt sikkert et land for sig selv, ikke spansk, men catalansk, noget andet.«

’Vi er europæere’

Om formiddagen drikker jeg kaffe på en af de utallige cafeer i Eixample, min kæreste og vores toårige søn er med. Der sidder en gruppe på fire unge ved nabobordet, der er også en lille pige på alder med vores søn.

Han vil lege med den lille pige, jeg falder i snak med gruppen. De er alle cataloniere, de arbejder i det catalanske tv som manuskriptforfattere og tilrettelæggere, de er glødende tilhængere af løsrivelsen, de taler i munden på hinanden, centralregeringen undertrykker Catalonien, hver gang man i genralitat de Catalunya, regionsregeringen, vedtager nye sociale love, så gør man alt i Madrid for at rulle dem tilbage, marginaliserer Catalonien, alt er dyrere her i Barcelona, skatterne er højere, men sandheden er, at catalonieren er mere hårdtarbejdende end spanieren, hvorfor skal catalonieren yde mere end spanieren og alligevel betale en højere pris for det daglige liv?

Er Spanien da ikke mangfoldigt, spørger jeg, det består af forskellige regioner, og flere af dem har eget sprog?

»Jo, det er rigtigt, men Catalonien betaler den højeste pris,« siger de i munden på hinanden, »vi føler ikke, vi er fra samme land, vi føler, at Catalonien er et land med sin egen kultur.«

Er der ikke en risiko ved de her løsrivelsestanker, at Europa endegyldigt går i stykker, spørger jeg?

»Vi er europæere,« siger de, »det er jo netop det, vi er, vi vil ikke løsrive os fra Europa, Catalunya skal fortsat være en del af EU, men vi ønsker at være uafhængige.« Der driver et nationalistisk spøgelse gennem Europa, siger jeg, og det har undertiden neofascistiske overtoner. »Vi er ikke højreekstremister,« siger de, »vi er venstreorienterede, det er den spanske regering med Mariano Rajoy i spidsen, som er fascistisk, højre- og venstrefløjen i Catalonien er enige i løsrivelsesspørgsmålet.«

Men problemet er vel også, at Europa ikke har godkendt den kamp?

»Først skal vi være et land, så må vi se; men catalonierne er ikke voldelige, ikke tyre eller tigre som spanierne eller baskerne, så det har nok lange udsigter med den uafhængighed,« smiler de. »Vi har brug for en ordentlig afstemning, og hvis flertallet virkelig skulle vise sig at være imod, må vi bøje os.«

National dumstolthed

Næste dag er jeg alene, jeg bevæger mig mod mit gamle kvarter, El Raval. Der er meget af stemningen tilbage. En pludselig stank af kloak blæser gennem gaderne; det undrede mig dengang, den kunne dukke op alle vegne, selv i det fornemme Eixample, og åbenbart stadig, men man kan virkelig være her uden at føle sig paranoid.

Jeg drikker en øl på Bar Las Marinas på hjørnet af Marqués de Barberá og Sant de Ramon. Det rå gadeliv er et vilkår. Her synes alle at være fra et andet sted. Bartenderen er en yngre hæs kæderygende kvinde. Hendes forældre er spanske, tanken om at rive sig løs fra Spanien deler hun ikke, det er idioti, fnyser hun. Hvorfor?

»Det er nationalisme, diskriminerende dumstolthed, skal jeg måske nu til at vise pas, fordi jeg vil besøge min familie i Zaragoza?«

Mere har hun ikke at sige om det. Nu råber hun med sin hæse stemme efter nogen ude på gaden og tænder endnu en smøg.

Læs også

Jeg læser de store aviser El País, La Vanguardia, den sidste er catalansk. Det er den generelle avisopinion, at Cataloniens præsident, Carles Puigdemont, har været dumdristig og uklog, han har ført Catalonien ud i en farlig konflikt med centralregeringen.

Man gav ham frist til tirsdag 17. oktober, så forlængede man den til torsdag: Har han erklæret Catalonien uafhængig, eller har han ikke, hans hverken ja eller nej vil nødvendigvis blive tolket som et ja, og det vil udløse paragraf 155, en suspendering af hele lokalregeringen, for ifølge den spanske forfatning er det ulovligt at agitere for løsrivelse.

Puigdemonts manglende klarhed opfattes nu fra de radikale løsrivelsesfløje som et forræderi mod deres sag. Catalonien er som Kosovo, argumenterer tilhængere. Nej, siger modstandere, det har I ikke forstået, Kosovo er konsekvensen af en blodig krig.

Hvis centralregeringen implementerer articulo 155, vil det catalanske parlament lørdag stemme om løsrivelse, truer Puigdemont om torsdagen. Så er der ingen vej uden om 155, responderer centralregeringen, hvilket vil være første gang i Spaniens demokratiske historie, og hvordan det skal foregå, vil man så i løbet af den kommende uge finde ud af.

Populisme i sin reneste form

Søndag aften (15. oktober) skal jeg hente min niårige datter, som er på besøg hos sin catalanske veninde i en lejlighed i Carrer de Grases i Poble Sec. Moderen er Maria Jesus, som jeg traf et par dage før på Placa Real. Disse kvarterer er tætte fem- eller seksetagesbygninger; man tror, at lejlighederne vil være små og snævre, men denne er sammenlagt og på 200 kvadratmeter.

Marias Jesus’ mand, Ramon, er hjemme, han er advokat, han rejser meget i Latinamerika, hvor han underviser i jura på universiteter. Jeg griber chancen, og i næste nu hvirvler Ramon af sted i en rasende monolog, hvor jeg blot sidder og nikker.

Han skænker øl og vin, han tilbereder tapas i et opskruet tempo. »Jeg er catalonier,« siger han, »mine forældre er fra Lerida eller Lleida, som er catalansk.

Men hele dette scenarium er et stort bedrag – at catalonieren skulle være mere hårdtarbejdende, mere fransk, det er racisme; nu er deres historie den, at Den Spanske Borgerkrig var en krig mod Catalonien, men sandheden er, at 80 procent af det catalanske borgerskab støttede Franco, det er deliristisk storhedsvanvid; de taler om undertrykkelse af sproget, al undervisning foregår på catalansk.«

Han råber på sin datter, Irene, hun er 13 år: »Kom lige her ind, og fortæl, hvor mange timer spansk, du har om ugen?«

»To timer,« siger hun.

»To timer, det er alt,« tordner Ramon. »Butiksskiltene er på catalansk, er de på spansk får man prompte en bøde, mens det er helt i orden at skrive på arabisk, to af de største banker er nu flyttet ud af byen, La Caixa har ellers hovedsæde i Barcelona, 500 firmaer har taget flugten, de vil bringe Catalonien på fallittens rand, forestil dig disse påståede ’revolutionære cataloniere’, de kører rundt i store sorte skinnende biler, at der skulle være 800 sårede 1. oktober er ganske enkelt en løgn, to kom på hospitalet, den ene var en ældre mand, der fik et hjerteanfald, den anden blev sandt nok ramt af en gummikugle og mistede det ene øje, selvfølgelig er politivolden foragtelig og stupid, men mange af voldsvideoerne på de sociale medier var falske, nogle af dem viste endda ’los mossos d’escuadra’, Cataloniens eget politi i voldelig aktion, men i forbindelse med en helt anden begivenhed, det her er nationalisme af værste skuffe, de pisker løgnen op, og den griber så folk, jeg hænger ikke mit spanske flag ud på altanen, det er der næsten ingen der tør af frygt for uafhængighedstilhængernes repressioner … den største fare er i virkeligheden, at det her kan vække den spanske nationalisme, og den er en vild tyr.«

Jeg bevæger mig mellem disse synspunkter, det er meget følelsesladet, løsrivelseskampagnen er populisme i sin reneste form, den appellerer til folks følelser og gerne med fordrejede fakta og historiske løgne, det er også spøgelset, der går gennem den vestlige verden. Om aftenen træffer jeg tilfældigt igen de fire tv-folk på hjørnecafeen ved hotellet.

Ved du, hvad der er sket i dag? Nej, siger jeg, jeg har ikke læst de seneste nyheder. To af løsrivelsesbevægelsens ledere, Jordi Cuixart og Jordi Sánchez, er blevet arresteret, det her er 2017, og nu er der igen politiske fanger i Spanien, hørte du de hamrende grydelåg? Ja, sagde jeg. Det er protestens larm i gaderne, istemmer de.

Den kvindelige taxachauffør, der kører os til lufthavnen, er catalonier, men hendes forældre kommer udefra.

»Catalonien er Spaniens motor,« siger hun, »men en motor kan ikke køre uden hjul, en bil er ikke en bil uden karosseri og chassis, det er de unge, der er forført, de er radikaliseret i skolerne, når de siger, at de gamle vil uafhængigheden, så tager de fejl, for hvem skal betale deres pensioner, deres lægeregninger? Spanien er nummer ét i verden, når det kommer til organtransplantationer, det er ikke gratis, uafhængighedskampen er forskruet, ubetænksom og nationalistisk, og Catalonien har aldrig været uafhængigt,« hun griner kort, overrasket, som om hendes egne ord er kommet bag på hende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kasper Olesen
  • David Zennaro
  • Gert Hansen
  • Henriette Bøhne
  • Trond Meiring
  • Michael Hullevad
Kasper Olesen, David Zennaro, Gert Hansen, Henriette Bøhne, Trond Meiring og Michael Hullevad anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Sikkerhedspolitisk er ikke eksisterende i EU, nu venter mere fattigdom, muligvis snarlig opløsning, men med sikkerhed splittelse i EU.

Merkel, Emmanuel Macro og EU har udviklet en total misinformation om den sikkerhedspolitiske udfordring, med krig og migration i kølvandet, som konsekvens af den religiøse økonomiske fundamentalisme EU repræsentere.
Problematikken er ligeledes velkendte i USA med Donald Trump, der tilbeder samme dødsdømte religion på fossilbrændstof.

Fra link:
"Spanien og Italien er ramt af værste tørke i årtier.
Efter en af de værste tørkeperioder i årtier venter landmænd i Italien og Spanien et fald på over 60 procent i landbrugsproduktionen.

Ifølge forskere vil hedebølger blive mere almindelige i de kommende år."
Link: https://www.information.dk/telegram/2017/07/spanien-italien-ramt-vaerste...

To rige regioner i Italien stemmer for mere selvstyre.
Link: http://nyheder.tv2.dk/udland/2017-10-23-to-rige-regioner-i-italien-stemm...

Politikerne i EU kender naturligvis til klimaudviklingen i Spanien, Italien og Afrika mf., hvor det i årevis har regnet for meget, regnet for lidt og ikke regnet som det plejer med årstiderne, et mere ustadigt og ustabilt klima, er forlængst blevet det nye normale, med mellemliggende lange, lige så uforudsigelige tørkeperioder.

Politikerne kender naturligvis til alt dette samt, at problemerne er endt i uro, vold og krig om resurserne, det er mest uro i de udsatte dele af Afrika, man taler om i EU, da folk flygter til EU, en flugt, der accelerere i takt med udviklingen i de menneskeskabte klimaforandringer forstærkes.

Merkel, Emmanuel Macro taler ikke gerne om splittelse imellem fattige og rige regioner i EU med nationalisme på fremmarch, Merkel og Emmanuel Macro finder ingen holdbare løsninger, men arbejder fortsat alene for nødvendighedens politik, kapitalisme og kapitalakkumulation og de kortsigtede økonomiske interesser for de få i forvejen rige, hver fjerde EU borger er tæt på fattigdom.

Der har aldrig vaeret problemer med at tale spansk i Barcelona. Jeg var der selv i 1986, talte kun spansk og havde ingen problemer med det. I dag hoerer man konstant 3 sprog i Barcelonas gader: spansk, catalansk og engelsk. Yderligere, Barcelona er den foretrukne by i Spanien for udenlandske studerende, der vil laere spansk. Den catalanske nationalisme findes foerst og fremmest i Catalunyas provins, isaer i hoejborgene Girona, Vic og Lleida. Her ser man naeppe et spansk flag, som Barcelonas venstreorienterede borgmester, Ada Colau, (der selv er modstander af uafhaengighed) ofte har naevnt.
NB: Alle burde laese Finn Jannings artikel som Gerd Hansen naevner, nationalismen som konstruktion af vaerste skuffe til at kreere et dem vs os.

Igen et stort tak til Information for, sammen med WA, at levere en troværdig og mangfolding dækning af situationen i Catalonien. Grufuldt at læse gruppen af unge mediefolks nationalistisk-populistiske kommentarer! Løgnen om de 800 sårede under politiaktionerne - som var strategisk tåbelige, men skete i henhold til gældende lov - har også The Guardian haft fat i, og hverken Information eller The Guardian er vel fascister og højreorienterede? Desværre dominerer twitter og fæcesbook debatten, bl.a. med pinagtige indslag af danske folketingspolitikere. Husk at se med, når Villumsen, formoder jeg, forsvarer nationalistisk populisme i kommende samråd med Udenrigsministeren onsdag kl. 14. Jeg finder i øvrigt de danske politikeres indblanden helt uhørt. Enhedslistens (som tidligere har flirtet med baskisk abertzale nationalisme med relationer til ETA. Bare spørg deres mand i Svendborg, Jesper Kiel) rolle som talerør for catalansk nationalisme i Danmark med henblik på internationalisering af konflikten har bestemt givet genlyd i Catalonien og har medvirket til at booste nationalisterne selvtillid. Omend en meget lille rolle, så har Enhedslisten været en del af det teater, som har fremprovokeret den ulykkelige situation, som Catalonien, Spanien og Europa nu står i. Jeg var i øvrigt skuffet over Pelle Dragsteds manglende tilstedeværelse i Norditalien til kamp for regionens ønske om mere selvstændighed (læs: blive fri for at fordele rigdom til mere fattige, sydlige regioner).