Interview
Læsetid: 9 min.

Dansk revolution i en tremandsgynge

Den danske kunstnergruppe Superflex har indtaget Tate Modern og verdens vigtigste udstillingsrum. Kritikere kalder udstillingen banal, men kunstnerne selv mener, at den kan forandre verden
Der er for meget fokusering på det individualiserede – på at finde sig selv, mener Superflex, der vil have folk til at gynge sammen. Fra venstre: Jakob Fenger, Rasmus Nielsen og Bjørnstjerne Christiansen.

Der er for meget fokusering på det individualiserede – på at finde sig selv, mener Superflex, der vil have folk til at gynge sammen. Fra venstre: Jakob Fenger, Rasmus Nielsen og Bjørnstjerne Christiansen.

Jack Taylor

Kultur
20. oktober 2017

LONDON – Det vrimler med mennesker i Turbine Hall. Denne fredag eftermiddag må de være flere hundrede. Faktisk er her så mange, at der er ventetid på at prøve de gynger, som udgør et grundelement i den danske kunstnergruppe Superflex’ netop opsatte installation »One To Three Swing!« Det er ikke helt så organiseret som køerne til Tivolis forlystelser, men tæt på.

Tate Modern er på topfemlisten over verdens mest besøgte museer med flere årlige besøgende, end der er indbyggere i Danmark. For installationskunstnere findes der ikke større bestillingsopgaver, ikke et mere priviligeret udstillingsrum. Siden åbningen i 2000 har kun toppen af poppen fået lov at lege kompromisløst her. Navne som Miroslaw Balka, Doris Salcedo, Ai Weiwei og dansk-islandske Olafur Eliasson, hvis feterede hovedværk, den berømte »Weather Project«-sol, kom til verden her. 

Udvidet frikvarter

De glade gyngende, der har taget plads i Superflex’ værk, er et spektakulært syn. Da Information besøger hallen, er de næsten alle skolebørn, drenge og piger iført karakteristiske britiske skoleuniformer i grønne, røde, blå varianter med jakker og små slips for drenge, nederdele for piger. Lyse barnestemmer, frydefulde hvin og latter stiger til vejrs og danner ekko i det højloftede rum. At dømme efter deres posh diktion og renskurede ydre er dette elitens børn.

Nogle gynger energisk igennem, berusede af den fart, de selv kan sætte. Andre gynger stille, undrende, meditativt. Det brede, bløde stribede tæppe, der beklæder den store hældende flade, der udgør indgangspartiet til installationsrummet, er tæt besat af gallerigæster, hvoraf mange ligger hen som hensat i trance af den store skinnende stålkugle, der langsomt og lydløst pendulerer i rummet over dem i 360-gradersbevægelser. Der er sorgløs, kåd og løssluppen weekendstemning over det. Det er tid til et udvidet frikvarter, tid til at koble af.

Blandt andre The Observers kunstkritiker Laura Cummings havde ikke ventet denne lethed. I en kritisk anmeldelse skriver hun om installationen: »Nok kan dens højt besungne ambitioner lyde besnærende, men selve oplevelsen er aldeles banal.«

Det er således ubetvivleligt lykkedes at få publikum til at interagere med værket, indtage det og gøre sig selv til del af det, og netop dette er meningen for Superflex. Bortset fra, at hverken ’publikum’ eller ’værk’ er kategorier, kunstgruppen anerkender.

»Vi vil have aktive brugere, ikke passive beskuere,« siger Bjørnstjerne Christiansen, tro mod sit oprindelige modkulturelle ståsted. 

»Og i stedet for værker taler vi om værktøjer,« tilføjer han, da Information møder ham i Superflex-værkstedet i Blågårdsgade for at spørge til, om den tilsyneladende eliteomfavnelse har rokket ved Superflex og gruppens selvforståelse.

Superflex er kommet langt, siden trioen fandt sammen – Jakob Fenger og Rasmus Nielsen er de to andre stiftere – på Københavns Kunstakademi i 1993 i en fælles kunstnerisk og kollektivistisk identitet, der skulle transcendere forestillingen om det individuelle kreative geni.

Superflex ville være et firma, en virksomhed, en dynamisk platform, der afhændede personlige signaturer til fordel for fællesskabspraksis, hvor alle bidrog uden at man kunne skelne med hvad. Navnet Superflex fandt de som ’readymade’ fra Vognmandsrutens færge, Superflex Bravo.

Markedets uomgængelighed

»På akademiet var det ikke velset, at vi ville være virksomhed. Det var ikke fedt, for markedet og kapitalen skal jo ikke påvirke det rum, man antager, er frit. Det syntes vi var volapyk. Selv som individuel kunstner er man betinget af, at nogen vil købe det, du laver. Det er stadig markedet og de systemer, der er omkring dig, der påvirker dig og giver dig muligheder,« siger Bjørnstjerne Christiansen, der ligner sig selv på ungdomsfotos, fuldskægget og i sømandstrøje.

Således også for Turbine Hall, hvor der er kappestrid mellem storkoncerner om at levere sponsoratet. Industrikoncernen Unilever betalte 44 millioner kr. for at stå som sponsor i den forrige sponsoratperiode. Nu har sydkoreanske Hyundai Motors bekostet en milliard kr. for hallens værker frem til 2025.

Men Superflex har ikke af den grund favnet markedsmekanismerne, siger de. Tværtimod fastholder gruppen et revolutionært, samfundsforandrende sigte, mener de selv.

»Vi står for ’engageret autonomi’. Vi går ind i strukturerne. Vi accepterer dem i udgangspunktet ikke, men vi arbejder med dem. Det afgørende ved vores praksis er, at den drives frem af møder med de mennesker, vi skal samarbejde med. Det kan være lokale nørrebrofolk, som da vi lavede Superkilen, en toiletpasser i Gwangju, da vi lavede Power Toilets for UNESCO. Vi ved først, hvor vi skal hen, når vi engagerer os med dem, vi vil arbejde med. Kontekst er vigtigere end koncept. For os har det altid drejet sig om at udfordre de givne systemer. Fordi de er sociale konstruktioner, kan de udfordres.«

Superkilen – et af de bedst kendte projekter fra Superflex – er en offentlig park og et rekreativt byrum på Ydre Nørrebro, der åbnede i 2012 og favner byens multikulturelle islæt med installationer, der spejler beboernes forskellige oprindelser. I Power Toilets lod Superflex en kopi af det toilet, UNESCO’s direktører benytter, opsætte som erstatning for et nedslidt offentligt toilet i den sydkoreanske by Gwangju.

Virksomhedsstyring

Superflex har ekspanderet som virks0mhed. Og det har i nogen grad ændret gruppens praksisser.

»Vi har ansat en direktør, som styrer virksomheden og de ansatte og holder styr på økonomi og projekter, så vi kan fokusere på relationer til skiftende partnere og kreativt indhold. Det har været en væsentlig ændring, for indtil for fire år siden stod vi selv for projektstyringen. Vi har 44 projekter kørende, så det en stor praktisk forandring. Det er som et spindelvæv, hvor vi kan være mange steder på én gang, og hvor vi f.eks. kan vælge at sende 75 procent af kraften i retning af Tate. Vi har 50 partnere verden over. Nogle har vi arbejdet sammen med i tyve år.«

– Turbinehallen er en af samtidskunstens helligste haller. Hvordan undgår I at blive omklamret af traditionel eksponering?

»Vi ser på institutionen. På historikken i de tidligere manifestationer, der også var samtidsengagerede. På bygningens fortid som produktionsmaskine. Her blev der produceret strøm, især til trykkerier, altså til vidensdistribution. Turbinehallen er designated street. Den er ikke defineret som bygning, men som gade, og indgår således allerede i det urbane rum, vi gerne vil åbne ved at bryde rammerne. Det gør vi fysisk med et modulært system, der danner en energiproduktionsmaskine. Vi bryder ud i det offentlige rum og knytter det udvendige med det indvendige og vice versa. Det er et klassisk Superflex-greb og det modsatte af at sætte en boks i et hjørne og hævde det elitære,« siger Bjørnstjerne Christiansen.

Orange kraftlinjer

Orange ’kraftlinjer’ gennembryder da også bygningen og fortsætter ud på pladsen, men som altid er brugerinddragelsen central for Superflex. Bjørnstjerne Christiansen ser store potentialer i Turbine Hall.

»Potentialet er de seks millioner besøgende, som kommer og engagerer sig. Det, vi primært har kigget på, er det, vi kalder the power of three – the power of the collective. Hvad kan vi udrette med den store styrke, der ligger i at producere i fællesskab og være fælles om at konfrontere og foreslå? På det modulære system af orange linjer har vi påsat trepersonersgynger. Pointen er, at there are too many one swingers. Det er politisk ment, selvfølgelig. Der er for meget fokusering på det individualiserede, på at finde sig selv. Og dermed på at begrænse sig og lukke af.«

– Hvorfor er gynger et godt medium for kollektiv bevidstgørelse?

»At gynge er den første oplevelse, vi har af at udfordre tyngdekraften. Når vi gynger, oplever vi en særlig frihed, næsten en følelse af at give slip.«

– Og følelse af svimmelhed, af tab af jordforbindelse?

»Ja, for det er sværere at finde balancen, når man skal være tre. Derfor findes der ikke trepersonersgynger. Når man sætter i gang, er der en ny type styrke og kraft i det, man producerer. Og frem for alt en oplevelse af at være fælles om at sætte i gang. Og det gør man, samtidig med at man kigger til siden og ser 2-300 andre i gang med samme proces igennem noget, som er forbundet. Fysisk og visuelt mærker man forbundetheden med de andre i rummet, som så løber ud igennem det offentlige rum.«

Gyngeinstallationen er orienteret imod pendulinstallationen. Superflex-kunsteren udlægger ideen bag: »Når man sidder på tæppet eller går ned ad tæppet, rører man det økonomiske fundament, som er moderen til alt, hvad der foregår. Vores økonomi er den største sociale konstruktion. Via økonomien føler man, man er del af hele verden hele tiden. Pendulet spejler omgivelserne, rotererer og er det største! Det er galaksen! Den er dét, vi tænker, vi ikke kan have indflydelse på. Det er the invisible hand. Eller a wrecking ball – en smadrekugle. Den er de ting, du tror, du ikke kan påvirke. Så motivationen ligger i at opdage, at du faktisk kan påvirke.« 

Metaforisk filosofi

Præcis hvordan påvirkningen tænkes at udgå fra gyngeakten og blive til aktivisme i den sociale virkelighed, forbliver noget svævende. Dette er et kritikpunkt hos Daily Telegraphs kunstanmelder, Mark Hudson, der taler om en »pudseløjerlig øvelse i social empowerment, der selv for børn ville virke forsimplet«. Han forudser, at det kræver lige så mange gyngeaktivister som Kinas befolkning, at tilte kapitalens pendul ud af dets akse. »Vi kommer ikke til at drage kapitalismen i tvivl med denne samling grandiose, men arbitrære og dybest set overfladiske metaforer,« mener Hudson. 

Guardians anmelder, Adrian Searle, er mere positiv. Han er glad for installationens legende og indbydende karakter, men påpeger, at gynger jo gynger frem og tilbage, uden at man kommer nogle vegne. »Tyngdekraften undslipper vi ikke. Metaforen er strakt længere, end den kan bære, og det er svært at se, hvordan Superflex med denne installation kan gøre nogen forskel eller få folk til at ændre holdning,« skriver han og giver udstillingen tre ud af fem stjerner.

Bjørnstjerne Christiansen tror dog på Superflex’ ’metaforiske filosofi’: »Når man er tre om at gynge og mærker hele huset stå og gynge, oplever man kollektivets magt. Og pludselig er hallen ikke kun åben fra 10 til 18, men åben 24-7. Vi har fået Tate til at holde åbent døgnet rundt, også på pladsen foran. Vi har udfordret Tates åbningstider og udfordret, at det ikke kun er herinde, der sker noget, men også udenfor.«

I de kommende uger vil nye gyngestrukturer skyde frem seks-syv forskellige steder i London. De kommer fra en etableret on site-gyngeproduktion i hallen, der pumper nye gynger ud. Superflex forhandler nu om at få opsat gynger i Argentina og Bangladesh. 

– Trepersonersgynger indtager verden?

»Vi har forskellige gyngeformationer. Nogle gange to over for hinanden, andre gange er f.eks. seks på linje. Så forsøger du måske at komme i sync med de andre. Men der er alle mulige offentlige sociale eksperimenter med forskellige grupperinger, man kan udveksle, og mange former for fællesskab. Der kan ske det, at man sætter sig på den gynge, hvor man ikke selv vælger sine partnere. I det offentlige rum interagerer vi ikke med de andre, i busser og ventesale. Vi sidder for os selv. Her er der en naturlig opfordring til, at folk sætter sig sammen.«

– Er dét den politiske dimension: at man oplever sig empowered med fremmede?

»Ja, man skal tænke, at man kan handle og bryde apatien. Der ligger allerede 30.000 fotos på Instagram. Det er fascinerende at se folk bruge gyngeoplevelsen til at diskutere kollektivitet. Nogle gange skal der kun en lille ting til. Der fandtes ikke trepersonersgynger før. Nu findes de. Så sker der et eller andet. De er the magic moment, og så skal det jo sprede sig videre, ikke? Når man sidder på det store tæppe og kigger på det kæmpestore, som er uforståeligt, kan man ligge og kontemplere – og så gå hen og være aktiv bagefter.«

Gyngerne i Superflex-udstillingen ’One Two Three – Swing’ står til afbenyttelse i Tate Moderns Turbine Hall frem til 2. april 2018

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Pia Colère Lenau

Jeg er bange for at , havde vi ikke denne skrevne beskrivelse fra kunstnerne , blev vores kollektiv bevidsthed ikke helt så tydeligt manifesteret.
Hører (installations) kunsten egentlig ikke sammen med det skrevne ord ? Er det skrevne ord ikke selve kunstens virkeliggørelse?
Og Phooey til de 2 tvivlende engelske anmeldere.

En klassisk gynge på et legeplads er en sublim frisættende teknologi som barnet kan bruge til at opleve sin krop, øve sig i selvkontrol under den pinefulde venten på at det bliver ens tur, præstere bedre end de voksne (gynge højere) og blive erindret om at livet også indebærer smerte, når man falder af eller får en gyngende kammerat i hovedet.

Denne stalinistiske trojka har så gennemført en tvangskollektivisering af denne frisættelse, og beskriver deres projekt med en stribe løse begreber, der vidner om manglende teoretisk skoling. Normalt ønsker vi os netop kunstnere der ikke er begrænset af akademiske begreber, men i dette tilfælde er det ifølge dem selv det centrale i værket?

Meget skuffende understøttet af Hyundai Motors, der ellers står for kvalitetsgaranti. Jeg har svært ved at få armene op?