I dag slutter det store Luther-show. Nu strides tyskerne om, hvorvidt det gigantiske jubilæum var en succes eller en fiasko

Luther-øl, Luther-badeænder, Luther-sokker, Luther-spil og Luther-T-shirts i Che Guevara-look. Det er bare et lille udsnit af udbuddet i Luther. Shop på gågaden i Wittenberg i den tyske delstat Sachsen-Anhalt.

»Forretningen kører okay, men ikke fantastisk,« indrømmer ekspedienten bag disken i den tomme Luther-biks.

»Men der er også en del spillere på det her marked.«

Det er ikke tilfældigt. Her i Wittenberg, der i dag tæller godt 50.000 indbyggere, boede, arbejdede og prædikede Martin Luther nemlig en stor del af sit liv. Og det var her, at Luther den 31. oktober 1517 – formodentligt – slog sine 95 teser mod afladshandlen op på slotskirkedøren. I hvert fald var det her, han forfattede teserne mod pavekirken og dermed skabte gnisten til den reformation, der har præget Europa som få andre historiske begivenheder i det forgangne årtusinde.

Efter et uhyre omfattende Luther-program i 2017 kulminerer 500-års-fejringen i dag, hvor hele Tyskland holder helligdag. Så kan tyskerne følge transmissionen af Angela Merkel og en lang række kirkelige, kulturelle og politiske personligheder, der deltager i festgudstjenesten i Wittenberg Slotskirke.

I de kommende uger lukker de fleste store udstillinger, og turistsæsonen går på hæld. Så skal kassen gøres op, både i forhold til besøgertal og omsætning. Men striden om jubilæet er for længst begyndt.

Hovedløs hyldest

Selv hvis man slår en ekstremt forkortet linje mellem den protestantiske etik og kapitalismens ånd, kan man dårligt bebrejde rebellen og geniet Martin Luther, at jubilæet her 500 år senere har oplevet en stærk kommercialisering.

Det mener i hvert fald den 81-årige filosof, konceptkunstner og agent provocateur Bazon Brock, der byder ly for oktoberregnen i det gamle fængsel i Wittenberg. Her har han i jubilæumsåret jævnligt holdt foredrag som ‘Luther og avantgarden’, som den stærkt anmelderroste men middelmådigt besøgte kunstudstilling hedder.

»Hjemme hos Luther var der jo taleorden, når han samlede studenter og tænkende mennesker om sig. De fejrede ved at tænke, gruble og diskutere,« siger han.

»Det, som vi kalder fejring her 500 år senere, har for det meste bare været en hovedløs hyldest af en person, som ikke bliver sat i en historisk og teologisk ramme. Der har været fremragende perler mellem begivenhederne i jubilæet, men for det meste har detværet en flugt fra Luthers dybde.«

I kirken ser Bazon Brock overvejende en institution, der har fortabt sig i »harmonihungrende hygge-nygge« og »mega-events« og dermed givet køb på både selvkritik og historisk dannelse. Ofte skyldes den overfladiske tilgang den evige kamp om at få støttemidler nok, mener han.

»Det er lidt ligesom grundforskning, hvor man må lyve og påstå, at man kender endemålet, for at få forskningsmidler. I det her tilfælde er det bare en række tal, altså antal besøgende, der er puttet ind i nogle regneark, og så har man set, hvad man kunne presse ud af de statslige og private sponsorer. Det er kapitalismens ønskeopfyldelsesmekanisme sat på spidsen. Luther roterer i sin grav,« mener Bazon Brock.

»Vi burde have eksperimenteret meget mere. Tænkt mere åbent og kritisk og gået mindre efter den laveste fællesnævner.«

Årets falliterklæring

Hvis man kigger tilbage på det forgangne jubilæumsår har udbuddet været noget nær uoverskueligt. Ud over den tyske evangeliske kirkes store arrangementer har der bl.a. været tre nationale særudstillinger i Wittenberg, i Berlin og på borgen Wartburg i Eisenach, hvor Luther skjulte sig i et lille års tid og revolutionerede både kirken og det tyske sprog med sin oversættelse af Det Nye Testamente til tysk, efter han ved Rigsdagen i Worms i 1521 var erklæret fredløs som kætter.

Ved siden af utallige Luther-foredrag og debataftener om reformationen med et væld af tilgangsvinkler har jubilæet ligeledes budt på omfattende teologiske og historiske Luther-forskningsnetværk, på adskillige spille- og dokumentarfilm, og på et tysk bogmarked, der har bugnet af Luther og Reformationen.

På bundlinjen har aviser som Frankfurter Allgemeine Zeitung alligevel udråbt jubilæet til at være »årets tyske falliterklæring«. Det regnestykke tager udgangspunkt i, at den evangeliske kirke i Tyskland har stillet små 400 mio. kroner til rådighed til den centrale organisation reformation2017 i Wittenberg, mens delstaten Sachsen-Anhalt og den tyske forbundsregering har lagt godt en mia. kroner i fejringen. Hvis man medregner midlerne fra EU og private virksomheder som hovedsponsoren Volkswagen, og hvis man inkluderer de mange restaurerings-, byfornyelses- og infrastrukturprojekter op til jubilæet, lander man på omkring 3,7 mia. kroner.

Trods disse yppige summer er forventningerne ikke indfriet, mener avisen. Ved sommerens Verdensudstilling Reformation havde arrangørerne håbet på en halv million besøgende, men måtte stille sig tilfredse med de 294.000, der endte med at dukke op. Ved et andet kirkeligt highlight, Kirkedagene i Berlin i juli, var forholdet mellem forventninger og realiteter omtrent det samme – trods Barack Obamas deltagelse. Også de såkaldte Kirkedage på vejen – en slags mobilt kirkekonvent på reformationens hotspots – floppede gevaldigt. Selv de nationale særudstillinger har hidtil haft færre gæster end ventet.

Selvbedrag

Denne nærmest skadefro kritik giver Ulrich Schneider ikke meget for. Han er forretningsfører for hovedorganisationen  reformation2017 i Wittenberg, der med tusindvis af frivillige har organiseret jubilæumsåret hen over de sidste cirka fire år.

»Jeg ser det især som en succes, at vi har fejret jubilæet økumenisk og internationalt og faktisk har fået fremragende respons,« siger han.

»Selvfølgelig kommer der kritik, men nogle gange er den for letkøbt. Ud af mere end 4.000 arrangementer, er nogle virkelig velbesøgte, og andre flopper. Det har jo været et historisk eksperiment det her, så det er ikke så overraskende. Desuden har det ikke kun handlet om kvantitet, men også om kvalitet.«

Som en af lederne af den evangeliske kirkes fejring har han også måttet forsvare jubilæet mod en harsk teologisk kritik. Den er især kommet fra den wittenbergske teolog og borgerretsforkæmper i DDR, Friedrich Schorlemmer, og hans kollega fra Leipzig, Christian Wolff.

I september udløste de stærk debat, da de udgav en skånselsløs kritik af fejringen. I en situation, hvor den evangeliske kirke alene siden den tyske genforening har haft et fald i antallet af medlemmer fra 30 til 22 mio., ser de reformationsjubilæets »mammutprogram« som et »gigantisk selvbedrag«.

»Vi vil absolut ikke sige, at alt har været noget møg,« skynder Christian Wolff sig at sige.

»Der har været fremragende foredrag og udstillinger, og artikler og udgivelser har bragt Luther og det 16. århundrede meget tættere på millioner af mennesker. Men overordnet er det ikke lykkedes kirken at bringe noget nyt til udtryk: hvad betyder Reformationen i dag? Her kan jeg ikke se skyggen af en rød tråd i jubilæet,« siger teologen.

»De store kirkearrangementer var et flop. De var fejlagtigt tænkt og udført, og det er for så vidt ok, men det er der ingen, der tør indrømme,« siger Christian Wolff.

»Vi har skabt et selvbedrag i stedet for at være ærlige om krisen i vores kirke. Den retningsløshed kan man ikke reklamere sig ud af med et opblæst jubilæum.«

Ifølge Christian Wolff gentager kirken dermed en af reformationstidens synder.

»I en tom skal af pomp, pragt og magtudfoldelse ville reformationstidens katolske kirke dække over et indre forfald, over den manglende teologiske kompetence og menneskelige omsorg. Også i dag må vi gøre mere for at bringe tro og dannelse sammen, for at højne det åndelige og intellektuelle niveau i det kirkelige arbejde.«

Også denne teologisk kritik kan reformation2017-chefen Ulrich Schneider kun trække på skuldrene ad.

»Jeg undrer mig noget over, at Hr. Wolff og Hr. Schorlemmer er gået ud i offentligheden med en så besk kritik, efter de i lang tid selv har have været ivrige deltagere i jubilæet. Det er klart spørgsmål, der skal diskuteres, og det bliver de også konstant i den evangeliske kirke. Men vi må holde det i en mere konstruktiv tone,« mener han.

»Vi har faktisk gjort en dyd ud af at holde fast i, at Reformationen ikke var en singulær begivenhed, som foregik for 500 år siden, men at det er en historisk, vedvarende proces, som vi skal reflektere videre ind i fremtiden. Også teologisk vil vi blive ved med at tage den udfordring op.«

Lødigt og kritisk

Godt 100 km syd for Wittenberg bor den danske filosof og forfatter Peter Tudvad i byen Meißen. Ved siden af en lang række foredrag om Luther har han bl.a. udgivet reformations-romanen Manteuffel og beskæftiget sig intensivt med den tyske fejring af reformatoren. Han er overordnet imponeret over det høje niveau i den »grundige og seriøse oplysning om, hvad Reformationen gik ud på«. 

»Jeg har oplevet en meget lødig og kritisk fejring af Luther. Der har bl.a. været et stærkt fokus på Luthers ubetvivlelige antisemitisme, på Luther som fyrsternes mand over for bønderne, på Luther som ophavsmand til en angivelig tysk lydighedsfetichisme osv.. Generelt har udgivelserne og udstillingerne været eminente,« mener Peter Tudvad.

At der har været så relativt meget tysk kritik af jubilæet skyldes i hans øjne, at der har været tårnhøje forventninger til en formidling på et både bredt forståeligt og konsekvent akademisk niveau.

»Desuden er det ganske forståeligt, at der er intern skuffelse i den evangeliske kirke pga. de svigtende besøgstal. Her må man også sige, at jubilæet er lagt alt, alt for stort an. Men med en hel Luther-dekade må trætheden altså indtræffe på et tidspunkt.«

Et andet stort problem ligger ifølge den danske filosof i, at reformationsfejringen har fokuseret så voldsomt på personen Martin Luther, selvom figurer som f.eks. Melanchthon eller Calvin har spillet store roller.

»Med fokusset på Luther blive hele den historiske ramme meget sårbar, fordi han jo var et komplekst menneske. Han er stærkt fascinerende, men har jo også sine frastødende sider som f.eks. antisemitismen, som omvendt også har en historisk kontekst.«

Luther-effekten

Om Luther overhovedet slog sine 95 teser op på kirkedøren for 500 år siden, er historisk uvist. Selv hvis man kigger nærmere på slotskirkedøren i Wittenberg, bliver man ikke klogere. Originalen er nemlig brændt og blev erstattet af ny dør i 1850’erne – en gave fra den prøjsiske kejser. Det generer ikke en gruppe koreanske turister, der ivrigt filmer døren og den regngrå plads, mens deres guide forsøger at fortælle om, hvordan Wittenberg svømmede i rigdom i den sene middelalder, fordi de gudfrygtige beboere betalte kirken og dermed også paven i Rom, alt hvad de kunne for at undgå skærsilden.

Et langt stenkast fra slotskirken sidder Wittenbergs borgmester, Torsten Zugehör, i det sengotiske rådhus fra Luthers tid. Han er med egne ord yderst fascineret af Martin Luther – på godt og ondt, som han ligesom de fleste andre skynder sig at tilføje med henblik på den ældre Luthers glødende had til jøder. Alt i alt er han svært godt tilfreds med fejringen – og med de mange ekstra gæster i byen.

»Vi håber selvfølgelig, at Luther-effekten holder ved de næste år. Bookingerne tyder allerede på det.«

Uden for rådhuset støvregner det stadig på reformation2017-organisationens interimistiske souvenirshop med alt fra Luther-stearinlys til Luther-paraplyer. Tilfældet vil, at en flok højreradikale netop denne oktoberdag har afholdt en »demonstration mod færre fremmede«, som en af dem får formuleret det.

På skift tager han og fem andre sortklædte, skaldede unge mænd i militærstøvler nu billeder af hinanden med det sort-hvide-røde rigskrigsflag fra den tyske kejsertid foran sig.

De stiller sig for foden af en stor statue af Martin Luther med en opslået bibel i hans egen oversættelse. Men sammenhængen kan de ikke rigtigt forklare. Det er ikke småting, hvad reformatoren skal lægge navn til her 500 år efter sit historiske oprør.