Dagbladenes anmeldere skal forny sig, hvis de vil overleve de gratis bruger- og amatøranmeldelser

»Har du et godt råd til, hvordan kulturlivet fanger flere unge?« spørger en kvinde bag et kamera og peger en lodden mikrofon mod en ung kvinde med lyst, krøllet hår og næsepiercing. Hun tænker sig om og svarer:

»De skal få unge mennesker til at skrive om kultur. Gamle mennesker er kedelige. De kunne få nogle unge mennesker, som ved, hvad de laver, til at skrive om det, de synes, er mega fedt. Det tror jeg ville gøre en stor forskel.«

Videoen af kvinden bliver projiceret op på et stort lærred på Store Scene på Aarhus Teater. I dag udgør teatret rammen om den internationale konference ’Fremtidens kulturjournalistik’. Her skal oplægsholdere diskutere, hvordan kulturkritikken kan imødegå de udfordringer, den står over for.

Der er en lettere fortvivlet stemning blandt de kulturjournalister, kommunikationsmedarbejdere og studerende fra Aarhus Universitet, der er mødt op.

I oplægget til i dag bliver udfordringerne nævnt: »Hurtige meninger og umiddelbare mavefornemmelser præger den offentlige debat, mens kvalificerede diskussioner ofte foregår i lukkede, relativt afgrænsede fora. Samtidig har den digitale medierevolution skabt et fragmenteret mediebillede, hvor den klassiske kulturjournalistik kan komme til kort.«

Og oplægget er ikke ubegrundet. Forretningsmodellen for danske dagblade har ændret sig, og læserne har vænnet sig til at få gratis indhold.

Ifølge en optælling over antallet af anmeldelser i de danske dagblade, som Information har lavet, er anmeldelsen presset på sin traditionelle platform.

Fra 15. august til 15. september 2007 kunne man i alt læse 826 anmeldelser i Jyllands-Posten, Berlingske, Politiken, Information og Weekendavisen. I samme periode i år lyder tallet på 529 anmeldelser. I alt er det et fald på 34 procent.

Derudover inkluderer nyere medier som Zetland, Format og Føljeton ikke anmeldelser i deres skriverier.

På det store lærred i Aarhus toner andre unge frem. Intervieweren spørger dem, hvor de finder artikler og anmeldelser om kultur. De svarer stort set allesammen, at de bruger Facebook. En enkelt ung mand foretrækker Politiken, fordi han godt kan lide deres »dybdegående kulturartikler«.

En anden ung pige med krøllet pandehår og mørkerøde læber kan også godt lide at læse avis og »sidde og fordybe sig«. »Men som studerende er det også dyrt at holde avis og nemt at komme på nettet,« smiler hun.

SoMe-manager

På The Guardian har de forsøgt at gentænke anmeldelsen for at imødekomme de unge. SoMe-manager på den britiske avis Eleni Stefani er fløjet ind fra London for at fortælle, hvordan hun og hendes kolleger arbejder på at genoplive den klassiske kulturanmeldelse.

Hun nævner et eksempel: da Jean-Michel Basquiat blev udstillet på Barbican Art Gallery i London.

»Hvis man er redaktør og ved, at Jean-Michel Basquiat udstiller, tænker man nok: Vi har brug for en kunstkritiker, som kan se udstillingen og anmelde den. Som SoMe-manager tænker jeg, at vi skal bruge en telefon og en venlig reporter, som kan lave noget fra udstillingen,« fortæller Eleni Stefani.

Derfor lavede hun en instagramhistorie, hvor en ung reporter gik rundt på Barbican Art Gallery og fortalte om Jean-Michel Basquiat og hans værker. Brugerne kommenterede, at de var vilde med anmeldelsen, selv om ordet ’anmeldelse’ aldrig blev nævnt af reporteren.

Den klassiske anmeldelse fungerer »perfekt« til de brugere, der i forvejen læser The Guardian, forklarer Eleni Stefani. 78 procent af dem, der læste den klassiske anmeldelse, som blev lagt ud på avisens hjemmeside, var faste læsere af avisen. Instagramhistorien nåede derimod ud til dem, der ikke var blandt de 78 procent – især unge.

»Det er ikke nødvendigvis målet, at folk skal videre ind på sitet, efter at de har været på Instagram – det er noget, vi er i gang med at måle og finde ud af. Men instagramhistorien betød, at vi kom ud til en større målgruppe, og det er positivt, uanset om de klikker sig ind på The Guardian eller ej,« fortæller Eleni Stefani.

Nete Nørgaard Kristensen, lektor i medievidenskab på Københavns Universitet, istemmer. Unge mennesker læser i mindre grad avis – og dermed også anmeldelser – sammenlignet med deres forældre og bedsteforældre. Det må aviserne »forholde sig til og forsøge at finde deres plads i«, siger Nete Nørgaard Kristensen. Det er netop det, The Guardian gør, fortsætter hun.

Festsang og emojis

Anders Lange, underviser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er en af de danske forskere, der arbejder aktivt med at nå den unge målgruppe. Han har en selfiestang med, så han kan tage et billede af sig selv og publikum. »Kan I ikke rejse jer op og klappe,« siger han kækt. Så tager han et billede og lægger det på Facebook.

Anders Lange mener, i tråd med Eleni Stefani, at anmeldelsen skal forny sig, hvis den vil klare sig i konkurrencen med gratis anmeldelser og ikkebetalingsparate unge. Han er workshopleder for pilotprojektet Gentænk Teateranmeldelsen, hvor otte teateranmeldere – de fleste amatører – eksperimenterer med alternative anmeldelsesgreb.

Projektet skal vise, at »der er masser af kvalificeret og nytænkende teaterkritik på vej, hvor substansen i anmeldelsen overlever, selv om formen bliver decentral og spraglet«, siger han.

Han har taget et eksempel med. Det er en anmeldelse, hvor der kun er brugt emojis. De farverige tegn og tegninger gengiver teaterstykket Morph og slutter med fem stjerner.

»Den klassiske anmeldelse står på en piedestal. Den kan noget, og den er vigtig, men i dag befinder journalistik sig i et flow. Derfor har jeg sammen med anmelderne fra projektet fundet en masse alternative måder, man kan gribe anmeldelsen an på. Vi har anmeldt gennem en festsang, emojis, Twitter og podcast. Vi har prøvet en masse forskelligt for at finde ud af, hvor langt man kan fastholde den substantielle, faglige anmeldelse i andre formater, så de er tilgængelige for publikum, som ikke læser dagblade,« siger Anders Lange.

Han mener, at anmeldelser i nye formater på sociale platforme er nødvendige, hvis man fortsat skal trække folk i teatret. »De klassiske anmeldere er en uddøende race på aviserne.«

Det store udyr

Hos de etablerede medier foregår der også fornyelse. Det peger flere af oplægsholderne på – blandt andet Gitte Ørskou, direktør for Kunsten i Aalborg og formand for Statens Kunstfond, og Jakob Steen Olsen, teaterredaktør og anmelder på Berlingske.

De nævner Politikens Poptillæg, hvor forskellige gæster diskuterer populærkultur, og Berlingske, hvor debattører anmelder. Begge nytænkende tiltag.

Berlingske ændrede deres anmeldelsesstrategi, fordi de ville have mere »personlige«, »samfundskritiske« og »holdningsprægede« anmeldelser i avisen. Kritikere mente dog, at det ville ske på bekostning af de faglige anmeldelser, fordi avisen ikke ville øge antallet af anmeldelser.

Jakob Steen Olsen fortæller, at han sad i sit lille hus i Sverige, da han hørte, at Berlingskes kulturredaktør, Anne Sophia Hermansen, ville rykke debattører ind som anmeldere.

»Nu kom det store udyr, Anne Sophia Hermansen, og jeg vidste ikke, om det betød, at jeg var blevet fyret,« fortæller Jakob Steen Olsen.

»Men brugt på den rigtige måde er Anne Sophia Hermansen faktisk ikke så langt ude, som jeg tænkte i begyndelsem. Alt for mange anmeldelser slutter med den æstestiske dom. Vi har styr på vores shit på den måde, men hvad vil afsenderne med det? Det skylder vi kulturlivet og læserne at svare på. Hvad bidrager værkerne med til samfundet? Kunsten handler faktisk om noget.«

Nogenlunde samme pointe går igen hos Gitte Ørskou. Hun mener, at anmeldere og kulturjournalister er for sort-hvide i deres tilgang til kunst. De forenkler kunsten og mister derved en del af substansen:

»Der mangler tillid til læserne om, at de kan forstå og er kvalificerede brugere af kunsten. Der er brug for, at vi bevarer kompleksiteten, og at vi sætter kunsten ind i en kunsthistorisk sammenhæng. Hvorfor får man ikke en krigshistoriker til at anmelde Simone Åberg Kærn?« spørger hun retorisk.

Ifølge Nete Nørgaard Kristensen må de etablerede nyhedsmedier og deres anmeldere forholde sig til det ændrede kulturkritiske landskab og finde ud af, hvordan de kan bidrage. En strategi er at satse på deres kulturskribenters faglighed og ekspertise og på den måde differentiere sig fra andre nyhedsmedier og almindelige kulturbrugeres lægmandsperspektiv.

»For nogle typer af kulturlæsere vil det stadig være vigtigt med fagligt forankrede kulturanmeldere.«

»Det behøver ikke at gå op i emoji-anmeldelser og podcasts, før kulturanmeldelser er berettiget,« fortsætter Nete Nørgaard Kristensen. Det handler om, at kulturanmeldelserne »finder deres plads«.